Reader

Af Poyâ Pâkzad

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

I Gaza City, hvor den seneste store drabs- og destruktionskampagne har lagt østlige kvarterer som Shuja'iyya, Sabra og Zeitoun i ruiner, beskriver lokale beboere en tilstand af total opløsning: “Der er ingen mening i at kæmpe for en bedre plads i helvede”, siger en mand til det amerikansk-jødiske medie Mondoweiss, mens andre fortæller, at de bliver i byen, fordi de ikke længere har kræfter eller midler til endnu en flugt. Bombardementerne og den tiltagende hungersnød sætter nye dødelige rekorder dag for dag. Gazas sundhedsministerium rapporterede onsdag, at 98 mennesker blev dræbt og 385 såret på 24 timer, mens fire døde af sult. I alt har 432 mennesker, heraf 146 børn, nu mistet livet på grund af underernæring. FN's befolkningsfond UNFPA vurderer, at 23.000 gravide kvinder står uden lægehjælp, og at kvinder i stigende grad tvinges til at føde på gaden. FN's talsperson Stephane Dujarric siger, at situationen forværres “time for time”, og understreger, at Israels evige “evakueringsordrer” ikke fritager landet for ansvaret for at beskytte civile.

Samtidig har Israel lukket ned for store dele af telekommunikationen i nord. Uafhængige internetobservatører dokumenterede i går et næsten totalt nedbrydning af fastnet- og internetforbindelser efter nye bombardementer af fiberlinjer. Organisationer som Euro-Med Human Rights Monitor betegner det som en “indirekte drabsmetode lige så farlig som direkte bombardementer”, fordi redningsarbejde og nødhjælp umuliggøres.

Militære kilder lækket til det israelske medie Walla beskriver tre faser af offensiven mod Gaza City. Først den såkaldte “ildfase” med massiv natlig ødelæggelse ved hjælp af fly, droner og fjernstyrede sprængfyldte pansrede køretøjer, døbt “selvmords-APC'er” (Armoured Personnel Carriers) af hæren selv. Dernæst en gradvis men vedvarende fremrykning til fods. Og til sidst en tredje fase, som forbliver hemmelig, men som ifølge militære kilder vil involvere våbensystemer, “der aldrig før er set i Israels repertoire”. En officer beskriver det som “mit livs slag”. Ifølge forsvarsminister Israel Katz er målet at udslette Gaza City fuldstændigt og tvinge civilbefolkningen mod syd, hvor de presses ind i al-Mawasi-lejren, et område, som også gentagne gange er blevet bombet.

Midt i denne katastrofe fremlagde Israels finansminister Bezalel Smotrich en bemærkelsesværdig vision. På en bygge- og udviklingskonference i Tel Aviv kaldte han Gaza for en “ejendomsbonanza” og afslørede, at han allerede har indledt forhandlinger med USA om at dele kommende indtægter. Ifølge ham er “nedrivningsfasen” overstået, og nu følger en billigere genopbygning. Planen minder meget om Donald Trumps idé om at gøre Gaza til en “Riviera i Mellemøsten” eller til et højteknologisk produktionsknudepunkt under en form for amerikansk trusteeship. Smotrichs åbenmundede bemærkninger, som er blevet rapporteret af flere internationale medier, har udløst fordømmelse fra jurister, der kalder projektet åbenlyst ulovligt og et forsøg på permanent etnisk udrensning. Rutgers-professor Adil Haque siger, at det er “helt uacceptabelt” at fordrive befolkningen og derpå tjene penge på deres jord.

Mens Gaza brænder, har Israel også spredt krigen til regionen. Tidligere på måneden bombede israelske fly mål i Qatars hovedstad Doha i et forsøg på at ramme Hamas-ledere, der var invovleret i våbenhvileforhandlinger, men i stedet blev sønnen til Khalil al-Hayya, en livvagt, en rådgiver og en qatarsk sikkerhedsofficer dræbt i et boligområde tæt på ambassader og skoler. Netanyahu har siden forsvaret bombningen med henvisning til Qatars finansiering af Hamas; en finansiering, som han selv i årevis tilskyndede og faciliterede, netop for at splitte den palæstinensiske ledelse. Ifølge Haaretz muliggjorde hans regering fra 2012 til 2018, at Qatar kunne sende over en milliard dollar til Gaza, hvor pengene gik til infrastruktur, sundhed og uddannelse, men også styrkede Hamas.

Bombningen af Qatar har vakt chok i Golfen. Arabiske ledere mødtes i Doha og erklærede fuld støtte til Qatar, men nøjedes med retorik. Mange kommentatorer har peget på kontrasten til 1973, da arabiske lande lammede Vesten med en olieembargo, mens man nu mest appellerer til Washington. “USA har pressionsmidler over Israel, og det er på tide at bruge dem”, siger lederen af Golfstaternes samarbejdsråd, Jassem Mohammed al-Budaywi, til avisen Al Bayan. Men Saudi-Arabien tager det et skridt videre. Sammen med atombevæbnede Pakistan indgår kongedømmet nu en fælles forsvarspagt, der definerer ethvert angreb på den ene som et angreb på den anden. Pakistan er atombevæbnet og har i årtier haft tætte bånd til Riyadh, herunder økonomisk støtte til udviklingen af det pakistanske atomprogram. Ifølge AP er det længe blevet diskuteret, om Saudi-Arabien kunne komme under Islamabads “atomparaply”. Analytikere ser det som et klart signal til Israel. Indien har allerede erklæret, at man vil vurdere de sikkerhedspolitiske implikationer.

Syd for Golfen ser man historiske paralleller. Sydafrikanske kommentatorer sammenligner åbent Israels eskalering med apartheidregimets sidste desperate årtier, hvor Pretoria bombede nabolande som Zambia, Mozambique og Angola under dække af at bekæmpe “terrorister”. “Den samme foragt for suverænitet, den samme brug af regionale krige som ventil”, skriver den sydafrikanske avis Daily Maverick. For mange sydafrikanere, der husker bombardementer i Lusaka og Maputo, føles Israels angreb på Qatar som et ekko af deres egen fortid.

