Reader

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza fortsatte tirsdag i Sharm el-Sheikh, hvor repræsentanter for USA, Egypten, Qatar, Israel og Hamas arbejder på at omsætte Donald Trumps 20-punktsplan til en konkret aftale. Ifølge CBS News skal planen sikre løsladelsen af de sidste 48 israelske gidsler, en gradvis israelsk tilbagetrækning og en international administration af Gaza. Trump og den tidligere britiske premierminister Tony Blair er udpeget til at stå i spidsen for den planlagte forvaltningsfond. Qatars udenrigsministerium har krævet “stærke, skriftlige internationale garantier” for, at Israel ikke genoptager krigen, når gidslerne er frigivet. En talsmand, Majed al-Ansari, siger til saudiske Al-Arabiya, at forhandlingerne kun giver mening, hvis de fører til israelsk tilbagetrækning, øget nødhjælp og en permanent afslutning på krigen.

Trump erklærede mandag, at der er “en reel chance for en varig aftale”, mens FN's generalsekretær António Guterres kaldte situationen i Gaza for “en humanitær katastrofe i en skala, der trodser enhver forståelse”. Ifølge Hamas ønsker bevægelsen en fuldstændig og permanent våbenhvile, fuld israelsk tilbagetrækning, uhindret adgang for nødhjælp samt en genopbygning ledet af palæstinensere.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu afviser at standse militære operationer, før alle gidsler er tilbage i Israel. Således fortsætter bombardementerne i Gaza i skrivende stund. Mediet Axios rapporterede i sidste uge, at Trump under en telefonsamtale blev vred på Netanyahu, da denne udtrykte skepsis over for Hamas' villighed til at frigive fangerne.

Ifølge den amerikanske tænketank Cost of War Project ved Brown University har USA i løbet af de to år siden Hamas' angreb ydet Israel mere end 21 milliarder dollar i militær bistand og brugt yderligere 10 milliarder på krige, der skulle beskytte Israel, herunder bombeoperationer mod Iran og Yemen. Projektets forfatter, forskeren William Hartung understreger, at tallet kun dækker våben, der allerede er leveret, ikke fremtidige leverancer. Washington har desuden godkendt et nyt våbensalg til Israel på seks milliarder dollar.

Kampene i Gaza fortsætter parallelt med forhandlingerne. Ifølge Gazas sundhedsmyndigheder er mindst 67.173 palæstinensere blevet dræbt, mens titusinder stadig savnes under ruinerne. Et tal, som uafhængige studier anfægter som et alvorligt underestimat. De israelske luftangreb ramte tirsdag områder omkring Gaza City og Khan Younis, og ifølge Reuters blev tre palæstinensere dræbt i den såkaldte humanitære zone i Mawasi. UNICEF rapporterer, at spædbørn i det sydlige Gaza må dele iltmasker, fordi Israel nægter at lade kuvøser blive flyttet fra evakuerede hospitaler i nord. “I ét af børnerummene var der tre babyer og tre mødre på en enkelt seng, med én iltkilde, som mødrene roterede 20 minutter ad gangen”, sagde UNICEF's talsmand James Elder til nyhedsbureauet.

FN's humanitære kontor (OCHA) oplyser, at Israel har nægtet eller hindret 45 procent af organisationens planlagte hjælpeekspeditioner i Gaza siden oktober 2023. Kun 14 af 36 hospitaler er delvist funktionsdygtige.

Samtidig kæmper tusindvis af familier stadig for at finde savnede slægtninge. Associated Press beskriver, hvordan mindst 6.000 mennesker fortsat er begravet under murbrokker, mens over 3.600 andre er meldt savnet. Den Internationale Kommission for Savnede Personer har registreret mindst 7.000 uopklarede sager og kalder arbejdet med at identificere ofrene “et enormt foretagende”. Organisationen oplyser, at Israel har blokeret for import af DNA-udstyr, som skulle bruges til at identificere lig.

AP citerer flere familier, der leder efter forsvundne børn og voksne. Den 46-årige Mohammad al-Najjar har ikke set sin søn siden 2023. “Er han fange i Israel, er han død? Vi er fortabte”, siger han fra familiens telt i Mawasi. Ifølge menneskerettighedsgrupper tilbageholder Israel tusindvis af palæstinensere uden sigtelse eller rettergang, ofte i hemmelige fængsler.

Det amerikanske og israelske pres på Hamas for at acceptere Trumps plan mødes med udbredt mistro blandt palæstinensere. Christian Science Monitor skriver, at mange i Gaza og på Vestbredden anser initiativet som et forsøg på at forbedre Trumps internationale profil snarere end et ægte fredsforsøg. “Når jeg ser på Donald Trumps plan, kan jeg ikke se nogen fordel for os som palæstinensere,” siger den fordrevne lærer Safaa Abu Mady i Deir al-Balah. “Hvis vi afviser den, går det os dårligt. Hvis vi accepterer den, går det os også dårligt.”

Andre frygter, at planen vil fastholde Israels kontrol over Gazas grænser og ressourcer. “Selv hvis de ikke invaderer igen, vil de stadig kontrollere alt – maden, pengene, grænserne”, siger Tamer Misilih, en fordreven mand fra samme område.

Flere af Vestbreddens palæstinensere udtrykker ifølge avisen samme skepsis. “De jagter bare en Nobels fredspris”, siger Daoud Zaher i Ramallah. Andre, som Fatah-politikeren Sabri Saidam, advarer mod den udenlandske bestyrelse, der ifølge planen skal administrere Gaza: “Det frygtes som en genoplivning af kolonitiden. Palæstina skal styres af palæstinensere”.

Dagens brief bringer også i dag en lille bombshell, afsløret i Times of Israel: To år inde i krigen er der nemlig nu dukket referater op, der stiller spørgsmål ved Israels officielle begrundelser for de ødelæggende operationer i Gaza. Times of Israel offentliggjorde tirsdag udskrifter fra de første kabinetsmøder den 7. oktober 2023, få timer efter Hamas' angreb, hvor i omegnen af 1.200 israelere blev dræbt (både direkte og i konteksten af ildkampe med IDF) og 251 taget som gidsler af Hamas og selvbestaltede militante.

Ifølge de offentliggjorte mødereferater opfordrede flere af Israels mest magtfulde ledere til, at spørgsmålet om gidslerne ikke skulle være en del af krigens formelle mål. Den daværende forsvarschef Herzi Halevi sagde ifølge referatet, at man ikke måtte “knytte gidslerne og de savnede til krigens mål”. Det var en lektie, han mente, Israel burde have lært fra krigen mod Hizbollah i 2006, hvor gidslerne blev brugt som forhandlingsbrik.

Finansminister Bezalel Smotrich gik endnu længere og sagde under mødet: “Ignorér dem. Vi kan ikke operere med det mindset”. Senere, under et udvidet regeringsmøde samme dag, blev hans bemærkning fulgt op af en parafrase over Western-klassikeren 'The Good, the Bad and the Ugly.' som ifølge Times of Israel udløste latter i lokalet: “Hvis du skal skyde, så skyd. Tal ikke”. Tanken var, at at Israel skulle handle resolut og voldsomt, ikke diskutere proportioner, gidsler eller diplomatiske hensyn.

Først senere i krigen blev frigivelsen af gidslerne føjet til regeringens officielle målsætninger. Men de lækkede citater afslører, at det israelske militær og politiske lederskab i de første timer efter angrebet primært fokuserede på hævn og på at “lukke grænsen” og “udslette Hamas’ militære og regerende kapacitet”, og altså ikke på at redde de tilfangetagne.

Smotrich, der stadig er en central figur i Netanyahus regering, har siden gentaget sit synspunkt offentligt. Han har kaldt gidselhandler “den største fare for Israel” og truet med at vælte regeringen, hvis krigen standses for at indgå en aftale, oplyser Times of Israel.

De nye dokumenter skaber ifølge israelske medier og diplomatiske kilder intern uro, fordi de kaster lys over det, mange gidselfamiliers bevægelse længe har hævdet. Nemlig at regeringen aldrig prioriterede deres pårørendes liv.

For Netanyahu er lækket politisk sprængstof. Det underminerer det moralske narrativ, han har brugt over for både israelsk opinion og udenlandske regeringer. Det falder sammen med stigende pres fra USA og stigende utilfredshed i Israel, hvor meningsmålinger viser, at et flertal ønsker krigen afsluttet og gidslerne hjem.

Samtidig fungerer afsløringen som et spejl for den nuværende forhandlingssituation. Mens Trump og egyptiske mæglere forsøger at sikre løsladelsen af de 48 tilbageværende fanger, viser de gamle referater, at deres liv allerede fra begyndelsen blev placeret uden for krigens egentlige sigte.

Den to år lange krig har i mellemtiden omformet hele regionen. Washington Post skriver, at Israels militære overlegenhed er intakt, men at landet står mere isoleret end før. Netanyahu er efterlyst ved Den Internationale Straffedomstol for krigsforbrydelser og møder voksende modstand, også i USA. Ifølge en ny Washington Post-måling mener 61 procent af amerikanske jøder, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, mens 40 procent mener, landet har begået folkedrab.

I USA har krigen ifølge Cost of War Project kostet over 30 milliarder dollar i militær bistand og tilknyttede operationer. Kritikken vokser internt, men både Biden og Trump har fortsat våbenleverancerne.

Samtidig har krigen haft uoverskuelige konsekvenser for Gazas civile. I en personlig beretning i New York Times beskriver journalisten Ghada Abdulfattah livet i Deir al-Balah. Hun bor fortsat i sit hus i Deir al-Balah, men skriver, at det ikke længere er et hjem. Væggene er halvt styrtet sammen og genopbygget af sten fra andre menneskers ruiner. “Jeg joker med, at den blå sten kom fra naboen, og den orange fra en anden, hvis hus nu er væk”, skriver hun.

Gaderne udenfor er dækket af telte. Ikke kun i parker og på veje, men mellem de sidste dadelpalmer og på markerne omkring byen. “Jeg hader ordet 'telt'”, skriver hun. “Det har fulgt palæstinenserne i generationer som en skygge”. Hun beskriver, hvordan hundredtusinder bor i interimistiske konstruktioner af plastik, gamle jeans og tomme melsække. Selv de, der stadig har tag over hovedet, lever i konstant fare. Hendes eget hus er ramt af israelske granater flere gange, fire af dem mens familien var indenfor.

Abdulfattah skriver om krigens “hierarki af lidelse”. Et værelse med vægge er bedre end et telt, et telt bedre end ingenting. Selv overlevelse har grader, og mennesker sammenligner deres ulykke med andres for at finde mening. Da hun møder en ven, der har mistet 47 familiemedlemmer, holder hun tavs: “Hvordan taler man om sprængte vægge til en, der tæller døde?”

Hun beskriver også, hvordan dagliglivet er blevet en øvelse i improviseret overlevelse. Da brændstoffet slap op, begyndte folk at fyre med plastik og gamle træsko. Et stort syltetøjsglas bliver et komfur, en dåse bønner et varmeapparat. Alle har forbrændinger på hænderne. For at spare brændsel lægger de tekander ind under fladbrød, så varmen fra flammerne bruges to gange.

Børnene går i nødundervisning, men skriver så småt i hæfterne, at bogstaverne næsten flyder sammen. Der er ikke papir nok til mellemrum. “Min søster plejede at sige til dem, at de skulle skrive stort og springe linjer over, så det så pænt ud. Nu kan hun ikke. Hæfterne bliver brugt for hurtigt”.

Abdulfattah beskriver krigens detaljer som det, der gør virkeligheden forståelig. Stanken af smeltet plastik, dronernes summen om natten, navnet skrevet på en papkasse, der indeholder et amputeret ben. Hun kalder Gaza for “en by af amputerede”, både i bogstavelig og overført forstand.

Hendes beretning bryder med den statistik-tunge dækning af krigen. Den bringer læseren ind i krigens indre logik, hvor tiden går i kredsløb. Oprydning efter bombardement, kortvarig ro, så et nyt angreb. “Jeg vil først tro på en våbenhvile, når den går gennem vores dørkarm”, skriver hun. “Når dronerne tier, og luften igen kan åndes”.

Der er ingen store politiske konklusioner i hendes tekst – kun et krav om at bevidne. Detaljerne er selve pointen. At forstå Gaza gennem hverdagen, ikke kun gennem dødstal. Det gør hendes indlæg til en af de mest præcise samtidige beskrivelser af, hvordan en krig ikke bare ødelægger en by, men forvandler hele tilværelsen til et veritabelt helvede, der er svær at fatte udefra.

Israels tilfangetagelse af det danske folketingsmedlem Victoria Velásquez under en nødhjælpsflotille mod blokaden af Gaza har ansatser til at udvikle sig til en diplomatisk sag. Flotillen, bemandet af aktivister og politikere fra flere lande, sejlede mod Gaza med medicin og humanitær bistand, da israelsk militær den 8. oktober bordede skibene i internationalt farvand og førte dem til israelsk havn.

(Full disclosure: undertegnede har været politisk rådgiver for Velásquez i 3 år på Christiansborg.)

Ifølge flere europæiske regeringer udgjorde aktionen et brud på folkeretten. Den belgiske udenrigsminister indkaldte Israels ambassadør til samtale, mens både Irlands og Frankrigs udenrigsministre udtrykte bekymring for deres tilbageholdte statsborgere. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska kaldte aktionen en “frihedsberøvelse, absolut ulovlig, for de mennesker, der var ofre for sådanne handlinger”, og henviste til både Den Internationale Straffedomstol og spanske domstoles kompetence i sager, hvor nationens egne borgere er berørt.

De danske myndigheder har derimod forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke udtalt sig offentligt om sagen, og hverken ministeriet eller den danske ambassade i Tel Aviv har givet detaljerede oplysninger om de tilbageholdte. Ifølge talsmanden for den danske aktivist Nina Julia Jacqueline Rojas, som deltog i samme flotille, har ministeriet henvist familien til det juridiske team bag kampagnen, mens ambassaden i Israel ifølge familien “var alt andet end hjælpsom”.

Rojas søster har fortalt til Politiken, at ambassaden skrev, at søsteren “bare kunne henvende sig til Borgerservice, hvis hun havde brug for hjælp”. En besked, familien kaldte absurd, da de mente, hun på det tidspunkt sad fængslet i Negev-ørkenen uden mulighed for kontakt med omverdenen.

Ifølge den danske journalist Anna Askjær (hun hedder midlertidigt Lone Petersen på Facebook), der har fulgt sagen tæt og publiceret sin gennemgang i Dagbladet Arbejderen, blev aktivisterne fra Global Sumud Flotilla bragt til det berygtede Ketziot-fængsel i Negev. Her blev de i begyndelsen afhørt uden juridisk bistand og nægtet adgang til vand, medicin og lægetilsyn. Flere frigivne aktivister fortalte Askjær, at de blev udsat for trusler, ydmygelser og vold, mens omkring 170 personer fra forskellige lande i weekenden blev deporteret til Athen. Blandt dem var Rojas.

Askjær gengiver også vidneudsagn om, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg under tilbageholdelsen blev slået, trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag, mens soldater filmede episoden. Oplysningerne er ikke uafhængigt bekræftet, men blev gengivet af Politiken og flere af de frigivne aktivister.

Flere europæiske regeringer har krævet forklaringer fra Israel om behandlingen af de tilbageholdte. Det danske udenrigsministerium har derimod fastholdt, at “Danmark aldrig kommenterer konkrete sager om borgere i udenlandsk varetægt”. Familien til Nina Rojas fortæller dog, at de først fik bekræftet hendes løsladelse fra flotillens egne advokater, efter flyet med deporterede aktivister landede i Athen, ikke fra danske myndigheder.

I sin kommentar bemærker Askjær, at den markante forskel mellem Danmarks tavshed og de øvrige EU-landes åbenlyse protester får Danmark til at fremstå isoleret og passiv i forsvaret af egne borgere. Hun påpeger, at det er svært at forestille sig samme reaktion, hvis det havde været Rusland, der havde bordet et dansk skib og tilbageholdt en folkevalgt.

Sagen illustrerer spændingen mellem diplomatiske alliancer og konsulært ansvar. Hvor andre EU-lande offentligt har kaldt Israels handlinger for “et klart brud på internationale konventioner”, har Danmark valgt stilhed. Ifølge kritikere, herunder Askjær, efterlader det indtrykket af, at hensynet til forholdet til Israel vægtes højere end beskyttelsen af danske statsborgere.

To år efter krigens begyndelse står Gaza tilbage som et samfund i opløsning. De fleste hospitaler er ødelagte, hundredtusinder bor i telte, og antallet af savnede stiger dag for dag. Forhandlingerne i Egypten fortsætter, men udfaldet er uklart. Hamas' talsmand Fawzi Barhoum siger, at bevægelsen forsøger at “overvinde alle hindringer” for at nå frem til en aftale, mens Netanyahu fortsætter angrebene.

Det var alt for i dag. Vi samler op igen i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God tirsdag formiddag. Dagens Gaza Brief.

I dag er det to år siden, Hamas angreb i det sydlige Israel og udløste et israelsk hævntogt, der fra første dag havde et langt bredere sigte end blot at nedkæmpe bevægelsen. Allerede i de første uger efter angrebet udarbejdede det israelske efterretningsministerium et officielt forslag om at “evakuere” hele Gazas befolkning, og kort efter blev hele kvarterer systematisk jævnet med jorden for at forhindre de fordrevne i at vende tilbage. For den israelske højrefløj blev krigen et historisk øjeblik, som bosættelsesminister Orit Strook beskrev som “en tid for mirakler”. Dvs. en enestående mulighed for at gøre det, tidligere regeringer kun havde drømt om: at løse Gaza-spørgsmålet én gang for alle. Strooks ord lød ekstreme, men tankegangen var ikke ny. Allerede i 1930'erne skrev den zionistiske leder og senere premierminister David Ben-Gurion i sin dagbog, at “hvad der er utænkeligt i normale tider”, hvad angik transfer af den arabiske befolkning ud af den kommende jødiske stat, “kan blive muligt i revolutionære tider.”

Noget tyder på, at Trumps 20-punkts-plan stikker en midlertidig kæp i miraklernes hjul. Efter mere end to års blodig krig forsøger forhandlere i Egypten at finde vejen til en våbenhvile i Gaza. Men mens repræsentanter fra Israel og Hamas udveksler budskaber gennem arabiske mellemmænd, fortsætter de israelske bombardementer.

Ifølge Reuters og Al Jazeera blev mindst 19 palæstinensere dræbt i løbet af det seneste døgn, mens yderligere 96 blev såret. Angrebene fortsætter, selv efter at præsident Donald Trump søndag krævede et “øjeblikkeligt stop for bombardementerne”. I Gaza City ramte et israelsk luftangreb området omkring al-Rum-skolen, hvor flere børn blev såret, og i Khan Younis blev tre palæstinensere dræbt, mens de forsøgte at hente nødhjælp. Gazas sundhedsministerium anslår nu, at 67.160 mennesker er blevet dræbt siden oktober 2023, og næsten 170.000 såret. FN og internationale forskningsinstitutioner mener, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat.

Dagens brief byder desuden på en særlig feature. Fra tre forskellige steder – Ramallah, London og Haifa – beskriver tre palæstinensiske skribenter, hvordan denne krig ikke blot har lagt Gaza i ruiner, men strakt sin kontrol ud over hele det palæstinensiske rum. Juristen Raja Shehada på Vestbredden, journalisten Tareq S. Hajjaj i udlandet og analytikeren Thawra Abukhdeir i Israel skriver hver fra deres position og hvert deres sted, men de fortæller om det samme. Et liv under den samme magt, blot med forskellige grader af afstand til dens vold og pression. Dem vender vi tilbage til om et øjeblik.

Vi starter med forhandlingerne i Egypten. I Sharm el-Sheikh mødes repræsentanter fra Hamas, Egypten, Qatar, Tyrkiet, Israel og USA for at forsøge at omsætte Trumps 20-punkts “fredsplan” til en egentlig våbenhvile. Hamas' delegation, ledet af Khalil al-Hayya, forhandler indirekte med Israel gennem arabiske mellemmænd. På israelsk side leder strategiminister Ron Dermer samtalerne. Ifølge egyptiske kilder kræver Hamas garantier for, at Israel faktisk trækker sig ud af Gaza, når de har frigivet de resterende israelske fanger, omkring 48 personer, hvoraf under halvdelen antages at være i live.

Trumps plan beskriver en international stabiliseringsstyrke af arabiske og muslimske lande, som skal tage kontrol over Gaza, mens Israel trækker sig ud. Det London-baserede medie Middle East Eye skriver, at Egypten ønsker, at amerikanske tropper deltager direkte, efter model af den Multinational Force and Observers, der blev oprettet i Sinai i 1982 efter fredsaftalen mellem Egypten og Israel. USA har allerede flyttet dele af sit mandskab fra basen i Qatar til Jordan, hvilket ifølge diplomatiske kilder kan varsle et større militært engagement i regionen.

Både Egypten, Qatar og Tyrkiet presser på for en fuldstændig israelsk tilbagetrækning, mens Israel ønsker at bevare en “sikkerhedszone” dybt inde i Gaza. Ifølge analytikeren Mirette Mabrouk fra Middle East Institute ser egypterne en amerikansk tilstedeværelse som “en garanti, et reelt engagement, et incitament for Israel til at begrænse sine overgreb”. Andre er mere skeptiske: “Denne administration vil ikke have permanente styrker på jorden. Den bomber og trækker sig ud”, siger analytikeren Riccardo Fabiani fra International Crisis Group.

Ifølge Deutsche Welle har Israel endnu ikke opnået sine formelt erklærede mål med krigen: at ødelægge Hamas og få alle gidslerne hjem. Af de 251 fanger, der blev ført til Gaza i oktober 2023, er 148 vendt tilbage i live – otte gennem militære aktioner, resten via fangeudvekslinger. 48 er stadig tilbageholdt, og kun 20 formodes at være i live. Hamas er svækket, men langt fra udslettet. Krigens geografiske udstrækning er samtidig vokset. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb mandag et ægtepar i byen Zibqin. Israel hævdede, at den dræbte mand var en “nøglefigur i Hizbollahs luftforsvar”, men fremlagde ingen beviser. Angrebene på libanesisk territorium fortsætter næsten dagligt, og israelske styrker har opretholdt militære stillinger i syd, trods den såkaldte våbenhvile i november sidste år.

Også Iran, Syrien og Yemen har været inddraget. Israel har gennemført gentagne bombardementer mod iranske mål, herunder et angreb, der ifølge DW ødelagde dele af Irans atomfaciliteter og dræbte Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran. Syriens præsident Bashar al-Assads fald i 2024 har yderligere svækket Irans position.

To år inde i krigen har USA ydet mindst 21,7 milliarder dollars i militær støtte til Israel, viser en ny rapport fra Brown Universitys Costs of War-projekt, omtalt af AP News. Heraf faldt 17,9 milliarder under Joe Biden og 3,8 milliarder under Trump. Uden denne bistand, vurderer rapporten, ville Israel ikke have kunnet opretholde sin krigsførelse i Gaza. Samtidig har Washington brugt op mod 12 milliarder dollars på relaterede operationer i Mellemøsten, herunder angreb på Houthierne i Yemen og på iranske mål.

Mens bomberne falder, fører Israel også en propagandakrig. Ifølge Jewish Telegraphic Agency planlægger udenrigsministeriet i Jerusalem en kampagne på over 4 millioner dollars rettet mod amerikanske evangelikale kristne. Gennem reklamer, sociale medier og et mobilt “October 7 experience”-show skal kampagnen “styrke positive associationer til Israel og koble den palæstinensiske befolkning til ekstremisme”. Det sker samtidig med, at en YouGov-måling viser, at 72 pct. af demokratiske vælgere i USA nu mener, at Israel begår folkedrab i Gaza, og 65 pct. ønsker sanktioner mod Tel Aviv.

I Storbritannien er tendensen tilsvarende: Kun 12 pct. af briterne sympatiserer nu mest med Israel, mens 38 pct. støtter palæstinenserne, og rekordmange, 57 pct., mener, at Israels militære handlinger i Gaza ikke kan retfærdiggøres.

Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska hentyder på Spaniens nationale, statslige tv-station TVE, at landet overvejer at indgive en klage til Den Internationale Straffedomstol efter beretninger om mishandling af spanske borgere, der deltog i den humanitære Global Sumud Flotilla. De 400 aktivister fra 47 lande blev opbragt af den israelske flåde 80 sømil fra Gaza og interneret i Israel. Ifølge flere vidnesbyrd blev de udsat for diverse former for mishandling. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska udtalte mandag, at “tiden vil komme til at svare juridisk” og bekræftede, at anklagemyndigheden har indledt en efterforskning.

Flotillens mest prominente deltager var Greta Thunberg, som efter sin løsladelse i Grækenland kaldte situationen “et live-streamet folkedrab”. “Ingen kan længere sige, at vi ikke vidste det”, sagde hun efter sin løsladelse. “At sulte millioner af mennesker ihjel under en ulovlig belejring er en fortsættelse af årtiers apartheid.”

Ifølge Reuters og FN's humanitære koordineringskontor OCHA er over 67.000 palæstinensere blevet dræbt, næsten en tredjedel af dem børn. 193.000 bygninger er ødelagt eller beskadiget, 213 hospitaler og over tusind skoler ramt. Kun 18 pct. af Gaza er ikke underlagt evakueringsordrer eller militære zoner. 1,9 millioner mennesker, næsten hele befolkningen, er internt fordrevne. Hungersnød er officielt erklæret i Gaza City, og mindst 177 personer, heraf 36 børn, er døde af sult. 60 pct. af gravide og nybagte mødre lider af underernæring. Ifølge den svenske ngo Diakonia, der specialiserer i humanitærretten, har over 20.000 børn mistet livet og 42.000 er blevet såret. 21.000 lever med varige handicap. Næsten en million børn er fordrevet, og 40.000 har mistet en eller begge forældre. “Gaza er nu det sted i verden med flest børneamputerede pr. indbygger”, fastslår organisationen i en statement udgivet på deres hjemmeside i dag.

Midt i den statistiske ufattelighed og de daglige nyheder findes også de enkelte liv. Stemmer, der skriver fra forskellige punkter på kortet, men om det samme tab. Tre palæstinensiske skribenter fortæller, hvad krigen har gjort ved deres verden, set fra Ramallah, London og Haifa.

I Ramallah skriver Raja Shehada, jurist og grundlægger af menneskerettighedsorganisationen Al-Haq, i The Guardian om et liv på Vestbredden, hvor krigen mod Gaza blot har forstærket en virkelighed, der længe har været ved at gå i forrådnelse indefra. Han beskriver, hvordan den israelske hærs hævnkrig har udslettet Gaza og gjort 92 pct. af boligmassen ubeboelig, men også hvordan volden har flyttet sig ind i hans egen hverdag. Rundt om Ramallah vokser de bevæbnede bosætterudposter som et net af høje, mens soldater fælder tusinder af oliventræer under påskud af sikkerhedshensyn. Landsbyer stormes, marker beslaglægges, og checkpoints kvæler enhver forestilling om bevægelsesfrihed. For Shehada hænger alt dette sammen. Den samme logik, der har ødelagt Gaza, er ved at kvæle Vestbredden. Et system, der søger at reducere et helt folk til administrerbare lommer under israelsk kontrol. Han kalder det “en besættelse, der har mistet al skamfølelse”. Et regime, som ikke længere foregiver at være midlertidigt eller defensivt, men fungerer som et permanent kolonialt maskineri med sin egen selvretfærdige moral. “Vi har ingen tidligere erfaring med at leve side om side med en stat, der begår folkedrab mod vores folk”, skriver han. “Israel må vælge mellem evig krig eller at anerkende palæstinensisk selvbestemmelse”.

Shehada ser krigen som kulminationen på en udvikling, der strækker sig tilbage til 1948, fra Nakbaens etniske fordrivelse til nutidens kolonisering forklædt som sikkerhedspolitik. Men han tilføjer en pointe, der gør teksten ubehageligt aktuel. Israel kan ikke længere skjule sig bag fortællingen om selvforsvar. Den moralske ruin i Gaza, skriver han, er ikke et sammenbrud af etikken, men dens konsekvens, når et samfund i årtier har lært at se besættelse som selvopretholdelse.

Fra London skriver journalist Tareq S. Hajjaj i Mondoweiss om den skyld, der følger med overlevelsen. Han beskriver sin flugt fra Gaza, hvor hans mor døde, fordi medicin ikke længere kunne skaffes, og hvor de sidste dage før afrejsen blev brugt på at finde vand, brød og strøm til hendes respirator. Da han forlod byen, lå hans hjem i ruiner, og familiens nabolag var forvandlet til et krater. I dag bor han i en lille lejlighed i det nordlige London med sin hustru og deres toårige søn, som aldrig har haft en legekammerat, aldrig har været i en park uden at blive forskrækket af lyden af et fly, og aldrig har kendt det nabolag, han skulle vokse op i. “Hver bid mad i eksil smager af skyld, fordi min familie i Gaza sulter”, skriver Hajjaj. “Vi overlevede, men vi fortryder det hver dag”.

For Hajjaj er eksiltilværelsen ikke en redning, men en fortsættelse af belejringen i en anden form. I London vågner han til nyhederne fra Gaza, og hver notifikation på telefonen kan være beskeden om endnu et familiemedlem, der er blevet dræbt. Han skriver, at eksilet ikke føles som frihed, men som afstand. Selv her, i et land uden checkpoints, føler han sig fanget af sit tab.

Hans tekst er en stilfærdig anklage mod en verden, der har vænnet sig til at se palæstinensisk lidelse som baggrundsstøj. Han skriver, at han ikke længere kan holde ud at høre sætningen “ingen kunne have forudset det”, for alle, der har levet i Gaza, har forudset præcis dette. For ham er livet i London et fristed uden fred. Gaza slipper ham ikke, selv når han slipper Gaza. Kroppen er undsluppet, men bevidstheden bliver, hvor bomberne faldt.

Og fra Haifa fortæller Thawra Abukhdeir i +972 Magazine om at leve som palæstinenser inden for Israels grænser, i den del af Palæstina der blev til staten Israel i 1948, hvor tavshed nu er blevet en forudsætning for at høre til. Hun beskriver en stat, hvor det palæstinensiske flag fjernes fra gaderne på ordre fra national sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, hvor et digt, et Facebook-opslag eller et vers fra Koranen kan føre til afhøring eller fængsel, og hvor blot et arabisk ord på en bus kan være nok til at vække mistanke.

“Vores tavshed er vores statsborgerskab,” skriver hun. “Men i Amsterdam, i London, i gaderne udenfor, dér taler vi frit.” For Abukhdeir handler det ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at eksistere som palæstinenser uden at blive betragtet som en potentiel trussel. Hun kalder det “en arkitektur af kontrol”, hvor hele det palæstinensiske nærvær inden for Israels grænser er underlagt overvågning, censur og mistanke.

Samtidig ser hun et spirende fællesskab uden for landets grænser. I eksilets stemmer, de tusinder, der demonstrerer uden frygt i Europas gader, aner hun en ny form for palæstinensisk offentlighed, som ikke lader sig undertrykke af Israels love. Hun peger på, hvordan de seneste diplomatiske anerkendelser af Palæstina, nu fra mere end 150 lande, heriblandt Frankrig, Storbritannien, Spanien, Australien og Canada, bærer et dobbelt budskab. De markerer et moralsk fremskridt, men også en grusom ironi: Først da folkedrabet i Gaza blev transmitteret direkte, begyndte verden for alvor at se Palæstina.

Tilsammen tegner de tre stemmer et sammensat billede af de palæstinensiske kvaler i 2025. Raja Shehada beskriver besættelsens logik indefra, Tareq S. Hajjaj ser dens konsekvenser udefra, og Thawra Abukhdeir lever midt i den, under en lov, der kræver tavshed som prisen for at høre til. Tre forskellige steder, men den samme virkelighed. Et fragmenteret folk, bundet sammen af den samme erfaring med kontrol, tab og vedholdenhed.

De internationale reaktioner har imidlertid ikke kun været symbolik. Flere lande har suspenderet våbeneksporten til Israel, mens Colombia, Sydafrika og Malaysia har indført deciderede sanktioner. EU drøfter at fryse associeringsaftalen og indføre visumrestriktioner for israelere. Samtidig er splittelsen i Israel voksende. Over 60 pct. af befolkningen støtter nu en våbenhvile, og familier til gidsler demonstrerer ugentligt mod Netanyahu-regeringen.

Men i Gaza er generationen af børn ved at forsvinde, advarer Diakonia: “Ved at udslette så mange unge liv truer Israel selve det palæstinensiske folks evne til at overleve som folk”.

To år efter den dag, der rystede regionen, står Gaza som et symbol på, hvad der sker, når krig og hævn fortrænger ret og menneskelighed. Forhandlingerne i Egypten kan måske bringe våbenstilstand, men som Raja Shehada skriver, vil freden først begynde, når Israel anerkender Palæstinas eksistens.

Magthaverne taler også i disse dage evindeligt om noget, de kalder “fred”. Men det lyder mere som et refræn uden indhold. Fredstid fra den kant er, når verdens ledere får fred for at høre om Palæstina. Fredstid er de stille mellemrum, hvor det igen kan markeres, at palæstinenserne ikke kan slippe ud af undertrykkelsen ad nogen fredelig vej. Og fredstid er, når opmærksomheden kun vender tilbage, fordi israelsk blod flyder. Og empatien stopper åbenlyst også dér.

Af Poyâ Pâkzâd

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

To år efter Hamas' angreb den 7. oktober 2023 og begyndelsen på Israels verserende hævnangreb mod Gaza, nærmer konflikten sig sin 730. dag. I Kairo mødes i dag israelske og palæstinensiske forhandlere til endnu en runde drøftelser om den såkaldte Trump-plan, et tyvepunktsforslag, der af sine ophavsmænd beskrives som et skridt mod våbenhvile og genopbygning, men som i sin udformning minder mere om gentagelsen af et velkendt ritual, endnu et i rækken af amerikansk-israelske pseudo-fredsplaner siden Jimmy Carters autonomi-plan i slut-70erne, der under dække af fred fastholder besættelsen og udskyder en reel politisk løsning. Planen, fremlagt den 29. september og formelt bakket op af otte arabiske og muslimske lande, kræver, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle gidsler, levende og døde, mod løsladelse af et tilsvarende antal palæstinensiske fanger. Frigivelsen af israelske gidsler er det eneste forlangende i den korte tekst, der rummer en deadline. Derimod fastsættes ingen konkret tidsplan for Israels tilbagetrækning, ingen uafhængig kontrolmekanisme og ingen klar definition af, hvornår Gaza kan anses for “afvæbnet”. Israel bevarer dermed fuld vetoret over, hvornår, eller om, en tilbagetrækning nogensinde finder sted. Desuden er det også mere eller mindre op til Israel at bestemme omfanget af den faseinddelte tilbagetrækning, der starter ved 50 pct, 40 pct., og til sidst 15 pct. af Gazas mest frugtbare landbrugsjord for at levne plads til en udvidet israelsk buffer- og sikkerhedszone.