På den anden side af Atlanten forsøger USA at holde sammen på en stadig mere ubehagelig alliance. Wall Street Journal rapporterer, at præsident Trump er frustreret over Netanyahu, som han beskylder for at satse ensidigt på militære løsninger frem for forhandlinger. Angrebet på Hamas-forhandlere i Qatar skal have forstærket irritationen, og Trump har angiveligt sagt til sine rådgivere, at Netanyahu er “træt”. Alligevel er der ingen tegn på, at USA vil skære i støtten. Tværtimod har Repræsentanternes Hus nu indarbejdet en bestemmelse i et udenrigspolitisk bevillingsforslag, der giver Pentagon ret til ubegrænset at fylde Israels hemmelige våbenlagre, de såkaldte WRSA-I, uden at underrette Kongressen. Ifølge tidligere embedsmand Josh Paul er det “den mindst gennemsigtige måde at bevæbne Israel på”.

Israel kæmper samtidig en parallel krig om narrativet. Mediet Sludge afslørede, at PR-giganten SKDK i Washington, som er tæt knyttet til Demokraterne og grundlagt af Barack Obamas rådgiver Anita Dunn, har fået en kontrakt på 600.000 dollar for at drive automatiserede bot-kampagner på de sociale medier og træne israelske talspersoner til optræden i CNN, BBC og Fox News. Kritikere kalder det systematisk manipulation af den offentlige debat og en udviskning af grænsen mellem amerikansk partipolitik og udenlandsk lobbyarbejde.

I Europa bevæger tingene sig i modsat retning. Europa-Kommissionen har foreslået at suspendere toldfri adgang for israelske varer og indføre sanktioner mod ministre som Smotrich og Ben-Gvir samt voldelige bosættere. EU's udenrigschef Kaja Kallas kalder det en “stor ændring i EU's kurs”. Irlands udenrigsminister Simon Harris udtaler, at Israel er i færd med at begå folkedrab, og Slovenien erklærer, at “Europa må handle nu”. Selv Sverige, der ofte søger kompromis, støttede forslaget. I London ventes premierminister Keir Starmer at anerkende Palæstina som stat før FN's generalforsamling, afslørede britiske Times i går. Washington er stærkt imod, og Trump har advaret om, at det vil “belønne Hamas”.

Presset på Israels økonomi og våbenindustri vokser. Filippinerne har meddelt, at man stopper nye våbenkøb fra Israel efter massivt politisk pres. Landet var Israels næststørste kunde i 2019-23. Ifølge officielle tal faldt Israels eksport til Asien fra 48 til 23 procent af det samlede salg på blot et år, mens Europa voksede tilsvarende. Regeringen forsøger at reagere med nye venturefonde på 200 millioner shekel til forsvarsteknologi. Netanyahu erkender, at Israel må lære at klare sig uden de globale forsyningskæder, og taler om en økonomi med “autarkiske træk”. Men iværksættere advarer om, at Europas stigende skepsis risikerer at knække Israels status som “startup-nation”.

Imens udspiller en anden tragedie sig i skyggen af fronten: ødelæggelsen af Gazas kulturarv. Ifølge AP lykkedes det kun med ni timers forhandling og seks timers hektisk pakning at redde tusinder af arkæologiske fund, herunder mosaikker og keramik fra et byzantinsk kloster, før israelske styrker bombede lageret i Gaza City. UNESCO anslår, at mindst 110 kultursteder er beskadiget eller ødelagt.

Men for de fleste handler overlevelsen ikke om kulturarv. FN's seneste rapport fastslår, at over en halv million mennesker sulter, og at sulten nu bruges systematisk som våben. En række nødhjælpsorganisationer, blandt dem Læger uden Grænser, Save the Children og Islamic Relief, udsendte i september en fælles erklæring, hvor de skrev: “Det umenneskelige i Gaza er ufatteligt. Israel begår folkedrab med fuldstændig straffrihed”. De advarer om, at verden står “på randen af et endnu mere dødeligt kapitel” i Gazas historie.

Fra Gaza selv er budskabet enkelt. Journalisten Rami Abu Jamous skriver til El País: “Jeg bliver i byen til det sidste. Vi har ingen plan B.” Jamous bor i et af Gazas højhuse med defekte elevatorer sammen med sin datter. Andre beskriver evige fordrivelser, hvor hele familier flygter med madrasser, vanddunke og presenninger på æselskærrer. En ældre mand fra Beit Lahia skrev på sociale medier: “Jeg bad Gud om at dø frem for at leve dette liv.”

I Apartheid-Sydafrika var det kombinationen af interne oprør, internationale sanktioner og en global boykotbevægelse, der til sidst brød regimet. I dag taler flere sydafrikanske politikere om, at den samme strategi må anvendes over for Israel: økonomisk kvælning, sportsboykot, diplomatisk isolation. “Vi må stramme grebet, ligesom verden gjorde mod os”, siger den tidligere ANC-aktivist Gonda Perez til Al Jazeera.

Spørgsmålet er, om det internationale samfund har viljen til at gentage den historie. For hver dag fortsætter bombardementerne, hungeren og flugten. Gaza reduceres til støv, mens Israels egne ministre taler åbent om profitplaner og permanent fordrivelse. Verdens regeringer er mere splittede end nogensinde, men presset vokser. FN's særlige kommission skriver, at “de israelske myndigheder og sikkerhedsstyrker har den folkemorderiske hensigt at ødelægge, helt eller delvist, palæstinenserne i Gaza”.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Den israelske hær har indledt en massiv landinvasion i Gaza By, hvor hundredevis af kampvogne, artilleribatterier og infanterienheder er sat ind i en operation, som premierminister Benjamin Netanyahu kalder et “afgørende skridt” i krigen mod Hamas. Offensiven, der har fået kodenavnet Gideons Stridsvogne II, ledsages af uophørlige luftangreb og bombardementer, som ifølge palæstinensiske kilder alene tirsdag kostede mindst 100 civile livet. Gazas sundhedsministerium oplyser, at mere end 65.000 palæstinensere, de fleste kvinder og børn, er blevet dræbt siden oktober 2023. Det er ifølge uafhængige undersøgelser et alvorligt underestimat.