Ifølge flere observatører er der ikke tale om en egentlig fredsplan, snarere et ultimatum. Et dokument, der forlænger den eksisterende krigslogik under nye overskrifter. Planen indeholder løfter om en “international stabiliseringsstyrke” uden angivelse af hvem, der skal deltage, og om en “interreligiøs dialogproces” som symbolsk afslutning, mens de centrale spørgsmål om suverænitet, blokade og genopbygning forbliver ubesvaret.

Som den drevne amerikansk-jødiske Israel-kritiker Norman G. Finkelstein formulerer det i et interview i weekenden, er vejen til 7. oktober brolagt med sådanne “fredsplaner”.

Donald Trump, der i valgkampen har genoplivet sit image som mægler i Mellemøsten, udtrykte i weekenden stor tilfredshed med “meget succesfulde” drøftelser mellem Hamas og regionale regeringer og opfordrede alle parter til at “bevæge sig hurtigt”. På sit sociale medie Truth Social skriver han, at den første fase af planen “bør være afsluttet i denne uge”, mens tekniske hold mødes i Egypten for at afklare de sidste detaljer. Ellers, anfører Trump, “vil vi se omfattende blodsudgydelser, og dét, er der ingen, der vil se”.

Benjamin Netanyahu bedyrede søndag, at Israel har accepteret hovedlinjerne i planen, men understregede, at ingen andre punkter vil blive implementeret, før “den første klausul – frigivelsen af samtlige gidsler, levende såvel som døde – er opfyldt”. Han truede samtidig med at genoptage offensiven for fuld styrke, hvis Hamas ikke leverer inden for den tidsfrist, Trump har sat.

Den tidligere Shin Bet-chef og flådekommandør Ami Ayalon kalder i et interview med Foreign Affairs planen “et vigtigt første skridt”, men advarer mod dens indbyggede asymmetri. “Der er et enormt gab mellem israelske og palæstinensiske forventninger,” siger han. “For israelerne handler det om at få gidslerne hjem og afslutte krigen. For palæstinenserne handler det om at afslutte besættelsen – også på Vestbredden – og på det punkt er planen stadig tavs.” Ayalon peger på faren for, at aftalen i praksis bliver en fred, der kun imødekommer de israelske traumer efter 7. oktober, men ikke palæstinensernes ydmygelse og håbløshed.

Ayalon, der har arbejdet for forsoning mellem israelske og palæstinensiske civilsamfund, tvivler ikke på, at Hamas har lidt et militært nederlag, men mener, at bevægelsen politisk og symbolsk stadig står stærkt i den muslimske verden. “Hamas er militært knust, men hvis man måler støtte på gaden i Mellemøsten eller i Europa, vinder de stadig,” siger han. “Ved at nægte at engagere bredere palæstinensiske ledere gør Israel og Trump en alvorlig fejl. Vi forhandler kun med vores fjender og ødelægger vores venner.” Med “venner” skeler Ayalon til Mahmoud Abbas, præsiden i det Palæstinensiske Selvstyre. Ingen tør at nævne, at fred også handler om Vestbredden og “tilbagetrækning af israelske bosættere”.

Ayalon hæfter sig ved, at Trump-planen ikke stiller krav til de israelske bosættelser, som fortsat ekspanderer. “Trump siger, at han ikke vil tillade Netanyahu at annektere Vestbredden. Men det sker jo allerede hver dag.”

Trods en annonceret “pause” fortsatte israelske luftangreb søndag med at ramme dele af Gaza. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza blev 63 mennesker dræbt og 153 såret det seneste døgn. I alt er 67.139 mennesker ifølge de lokale myndigheder blevet dræbt og næsten 170.000 såret siden krigens begyndelse. Det er tal, der ikke kan verificeres uafhængigt, men som understøttes af de fleste internationale organisationer, og som flere på hinanden fagfællebedømte undersøgelser flager som et alvorligt underestimat af det faktiske dødstal.

Lokale kilder fortæller Haaretz, at bombardementerne søndag især koncentrerede sig i de østlige kvarterer af Gaza City, hvor israelske styrker stadig er til stede, samt i Khan Younis og Deir al-Balah. I de centrale dele af byen blev bygninger tilknyttet al-Azhar-universitetet ødelagt, og UNICEF rapporterer, at hospitaler i det sydlige Gaza nu er så overfyldte, at tre for tidligt fødte børn må dele en enkelt kuvøse. “Jeg har aldrig set noget lignende,” udtaler FN-talsmand James Elder.

Sulten og sygdommen vokser. 460 mennesker, heraf 154 børn, er ifølge sundhedsministeriet døde af underernæring. I alt 182 palæstinensere, inklusive 39 børn, er ifølge FN døde af sult siden sommer.

Søndag bekræftede Doctors Without Borders (MSF), at endnu en af organisationens medarbejdere, fysioterapeuten Abed el-Hameed Qaradaya, er død af granatsplinter efter et israelsk angreb, hvor også kollegaen Omar Hayek blev dræbt. Qaradaya er den 15. MSF-ansatte, der mister livet i Gaza-krigen og den tredje på under tre uger. “Hans død er en tragisk påmindelse om det mønster af total tilsidesættelse af civile liv og menneskelig værdighed, vi ser igen og igen”, skriver organisationen.

Israel hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-militant, men indrømmer, at “en lokal palæstinensisk medarbejder i en international organisation” blev dræbt.

Samtidig er de internationale protester mod blokaden af Gaza igen vokset efter den israelske tilbageholdelse af den såkaldte Global Sumud Flotilla, en koalition på over 40 skibe med nødhjælp og omkring 470 aktivister, politikere og jurister fra flere kontinenter. Flotillen blev opbragt i internationalt farvand i sidste uge, og alle ombord blev ført til Israel og fængslet i Ktzi'ot-fængslet i Negev-ørkenen.

Blandt de tilbageholdte var Greta Thunberg, som ifølge svenske diplomater fortalte, at hun blev holdt i en celle med væggelus og fik for lidt mad og vand. Ifølge The Guardian og Haaretz har flere aktivister fra New Zealand, Italien og Grækenland beskrevet lignende forhold. Mangel på rent vand, juridisk bistand og adgang til lægehjælp. Nogle kvinder hævder, at de blev tvunget til at tage deres hijab af, andre at de blev udsat for slag og fornærmelser.

En undersøgelse, som Haaretz har gennemført på baggrund af 288 retsprotokoller, dokumenterer, at mange af de fængslede nægtede at tale i retten, fordi de ikke havde fået advokat. “Jeg bad om en advokat, og de sagde, jeg kunne finde en i Gaza,” sagde en græsk aktivist til dommeren. Dommerne noterede gentagne gange i deres afgørelser, at de tilbageholdte manglede vand og madrasser.

Den israelske sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir har åbent hånet kritikken. “Jeg er stolt af, at vi behandler flotilleaktivisterne som terrorstøtter,” sagde han efter et besøg i fængslet. “Den, der støtter terrorisme, fortjener terroristernes forhold.”

De første 70 fanger, herunder Thunberg, bliver i dag, mandag, deporteret til Athen. Flere hundrede andre sidder fortsat fængslet.

Flere frigivne fortæller dog om langt værre episoder. Den tyrkiske aktivist Ersin Çelik hævder, at Thunberg blev trukket i håret, slået og tvunget til at kysse det israelske flag, noget Israel kalder “åbenlyse løgne”.

Ifølge CBS News beordrede Netanyahu personligt de droneangreb, der i begyndelsen af september ramte to af flotillens skibe, Family og Alma, mens de lå i havn i Tunesien. Angrebene, udført fra en israelsk ubåd med brandbomber, forårsagede brande, men ingen dødsfald. Amerikanske efterretningsofficerer bekræftede over for tv-stationen, at Israel stod bag.

Til trods for angrebene fortsatte flotillen mod Gaza og blev siden pågrebet i Middelhavet. Over 400 deltagere sidder stadig tilbageholdt i Israel.

Mens aktivister og nødhjælpsarbejdere fængsles, ligger selve Gaza i ruiner. Ifølge en ny rapport fra Gaza-myndighedernes mediekontor er 90 procent af enklaven ødelagt efter to års bombardementer. Dette tal harmonerer med FN's kommissionsrapporter. 76.000 mennesker er dræbt eller savnet, heraf over 20.000 børn og 12.500 kvinder ifølge rapporten. 2,7 millioner indbyggere har været udsat for sult, sygdom og fordrivelse, og næsten to millioner er fortsat uden fast tag over hovedet.

Israel har ifølge rapporten smidt over 200.000 tons sprængstoffer over området og kontrollerer nu 80 procent af Gazas areal. Siden januar har hæren desuden ramt det område, den selv havde udpeget som “humanitær sikkerhedszone” ved al-Mawasi, med mindst 136 luftangreb. 38 hospitaler og 96 sundhedscentre er ødelagt, 197 ambulancer og 61 redningskøretøjer er ubrugelige, og 1.670 læger, sygeplejersker og paramedicinere er blevet dræbt.

De samlede økonomiske tab anslås til 70 milliarder dollar, svarende til næsten hele Gazas BNP før krigen. 268.000 boliger er jævnet med jorden, 148.000 alvorligt beskadiget, og 95 procent af skolerne er ramt. 13.500 elever, 830 lærere og 193 universitetsfolk er døde. 835 moskeer, tre kirker og 40 kirkegårde er ødelagt, og syv massegrave er etableret på hospitalsområder, hvorfra mindst 500 lig siden er blevet gravet op.

Rapporten taler om en “fortløbende folkemorderisk udslettelse af både mennesker og sten” og opfordrer det internationale samfund til at “tage sine juridiske og moralske forpligtelser alvorligt”.

I den humanitære sektor har flere FN-organisationer de seneste uger beskrevet Gaza som “funktionelt ubeboelig”. FN's særlige rapportør Francesca Albanese skrev søndag, at området “ikke længere blot lider under en blokade, men under en systematisk nedbrydning af livsbetingelserne, det sidste trin i en bosætterkolonial udslettelsesproces.”

Også blandt journalisterne i Gaza vokser dødstallet. Ifølge Associated Press og Committee to Protect Journalists er mindst 195 mediearbejdere blevet dræbt af israelske angreb siden oktober 2023, flere end det samlede antal dræbte journalister i alle store krige siden 1800-tallet tilsammen. I august blev fem reportere fra Al-Ghad TV og AP dræbt i et dobbeltangreb ved Nasser-hospitalet i Khan Younis, da en anden bombe ramte netop som de filmede følgerne af den første.

Den palæstinensiske kameramand Ibrahim Qannan, der overlevede, fortalte AP, hvordan han stod og sendte live, da kollegerne foran ham blev ramt. “Vi lever side om side med døden”, sagde han.

Israel kalder drabet et “tragisk uheld” og hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-overvågningsenhed (dvs. et “Hamas-kamera”, der viste sig at være en af de dræbte journalisters kamera). Men hverken AP eller Reuters har fået svar på deres gentagne krav om en uafhængig undersøgelse.

Flere af de dræbte journalister var kendte skikkelser, herunder Al Jazeeras Pultizerprisbelønnede Anas al-Sharif, som blev dræbt i august efter at have rapporteret om sulten i Gaza. Den israelske hær hævdede senere, at han havde været medlem af Hamas, men fremlagde ingen beviser.

I sidste uge blev også fotografen Yahya Barzaq dræbt i et luftangreb i Deir al-Balah, dagen efter at han havde fortalt Middle East Eye om sin kollega, kameramanden Sami Dawoud, der selv var blevet dræbt ugen før i et bombardement af den teltlejr, hvor han søgte tilflugt med sin familie.

De to mænds skæbne er blevet symboler på den palæstinensiske presse i krigens ruiner. Dawoud var oprindelig nyhedsfotograf og senere børnefotograf, der under pandemien hjalp med at lave undervisningsvideoer til elever, da skolerne lukkede. Barzaq fotograferede i årevis nyfødte børn i Gaza, og blev senere ansporet af krigen til at dokumentere deres død.

“Han plejede at sige, at han tog billeder af livets begyndelse, og nu dokumenterede han dets afslutning”, fortæller vennen Mahmoud Abuhamda.

Mens Gaza ligger i grus, udspiller der sig på Vestbredden en accelereret kolonisering. Ifølge en ny rapport fra den palæstinensiske NGO Colonization and Resistance Commission har den israelske hær og bosættere siden oktober 2023 gennemført over 38.000 angreb på palæstinensiske borgere og ejendomme. 55.000 dunam jord, svarende til 55 kvadratkilometer, er blevet konfiskeret, 25 “sikkerhedszoner” oprettet omkring bosættelser, og 355 nye bebyggelsesplaner fremlagt.

Minister Mu'ayad Shaa'ban, som leder kommissionen, siger, at Israel bruger krigen i Gaza som dække for at “fastlåse en ny kolonial virkelighed” på Vestbredden. “Under påskud af militære nødvendigheder bliver midlertidig besættelse til permanent overtagelse”, siger han.

Siden oktober sidste år er 1.014 palæstinensiske bygninger blevet revet ned, og 1.667 nye nedrivningsordrer udstedt. 33 beduinsamfund, næsten 3.000 mennesker, er fordrevet. Bosættere har ifølge rapporten brændt 767 marker og ødelagt næsten 50.000 træer, heraf 37.000 oliventræer.

Konflikten har for længst bredt sig hinsides Palæstinas grænser. I det sydlige Libanon kastede et israelsk dronefly fredag to granater tæt på en irsk FN-styrke ved byen Maroun el-Ras. FN's UNIFIL-mission bekræfter, at granaterne faldt få meter fra patruljen, der eskorterede civile arbejdere. Ingen kom til skade, men missionen har krævet, at Israel straks indstiller sine “provokationer mod fredsbevarende styrker”, idet der er tale om et gentagende mønster.

Israelske soldater gennemførte desuden lørdag nat et raid i den syriske landsby Jamlah, hvor tre unge mænd blev bortført. Ingen forklaring er givet, og deres skæbne er ukendt. Ifølge lokale medier blev de ført til israelsk-kontrolleret område.

En undersøgelse fra Sky News har samtidig dokumenteret, at Israel støtter en væbnet anti-Hamas-milits i Gaza kaldet Popular Forces, ledet af Yasser Abu Shabab, en tidligere smuglerboss. Militsen har ifølge kanalen modtaget våben, penge og logistisk hjælp fra den israelske hær og den amerikansk-finansierede Gaza Humanitarian Foundation. Vi har dækket dette før med henvisning til en fyldig rapport fra tænketanken European Council of Foreign Relations, men nu har Sky News chippet ind.

En israelsk soldat bekræftede over for Sky, at hæren leverer “granater, køretøjer, mad og penge” til gruppen, som nu kontrollerer dele af det sydlige Gaza og driver handel med plyndrede nødhjælpsforsyninger. Analytikeren Amjad Iraqi fra International Crisis Group kalder støtten “en klassisk splittelsesstrategi” designet til at underminere enhver samlet palæstinensisk modstand. “Israel forsøger at gøre Gaza til et kludetæppe af krigsherrer”, siger han.

I Europa besluttede den hollandske regering fredag at fastholde sit forbud mod eksport af reservedele til de israelske F-35-fly, som har deltaget i bombardementerne, trods en højesteretskendelse, der gav mulighed for at genoptage leverancerne. “Givet den nuværende situation er det urimeligt at genoptage eksporten”, lød det i en udtalelse fra regeringen, som understregede, at en øjeblikkelig våbenhvile er nødvendig “for at standse volden og befolkningens lidelser”.

I USA viser en ny meningsmåling fra Washington Post et historisk brud mellem Israels politik og den amerikansk-jødiske befolkning. 61 procent af amerikanske jøder mener, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, og 39 procent betegner handlingerne som folkedrab. 68 procent vurderer Netanyahu som en “dårlig” leder.

Mens næsten tre fjerdedele fortsat ser Israels eksistens som “vital for det jødiske folks fremtid”, siger 59 procent, at Israel ikke gør nok for at tillade mad og nødhjælp ind i Gaza. Halvdelen af de unge under 35 år mener, at Israel begår folkedrab, og to tredjedele ønsker en selvstændig palæstinensisk stat.

En af de adspurgte, softwareingeniøren Max Parke fra Brooklyn, udtaler: “Som jøde føler jeg forbindelsen til vores historie og folk, men staten Israel taler ikke for mig.”

To år efter krigens begyndelse er billedet af et Israel, der har mistet både moralsk og politisk kontrol, mere tydeligt end nogensinde. Gaza er reduceret til støv og sult, Vestbredden til en Schweizerost gennemhullet af israelske bosættelser, veje og checkpoints, og de få, der forsøger at bringe hjælp udefra, mødes med fængsel og hån.

Donald Trump taler om “fred i vores tid”, men på jorden fortsætter bombningerne, og børnene dør af sult. Den israelske regering forhandler om våbenhvile, men udvider samtidig krigen til Libanon og Syrien. Og i de nedbrændte teltbyer i al-Mawasi sidder de overlevende og venter stadig på vand.

Det var alt for i dag. Vi samler trådene igen i morgen.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God fredag formiddag. Ugens sidste Gaza brief.