På sociale medier skriver Israels forsvarsminister Israel Katz triumferende, at “Gaza brænder”, mens hæren med “jernnæve” slår til mod, hvad han betegner som “terrorinfrastruktur”. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza blev Rantisi-børnehospitalet tirsdag ramt tre gange i løbet af få minutter. Hospitalet er det eneste specialiserede center i enklaven for kræftbehandling, dialyse samt respiratoriske og gastrointestinale sygdomme. Omkring 80 patienter modtager behandling her, herunder spædbørn på intensivafdelinger. Personalet beskrev angrebet som “endnu et bevis på besættelsesmagtens systematiske politik for at nedbryde sundhedssystemet”.

Andre hospitaler i nord, herunder al-Shifa og Nasser i Khan Younis, er tidligere blevet bombet, mens FN har advaret om, at ingen af de tilbageværende hospitaler kan yde basal behandling til den fordrevne befolkning.

En uafhængig FN-kommission, ledet af tidligere højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay, har konkluderet, at Israel begår folkedrab i Gaza. Rapporten, offentliggjort tirsdag, fastslår, at den israelske hær systematisk anvender sulte, massefordrivelse, målrettede drab på civile, tortur og seksuel vold som krigsmidler. Kommissionen advarer om, at verdenssamfundets passivitet skaber en farlig præcedens.

Generalsekretær Antonio Guterres kalder situationen “horribel” og “systematisk ødelæggelse” uden fortilfælde i hans embedsperiode. Han kritiserer Israels gentagne forhindringer af nødhjælp og de konstante ordrer om tvangsforflyttelser. “Det er moralsk, politisk og juridisk uacceptabelt”, udtaler han.

I israelske medier har soldater anonymt beskrevet, hvordan de får ordre til at skyde civile, der forsøger at hente mad fra lastbiler organiseret af FN eller den amerikansk-støttede Gaza Humanitarian Foundation. En soldat, under pseudonymet “Benny”, fortæller Haaretz, at han affyrer 50-60 skud dagligt: “Jeg har stoppet med at tælle. Jeg ved ikke, hvor mange jeg har dræbt. Det er mange. Også børn.”

En anden soldat, “Yoni”, erkendte at have dræbt to børn ved en fejl i Beit Lahia. Ifølge Gazas sundhedsmyndigheder er 2.497 mennesker blevet dræbt siden maj, mens de ventede på nødhjælp.

Israels militære ledelse er ikke enig med regeringen om strategien. Ifølge Channel 13 har hærchef Eyal Zamir i en sikkerhedsdrøftelse skarpt kritiseret Netanyahu for ikke at prioritere en gidselaftale. “Hvorfor rejser forhandlingsholdet ikke verden rundt for at få en aftale? Hvorfor sidder Mossad-chefen her?” spurgte Zamir og tilføjede: “Tag den aftale, der ligger på bordet.” Han advarede om, at en total besættelse af Gaza By vil ende i militærstyre og humanitær katastrofe.

Mandag mødtes arabiske og muslimske statsledere i Doha, men konferencen endte uden konkrete beslutninger. Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, hævdede, at Israels forsøg på at likvidere Hamas-ledere havde som mål at sabotere forhandlingerne og udvide krigen. Kort efter, da topmødet i Doha var afsluttet, indledte Israel den næste fase af sin landoffensiv i Gaza, hvilket af mange blev opfattet som en bevidst ydmygelse af de arabiske mæglere. “Arabiske lande kan fordømme og holde møder, men i Jerusalem ryster man ikke på hånden,” konkluderer en analyse i Haaretz fra igår.

Spaniens kong Felipe VI har i en sjælden udenrigspolitisk udmelding fordømt “den ubeskrivelige lidelse” i Gaza. Belgiens premierminister Bart De Wever har meddelt, at landet vil støtte alle EU-sanktioner mod Israel, mens EU-Kommissionen i dag færdigbehandler forslag om handelsrestriktioner. Norge fordømmer landinvasionen som “i strid med folkeretten”, og over 20 internationale nødhjælpsorganisationer, herunder Læger uden Grænser, Care og norske Flygtninghjelpen, kræver øjeblikkelig handling fra verdens ledere.

Israels luftvåben bombede tirsdag Yemens havneby Hodeidah, samme dag som der i Sanaa blev afholdt massedemonstration og begravelse for i alt 31 journalister dræbt af israelske angreb ugen forinden. I det sydlige Libanon ramte israelske fly et boligkvarter i Nabatieh, hvor 14 civile, de fleste kvinder og børn, blev såret.

I Syrien rapporterer lokale drusiske kommandører, at Israel aktivt bevæbner og finansierer militsgrupper i Suwayda-regionen, hvor spændingerne er tiltaget efter massakrer i juli. Samtidig forhandler Israel i al hemmelighed med den nye syriske regering om en sikkerhedsaftale, der minder om Camp David-traktaten med Egypten. Ifølge Axios indebærer aftalen, at Syrien skal acceptere en udvidet demilitariseret zone og flyveforbud, mens Israel bevarer besættelsen af strategisk vigtige områder på Golanhøjderne, herunder Mount Hermon og Qunaytra.