Israels militær intensiverede torsdag angrebene på Gaza samtidig med, at Det Hvide Hus lægger et hårdt tidspres på Hamas for at acceptere en ny, amerikansk formuleret plan for Gazas fremtid. Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder blev 77 mennesker dræbt og 222 såret det seneste døgn, mens hospitalerne i syd modtog dusinvis af lig efter bombardementer i områder, som Israel selv tidligere har udpeget som evakueringszoner. I samme døgn ramte en israelsk drone sydlibanesiske veje og dræbte to civile ingeniører, og på Vestbredden baner bosættere sig vej gennem private olivenlunde for at forbinde israelske bosættelser. Krigen sætter også sine spor langt uden for regionen: Colombia udviser de sidste israelske diplomater og opsiger sin frihandelsaftale med landet, mens Hollands højesteret i dag afgør, om F-35-dele til Israel skal standses, og over 250 kulturinstitutioner i Belgien og Holland indfører boykot af israelske statsforbundne institutioner og selskaber. Boykotten angår ikke individer og indeholder en undtagelse for israelske grupper, som selv tager afstand fra “folkemord, apartheid og besættelsespolitikker”. I Gaza beskriver læger og journalister en offensiv, der igen rammer den sydlige del, hvor hundredtusinder er blevet drevet hen af tidligere evakueringsordrer. Den palæstinensiske nyhedstjeneste WAFA oplyser, at mindst 29 omkomne blev bragt til Nasser Hospital i Khan Younis, mens Associated Press rapporterer, at 14 dræbte var ramt i et område, hvor israelske styrker ofte åbner ild mod mennesker på jagt efter fødevarer. I det centrale Gaza blev 13 lig indleveret på Al-Aqsa-martyrernes Hospital i Deir al-Balah, herunder fire brødre, som ifølge WAFA blev dræbt, mens de samlede brænde. Forsvarsminister Israel Katz havde dagen forinden meddelt, at civile i Gaza City havde deres “sidste chance” for at flygte, hvorefter alle tilbageblevne ville blive betragtet som “terrorister” og “terrorsympatisører”. Siden begyndelsen af august har hæren udstedt delvise evakueringsordrer i byens kvarterer, uden at bombardementerne i midten og syd er ophørt. Sundhedsministeriet i Gaza anfører, at 66.225 palæstinensere er blevet dræbt og 168.938 såret siden 7. oktober 2023, og uafhængige studier peger på, at tallene formentlig er alvorligt underestimerede.

Midt i de daglige angreb blev endnu en medarbejder fra Læger uden Grænser dræbt. Organisationen oplyser, at deres erhvervsterapeut Omar Hayek blev slået ihjel, da israelske styrker ramte en gade, hvor MSF-teams stod i deres tydeligt markerede veste og ventede på en bus til felthospitalet i Deir al-Balah. Fire andre blev alvorligt såret, heriblandt en fysioterapeut og en ortopædkirurg, og en ansat ligger i kritisk tilstand med granatsplinter. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har registreret over 700 angreb på sundhedssystemet i Gaza og mindst 1.580 dræbte sundhedsarbejdere det seneste par år. MSF kalder udviklingen en del af et årtier langt mønster og betegner den israelske krigsførelse som et folkemord, der bør standses med en øjeblikkelig våbenhvile. Flere læger tilbageholdes fortsat uden sigtelse, blandt dem Husam Abu Safiya, tidligere direktør for Kamal Adwan-hospitalet, og kirurgen Mohamed Obeid.

I flygtningelejrene ved Al-Mawasi syd for Khan Younis vækker forslaget om Tony Blair som guvernør i Gaza vrede og mistillid. I en reportage fortæller den palæstinensiske journalist Rifka Al Amya, at forslaget om at indsætte Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair som midlertidig “guvernør” i Gaza opleves som en fornærmelse. Hun kalder det en genoplivning af kolonialt formynderskab. Abdel Fattah Al Amssi spørger, hvad Blair “gjorde i Irak ud over at bringe ødelæggelse”, mens den unge Imad Saif fra Jabalya siger, at idéen blot erstatter én besættelse med en mere elegant version. Naima Al Astal, der forsøger at tænde et lille blus med tørt brænde, konstaterer træt, at “vi er færdige med eksperimenter” og ønsker, at krigen stopper.

Den palæstinensiske journalist Ahmed Ahmed (pseudonym) skrev i denne uge i +972 Magazine, at han efter to år måtte forlade Gaza City, fordi bombardementerne nu rammer hvert hjørne, og fordi genbesættelsen af Netzarim-korridoren har skåret byen af fra resten af striben. Han beskriver tusindvis af mennesker på den smalle kystvej Al-Rashid, en knudepunkt for evakuering, og fortæller om sin fætter, der forgæves forsøgte at finde et sted i Deir al-Balah. Overfyldte grunde, skyhøje priser og væbnede bander blokerede enhver mulighed, og han vendte tilbage til sin familie i byen. Hans ven og kollega, fotografen Yahia Barzaq, blev siden dræbt af granatsplinter, da et nærliggende café- og værkstedsområde blev bombet, selv om han netop havde søgt mod syd i håb om sikkerhed.

Det humanitære billede forværres markant. Ifølge Global Nutrition Clusters status for januar til september har Gazas befolkning igennem 24 måneder oplevet en vedvarende forringelse af ernæringstilstanden, med børn samt gravide og ammende kvinder som de hårdest ramte. En våbenhvile i januar bragte kortvarig lettelse, men en fuld blokade i marts standsede fødevarer, brændstof og medicin i over to måneder. I juli lå madpriserne 9.900 procent over niveauet under januar-våbenhvilen. Alle husholdninger er rykket ind i IPC's krisekategorier, og antallet i fase 5, katastrofe-fasen, er nær femdoblet til 641.000 mennesker.

Sultforskeren Alex de Waal påpeger i tidsskriftet Foreign Affairs, at to af verdens mest autoritative overvågningssystemer, IPC og FEWS NET, i august konstaterede “hungersnød med rimelig evidens” i Gaza. Han understreger, at dette ikke er en naturkatastrofe, men et menneskeskabt sammenbrud, som derfor kan standses og vendes. De Waal placerer Gaza i en bredere udvikling, hvor stater og militser igen har taget hungersnød i brug som krigsmiddel, fra Sudan og Etiopien til Myanmar, Ukraine og nu Gaza. Dermed smuldrer den internationale norm, som ellers blev fastlagt igen med FN's Sikkerhedsråds resolution 2417 i 2018, der forbød brugen af sult som våben og klassificerede det som en krigsforbrydelse. Han fremhæver, at Israel i marts gennemførte en total blokade og samtidig erstattede FN's og NGO'ernes distributionssystem med en ny 'Gaza Humanitarian Foundation' under militær kontrol, præcis i det øjeblik, hvor befolkningen styrtdykkede ind i hungersnød. Det gjorde hjælpen kaotisk, uværdig og ineffektiv, og kostede tusinder livet. De Waal påpeger, at USA i flere omgange har kunnet tvinge Israel til at åbne for mere hjælp, når presset blev tilstrækkeligt, men konkluderer, at nødhjælp ikke må gøres betinget af våbenhviler eller politiske indrømmelser. At standse sultkatastrofer er, i modsætning til mange andre geopolitiske konflikter, en opgave som faktisk kan løses hurtigt, hvis blot den politiske vilje er til stede.

På det diplomatiske plan stiger presset på Hamas for at svare på den såkaldte 20-punktsplan fra Donald Trump og Benjamin Netanyahu. Trump gav bevægelsen “tre eller fire dage” til at sige ja, og Det Hvide Hus varslede torsdag, at fristen vil blive gjort “fast”. Hamas-lederen Mohammad Nazzal udtalte, at planen aldrig har været genstand for reelle forhandlinger. Ifølge ham er der enkelte elementer, der kunne nærme sig tidligere accepterede principper, men helheden er et israelsk katalog af påbud, ikke en gensidig aftale. Hamas vil fremsætte ændringsforslag og kræver især garantier for, at en udveksling af gidsler ikke misbruges til at løbe fra resten af aftalen. Planen forudsætter, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle israelske tilfangetagne. Først derefter skal Israel løslade 250 livstidsdømte og 1.700 fra Gaza, der blev taget til fange efter 7. oktober 2023, herunder kvinder og børn. For hver afdød israeler i Gaza skal Israel ifølge udkastet returnere 15 palæstinensiske lig.

Et særligt stridspunkt er kravet om “afmilitarisering af Gaza”. I planens formulering kobles leverancer af nødhjælp til vagt definerede certificeringer af afvæbning. Hamas afviser at underskrive et dokument, der fratager palæstinenserne retten til væbnet modstand, før en uafhængig stat er etableret. Nazzal bemærker, at Hamas' våben er små i sammenligning med Israels arsenaler og påpeger, at ingen taler om at afvæbne “den zionistiske entitet”, der råder over atomkapaciteter. Han henviser også til, at Hamas den 18. august accepterede en tidligere våbenhvileramme, men at Israel i stedet svarede med en stor landeoperation. Ifølge Nazzal forsøgte Israel endda at likvidere Hamas' forhandlere i Doha den 9. september, hvilket dræbte en qatarsk sikkerhedsofficer.

Ifølge AFP findes der to fløje i Hamas. Et mindretal, der vil acceptere ubetinget for at få en våbenhvile med amerikanske garantier, og et flertal, der kræver bindende ændringer. Islamisk Jihad understreger, at spørgsmål om Gazas og Vestbreddens fremtid ikke kan afgøres af enkeltfraktioner. Arabiske og muslimske stater udtrykker ligeledes forbehold. Pakistans udenrigsminister sagde, at “det her er ikke vores dokument”. Ifølge medier blev ordlyden ændret i sidste øjeblik, og flere lande følte sig “vildledt”. Samtidig debatteres planens legitimitet i Europa, hvor nogle stater bifalder en ramme for våbenhvile, mens NGO'er kalder den kolonial.

Den internationale reaktion strækker sig også til gaderne. Colombias præsident Gustavo Petro meddelte, at landet udviser de sidste israelske diplomater og ophæver frihandelsaftalen med landet, efter at to colombianske borgere blev anholdt under Israels opbringning af Global Sumud-flotillen. Ifølge arrangører blev 39 af 47 skibe standset, og hundredvis af aktivister tilbageholdt, heriblandt Greta Thunberg og EU-parlamentarikeren Rima Hassan. I Europa afventer Hollands højesteret sin endelige afgørelse om eksporten af F-35-dele til Israel, efter at en appelret allerede i februar standsede leverancerne. Spanien har helt indstillet våbensalget, Storbritannien har suspenderet dele af eksporten, og Slovenien har indført et totalforbud.

Konfliktens omfang rækker udover Palæstinas grænser. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb to civile ingeniører fra et privat firma, selv om en våbenhvile formelt gælder. FN har registreret 105 dræbte civile siden aftalen i november og kalder den “en våbenhvile af navn”. På Vestbredden bygger bosættere en ny vej, der kan isolere otte landsbyer med 40.000 indbyggere. Den højreradikale bosætterorganisation Nachala, der siden Israels tilbagetrækning af bosættelser fra Gaza i 2005 har arbejdet for at genetablere jødiske bosættelser i enklaven, har nu rejst telte ved grænsen til Gaza for at kræve genbosættelse. Bevægelsen har under krigen intensiveret sin agitation for en total erobring af Gaza, og ifølge dens ledere er “alle gazanere fjenden”.

Ellie Geranmayeh, Iran-ekspert, vurderer i en analyse i European Union Institute for Security Studies (EUISS), at “12-dages-krigen” i juni 2025 markerede et brud i regionens magtbalance. Israel gennemførte dybtgående luftangreb i Iran med amerikansk støtte, mens Teheran svarede med missiler, der ramte Haifa. Krigen viste både Israels rækkevidde og Irans sårbarhed, men også at USA var villig til at lade sig trække ind i en konfrontation, som tidligere regeringer havde undgået.

Ifølge Geranmayeh svækkede angrebene Irans afskrækkelseskapacitet markant. Atomprogrammet blev sat tilbage, og nøglefolk dræbt. Hun advarer om, at Israels strategi ikke længere handler om at forhindre et atomvåben, men om at destabilisere selve den iranske stat, en kurs, der kan udløse regionalt kaos. For Europa betyder det risiko for nye flygtningestrømme, energikriser og sikkerhedstrusler. EU bør derfor genoplive diplomatiske spor, der kan bremse både en ny israelsk offensiv og iransk optrapning, i stedet for at lade balancen afgøres af Netanyahu, Trump og Teheran alene.

Israels kampagne mod Iran har ikke kun militære, men også politiske og digitale dimensioner. Ifølge Haaretz har israelske myndigheder og tilknyttede organisationer de seneste år intensiveret en skjult indsats for at styrke shahens søn, Reza Pahlavi, som en mulig post-islamisk lederfigur i Iran. Kampagnen spænder fra lobbyarbejde i eksilmiljøer, medieoptrædener og diplomatiske kontakter til koordinerede online-operationer, hvor netværk af falske profiler på sociale medier spreder pro-Pahlavi-budskaber og angriber andre iranske oppositionsgrupper, som afviser monarkiet. Strategien har været at fremstille Pahlavi som den eneste legitime arvtagerskikkelse til et fremtidigt Iran uden præstestyre. Ifølge Haaretz deltager også israelske PR-firmaer og teknologikonsulenter, og kampagnen er særligt rettet mod iranske eksilmiljøer i Europa og Nordamerika, hvor meningerne er stærkt delte. Analytikere peger på, at støtten til Pahlavi er kontroversiel, dels fordi han ikke har en stærk base i Iran selv, dels fordi strategien kan tolkes som et forsøg på at genindføre et monarkisk styre med udenlandsk støtte. Den digitale påvirkningskampagne ses samtidig som en forlængelse af Israels psykologiske krigsførelse. Militært søger man at svække regimet gennem bombardementer og sanktioner, politisk og digitalt forsøger man at undergrave det indefra ved at løfte Pahlavi frem som et alternativ.

Med det runder vi ugens sidste brief af. Jeg samler trådene op igen på mandag, hvor udviklingen uden tvivl har taget nye drejninger. Indtil da, god weekend.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Israels forsvarsminister Israel Katz erklærede onsdag, at Gaza City nu er tæt på at være fuldstændig omringet. Han kaldte situationen befolkningens “sidste chance” for at forlade byen og advarede, at de, der bliver, vil blive betragtet som “terrorister og terrorsympatisører”.

Samtidig udvidede Israel ifølge flere medier sine operationer i byområdet, og størstedelen af dagens dræbte er blevet registreret netop dér. Ifølge IDF er over 780.000 mennesker allerede flygtet sydpå, mens andre estimater ligger lavere, på omkring 400-500.000. Hundred­tusinder befinder sig fortsat i byen, blandt dem mange syge og svækkede samt menigheder, der har valgt at blive i de to kirker i Gaza City for at huse fordrevne.

Også i syd, hvor de fordrevne drives hen, er situationen usikker. Tirsdag blev en teltlejr i al-Mawasi ramt af et israelsk angreb, hvor syv mennesker blev dræbt, heraf fire kvinder og et barn, som tidligere var flygtet fra Gaza City.

Onsdag bekræftede hospitalskilder, at mindst 73 palæstinensere blev dræbt i israelske angreb. De fleste omkom i Gaza City, hvor WAFA rapporterer, at 29 lig blev bragt til Al-Ahli Arab Baptist Hospital og 13 til Al-Shifa. Associated Press skriver, at to israelske luftangreb ramte en skole, der husede fordrevne, hvor mindst syv blev dræbt, herunder førstehjælpere. Fem andre døde, mens de stod ved en vandtank. I det centrale og sydlige Gaza fortsatte bombardementerne trods evakueringsordrer. Et telt på Al-Aqsa Martyrs Hospitals område blev ramt, én blev dræbt.

Samtidig fortsætter hungersnøden. Gazas sundhedsministerium registrerede yderligere to døde af underernæring det seneste døgn, heraf et barn. Dermed er mindst 455 døde af sult siden krigens begyndelse, heraf 151 børn. Ministeriet opgiver et samlet dødstal på 66.148 og 168.716 sårede siden 7. oktober 2023. Det er tal, som forskere vurderer, er betydeligt lavere end de reelle.

Uden for Gaza har konflikten også sat sine spor. FN's menneskerettighedskontor bekræfter, at mindst 103 af de dræbte i israelske angreb i Libanon siden våbenhvilen i november er civile. Volker Türk peger på drone- og luftangreb i boligområder, tæt ved FN-tropper, samt hospitaler og skoler, der stadig er utilgængelige efter sidste års invasion. IDF hævdede i juli, at samtlige dræbte var Hezbollah-krigere, men det samlede dødstal nærmer sig nu 300. Onsdag ramte et israelsk droneangreb byen Kafra, hvor mindst én blev dræbt og flere såret.

På det politiske plan fortsætter arbejdet med Donald Trumps nye fredsplan, en 20-punktsplan, der skulle afslutte krigen, bringe gidsler hjem, afvæbne Hamas og etablere en komité til at styre Gaza. Planen beskrives af amerikanske fredsprocesveteraner som Aaron David Miller og Daniel Kurtzer som “politisk guld” for Netanyahu, uanset udfaldet. Den rummer ingen kort, ingen tidsplaner og ingen detaljer om en international stabiliseringsstyrke. Det giver Netanyahu mulighed for at trække processen i langdrag eller sabotere aftalen, alt efter politisk behov. Kurtzer påpeger, at ingen af parterne i virkeligheden har stærke incitamenter til at afslutte krigen på planens præmisser, hvilket gør langstrakte og usikre forhandlinger sandsynlige.

Ifølge The American Conservative har Netanyahu allerede indskrevet “giftpiller” i teksten: tilbagetrækningen af israelske tropper gøres afhængig af Hamas' afvæbning, hvilket betyder, at Israel reelt får vetoret over, hvornår kriteriet er opfyldt. I en videooptagelse fra Washington sagde Netanyahu om planen, at IDF bliver i Gaza “mens vi får gidslerne tilbage”, og forsikrede, at en palæstinensisk stat ikke nævnes i aftalen, skønt Trump taler om en “vej til selvbestemmelse”.

Indenrigspolitisk er Netanyahu klemt. Israel står foran et valgår, og kravet om at få gidslerne hjem har bred folkelig opbakning, også blandt Likud-vælgere. Samtidig afhænger hans regering af højreekstreme ministre som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich, der truer med at vælte koalitionen, hvis der indgås en reel aftale. Netanyahu er dermed fanget mellem vælgernes pres og sine egne ekstremistiske allierede.

Trump selv sælger planen som et “historisk gennembrud” og har endda tildelt sig selv rollen som formand for et internationalt “fredsråd”. Han har tidligere lanceret idéen om Gaza som “Mellemøstens riviera” og udnyttet AI-skabte reklamevideoer med luksusresorts ved Middelhavet. The New Yorker bemærker, at Det Hvide Hus har offentliggjort en liste over lande, der støtter planen, og at timingen falder sammen med uddelingen af Nobels fredspris 10. oktober, en pris Trump åbent har søgt, senest på talerstolen i FN's generalforsamling.

Ifølge Robin Wright i The New Yorker falder opbakningen til Israel i USA dramatisk. En Quinnipiac-måling viser, at kun 47 procent i dag ser støtte til Israel som i USA's nationale interesse, mod 69 procent efter 7. oktober 2023. En Times/Siena-måling finder for første gang flere amerikanere, der hælder mod palæstinenserne end mod Israel, og et flertal ønsker at begrænse militær bistand.

En særlig strid står om Netanyahu-regeringens krav til Den Palæstinensiske Myndighed. Ifølge Middle East Eye presser Israel på for, at PA skal trække sager ved ICC og ICJ. Juridisk er det umuligt. Sydafrikas folkedrabssag ved ICJ er ikke rejst af PA og kan ikke trækkes tilbage af PA, og domstolen har allerede i maj erklæret besættelsen ulovlig i et andet ICJ-spor, der blev igangsat i 2019. Ved ICC har dommere udstedt arrestordrer på Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant for krigsforbrydelser, herunder brug af sult som våben. Flere stater, herunder Sydafrika, Chile og Mexico, har indsendt egne henvisninger. PA kan ikke annullere disse processer.

ICC har desuden fastslået, at sagerne er uafhængige af politiske forhandlinger. Domstolen afviste i juli og september Israels forsøg på at få arrestordrerne suspenderet under henvisning til de igangværende politiske processer.

USA's linje forbliver dobbelt: Washington bakker op om Israels operationer, men præsenterer det som led i et forsøg på at sikre en våbenhvile. Samtidig har Trump underskrevet et dekret, der giver Qatar en sikkerhedsgaranti svarende til NATO's artikel 5. Beslutningen fulgte efter et israelsk bombetogt mod Doha, hvor seks blev dræbt, heraf fem Hamas-medlemmer og en qatarsk sikkerhedsofficer. Ifølge Det Hvide Hus blev Netanyahu pålagt at undskylde direkte til Qatars premierminister, mens israelske kilder hævder, at angrebet var koordineret med USA. Udover at reagere på bombningen kan sikkerhedsgarantien til Qatar tolkes som en markering i forhold til Iran, der under 12-dages-krigen tidligere på året ramte den amerikanske Al Udeid-base i Qatar som gengældelse for angreb på iranske atomanlæg. USA's garanti er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi Saudi-Arabien i årtier har søgt en tilsvarende uden at få den.

På det internationale plan vokser presset. 152 amerikanske sundhedsarbejdere, der tilsammen har arbejdet 460 uger på hospitaler i Gaza, har sendt et åbent brev til Trump. De beskriver en “voldsskala mod civile uden fortilfælde”, systematiske ødelæggelser af sundhedsvæsenet og målrettede angreb på personale. De afviser IDF's begrundelser for at gøre hospitaler til militære mål og skriver, at de “aldrig” har set militant aktivitet i sygehusene. Brevet fordømmer også den USA- og Israel-støttede Gaza Humanitarian Foundation, som de kalder en “humanitær vederstyggelighed”, fordi dens distributionssteder ofte udløser kaos og død, når sultne mennesker strømmer til og bliver beskudt. Lægerne beder Trump om øjeblikkeligt at standse al militær og diplomatisk støtte til Israel og “stoppe vanviddet nu”.

Flere europæiske finansinstitutioner reagerer også. Hollands største pensionskasse ABP har frasolgt sine Caterpillar-aktier med henvisning til brugen af firmaets maskiner ved nedrivninger i Gaza. Den norske oliefond har ekskluderet Caterpillar og fem israelske banker for medvirken til ulovlige bosættelser og “omfattende og systematiske” brud på humanitærretten. Fondens chef kaldte beslutningen ekstraordinær og forklarede, at den skyldtes investeringer i virksomheder, der leverer udstyr til Israels luftvåben.

Til søs har mere end 50 fartøjer i Global Sumud-flotillen forsøgt at bryde blokaden med nødhjælp. Israels flåde har bordet skibene i internationalt farvand og anholdt mindst 223 aktivister. Greta Thunberg blev filmet omgivet af soldater på dækket, mens en tyrkisk deltager, Erdem Özveren, fortalte, at hans fartøj var mindre end 30 sømil (~55 kilometer) fra Gaza, da israelske enheder nærmede sig. Aktivisterne beretter om vandkanoner, jamming af kommunikation, droneovervågning og angreb med lysgranater og irriterende stoffer. Den danske parlamentariker Victoria Velásquez rapporterer i en video på Instagram ombord på en af bådene om et hvidt pulver, der giver hudirritation. Ingen meldes alvorligt såret. FN's menneskerettighedskontor og EU har advaret Israel mod magtanvendelse og understreget retten til fri sejlads, mens Tyrkiet kalder angrebet for “terror”. Protester er brudt ud i flere lande, og Storbritannien og Australien har taget kontakt til Israel for at sikre deres borgeres rettigheder.

På Vestbredden arbejder bulldozere på nye omfartsveje, der forbinder bosættelser og afskærer palæstinensiske landsbyer fra jord og bevægelsesfrihed. Ifølge israelske Peace Now er der tale om en bevidst strategi for at skabe “fakta på jorden”, understøttet af syv milliarder shekel i vejbyggeri siden oktober 2023. Samtidig har Storbritannien og Frankrig i september sluttet sig til de lande, der anerkender en palæstinensisk stat, mens Netanyahu afviser, at der “nogensinde” bliver en sådan. Finansminister Bezalel Smotrich siger, at projekterne “begraver” hele idéen om palæstinensisk statsdannelse.

Blandt de mest markante internationale stemmer er Navi Pillay, afgående formand for FN's undersøgelseskommission om de besatte områder. I et interview med Politico fastholder hun, at Israel begår folkedrab i Gaza, og at alle stater har pligt til at handle, ikke blot straffe, men forhindre. Hun minder om, at kommissionen allerede i oktober 2023 kaldte Hamas' angreb for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men afviser, at dette kan retfærdiggøre kollektiv afstraffelse og sult som våben. Gaza beskriver hun som “et fængsel”, hvor befolkningen er spærret inde uden mulighed for at flygte.

Pillay, tidligere højkommissær for menneskerettigheder og dommer ved både FN's Rwanda-tribunal og Den Internationale Straffedomstol, fremhæver, at Israel systematisk tilsidesætter internationale domstoles påbud. Hun afviser anklager om antisemitisme som en strategi til at undgå kritik: “Vis os, hvor vi tager fejl, i stedet for at klistre etiketter på os”. Selv om hun træder tilbage af personlige grunde – hun er 84 år og helbredet skrøbeligt – fortsætter hun sit arbejde som international jurist. Hun minder om sin erfaring fra kampen mod apartheid, hvor selv de mest lukkede og genstridige systemer blev omstyrtet, når civilsamfund og regeringer handlede sammen.

Også i Arms Control Today peger Daryl G. Kimball på, at Israels krig med over 66.000 dræbte, bombardementer af skoler, hospitaler og vandforsyning og brug af sult som våben udgør grove brud på folkeretten. Han anklager USA for medansvar, fordi landet fortsætter våbenleverancer og endda har intensiveret dem under Trump. Dermed er USA's påberåbte rolle som forsvarer af en regelbaseret verdensorden hult. Kimball anbefaler, at FN's Generalforsamling vedtager en Uniting for Peace-resolution, som kan pålægge øjeblikkelig våbenhvile, våbenembargo mod både Israel og Hamas samt uhindret humanitær adgang.

En sådan resolution blev skabt i 1950 som en nødmekanisme, hvis Sikkerhedsrådet er lammet af stormagtsveto. Den kan indkalde nødsessioner og anbefale kollektive tiltag som sanktioner, embargoer eller fredsstyrker og har stor politisk vægt, selv om den ikke er juridisk bindende.

Det var alt for i dag. Jeg samler op igen i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Som mange nok vil have bemærket, er jeg begyndt at offentliggøre Poyâ Pâkzâds daglige briefs om krigen (krigsforbrydelserne, folkemordet) i Gaza her:

https://freely.modspil.dk/gaza/

Det gør jeg af en meget simpel grund: Israels aktion mod Gaza har udviklet sig til en af det 21. århundredes største forbrydelser mod menneskeheden. Nogle mennesker siger: Jamen hvad kommer den konflikt os ved? Det er langt væk, og palæstinenserne satte selv gang i det den 7. oktober.

Til det svarer jeg: Dette her er vores, den vestlige verdens, ansvar. Vi støtter Israel, vi sender det våben, USA finansierer krigen og hjælper med luftstøtte og efterretninger, Google og Microsoft stiller serverplads til rådighed og tjener penge undervejs.

Dette sker på vores vagt. Jeg ønsker ikke at være en af dem, der ikke sagde noget, og hvis det har konsekvenser at tale imod Israels folkemord — f.eks. på arbejdsmarkedet eller i forhold til fremtidige rejser — skal ingen kunne sige, at frygten for de konsekvenser holdt mig tilbage. Så egentlig ville jeg ønske, at jeg selv havde tid og indsigt til at skrive Poyâs daglige briefs. Men heldigvis gør Poyâ det, og stiller dem til rådighed på Facebook.

Jeg synes, at de burde være til rådighed samlet, uden for Facebook, så de også er til at finde om ti eller tyve år, når historien skal skrives om, hvordan en hel verden lod et gigantisk folkemord med hundredetusinder af dødsofre ske lige for næsen af dem, uden at gribe ind. Så derfor offentliggør jeg dem her på min blogplatform, hvor de kan ligge de næste år, indtil de eventuelt finder et nyt hjem.

Er det overdrevent at tale om folkemord?

Navi Pillay fra FNs “Independent International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory” siger om sin egen konklusion:

It’s when I came to the deliberate shooting of the single standing building where the fertility clinic was and the embryos. That immediately reminded me of the Rwanda genocide where I was a judge and where they ripped the bellies of pregnant women, pulled out the fetuses because they wanted to kill off the entire Tutsi group.

Hvorfor angriber man en fertilitetsklinik, hvor der ikke er skygge af Hamas-soldater i nærheden? Den eneste mulige forklaring er, at det er for at der ikke skal blive flere små palæstinensere. Det er folkemord, det er udryddelse.

Navi Pillay er ikke hvem som helst — hun var formand for FNs internationale domstol efter folkemordet i Rwanda og er ligesom kommissionens øvrige medlemmer en juridisk ekspert, der har nået sin konklusion efter en meget omfattende undersøgelse af, hvad der er sket de sidste to år.

I det israelske tidsskrift 972 Magazine skriver Orly Noy under overskriften Israel is waging a Holocaust in Gaza om det israelske civilsamfunds manglende erkendelse af og reaktion på den forbrydelse, deres eget land og hær har været i gang med de sidste to år:

How is it that, despite the mounting testimonies from Gaza’s concentration and extermination camps, no mass refusal movement has taken root in Israel? That after two years of this carnage barely a handful of conscientious objectors sit in prison is truly inconceivable. Even the so-called “gray refusers” — reserve soldiers who do not oppose the war on ideological grounds but are simply exhausted and questioning its purpose — remain far too few to slow the killing machine, let alone bring it to a halt.

Who are these obedient souls who keep this system running? How can a society so deeply fractured — between the religious and the secular, settlers and liberals, kibbutzniks and urbanites, veteran immigrants and new arrivals — unite only in its willingness to slaughter Palestinians without a moment’s hesitation?

Og her, på større afstand, er vores aktier i hele konflikten mindre, og risikoen ved at sige fra mindre. Det mindste vi kan gøre er i mine øjne at åbne øjnene og se, hvad der foregår. Og viderebringelsen af Poyâs daglige briefs er mit eget meget beskedne bidrag til dette.

“AI”, eller rettere sagt chatbots bygget på store sprogmodeller, kan ikke erstatte dit job — eller nogens, for den sags skyld. Trods hypen kan den nye teknologi ikke revolutionere vores samfund — i hvert fald ikke på nogen god måde.

Det, der foregår i Gaza i disse dage, er et rendyrket folkemord. Mange medier tør ikke skrive det, men The Guardian er for ikke så længe siden begyndt at tillade ordet i deres spalter. Den israelske menneskeretsorganisation B'TSelem siger det dog temmelig klart, i en 88 sider lang rapport, hvor det bl.a. hedder:

An examination of Israel's policy in the Gaza Strip and its horrific outcomes, together with statements by senior Israeli politicians and military commanders about the goals of the attack, leads to the unequivocal conclusion that Israel is taking coordinated action to intentionally destroy Palestinian society in the Gaza Strip. In other words: Israel is committing genocide against Palestinians in the Gaza Strip.

Og B'TSelem er ikke de eneste — den ligeledes israelske Physicians for Human Rights når en lignende konklusion i deres egen rapport:

PHRI concludes that these acts are not incidental to war, but rather part of a deliberate policy targeting Palestinians as a group. They fulfill at least three core acts defined in Article II of the Genocide Convention: (a) killing members of the group; (b) causing serious bodily or mental harm to members of the group; and © deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its destruction in whole or in part.

Et vigtigt element i de tidlige faser af dette folkemord var to specialudviklede, AI-baserede systemer ved navn Lavender og Where's Daddy.

Det er den israelsk-palæstinensiske publikation 972 Magazine, der har afsløret disse systemers eksistens. Som de forklarer det, er Lavender et system, der bruger AI til at generere lister af folk, der måske er aktive i Hamas. Listerne genereres ud fra efterretnings- og folkeregisteroplysninger, og systemets output er en dødsliste:

The Lavender machine joins another AI system, “The Gospel,” about which information was revealed in a previous investigation by +972 and Local Call in November 2023, as well as in the Israeli military’s own publications. A fundamental difference between the two systems is in the definition of the target: whereas The Gospel marks buildings and structures that the army claims militants operate from, Lavender marks people — and puts them on a kill list. 

Where's Daddy er tilsvarende et system, der bl.a. gennem overvågning af WhatsApp-aktivitet fortæller, om personerne på denne dødsliste er hjemme hos deres familie eller ej. Hvis personen er hjemme hos familien anses der for at være “fri bane”, og et fly kan sendes afsted for at smide en bombe i den etage-ejendom, det mistænkte Hamas-medlem bor i.

Ifølge 972 Magazines kilder er der kun helt minimal menneskelig kontrol med disse lister, og mange kommer — helt bortset fra de etiske problemer ved at dræbe sagesløse familiemedlemmer og naboer til en mistænkt terrorist — på listen ved en ren og skær fejltagelse.

Og det er her, min pointe om hvad AI kan bruges til kommer ind. En person, der bliver myrdet efter at være kommet på listen ved en fejltagelse, bliver jo ikke myrdet af nogen. Det var systemet, der udpegede et forkert “mål”. Den kunstige intelligens har talt, og problemet ligger hverken hos den bombepilot, der trykker på knappen eller hos den overordnede, der i hast godkender målet, det er alene systemets skyld, at den forkerte mand blev udpeget. (At det er en krigsforbrydelse og strider mod Geneve-konventionen helt bevidst at slå dusinvis af civile ihjel for måske at komme til at ramme en fjendtlig soldat er en anden ting.)

Og det er det samme, AI kan bruges til herhjemme. For eksempel er en række danske kommuner berygtede for at underkende sundhedsvæsnets egen medicinske ekspertise, når de skal behandle ansøgninger om førtidspension. Disse kommuner har i stedet hyret privatpraktiserende lægekonsulenter, som så afviser sagerne én for én Jeg vil ikke her pege på enkelte af disse sager, men hvis man er interesseret, kan man prøve at søge efter “Doktor Nej” på nettet.

Et AI-system kan afvise sådanne sager meget hurtigere (omend måske ikke billigere) og samtidig levere de involverede embedsmænd og politikere det perfekte alibi: Det var ikke dem, der traf afgørelsen, det var systemet. Den kunstige intelligens har talt, og er der sket en fejl, ligger ansvaret hos de programmører, der byggede systemet, og ikke hos kommunen. Men pengene til førtidspension er stadig sparet. Og der er mange muligheder — den samme chatbot kan også let skrive afslag til ansøgninger om kontanthjælp og boligsikring.