Debatten om vestligt medansvar tiltager. En lækket liste viser, at mindst 32 israelske officerer, herunder den nuværende chef for Sydkommandoen, har modtaget uddannelse på det britiske Royal College of Defence Studies. Flere af dem leder i dag operationer i Gaza. “Det er en skamplet, at Storbritannien først nu stopper denne uddannelse”, siger den tidligere britiske general Charlie Herbert til Declassified UK.

I USA fortsætter Trump-administrationen sin fuldtonede støtte til Israel. Udenrigsminister Marco Rubio har netop besøgt Jerusalem, mens Netanyahu har annonceret sit fjerde besøg i Det Hvide Hus i år den 29. september, få dage efter, at han skal tale til FN's Generalforsamling. Trump selv hævdede over for journalister, at han “ikke ved meget” om Gaza-offensiven, men tilføjede, at hvis Hamas bruger gidsler som “menneskelige skjolde, så får de helvede at betale”.

I Israel selv er kritikere under stigende pres. Den arabisk-israelske politiker Ahmad Tibi skriver i Haaretz, at tavsheden i den israelske offentlighed er blevet et medansvar: “Man ved, at 18.000 børn er dræbt i Gaza, og alligevel tier man. Det er ikke selvforsvar, men en gammel plan om fordrivelse og udslettelse.” Han advarer om, at ekstremistiske ideer, engang betragtet som marginale, nu udgør kernen i regeringens politik.

Han citerer den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt: “Den sørgelige sandhed er, at det meste ondskab begås af mennesker, der aldrig beslutter sig for at være hverken gode eller onde. Ondskab kommer af at undlade at tænke.” Ifølge Tibi er dette essensen: flertallets stiltiende, intetanende eller tankeløse accept af forbrydelserne.

FN's eksperter advarer om, at angrebet på Gaza City kan blive “apokalyptisk” for mennesker med handicap, som nu må krybe gennem murbrokker eller bæres på madrasser, mens bombardementerne fortsætter. UNICEF kalder det “umenneskeligt” at forvente, at hundrede tusinder af børn flygter mod lejre i syd, hvor der hverken er mad, vand eller lægehjælp.

I Gaza selv vender nogle fordrevne familier tilbage til ruinerne, fordi lejrene i syd er for farlige og overfyldte. “Det er bedre at dø under bomberne end at sulte i lejren”, siger en kvinde til Reuters.

Med nye sanktioner på vej i EU, fordømmelser fra flere regeringer og en klar FN-rapport om folkemord synes presset på Israel at stige. Alligevel fortsætter krigen. “Historien vil uden tvivl dømme dette øjeblik,” skriver 20 internationale nødhjælpsorganisationer i et fælles opråb i norske NRK. “Vi svigter befolkningen i Gaza, vi svigter gidslerne, og vi svigter vores egen moralske pligt.”

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God tirsdag formiddag.

Mens tanks og pansrede enheder samler sig om Gaza City, intensiveres bombardementerne mod boligblokke og infrastruktur. Ifølge CNN har Israel indledt en egentlig landoperation i byen, på trods af international fordømmelse og bekymring for de israelske gidsler, der fortsat holdes fanget i Gaza.

Flere amerikanske eksperter advarer om, at operationen kan bringe gidslernes liv i fare. Den tidligere amerikanske oberst Cedric Leighton sagde til CNN, at det ville være et mirakel, hvis de overlever. Han understregede, at en gidselredning normalt kræver præcise, målrettede operationer, men at den nuværende israelske fremgangsmåde snarere bygger på massiv, vilkårlig og upræcis magtanvendelse. De humanitære konsekvenser er allerede omfattende. Ifølge Gazas sundhedsministerium blev 51 mennesker dræbt mandag, heraf 36 i Gaza City. Tre personer døde samme dag af sult. I alt har mere end 64.000 palæstinensere mistet livet siden oktober 2023, og næsten 165.000 er blevet såret. Det er ifølge uafhængige, fagfællebedømte undersøgelser en alvorlig underrapportering. FN og amerikansk-støttede overvågningsorganer har officielt erklæret hungersnød i dele af området, og sundhedsministeriet oplyser, at over 400 mennesker, heraf 145 børn, er døde af fejlernæring og sult.

Mens regeringen i Israel beskriver operationerne som målrettede mod Hamas' infrastruktur, tegner vidnesbyrd fra israelske soldater et andet billede. I en artikel i Haaretz, der indtil videre kun er udkommet på hebraisk, fortæller soldater om drab på børn og civile i såkaldte 'ekstermineringszoner', dvs. områder, hvor militæret har defineret, at enhver bevægelse kan betragtes som et legitimt mål. Artiklen, der handler om soldaternes PTSD, rummer en lang stribe opsigtsvækkende indrømmelser.

En soldat beskrev, hvordan han dagligt affyrede op mod 60 skud under bevogtning af nødhjælpsudleveringer, hvor civilbefolkningen forsøgte at komme frem i køen. 'Jeg stoppede med at tælle X’er. Jeg har ingen idé om, hvor mange jeg har dræbt, men det er mange. Også børn', fortalte han. Andre beretninger nævner episoder, hvor kvinder og børn blev skudt, fordi de uforvarende bevægede sig ind i de definerede zoner.

Sådanne vidnesbyrd står i skarp kontrast til den officielle linje, hvor forsvarsminister Israel Katz har beskrevet operationerne som nødvendige for at nedkæmpe 'terrorinfrastruktur' med 'jernnæve'. Katz har samtidig fremhævet, at hæren kæmper 'heroisk' for at skabe betingelserne for gidslernes frigivelse.

Satellitbilleder offentliggjort af BBC dokumenterer den massive fordrivelse fra Gaza City. Mellem 9. og 15. september forsvandt flere teltlejre i byen, mens nye lejre voksede frem længere mod syd i en såkaldt humanitær zone. Ifølge det israelske militær har omkring 300.000 mennesker allerede forladt byen, men to tredjedele af de oprindelige 1,2 millioner beboere befinder sig stadig i ruinerne.

Angrebene på højhuse har været særligt markante. Mandag blev al-Ghafri-tårnet i det vestlige Gaza City jævnet med jorden. Ifølge Associated Press blev en lokal journalist, Mohammed al-Kuifi, dræbt, da en bombe ramte et telt på et hustag. Et andet angreb ramte en familie på flugt og kostede syv mennesker livet.

Det israelske militær insisterer på, at der tages forholdsregler for at undgå civile tab, herunder varslinger og overvågning. Samtidig anklager hæren Hamas for systematisk at udnytte civile og infrastruktur som skjold. Dette undermineres af de mange afsløringer af Israels AI-baserede måludviklingspraksis, hvor hæren tillader omfattende drab på civile for at få ram på Hamas-operativer. 15-20 civile for et juniormedlem, og op imod 100-300 civile for èt seniormedlem. Man målretter bevidst Hamas-medlemmerne, mens de er hjemme med deres familier (“Where is Daddy”, hedder AI-programmet), som har kostet tusindvis af kvinder og børn livet. Antallet af dræbte civile fortsætter med at stige, og nødhjælpsorganisationer advarer om, at den humanitære situation er ude af kontrol.

Krigens videre forløb er ikke blot et spørgsmål om militære beslutninger, men også om dybe politiske uenigheder i Israel. Ifølge Haaretz har hærchefen Eyal Zamir gentagne gange kritiseret premierminister Netanyahu for at undlade at orientere militæret om de næste skridt. Zamir har advaret om, at en fuld besættelse af Gaza City vil tage mindst et år og nødvendiggøre en militæradministration, uden at der foreligger en plan for, hvordan den palæstinensiske befolkning skal forsørges.

Israels militærjuridiske chef Yifat Tomer-Yerushalmi har ifølge samme medie betvivlet lovligheden af de omfattende evakueringsordrer, som nu er sat i værk. Hendes vurdering var, at ordrene burde udsættes, indtil der var etableret tilstrækkelige modtagefaciliteter for de hundredtusinder af fordrevne.

Den politiske debat er dog præget af en hårdere retorik. National sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir gentog i denne uge, at tiden er kommet til at bosætte Gaza med israelere. Han foreslog at bygge en luksuriøs politibydel på kysten og talte åbent om at tilskynde palæstinensere til 'frivillig emigration'. Udtalelserne føjer sig til en længere række af forslag om at fjerne Gaza-stribens befolkning.

På den internationale scene vokser presset mod Israel. Spanien har annulleret våbenaftaler for mere end én milliard euro med israelske producenter og indført et totalt våbenembargo. Lufthavne og havne er lukket for israelsk trafik, og regeringen har øremærket nye midler til humanitær bistand i Gaza.

Luxembourg har meddelt, at landet under FN's generalforsamling i slutningen af september vil anerkende staten Palæstina. Beslutningen koordineres med Frankrig og Saudi-Arabien, der sammen er værter for en konference om tostatsløsningen. Den luxembourgske udenrigsminister Xavier Bettel sagde i parlamentet, at også sanktioner mod Israel er op til overvejelse.

FN's nødhjælpschef Tom Fletcher advarede mandag om, at angreb på humanitære medarbejdere er ved at blive 'normaliseret'. Over 270 nødhjælpsarbejdere er dræbt i år, hvilket allerede nærmer sig sidste års rekord. Fletcher fremhævede, at israelske angreb har ramt både nødhjælpsinstallationer og fødevarelagre, og at der fra israelsk side er blevet talt åbent om at 'fladmase Gaza'. Han understregede, at hungersnøden kunne afhjælpes, hvis konvojer med hundreder af lastbiler fik adgang dagligt.

USA's udenrigsminister Marco Rubio slog under sit besøg i Jerusalem fast, at en politisk løsning på Gaza-konflikten 'måske ikke er mulig'. Han lagde skylden på Hamas og kritiserede ikke det israelske bombeangreb i Doha, hvor Hamas-ledere var samlet til våbenhvileforhandlinger. Ifølge israelske kilder blev præsident Trump orienteret om angrebet knap en time før missilerne ramte, uden at gribe ind. Officielt har Washington fastholdt, at man blev orienteret for sent.

Angrebet på Qatar, en central mægler mellem Israel og Hamas, har vakt vrede i den arabiske verden. Flere lande overvejer ifølge The National at genoplive et gammelt egyptisk forslag om en fælles arabisk forsvarsalliance efter NATO-model. Forslaget, som første gang blev lanceret i 2015, er nu sat på dagsordenen ved et topmøde i Doha.

Samtidig udvider konflikten sig til nabolandene. Israel har gennemført droneangreb i det sydlige Libanon, hvor to personer er blevet dræbt siden søndag. Ifølge hæren var den ene involveret i udvikling af våben til Hizbollah. På trods af en våbenhvile fra november 2024 er israelske tropper stadig til stede i dele af Sydlibanon, hvilket ifølge lokale beboere forhindrer genopbygning efter sidste års kampe.

Israels forsvarsministerium forbereder sig også på konfrontationer med Iran. Ifølge generalmajor i IDF Amir Baram er en ny runde med Teheran uundgåelig, selv efter hvad han kalder Israels sejr i en 12-dages krig i juni. Baram afslørede, at angrebene på Houthi-mål i Yemen i gennemsnit koster 15 millioner dollar stykket, men vurderer, at de er nødvendige for at fastholde afskrækkelse. Han understregede samtidig, at Israel for nylig har indgået våbeneksportaftaler til en værdi af 2,5 milliarder dollar, trods at flere lande officielt har brudt handlen med landet.