AI-systemer kan erstatte skolelærere, og hvis eleverne ikke får ordentlig undervisning, er det ikke skolemyndighedernes fejl fordi de ikke gider betale for en lærer, det er bare sådan det er.

Vi kan sågar generere skolernes lærebøger med AI, og når de viser sig at være fulde af fejl, så eleverne lærer helt forkerte ting ... er det ikke, fordi vi ikke gider betale nogen for at skrive ordentlige bøger, der er igen bare sådan det er.

Så ... er AI århundredets chance for menneskeheden? Kan AI give os et bedre samfund? Kan teknologien generere gode film, god musik, gode billeder, skrive gode bøger, gøre alt det kedelige arbejde for os? Nej, nej og atter nej.

Men den kan noget andet — den kan bruges som påskud til at ødelægge det samfund, vi har. Nej, AI kan ikke erstatte 30.000 danske embedsmænd — men det kan bruges som påskud for at fyre disse mennesker, og når det viser sig ikke at virke, er ansvarsfraskrivningen på plads — det var systemerne, der ikke virkede.

Og det er desværre nok derfor og kun derfor, at forjættelsen om “AI” er så populær i politiske — og, som vi har set, militære — kredse. Et par danske forskere har i hvert fald vist, at “AI” indtil videre ikke har erstattet nogen jobs i Danmark — overhovedet. Men det er måske og som sagt heller ikke det, der er meningen.

Some simple points on using AI (LLMs, Large Language Models) such as ChatGPT:

• If I'm reading an article and suddenly realize this was written by an AI, I immediately stop reading, and I never read anything by that author again.
• If I see or read some marketing material from a given company and I notice it was generated by AI, I'll never buy any of that company's products again.
• If some online service offers to “help” me by writing a text or “summarizing” an email, I won't use that service ever again.

There may be legitimate uses of “AI”, but writing or “summarizing” text for other people's consumption are not among them. In general, none of the use cases being hyped are good or legitimate use.

In general, the only ethical use of “AI” is: Not using “AI”, or using them for some very few and specific use cases – e.g., spellchecking.

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software taler jeg om, hvorfor vi burde fokusere mere på fri software på grund af den frihed og kreativitet, der kan frigives med den mulighed selv at bygge en digital infrastruktur, som friheden til at dele, ændre og videregive alverdens programmer giver. Jeg citerer blandt andet et par eksempler fra den meget tankevækkende sydafrikanske regeringsrapport Open Software and Open Standards in South Africa , der allerede i år 2000 meget tydeligt beskrev de muligheder, som vi stadig slet ikke udnytter i det omfang, vi kunne og burde.

Fri software til et frit samfund

Fri software er et fænomen, der potentielt kan komme til at spille en stor rolle i samfundsøkonomien. Det er også et fænomen, der af samme grund har betydelig opbakning fra regeringer verden over. Disse regeringer har mange forskellige motiver til at støtte fri software, hvoraf nogle er mere oplagte end andre.

I Danmark oprettede det daværende Ministerium for Videnskab og Teknologi i april 2007 Softwarebørsen, hvor store mængder fri software med relevans for det offentlige blev lagt ud. Det handlede mest om frit tilgængelige implementationer af nogle af de vigtige offentlige standarder, der indføres i disse år, for eksempel elektroniske fakturaer og anden udveksling af dokumenter med det offentlige.

Senere er en række kommuner gået sammen og har lanceret OS2-samarbejdet (os2.eu), som ligeledes er en samling af softwareprodukter, der er relevante for det offentlige og fremstilles i samarbejde med private firmaer.

Der er dog i de fleste tilfælde tale om mindre løsninger, der produceres for meget sparsomme budgetter, de sparsomme rester af de kolossale summer, som kommuner og andre offentlige organer bruger på proprietære løsninger fra tech-giganter som Microsoft, Apple og Google. Der er mange interessante initiativer, men i Danmark har det offentliges interesse for fri software indtil videre været meget begrænset.

Videnskabsministeriet afholdt fra 2005 og frem en række konferencer om “Open Source i det offentlige”, hvor deltagerne kunne høre om mange af de projekter med indførelse af fri software, der foregik i staten og rundt omkring i kommunerne. Bemærk formuleringen: “Open Source” i det offentlige. I Danmark har den offentlige debat om fordele og ulemper ved fri versus proprietær software indtil videre været helt centreret om begrebet “open source” med det heraf afledte fokus på tekniske fordele og økonomiske besparelser.

Begrebet “fri software” har været så godt som fraværende fra debatten. Dette har blandt andet haft den konsekvens, at der ikke er plads til at tale om, at fri software kan være at foretrække uafhængigt af de tekniske og økonomiske fordele. Men faktisk er der mange fordele ved fri software også i situationer, hvor det viser sig at være både teknisk dårligere og dyrere at bruge.

Situationen i Danmark er imidlertid speciel i så henseende. I de spansktalende lande er “open source”-begrebet for eksempel ikke helt så udbredt, som det er i den engelsktalende verden og altså også i Danmark. Her taler man mere om “software libre”. Andre steder er det ikke så meget “enten/eller” som “både og”, og såvel EU-kommissionen som den sydafrikanske regering har udsendt rapporter om fordelene ved “FOSS” eller “FLOSS”, hvilket er forkortelser for henholdsvis “Free/Open Source Software” og “Free/Libre Open Source Software”.

Brugen af ordet “libre” i forkortelsen FLOSS har til hensigt at klargøre, at der med “free” ikke tænkes på gratis software, men netop på software, som brugeren har friheden til at bruge, undersøge, ændre og videregive. Den sydafrikanske regering udgav i år 2000 en rapport ved navn “Open Software and Open Standards in South Africa”, der lagde lige så stor vægt på den intellektuelle frihed som på de økonomiske aspekter.

Denne rapport forklarer fordelene ved fri software i form af en række scenarier, der skal understrege, hvad der kan opnås ved den frihed, som fri software giver. I et af disse scenarier fortælles om en skolelærer, der ikke har råd til at sætte et computerrum op, fordi der ikke er penge til Windows-licenser eller undervisningsprogrammer. Det ender med at gå op for hende, at Internetadgang og fri software er alt, hvad der skal til, for at få eleverne i gang.

Funeka is a schoolteacher with a mission: to give her dusty, rural school the very best. She launches a campaign to build a computer lab and approaches various businesses for help. To her delight, one company donates 20 computers that are being replaced, but the company will keep all their software licenses for their new machines. She also has to find her own educational software.

Delight turns to horror when she discovers that it will cost many thousands of Rand for software licenses, including licensing the educational software the dealer tells her she needs. To make matters worse, casual inspection reveals that the content is geared to American schools, using unfamiliar baseball metaphors and the like.

Meantime, Funeka’s students have been doing some legwork of their own. They have contacted a young IT company that has offered to network the computers and connect them to the Internet. When the company’s network guru calls by and finds computers with no software, she installs Linux and associated free software on all of them, sets up the network and Internet connection and even gives the students a preliminary driving lesson on using the software and surfing the Internet.

While Funeka agonises over raising a software budget, the students spend many days probing, exploring and discovering new things. Within a short time they have learned to do creative projects by searching the Internet and sending email around the world for facts they can' find in the tiny school library. Using tools and examples from other Web sites, they soon start designing their own school Web site and developing content like a Web-based newspaper covering school and local community issues.

When she learns of all this, Funeka is amazed at the creativity of her students, and decides that her original idea of what computers should do is completely wrong. She had thought of the computer as just another passive medium of instruction.

Funeka quickly adapts to this awakening, and promptly arranges a session on the Internet – given by her students to members of staff. They are all amazed that all this has happened without the school having to pay a cent in software licenses.

They also heartily approve when the students explain their plans to design a community resource for guided access to government Web sites. The one concern the students have is that they are often unable to read files downloaded from government sites. The problematic files are in a format that requires proprietary software to read.

I Danmark kan eleverne i folkeskolen tilsvarende risikere at finde ud af, at de lektier, de laver derhjemme i et frit program som f.eks. LibreOffice ikke kan læses i skolen, hvor computerne kun bruger Microsoft Office. Den frihed, der kommer af, at man har valgt fri software til skolens computere, fordi det er fri software, har børn endnu ikke her i landet.

I et andet eksempel beskrives en ung akademikers beslutning om at stille resultaterne af sin forskning til rådighed som fri software, så den kan gavne så mange og så meget som muligt:

Sipho has good reason to be pleased with himself; he has just submitted a groundbreaking PhD thesis at a leading South African university. Using advanced concepts in mathematics and physics, his thesis, “QVM: the Quantum Virtual Machine”, proposes an ingenious algorithm to speed up the conventional PC beyond the wildest dreams of classical wisdom.

QVM will make light of computer resource hungry fields like environmental and climate modelling, determination of protein structure and function, discovery of new drugs, complex industrial simulation and design etc. It will also lead to a host of completely new applications that inevitably accompany such a major computational advance.

Sipho cannot wait to publish a paper in a high impact international journal giving full details of QVM principles and design. He also intends to place a full software implementation on the Internet, allowing anyone to download and use it on a standard PC. No license fee, no royalties. They can use the software as they please –learn from it, modify it – as long as they do not repackage and sell it for private commercial gain and attempt to stop others from using the free distribution.

His friends are horrified – he could license QVM to a global computer company and make a fortune. The university is horrified – it could license QVM to a global computer company and make a fortune. His supervisor is horrified...

But Sipho stands his ground. He firmly believes in the freedom (or should that be obligation?) to publish academic work supported by public funds – software included. His own research benefited immensely from the use of software distributed under similar conditions. He is also mindful of a moral obligation to seek the greatest economic gain for the country from publicly funded research. But this only strengthens his resolve. He is convinced that greater benefit can accrue to South Africa’s scientific and economic fortunes through his suggested route than by surrendering such a major scientific breakthrough wholesale to any single company, whether it is foreign (almost certainly) or local.

“Is he very foolish or simply ahead of the game, like he is in his research?” his friends puzzle. “Is he really acting in the country’s best interest or is he a well-meaning but naïve academic?” wonders the inquiring public. “Should a man like this even be allowed a choice on the matter?” fumes the university’s deputy vice chancellor for research.

Det grundlæggende princip inden for akademisk forskning er, at man offentliggør sine resultater, så andre forskere kan verificere dem og bygge videre på dem. Den naturlige parallel til dette inden for udvikling af software – og ikke mindst inden for udvikling af software til brug i forskning og andre akademiske sammenhænge – er, at programmerne stilles til rådighed sammen med deres kildekode under en passende licens, som for eksempel kan være GPL eller en BSD-lignende licens. For en mand i Siphos situation vil GPL være passende, eftersom han ikke ønsker, at store private firmaer skal kunne bygge proprietære systemer og tjene masser af penge på dem, som om hans kode var deres egen.

Den sydafrikanske regeringsrapport fortsætter med at anbefale udbredt anvendelse af fri software i undervisningssystemet, i erhvervslivet og på alle niveauer inden for det offentlige. Hvad erhvervslivet angår, er fri software især interessant, fordi det giver helt særlige muligheder til små og mellemstore virksomheder, for hvem det kan være en uoverkommelig opgave at etablere sig med den IT-infrastruktur, der skal til. Ikke mindst softwarelicenser kan være en kolossal udskrivning, når 10 eller 50 medarbejdere skal udstyres med licenser til det nyeste regnskabs- eller kasseprogram. Ved brug af fri software elimineres alle udgifter til softwarelicenser, og friheden til at bruge og tilpasse programmerne efter behov gør det meget nemmere at tilpasse systemerne til den enkelte virksomheds behov. Fraværet af softwarelicenser har naturligvis ekstra stor betydning i et land som Sydafrika, hvor entrepenører ofte har flere ideer, end de har penge. For de helt store virksomheder har udgifterne til softwarelicenser sjældent den store betydning, mens det for en mindre virksomhed kan være afgørende at kunne få fat i de programmer, der er brug for og komme i gang med arbejdet. I et land som Sydafrika er små og mellemstore virksomheder vigtige for den økonomiske udvikling, så en uhindret adgang til fri software af høj kvalitet er af stor betydning for landets fremtid.

Også i Danmark har Digitaliseringsstyrelsen i perioder anbefalet en stigende brug af “open source”. Som tidligere antydet holder anbefalingen sig inden for, hvad der opfattes som foruddefinerede “økonomiske realiteter”. Man har desværre kun i begrænset omfang talt om, hvorvidt almindelige brugere, virksomheder, offentlige myndigheder og kunder i det hele taget måske gjorde klogt i at forlange adgang til fri software på alle niveauer.

Dette uddrag fra min kommende bog om fri software er — dog let revideret og tilpasset — skrevet i 2011-12 og bærer præg af at være fra en tid, hvor vi stadig kørte de fleste programmer lokalt, på vores egne computere. Det var derfor også en tid, hvor det stadig kunne undre os, at firmaer som Microsoft eller Google virkelig kunne læse alt hvad vi skrev og slette vores data efter behag. Desværre er tech-giganternes ekstreme kontrol over vores data og vores fysiske computere ikke blevet den mindste smule mindre drakonisk. Ja, nedenstående kan virke “naivt” i en tid, hvor Microsoft pønser på at tage skærmdumps hvert 3. sekund og uploade til sine egne servere, men hovedargumentet er stadig lige så relevant nu, som det var dengang.

Og alternativet, at bruge et frit styresystem på både computer og mobiltelefon, lige så oplagt — og en hel del lettere.

Hvem ejer din computer?

Hvem ejer din computer? Det mener du formentlig, at du selv gør. Den er trods alt købt og betalt, og du har måske stadig en kvittering til at bevise det med, hvis den skulle gå i stykker eller blive stjålet. Du kan altså gøre med den, hvad du vil. Hvis det er en stationær copmuter, har du måske allerede haft den åbnet for at sætte mere RAM eller et nyt TV- eller grafikkort i. Hvis du har lyst og flair for elektronik, kan du skille den ad og samle den igen for at finde ud af, hvordan den virker.

Det er lidt, som hvis du har en bil og kommer hjem med den fra værkstedet og synes, du hører en underlig bilyd, når motoren går i tomgang. Der er vist et eller andet, der ikke er helt, som det skulle være? Hvis du har forstand på motorer, kan du åbne køleren, lokalisere den møtrik, der ikke var spændt ordentligt fast eller den drivrem, der ikke var ordentligt justeret, og ordne det. Hvis du ikke har forstand på den slags, kan du få en bekendt til at se på det, eller du kan køre hen på det nærmeste værksted for at få en professionel til at klare det. Alle disse ting står det dig fuldkommen frit at gøre, fordi det er din bil. Mange mennesker elsker den slags arbejde og kan bruge lang tid på at skille deres motorcykler ad og møjsommeligt rense, pudse, polere og smøre hver evig eneste møtrik.

Alle disse ting kan du også gøre ved en almindelig stationær computer. Alle dens elektroniske kredsløb tilhører dig og dig alene, og du kan udskifte og reparere dem præcis, som du har lyst. Hvis du ikke har så meget forstand på elektronik, kan du stikke lidt med en skruetrækker eller ødelægge en kondensator hist og her for at se, om du kan regne ud, hvordan det hele virker ud fra den måde, hvorpå det går i stykker. Det sidste virker ikke særlig konstruktivt og kan give problemer med garantien, men der kan ikke være nogen tvivl om, at du har lov til at gøre disse ting ved en computer eller en bil, som du ejer.

Ved en computer stopper denne ret imidlertid, så snart vi går fra de elektroniske kredse til de logiske sekvenser af bits og bytes, der får computeren til at gøre det, den skal – med andre ord, så snart vi går fra hardware til software. Hvis du har en af de computere, der er flest af, nemlig en PC med Microsoft Windows installeret, ophører din ret til at pille ved computeren og bestemme over, hvordan den virker og hvad den egentlig gør, så snart du begynder at interessere dig for, hvad de indbyggede programmer gør på dine vegne, når du tænder computeren.

Disse styresystemer og de medfølgende programmer har du nemlig fået stillet til rådighed som del af en licensaftale. Af betingelserne i den aftale fremgår som regel, at du ikke har købt programmet, du har kun erhvervet dig en licens til at bruge det. Denne licens forbeholder producenten sig ret til at tilbagekalde, hvis det vurderes, at din brug af programmet strider mod de betingelser, der er angivet i licensen.

Blandt disse betingelser er som regel, at du ikke må forsøge at finde ud af, hvordan programmerne virker, det være sig ved at studere den binære kode eller ved reverse engineering; at du ikke må foretage “konstruktive ændringer” af programmerne, der kunne få dem til at køre bedre eller hurtigere; og at du i hvert fald slet ikke må videregive hverken ændrede eller ikke-ændrede versioner til andre. Det udleverede eksemplar af programmet er kun til eget brug.