Mens krigen raser i Gaza, fortsætter eskalationen på Vestbredden. Haaretz' kommentator Gideon Levy har kritiseret general Avi Bluth, chef for den centrale kommando, for at gennemføre såkaldte 'omdesignoperationer' i palæstinensiske landsbyer som kollektiv afstraffelse. Ifølge Levy har disse operationer ført til omfattende ødelæggelser af olivenlunde og til drab på civile. Han betegner Bluth som 'blodets general' og hævder, at han repræsenterer Israels moralske forfald. Levy peger på, at bosættervold finder sted næsten dagligt, mens hæren sjældent griber ind. Tværtimod, skriver han, har militærets operationer i flere tilfælde fungerer som dække for udvidelser af ulovlige bosættelser.

Samlet tegner begivenhederne i Gaza og nabolandene et billede af et Mellemøsten i flammer. Krigen, der nu har varet i snart to år, har udviklet sig til en regional konflikt med frontlinjer mod Hizbollah i Libanon, Houthierne i Yemen og gentagne sammenstød med Iran. På Vestbredden fortsætter volden og udvidelsen af bosættelser, mens Gaza står på randen af total ødelæggelse.

Det internationale diplomati har indtil videre ikke formået at skabe en vej ud af konflikten. USA fastholder sin støtte til Israel, selv når handlinger som bombningen af Doha underminerer de forhandlinger, Washington selv har iværksat. Europa er begyndt at markere afstand, men uden en samlet linje. Arabiske stater søger at koordinere sig, men er fortsat præget af indbyrdes uenigheder.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan Gaza nogensinde kan genopbygges, men om der overhovedet findes en realistisk politisk horisont. De menneskelige tab er massive, og civile betaler prisen i både Gaza, Vestbredden og Libanon. Samtidig vokser risikoen for, at konflikten cementeres som en ny normaltilstand, hvor militære midler fortrænger enhver form for forhandling.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

Hundredtusinder af civile er blevet tvunget på flugt fra Gaza City, mens bombardementer lægger hele bydele øde, og det internationale pres på Benjamin Netanyahus regering tiltager. Ifølge de seneste tal fra både israelske og palæstinensiske kilder er op mod 300.000 mennesker fordrevet fra Gaza City, men hundredtusinder bliver tilbage, fanget i ruinerne uden midler til at flygte. Det såkaldte “sikre område” i al-Mawasi, hvortil civilbefolkningen henvises, er selv gentagne gange blevet bombet, og FN advarer om en yderligere humanitær katastrofe. De seneste døgns bombardementer kostede ifølge Gazas sundhedsmyndigheder 68 mennesker livet og sårede yderligere 346. Blandt de dræbte var to personer, som døde af sult. Den israelske hær hævder, at angrebene har ramt Hamas' infrastruktur og operatører, men hospitalskilder i Gaza rapporterer, at hele familier er udslettet i deres hjem, og at høje bygninger, hospitaler og tilflugtssteder er blevet lagt i ruiner.

Lørdag blev 32 mennesker dræbt i Gaza City alene, heraf 12 børn, ifølge Al-Shifa-hospitalets lighus. I alt vurderer sundhedsministeriet i Gaza, at over 64.800 er dræbt siden krigens begyndelse i oktober 2023, mens mere end 165.000 er blevet såret. Hertil kommer omkring 9.000 savnede, antagelig begravet under murbrokker.

En bemærkelsesværdig bekræftelse af disse tal kom for få dage siden fra den tidligere israelske hærchef Herzi Halevi, som ledede IDF under krigens første halvandet år. I en tale til israelske borgere i det sydlige Israel indrømmede han, at “over ti procent” af Gazas befolkning, omkring 220.000 mennesker, er blevet dræbt eller såret. Han sagde åbent: “Dette er ikke en blid krig. Vi tog handskerne af fra første minut.” Halevi understregede, at “ingen juridisk instans nogensinde har begrænset” hans militære beslutninger. Hans ord klinger ildevarslende sammen med de mange rapporter om bombardementer af boligblokke, anvendelse af enorme amerikansk-leverede bunker-buster bomber og et AI-drevet målsystem, der ofte har ført til massedrab på civile. Undertegnedes vurdering: Vi ved fra krigene i 2009, 2012 og 2014, at IDF læner sig meget tæt op ad Gaza-myndighedernes dødstal. Når alle uafhængige undersøgelser påpeger, at dødstallet er et alvorligt underestimat, skal vi ikke lægge mere i Halevis udsagn, end det kan bære. Det er formentlig et underestimat.

På jorden er den humanitære situation desperat. Vidnesbyrd fra al-Mawasi beskriver overfyldte lejre uden ordentlig vand- og madforsyning. “Det kaldes en sikker zone, men vi ved, at det ikke er sikkert”, siger en journalist til Al Jazeera. “Min egen søster blev dræbt her af et israelsk angreb.” En anden fordreven beskrev det kort: “Missilerne regner ned over os, og sulten æder os samtidig.”

Mens ødelæggelserne i Gaza fortsætter, har Israel udvidet krigen til andre fronter. I Yemen ramte israelske fly i denne uge mediekontorer i hovedstaden Sanaa, hvor mindst 25 journalister blev dræbt. Den yemenitiske journalistforening har fordømt angrebet som en “afskyelig krigsforbrydelse”. Angrebene indgår i Israels forsøg på at presse Houthi-bevægelsen, Ansarullah, der siden krigens begyndelse har blokeret israelsk skibsfart i Rødehavet. Trods gentagne bombardementer har blokaden ikke været til at bryde, og Eilat-havnens ledelse har advaret om lukning på grund af de økonomiske tab. Amerikanske og israelske angreb i Yemen har samtidig kostet mange civile livet og styrket Houthiernes folkelige opbakning.

I Syrien krydsede israelske styrker søndag grænsen til Daraa-provinsen og gennemførte husundersøgelser i flere landsbyer. Ifølge Syriens udenrigsministerium er der tale om klare brud på folkeretten, der skal “destabilisere det sydlige Syrien”. Israels forsvarsminister har samtidig erklæret, at Israel ikke vil opgive de dele af Mount Hermon og det tidligere demilitariserede område, som landet besatte i december sidste år, trods igangværende forhandlinger.