Hvis du har fået et defekt eksemplar, kan du trøste dig med, at producenten ikke garanterer, at produktet er fejlfrit eller overhovedet kan bruges til noget som helst formål. Hvis der sker skade på grund af det fejlbehæftede program, lover producenten at udbetale erstatning op til, hvad det koster at levere programmet igen. Hvis det defekte tekstbehandlingsprogram, der fulgte med Windows, har spist dine skatteregnskaber for de sidste ti år og Århundredets Store Danske Roman, som du skulle til at sende til forlaget i morgen og ikke har sikkerhedskpi af, vil producenten (måske) sende dig en ny CD, så du kan geninstallere programmet. Men du kan ikke få at vide, hvad der gik galt, og du kan ikke få producenten til at rette fejlen (medmindre du har en meget klar support-aftale). Du kan ikke selv forsøge at finde og rette fejlen, som du kunne, hvis det var en bil eller motorcykel, det drejede sig om. Det kan slet ikke lade sig gøre at “tage computeren på værksted” og få ordnet det defekte program. Eftersom der ikke er adgang til kildekoden, og eftersom der tydeligt står i licensbetingelserne, at det ikke er tilladt at forsøge at ændre i programmet eller regne ud, hvordan det virker, er det både umuligt og ulovligt for en tredjepart at hjælpe dig med at få programmet og dermed din computer til at virke mere hensigtsmæssigt.

Gør det noget, at licensbetingelserne for de fleste computerprogrammer er så rigide? Som almindelig bruger er du alligevel afskåret fra selv at ændre i de programmer, vores computer kører. En del af svaret er, at det, du gør, når du sidder og arbejder ved din computer, er det, som programmerne gør. Du har vænnet dig til, at én tastekombination gemmer filen, mens en anden sætter teksten i kursiv og en tredje sletter den, men du ved ikke som regel ikke, hvordan programmet gør disse ting. Du ved derfor heller ikke, om de samtidig gør noget andet, som du ikke ville bryde dig om, hvis du vidste det.

En af de mere paranoide udgaver af denne bekymring er, at dit email-program kunne sende en kopi af alle udgående mails til Microsoft, der så bruger dem til at træne deres “AI”-robotter med. Det burde Microsoft selvfølgelig ikke gøre uden at spørge os om lov, men hvordan ved vi, at de ikke gør det?

Vi kan ikke bare kan få nogen til at kigge programmet igennem og forvisse os om, at det ikke er ude på nogen af den slags hundekunster. Her er vi tilbage ved udgangspunkter fra før: Det er umuligt for os vide, hvordan programmet helt præcist virker, eftersom vi ikke har adgang til dets kildekode, og ifølge licensaftalen med producenten er det ulovligt for os at forsøge at finde ud af det. Vi kan desværre let finde eksempler på problemer ved de proprietære licenser, der er mindre paranoide og mere jordnære.

Lad os for eksempel antage, at et firma har brug for at hemmeligholde vigtige forretningsdokumenter, som derfor aldrig må gemmes i ukrypteret form. Ved altid at kryptere sikrer man, at kun autoriserede brugere har mulighed for at læse dokumentet, også selv om det skulle komme forkerte steder hen, for eksempel via en email. Firmaets ledelse plejer derfor at udveksle denne type dokumenter på et netværksdrev, som alle har adgang til.

En dag finder man ud af, at tekstbehandlingsprogrammet altid lægger en kopi af det dokument, man arbejder med, i en midlertidig fil ved siden af selve dokumentet. Denne kopi er ganske vist “skjult”, så man skal slå “Vis skjulte filer og mapper” til for at få den at se, men den er der altid, så længe filen er åben. Hvis tekstbehandlingsprogrammet ikke bliver lukket ordentligt ned, for eksempel, fordi brugeren slukker sin computer uden at lukke alle programmerne eller fordi forbindelsen til netværksdrevet ryger, bliver filen liggende, og det uden at være krypteret. De oplysninger, der egentlig var forbeholdt en lille kreds i firmaets øverste ledelse, kan pludselig læses af alle med adgang til netværksdrevet eller til harddisken på en computer, hvor et sådant dokument engang har været åbent. Programmet har med andre ord et alvorligt sikkerhedshul. Hvad gør man? Den umiddelbare løsning ville være at sætte nogen til at kigge i programmets kode, finde det sted, hvor filens indhold bliver skrevet til en midlertidig fil, og få det til at lade være med at gøre dette, hvis filen er krypteret. Hvis man ikke har nogen i huset, der kan lave denne ændring, kan man betale nogen udenfor for at gøre det. Denne løsning er helt oplagt og forholdsvis let at udføre i en verden, hvor du som bruger helt naturligt har adgang til at undersøge og ændre de programmer, du bruger i det daglige.

Hvis programmet er et proprietært tekstbehandlingsprogram som for eksempel Microsoft Word, er der ikke nogen sådan mulighed. Firmaet kan ændre sine sikkerhedsprocedurer, men hvis de gerne vil have tekstbehandlingsprogrammet til at lade være med at gemme midlertidige kopier af krypterede filer, er de nødt til at rette henvendelse til producenten og håbe det bedste. I bedste fald vil producenten betragte fejlen som et vigtigt sikkerhedsproblem, og i så fald kan den, om alt går vel, blive rettet i forbindelse med en sikkerhedsopdatering inden for tre til seks måneder. I næstheldigste fald vil producenten skrive fejlen på listen over ting, de gerne vil have rettet i næste version af programmet. I værste fald får kunden at vide, at det kan man desværre gøre noget ved. Producenten har andre kunder, der har vigtigere problemer og ikke mindst nye produkter, der skal gøres færdige.

Uanset, hvordan den aktuelle producent nu arbejder er pointen, at det ikke er op til kunden, hvordan de kan løse deres sikkerhedsproblem. De har ikke adgang til programmets kildekode, og selv om de havde, ville det efter licensbetingelserne være ulovligt for dem at forsøge. Kunden er som afhængig bruger prisgivet producenten. Så, hvem ejer nu dette firmas computere?

Det gør det vel som antydet selv – men et andet svar er, at hvis dette firma ønsker, at dets medarbejdere skal bruge det tekstbehandlingsprogram, som de har indkøbt i dyre domme og måske er helt afhængige af, så er det producenten, der bestemmer, hvad der foregår på firmaets computere, når programmet afvikles. Hvis programmet kører rimeligt stabilt og uden sikkerhedshuller, er det sikkert udmærket, og dog: Er det virkelig stadig firmaets egne computere, når de har været nødt til at frasige sig kontrollen over dem for et enkelt programs skyld? Hvis producenten nægter at anerkende fejlen eller i værste fald er gået konkurs, risikerer aftageren – hvad enten det nu er et firma eller en privatperson – at stå med et program, hvis fejl ikke kan rettes og hvis virkemåde og eventuelle sikerhedshuller, man ikke har mulighed for at gøre noget ved. Hemmeligholdelsen af et computerprograms virkemåde og forbudet mod selv at undersøge det og måske ændre på det kan altså udgøre et reelt praktisk problem. Den omstændighed, at det reelt er leverandøren af et proprietært program, der bestemmer, hvad der foregår på en brugers computer, kan også give anledning til interessekonflikter. En sådan kan for eksempel opstå, hvis leverandøren ikke helt stoler på brugerne og indfører en kontrolprocedure, der skal lukke brugere, der mistænkes for ikke at have betalt for produktet, ude.

Et eksempel er de automatiske opdateringer til Microsoft Windows. I en Windows-installation anbefaler systemet altid, at man som standard sætter disse opdateringer til at foregå automatisk. Det vil sige, at systemet helt af sig selv henter opdateringerne fra Microsofts hjemmeside og installerer dem uden at underrette brugeren om det, før computeren eventuelt skal genstartes for at fuldføre installationen.

Microsoft anbefaler, at man altid vælger automatiske opdateringer, fordi man så altid er helt á jour med de nyeste sikkerhedsopdateringer. Det er nemlig vigtigt, at en Windows-computer er rustet til at klare sig i den stadige kamp mod virus, trojanske heste, phishing-teknikker og russiske botnets. Men det forudsætter selvfølgelig, at brugeren kan stole på, at det vitterlig kun er vigtige sikkerhedsopdateringer, der installeres ad den vej. 25. april 2006 begyndte Microsoft at installere et nyt program gennem de automatiske opdateringer, der hedder Microsoft Genuine Advantage. Microsoft Genuine Advantage (WGA) er dog ikke et program, der gavner brugeren eller overhovedet gør noget, der kan være til nytte for ham eller hende. Microsoft Genuine Advantage er en validering, der går ind på en central server og checker, at denne Windows-installations produktnøgle er ægte. Under denne første udrulning fejlede valideringen imidlertid ret ofte.

Den umiddelbare konsekvens af denne “opgradering” blev, at tusindvis af brugere med helt lovlige versioner af Windows XP fik advarsler, der beskyldte dem for at have piratkopieret systemet. Programmet opfordrede dem til at bringe sagen i orden ved at erhverve sig en Windows-licens – hvilket de så måtte forsøge at forklare Microsofts kundesupport, at de allerede havde. 25. august 2007 gik de centrale WGA-servere ned, og hundredetusinder af brugere – alle, som forsøgte at tænde en Windows XP- eller Windows Vista-computer med adgang til Internettet – fik markeret deres eksemplar af Windows som en piratkopi og blev præsenteret for en “reduceret funktionalitet”, hvor vigtige funktioner var slået fra, indtil brugeren havde bragt sagen i orden. Spørgsmålet om, hvem der ejer din Windows-computer er altså ikke så enkelt at besvare. Selve den fysiske maskine er stadig din, men Microsoft forbeholder sig til hver en tid retten til uden varsel at få den til at holde op med at virke eller slå vigtige funktioner fra. Selve computeren er ganske vist din, men programmerne tilhører deres producent. Hvis producenten ønsker, at programmerne skal gå ind på producentens servere og overføre oplysninger om dit system og filsystem, før de får lov til at gøre noget fornuftigt, så er det ikke noget, du som sådan bruger blande dig i.

Noget lignende er flere gange sket med Apples iPhone, der markedsføres som en telefon, men først og fremmest er en håndholdt computer. En af de indbyggede begrænsninger i denne computer har fra starten været, at man i modsætning til de fleste andre avancerede mobiltelefoner ikke kan vælge vilkårlige lyde eller MP3-filer som ringetoner. Man kan altså ikke tage en sang fra en CD og bruge som ringetone eller gøre en hvilken som helst anden lyd, man selv har optaget eller downloadet på internettet, til ringetone. Ringetoner til en iPhone skal autoriseres af Apple, hvorefter man kan hente dem via Apples online-forretning iTunes.

Et software-firma ved navn Ambrosia så et potentielt marked og skabte et program, som de kaldte iToner. Med iToner installeret på sin computer kunne man nu tage en hvilken som helst lyd, lægge den over på sin iPhone og bruge den som ringetone. Det syntes Apple var en dårlig idé. Det er jo ikke for sjov, de har gjort det umuligt for folk selv at installere deres egne “uautoriserede” ringetoner, det er for at tjene penge på at sælge dem via iTunes. Næste gang, Apple udsendte en software-opdatering til sin iPhone, sørgede man ved samme lejlighed for at slette alle uautoriserede ringetoner, som brugeren havde installeret ved hjælp af iToner. Hvem tilhører din computer, hvis det er en iPhone? Selve den fysiske genstand tilhører måske stadig dig selv; men hvis du gerne vil have opdateret de programmer, der kører på den, forbeholder Apple sig retten til at undersøge dine filer og fjerne de ting, de ikke bryder sig om.

Den allestedsnærværende bog- og alt-muligt-andet-handel Amazon tager lignende forbehold, hvad angår de bøger, de sælger til deres e-bogs-læser Kindle. Amazon Kindle er et af mange forsøg på at løse et alvorligt logistisk tid i disse fagre internet- og e– og i– alt-muligt-tider. Med internettets udbredelse og i betragtning af, at en stor del af alle de bøger, der nogensinde er skrevet frit kan lægges på nettet, fordi ophavsretten er udløbet, er det muligt at finde flere og flere bøger på nettet. De fleste har dog nok erfaret, at en ting er at downloade en bog, noget ganske andet er at læse den på en computerskærm. En stationær computer med skærm er som regel anbragt ved en kontorplads, hvor det er temmelig upraktisk at sidde i flere timer i samme stilling og kigge i samme retning, som man egentlig er nødt til for at læse en bog af en vis længde. En bærbar computer løser noget af problemet, men også den er for uhåndterbar, til at man kan sidde med den og tage den med sig på samme måde, som man kan med en bog. Hvis den bærbare er en tablet-PC, begynder det at hjælpe på det. Men selv da er de fleste bærbare computer for tunge og løber for hurtigt tør for batteri. Mange ender derfor med at printe bogen ud. Men en stabel A4-ark er ikke ret meget mere læsevenlig end et vindue på en skærm, og udgiften til toner og papir vil næsten altid være dyrere end at købe et fysisk eksemplar af bogen. Det, der egentlig er brug for, er en tingest cirka på størrelse med en bog, der vejer meget lidt og kan køre flere dage på en opladning. Dette er stikordet for Amazons Kindle og en hel generation af konkurrerende e-bogslæsere. Det spørsmål, som vi gerne vil rejse i den forbindelse, er det sædvanlige: Hvem ejer din Kindle og de e-bøger, der ligger på den? Og selvfølgelig er svaret ikke helt, som vi kunne have ønsket.

Den 16. juli 2009 opdagede hundredevis af mennesker, at nogle af de elektroniske bøger, som de havde købt fra Amazon og havde til at ligge på deres Kindle, var blevet fjernet. Amazon havde nemlig haft en uoverensstemmelse med bøgernes udgiver, så den aftale, de troede de havde, var blevet trukket tilbage. Amazon udsendte derfor en opdatering til alle de berørte Kindles, der fjernede kundens eksemplar af de pågældende bøger. De berørte kunder modtog i stedet en email, der oplyste, at de havde fået pengene tilbage for bøgerne, eftersom Amazon alligevel ikke havde set sig i stand til at sælge dem. Situationen er ikke uden paralleller i den almindelige forlagsbranche: Det er før sket, at et forlag har udgivet for eksempel en engelsk bog i USA blot for at finde ud af, at der havde været en misforståelse, og rettighederne alligevel ikke var faldet helt på plads. I sådanne tilfælde kan forlaget i værste fald være nødt til at trække bogen hjem fra boghandlerne og destruere restoplaget. Fremgangsmåden med de bøger, der allerede havde solgt til Amazons Kindle, svarede dog nærmere til, at forlæggeren brød ind hos hver enkelt kunde, fjernede bogen fra natbordet eller bogreolen og lagde kr. 49,95 som refusion af købsprisen. Hændelsen vakte stor vrede hos Amazons kunder, ikke mindst på grund af følelsen af, at Amazon havde rakt ind i folks private rum og taget noget tilbage, som kunderne allerede havde en klar bevidsthed om at eje. Folk følte sig krænket, og den almindelige mening i aviser og på hjemmesider og blogs var, at Amazon havde begået en alvorlig fejl. Køberne havde jo skyld ingen skyld i Amazons konflikt med rettighedshaverne. Den oplagte løsning ville have været at aftale en erstatning for de fejlagtigt solgte eksemplarer med forlaget i stedet for at fjerne dem fra kundernes private elektroniske bogsamlinger.

Hos Amazon gjorde kritikken indtryk, og allerede den 23. juli 2009 (kun en uge efter, at de første rapporter om fadæsen kom frem) udsendte Amazons grundlægger og administrerende direktør Jeff Bezos en undskyldning:

Our “solution” to the problem was stupid, thoughtless, and painfully out of line with our principles. It is wholly self-inflicted, and we deserve the criticism we've received. We will use the scar tissue from this painful mistake to help make better decisions going forward, ones that match our mission.

With deep apology to our customers,

Jeff Bezos Founder & CEO Amazon.com

I en artikel i online-tidsskriftet Slate (http://www.slate.com/id/2223214/) rettede journalisten Farhad Manjoo dog en noget mere fundamental kritik mod Amazon og dets håndtering af sagen. Problemet var ikke kun, fastslog han, at Amazon havde valgt denne noget hårdhændede og krænkende måde at løse sine retslige problemer i forhold til udgiveren på. Det egentlige problem er, at Amazon overhovedet kunne.

Man forstår hans synspunkt, når man hører, hvilke bøger, hele balladen egentlig drejede sig om: Ved en underlig skæbnens ironi drejede det sig om George Orwells Kammerat Napoleon og 1984.

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software fortæller jeg om, hvordan Lawrence Lessig i sin tid grundlagde Creative Commons for at skabe en infrastruktur, hvor enhver form for kulturel produktion — tekster, billeder, musik, videnskabelige artikler, you name it — frit kan deles. Creative Commons-licenser er i dag overalt — i Wikipedia, i alverdens videnskabelige artikler og publikationer, i billedkunst og musik. I det følgende vil jeg fortælle om de enkelte licenser og som eksempel på den enorme indflydelse, ideerne om fri software og fri kultur fik fra 2004 og frem, fortælle om deres betydning i den periode, hvor Gilberto Gil var kulturminister i Brasilien.

Creative Commons, kulturen som et praktisk og juridisk fællesskab

Der, hvor bevægelsen for fri kultur for alvor minder om bevægelsen for fri software er i erkendelsen af, at myndighederne og lovgiverne ikke har tænkt sig at gøre noget for at ændre hverken på lovgivningen om ophavsret eller på den stramme tolkning af den, der er udbredt ved domstolene i de fleste vestlige lande. Hvis der skal gøres noget for at sikre, at det igen bliver muligt at bruge og genbruge kunstværker, er der ikke tid til at vente på, at den danske lov om ophavsret og den tilsvarende lovgivning overalt i verden (der er reguleret af en række internationale konventioner, der varetages af FN-organisationen WIPO) bliver ændret, så den passer til det 21. århundredes virkelighed. Fans og “alternative” kunstnere har i mange år vist deres modstand mod den etablerede underholdningsindustri ved at afstå fra den ophavsretslige beskyttelse af deres værker, som de ellers har krav på.