Den diplomatiske krise mellem Israel og dets allierede vokser. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio besøgte i weekenden Israel for at forsikre Netanyahu om Washingtons støtte. Det skete kun dage efter, at Israel forsøgte at myrde Hamas-ledere i Doha med et missilangreb under et møde om våbenhvile og gidseludveksling. Seks blev dræbt, men Hamas-ledelsen overlevede. Ifølge Qatars premierminister ødelagde Netanyahu “ethvert håb” om frigivelse af israelske gidsler. USA's præsident Donald Trump skal angiveligt have været rasende over aktionen: “Hver gang der er fremskridt, bomber han nogen”, citerede Politico en kilde tæt på Det Hvide Hus. Ikke desto mindre fremstod Rubio på besøg i Jerusalem side om side med Netanyahu og beskrev alliancen som “lige så stærk og holdbar som Vestmurens sten”.

Trumps egne udtalelser har dog været langt mere ambivalente. I et interview advarede han om, at Israel er ved at tabe kampen om verdensopinionen: “De må få den krig afsluttet. Den skader Israel. De vinder måske militært, men de taber PR-krigen”, sagde han og tilføjede, at Israel “ikke længere har total kontrol over Kongressen”. Alligevel synes Netanyahu uanfægtet. Ifølge Haaretz er premierministeren og hans nære rådgiver Ron Dermer fuldstændig bevidste om Israels voksende isolation, men vurderer, at så længe Trump støtter dem, er internationale sanktioner, arrestordrer og boykot uden betydning.

Samtidig fortsætter volden på Vestbredden. Israelske bosættere har intensiveret deres angreb på palæstinensiske landsbyer, marker og ejendomme, ofte under militærets beskyttelse. I år alene er mindst 11 palæstinensere blevet dræbt i sådanne angreb, mens næsten 700 er blevet såret. I juli blev aktivisten Awdah Hathleen, som medvirkede i den Oscar-vindende dokumentar 'No Other Land', skudt og dræbt af en bosætter, der tidligere havde været underlagt sanktioner fra både EU og Biden-administrationen. Disse sanktioner blev fjernet af Trump-administrationen i januar. Filmen, der skildrer Israels forsøg på at fordrive indbyggere i Masafer Yatta, har vakt international opmærksomhed, men i Israel er den blevet beskyldt for antisemitisme og “skadelig propaganda”.

Israels behandling af palæstinensiske fanger fortsætter med at tiltrække fordømmelse. Rettighedsorganisationer rapporterer, at Mahmoud al-Wardian, en 48-årig mand fra Betlehem, ligger i kritisk tilstand med hjerneskader, brækkede ribben og tegn på kvælning efter tortur i israelsk fangenskab. Han blev løsladt i koma og overført til hospital. Ifølge de palæstinensiske fangeorganisationer er der tale om et “sammensat forbrydelsesforløb”, der føjer sig til årtiers overgreb.

På universiteter verden over vokser modstanden mod israelsk akademia. Institutioner i Brasilien, Norge, Belgien, Spanien og Irland har afbrudt samarbejder med israelske universiteter, mens organisationer som den europæiske antropologforening har erklæret, at samarbejde ikke længere er muligt. Britiske, franske og tyske universiteter har derimod fastholdt relationerne, ofte med henvisning til “akademisk frihed”, men kritikken tiltager. Den israelske historiker Ilan Pappe påpeger, at israelske universiteter i praksis er dybt integreret i militæret og sikkerhedsapparatet. Samtidig har over hundrede israelske akademikere i et åbent brev krævet en øjeblikkelig afslutning på krigen og advaret: “Vi kan ikke påstå, at vi ikke vidste. Vi har været tavse for længe”.

Af Poyâ Pâkzâd

God fredag formiddag. Ugens sidste Gaza brief.

Israels krig i Gaza er gået ind i en ny fase med en større offensiv i Gaza By, samtidig med at premierminister Benjamin Netanyahu internt og eksternt cementerer en politik, der afviser enhver palæstinensisk stat. Ifølge Haaretz samles hundreder af israelske kampvogne, pansrede mandskabsvogne og bulldozere langs grænsen, hvorfra de skal krydse ind gennem en nyoprettet bufferzone. Operationen, kaldet Gideon's Chariots II, ventes at vare måneder, og hæren har trænet soldater i nye kampmetoder, blandt andet nedrivning af bygninger uden at gå ind i dem og manøvrering gennem ruiner. Forsvarschef Eyal Zamir har dog advaret om, at militære fremskridt ikke kan fastholdes uden en politisk plan for Gaza efter krigen. Samtidig har Netanyahu torsdag underskrevet en aftale om at igangsætte det længe udskudte E1-byggeri ved den ulovlige bosættelse Ma'ale Adumim på Vestbredden. Ifølge Times of Israel betyder projektet opførelse af over 3.400 nye boliger på et område, der vil skære Vestbredden over og afskære Østjerusalem fra de palæstinensiske områder. Ved ceremonien erklærede Netanyahu: “Der vil ikke blive nogen palæstinensisk stat. Dette sted tilhører os”. Finansminister Bezalel Smotrich tilføjede, at næste skridt må være annektering af Vestbredden. Ifølge den israelske NGO Peace Now vil arbejdet med infrastruktur begynde inden for måneder.

Israels regering diskuterer også planer om at muliggøre såkaldt “frivillig emigration” fra Gaza, dvs. etnisk udrensning mundret dansk. Times of Israel skriver, at forsvarsministeriet arbejder på en ordning, hvor beboere i Gaza kan forlade området via sø- og luftveje, hvis tredjelande indvilliger i at tage imod dem. Ifølge israelske medier har der været sonderinger med flere afrikanske stater, men uden konkrete aftaler. National sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir udtalte på mødet, at planen var “tidens vigtigste opgave”, mens Smotrich tvivlede på, at nogen stat reelt vil tage imod.