Richard Stallman blev inspireret til sit copyleft-begreb, da han fik tilsendt en science fiction-roman fra et uafhængigt forlag med påskriften: “Copyleft xxx, 19xx. All rights reversed.” En velkendt og mindre “oprørsk” variant er vendingen: “Eftertryk med udtrykkelig kildeangivelse tilladt”. Denne påskrift bruges ofte af mindre tidsskrifter, der gerne vil have deres budskab ud, men også gerne vil nævnes, hvis nogen bruger en af deres artikler. Andre supplerer kravet om kildeangivelse med et krav om, at deres artikler ikke må gøres til genstand for kommerciel udnyttelse. En sådan afståelse af ophavsret over et værk udgør begyndelsen på den form for “fri kultur”, som den skærpede ophavsretskultur og ikke mindst de strenge regler for kopibeskyttelse er ved at undergrave. Problemet med sådanne små forklaringer på pladecovers, hjemmesider og i bøgers og tidsskrifters kolofoner er, at de ikke er spor ensartede og ofte strider mod hinanden.

Det, som udmærker fri software, der reguleres af betingelserne i GPL, er at al software, der udgives under disse vilkår og samtidig lægges til fri download på en dertil indrettet hjemmeside som savannah.gnu.org eller github.com, hermed bliver del af en fælles pulje, som det står alle frit for både at bruge og at bidrage til. Betingelserne i GPL sikrer, at alle bidrag forbliver i puljen. Hver gang, du frigiver et nyttigt program under GPL, sætter du i virkeligheden programmet ind på en konto i en fælles softwarebank, som du stiller frit til rådighed for alle interesserede. Denne fælles pulje opstår netop, fordi skabere af fri software afstår fra en del af deres ophavsret ved at give andre tilladelse til at ændre og videregive deres værk, samtidig med at de gennem GPL insisterer på et andet aspekt af deres ophavsret, nemlig deres ret til at stille betingelser for denne tilladelse. Som jurist fandt Lawrence Lessig konstruktion meget inspirerende. Det er nemlig den samme ophavsret, der regulerer computerprogrammer, som regulerer alle former for kunstværker. Hvis det er muligt at skabe en fælles pulje af fri software ved at afstå fra passende dele af ophavsretten, kan man også skabe en fælles pulje af frie kunstværker; altså af værker, som er frie i den forstand, at man frit kan videregive dem og bygge videre på dem på samme måde, som man kunne før det 20. århundredes ophavsretsfundamentalisme. Lawrence Lessig byggede i 2001 sammen med Hal Abelson og Eric Eldred videre på denne idé og grundlagde organisationen Creative Commons, der er en non-profit-organisation, der har til formål at skabe et juridisk grundlag for et frit kulturliv.

Den stærke påvirkning fra bevægelsen for fri software viser sig især ved, at hovedstammen i Creative Commons' bud på en fri kulturel infrastruktur er juridisk, nemlig de såkaldte Creative Commons-licenser. Inden for ophavsretten havde man hidtil kun haft to egentlige kategorier og en stor gråzone af særlige vilkår. Et værk kan være omfattet af ophavsretten, eller det kan være udløbet og frit tilgængeligt for alle. Rettighedshaveren kan opbløde dette med små, vedhæftede betingelser som “gengivelse med kildeangivelse tilladt”, “gengivelse i ikke-kommercielle sammenhænge forbudt”, “må kun gengives i sin helhed”, og så videre. Creative Commons-bevægelsen forsøger at formalisere denne gråzone af særlige betingelser ved at indføre nogle få licenser med en gennemarbejdet og juridisk holdbar formulering. Formålet er netop at indfange mange af de betingelser, skabende kunstnere og andre “kulturarbejdere” kan ønske at pålægge brugeren af deres værker. Creative Commons-licenserne består grundlæggende af tre “moduler”, som frit kan kombineres og derved give forskellige grader af ophavsretslig beskyttelse.

Det mest elementære af disse moduler er “By” (på dansk: “Af”) og udsiger, at ophavsmanden gerne vil krediteres for sit værk. Dette er for eksempel en passende betingelse for en videnskabelig artikel, som forfatterne som regel gerne ser læst og citeret så vidt og bredt som muligt. Det næste “modul” handler om, hvorvidt det er tilladt at lave afledte værker. Ved en ren “By”-licens har man ret til at videregive værket i den form, man har lyst til, så længe man husker at kreditere ophavsmanden. Dette kan være problematisk af to grunde: Dels ønsker opretshaveren måske at kontrollere, i hvilken form værket bliver videregivet til andre, og dels betyder det, at andre kan påberåbe sig ophavsretten over et afledt værk, så ikke engang den oprindelige kunstner har lov til at bygge videre på det. Den mest simple betingelse, man kan pålægge fra dette modul, er “No-Derivatives”. Dette betyder, hvad navnet siger: Ingen afledte værker. Dette er en naturlig betingelse for politiske artikler, som forfatteren nok gerne ser udbredt, men som man på den anden side let kunne manipulere til at udsige en helt anden mening end den oprindelige.

Kunstnere, der er indstillet på at lade andre bygge videre på deres værker, men som ikke kan acceptere, at deres egen “andel” i det afledte værk herved går tabt, kan i stedet vælge at lægge en “Share-Alike”-licens på deres værk. Dette har en effekt, der minder om anvendelsen af GPL på software. Det betyder, at du er velkommen til at remixe og transformere denne sang, tegning, fotocollage eller artikel præcis, som du har lyst til, men det resulterende værk skal gives videre til andre på de samme betingelser. Det tredje og sidste af de grundlæggende Creative Commons-moduler handler om muligheden for at tjene penge på et værk.

En musiker, der brænder for sin musik og gerne vil have, at den bliver hørt af så mange mennesker som overhovedet muligt, kan udgive den til fri afbenyttelse på free.fm, jamendo.com, SoundCloud eller en anden af de mange udmærkede musikdelingstjenester. Han vil nok gerne have, at folk, der downloader hans musik, får at vide, hvem han er og videregiver musikken som den er og uden at pille ved den. Der er altså tale om et tilfælde, hvor en Creative Commons “By-No Derivatives”-licens vil passe perfekt.

Men nogle musikere vil også gerne kunne leve af deres musik. Hvis andre får lov til at sælge eller videreformidle musikken på en måde, så de tjener mange penge på det, kan de i værste fald udkonkurrere ophavsmanden selv. I en sådan situation vil kunstneren overveje at udvide licensen med betingelsen “Non-Commercial”. Det betyder, at værket ikke må bruges erhvervsmæssigt uden kunstnerens tilladelse. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om den, der bruger værket erhvervsmæssigt, faktisk tjener penge på det. Det afgørende er, at der er tale om en sammenhæng, hvor man normalt skulle betale for det.

Bemærk, at en betingelse om ikke-erhvervsmæssig brug er noget, som helt principielt adskiller fri kultur fra fri software. Det er et ufravigeligt krav i definitionen af fri software, at du skal have lov til at bruge programmet til et hvilket som helst formål og har lov til at videregive det uden nogen begrænsninger ud over dem, der fremgår af ophavsretten og licensbetingelserne, for eksempel GPL. Forskellen er her, at kunst netop er kunst, beregnet til underholdning, fordybelse eller nydelse. Kunst er vigtigt, men kan ikke siges at være en del af samfundets infrastruktur, som alle har krav på adgang til. Et krav om ikke-kommerciel brug er altså ikke en trussel mod en fri kultur eller et frit samfund, hvis det drejer sig om kulturelle produktioner – mens det netop risikerer at blive en trussel mod idealet om et frit samfund med en fri infrastruktur, hvis vi accepterer det for computerprogrammers vedkommende.

Kunst fremstillet under de forskellige Creative Commons-licenser udgør en fælled (betydningen af ordet “commons”) af produktioner, som kunstnere, musikere og forfattere kan trække på og arbejde videre på, når de ønsker at tage udgangspunkt i andre kunstneres arbejde på en måde, som ikke kan lade sig gøre med den traditionelle, centraliserede og gennemkommercialiserede musik- og filmindustris produktioner.

Lessigs kamp for en fri kultur også i en digital tidsalder er, som vi har set, meget inspireret af fri software-bevægelsens ideer om direkte aktion. I stedet for at vente på, at andre ændrer ophavsretslovgivningen, så vi atter får den samme frihed til at dele og skabe kulturelle produkter, som folk havde før år 1900, skaber vi en fælles pulje af værker, som kan bruges på denne måde; ganske som al software under GPL udgør en fælles pulje af fri software, som alle kan bruge og bygge videre på, præcis som de har lyst. Som sådan er det lykkedes bevægelsen for fri kultur at trænge langt igennem. I Brasilien tog landets daværende kulturminister, den berømte musiker Gilberto Gil, fra 2004 og frem initiativ til en række “kulturelle hot-spots”, hvor musikere og andre kunstnere kunne komme og få stillet faciliteter til rådighed til professionel produktion af deres værker, så de kunne dele dem med andre mennesker, primært andre brasilianere – og måske på den måde komme en lille smule nærmere gennembruddet.

Ved en tale ved firmaet Googles Zeitgeist-konference i 2008 beskrev Gil sin kulturpolitik og dens forbindelse til Creative Commons-projektet og kampen for en fri, brugerskab kultur med disse ord:

Since 2003, when I took office as Minister of Culture of Brazil, we have been looking into Digital Technologies as cultural phenomena.

We, at the ministry, have insisted on the strategic role of culture in policy making. This has obliged us to change radically the way to conceive of Politics, State, Society specially in relation to digital technology.

In politics and especially in governments, radical changes are only possible at specific historical moments. Through the insertion of Culture and cultural diversity as a policy making device in the political and managerial governmental equation, we offer society the opportunity to achieve radical change, step by step, using the day to day inputs of new industrial and social technologies, without the earthquakes of classical revolutionary action. If we look at the new digital possibilities we could easily conclude that they bring a built-in revolutionary device in themselves. Digital Culture initiatives can play a fundamental role in shaking away the inertia of the traditional politics that has secluded society from public life, generating a vacuum of critical political thinking and even producing cynicism, especially in governmental sectors. We need to aknowledge that traditional politics is failing in advancing democracy and social development. The conversion of the digital technologies has created around the Internet a totally peaceful revolution. A bottom up unrest, happening everywhere, which I see as a very positive sign of the rising of a non governmental political movement that I believe to be a direct and matured result of cultural and countercultural movements of our most recent history, in their increasing power to influence public policies.

It is the rise of a peer to peer culture. Peeracy!

What I see in Brazil and in many cuntries, is that these new contemporary political movements don't come from traditional politics. They don't depend totally on representative democracy anymore. On the contrary, they operate outside the electoral system and influence it to some degree. People are more and more eager to engage in politics in a new and proactive way. It seems to me that this collective unrest that can only be met by governments if they really understand the cultural diversity issues and peer to peer actions, and it's implications in the new model of development for the 21st century.

The 21st century technologies represent a huge challenge to regulations. The revolution generated by the convergence of digital technologies obliges us to reinvent the way we do almost everything. I believe that anybody with public responsibility should look into the digital distribution of Intellectual Property as the most direct and powerful way of democratizing knowledge in the history of mankind. But instead we see almost every formal institution insisting on bluntly calling the digital distribution “Piracy”.

We should rather be looking at new business models... and into a burst of freshness in the political regulatory analysis.

The work I have witnessed with the idea and practice of Digital Culture in the Ministry shows us that it is possible to have another form of consonance, somehow radical, I would even say, a “symbiosis” of the State with the civil society.

Many corporations and governments all over the world have positioned themselves conservatively and are trying to block the advance of these digital new possibilities. Every technical revolution creates a reaction like that. Digital distribution of intellectual property, if seen from the analogical perspective, represents a threat to business, security problems and a loss of social control. These perceptions are but momentary setbacks which shall soon be resolved. However, we must be ever vigilant as digital technology, like any other technology, can be used against individuals and society's interests. That's why I am sure we have not only to humanize, but also politicize these technologies, which means thoroughly discuss them and make them available to society and every citizen. Regulations should be there to insure freedom and open access to knowledge, not just for “business as usual” purposes.

I want to quote my friend Lawrence Lessig, a great contemporaneous thinker and activist; in his book CODE 2.0, he points out to the necessity of new forms of regulation to guarantee the new forms of freedom and human connectivity. Lessig defends the necessity of the presence of the state to guarantee that the internet survives into maturity with its radical social-innovation potential fully in place. For that (he points out) we have to discuss a new political understanding of governance. That if we want to guarantee the collective and emancipating existence of cyberspace, we need to come up with a brand new regulatory framework of thoughts otherwise these libertarian possibilities created by digital technologies will be amputated.

We have brought digital multimedia studios and access to the internet (peer to peer culture) to about 700 hundred grassroots communities all over Brazil.

Today, in Brazil we have traditional communities recording and publishing in the internet their songs or videotaping their work and culture. This burst of fresh air is unchaining new vital ideas, new innovative productions, generating a real empowerment process of an emerging creative society. This process is encouraging and inducing the formation of a network of new cultural multimedia producers in Brazil, a network which will soon be consolidated into a new generation of authors and artists.

This experience with digital technologies in the Pontos de Cultura, the Hotspots, made possible a symbolic exercise, a dialogue between socio-cultural grassroots communities with digital new concepts and contemporary languages. This very rich process begins when the communities, the new cultural producers, start networking and, by doing so, engage in a process of autonomy, free from government or any other control. The transformation starts when the kids in the communities recognize the digital technological devices as cultural performance tools, as a source of diversified references, as a platform for esthetic creation and re-symbolization of their experiences. In other words, social change starts when they understand cyberspace as a territory of their own, when they understand uploading before they ever heard of downloading when they start publishing. This is the exact moment when empowerment takes place. Sheer magic! I want to invite you all to come to Brazil next year to discuss these issues. We will be joining efforts with many institutions both governmental and from civil society as well as companies to thoroughly look into the perspectives of these new digital realities.

Det er tilladt at være en lille smule misundelig over, at det ikke er i Danmark, vi har haft en så begavet og visionær kulturminister.

WriteFreely, som er det værktøj, som denne side er bygget i, giver mulighed for at have mange forskellige blogs for hver bruger.

Hidtil har jeg skrevet i den blog, der hedder agger, men nu har jeg også oprettet denne, hvor jeg kan skrive forskellige små indlæg og artikler, noter, som man siger.

Det har noget at gøre med, at jeg er ved at være træt af de sociale medier men stadig har ting, som jeg gerne vil skrive og have folk til at læse. Hæng endelig på.

So I'm reading Gary Greenberg's book “Manufacturing depression”. It's not an ironclad scientific demonstration of the ineffectiveness of much of the modern psychiatric medicine such as you may find in the work of (say) Joanna Moncrieff, but it is an entertaining and critical journalistic narrative of the pharmacological history of depression.

At one point he's comparing depression and SSRIs with diabetes and insulin, mocking the psychiatrists who, unlike real doctors prescribing insulin to diabetics

don't have to convince their diabetic patients that they have a “real illness”. A diabetes doctor doesn't have to worry about the clinical appropriateness of treatment. He doesn't have to wait for a new definition of diabetes to be hashed out in committees of his brethren and then learn the new diagnostic criteria. (...) All he has to do is to take a urine or blood sample. He doesn't have to talk about chemical imbalances that he knows aren't the problem or contend with package inserts that say, in plain black and white, that the drug makers have no idea why their drug works.

The prevailing narrative is still, if you ask doctors, that depression is caused by low levels of serotonin in the brain and that antidepressants work by increasing the levels of serotonin. It's hard to understand, though, how this narrative can still exist given that Irving Kirsch (lecturer in medicine at the Harvard Medical School and Beth Israel Deaconess Medical Center) thoroughly debunked the idea in 2009, 15 years ago.

What Kirsch demonstrated by a thorough analysis of a vast number of clinical trials of SSRIs was

• Antidepressants fare very badly in clinical trials. They are statistically better than placebos, but the difference is so small that it's not clinically significant. I.e., clinically they're not proven to be any better than placebos.
• They are speculated to work by lowering serotonin levels, but in fact there is no evidence at all that depression is related to serotonin levels – the evidence that is often cited is that the SSRIs seem to work on depression, but the clinical trials suggest they actually don't.
• It has been shown that if people have the levels of serotonin in the brain depleted, it doesn't affect their mood at all.
• One outlying anti-depressant in use in France is actually a Selective Serotonin Reuptake Enhancer, i.e. it lowers levels of serotonin in the brain, and it fares no better and no worse than the SSRIs.
• the small statistical difference between SSRIs and placebo can probably be explained by the placebo effect – patients in clinical trials realize that they're on the real drug because of the onset of (often unpleasant) side effects, thus increasing their expectation of a positive effect.

I won't claim to know how to cure depression, except that I'd guess that it's not a disease whose root causes lie at the neurochemical level and hence it probably isn't curable with medication (even though such medication may be helpful in shorter periods). I'd really love for someone to come up with a real answer.

But why do we allow ourselves and the industry to carry on, 35 years after introducing these drugs, 15 years after Kirsch thoroughly debunked them, to continue treating this very serious disease with medicine

• whose own manufacturers still can't say why it would work
• except by referring to a serotonin hypothesis which has never been proven,
• a hypothesis which has in fact been debunked?

I'm afraid we're in need of some reforms here. Maybe, just maybe, the abolishment of medical patents and of any and a nationalisation of medical research, so that new drugs and treatments will be developed according to patients' needs – and not according to the drug companies' chances of commercial success.