På jorden i Gaza rapporterer sundhedsmyndighederne, at 72 mennesker blev dræbt og 356 såret inden for 24 timer, ni af dem mens de ventede på nødhjælp. Syv dødsfald, heraf ét barn, skyldtes ifølge myndighederne sult. Det samlede dødstal er nu 64.718, mens over 163.000 er såret. Ifølge uafhængige undersøgelser er dette et alvorligt underestimat. Al Jazeera skriver, at mere end 200.000 mennesker er blevet tvunget ud af Gaza By de seneste uger, og Amnesty International kalder Israels masse-evakueringsordrer ulovlige. WHO oplyser, at halvdelen af Gazas intensivpladser ligger i byen, og advarer mod at evakuere hospitalerne. UNICEF melder samtidig om en markant stigning i børns akutte underernæring, fra 8,3 procent i juli til 13,5 procent i august.

Ifølge Middle East Eye bruger Israels hær i stigende grad små droner til at nedkaste brandbomber over boligområder i Gaza By. Lokale nødhjælpsarbejdere beretter, at også hospitaler og ambulancer er blevet ramt. Anadolu Agency rapporterer, at hæren har intensiveret sin systematiske nedrivning af højhuse i Gaza By, senest Tiba 2-tårnet, hvor hundreder af mennesker havde til huse. Israels militære talsmænd hævder, at bygningerne udgør en trussel mod tropperne, mens nødhjælpsorganisationer kalder det kollektiv afstraffelse.

Krigens konsekvenser mærkes også uden for Gaza. Ifølge det yemenitiske sundhedsministerium, citeret af Al Masirah og Reuters, har israelske luftangreb i Sanaa og Jawf-provinsen dræbt 46 mennesker, heraf 11 kvinder og fem børn, mens 165 er såret. Ansarullah (ofte benævnt 'Houthibevægelsen') erklærede efterfølgende at have affyret missiler mod Israel. I Libanon meldes ifølge landets sundhedsministerium om mindst én dræbt efter israelske droneangreb i syd, mens Bekaa-dalen blev ramt af omfattende bombardementer. IDF hævder, at målene var Hizbollahs våbenfaciliteter, men uafhængig bekræftelse udebliver.

I Tunesien har myndighederne fordømt et angreb mod et af skibene i den internationale Sumud-flotille, der ligger i havn nær Tunis. Ifølge indenrigsministeriet var der tale om en “planlagt aggression”. Flotillens arrangører hævder, at israelske droner har kastet brandbomber mod fartøjerne. FN's særlige rapportør Francesca Albanese, som deltager i flotillen, siger ifølge Middle East Eye, at et bekræftet droneangreb vil være en krænkelse af Tunesiens suverænitet.

I den besatte Vestbred fortsætter Israels militæraktioner parallelt med folkedrabet i Gaza. Ifølge Al Jazeera har hæren i denne uge gennemført omfattende razziaer i Tulkarem, hvor over 100 palæstinensere blev arresteret, og der blev indført udgangsforbud. Soldater gennemsøgte butikker og caféer, beboere blev tvunget til at marchere mod checkpoints, og hele kvarterer er lagt under kollektiv afstraffelse. Baggrunden er et angreb i det ulovligt besatte palæstinensiske Østjerusalem, hvor seks israelere blev dræbt. Hamas' væbnede fløj tog ansvar for angrebet på Telegram. Som reaktion har Israel beordret nedrivning af de to gerningsmænds familiehjem og indført sanktioner mod deres slægtninge. Amnesty International har betegnet de systematiske udvisninger og husnedrivninger på Vestbredden som en grov overtrædelse af Genèvekonventionen.

På det diplomatiske plan oplever Israel voksende isolation. Ifølge Haaretz har EU-Kommissionen under Ursula von der Leyen foreslået en delvis suspension af associeringsaftalen med Israel, herunder handelspolitiske tiltag. EU importerer knap en tredjedel af Israels samlede eksport, og i 2024 udgjorde handlen mellem EU og Israel næsten 42 milliarder dollar. Haaretz skriver, at erklæringen er et politisk og økonomisk jordskælv. Samtidig melder NL Times, at den hollandske regering vil indføre et nationalt importforbud mod varer fra israelske bosættelser “så hurtigt som muligt”.

På kulturområdet vokser boykotten også. Ifølge Associated Press har over 4.000 skuespillere og filmskabere, herunder Emma Stone, Olivia Colman og Javier Bardem, underskrevet en erklæring om at boykotte israelske filmfestivaler og produktionsselskaber, de betegner som medskyldige i apartheid og krigsforbrydelser.

Tyskland er samtidig på vej til at støtte en resolution i FN, udarbejdet af Frankrig og Saudi-Arabien, som genbekræfter målet om en palæstinensisk stat og udtrykkeligt kræver, at Hamas nedlægger våbnene og overgiver magten i Gaza til den Palæstinensiske Selvstyremyndighed. Ifølge AFP stemmer FN's Generalforsamling fredag om resolutionen, kaldet “New York Declaration”. Den er allerede bakket op af Den Arabiske Liga og 17 medlemslande. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har bekræftet, at han formelt vil anerkende Palæstina ved det FN-topmøde i New York, han skal være med til at lede den 22. september. Flere andre statsledere ventes at følge efter. Samtidig oplyser AFP, at Palæstinas præsident Mahmoud Abbas kan blive forhindret i at deltage, fordi amerikanske myndigheder vil nægte ham visum, hvilket i så fald vil skabe en ekstraordinær diplomatisk skandale.

Israel kritiserer resolutionen og afviser kategorisk en palæstinensisk stat. Netanyahu sagde torsdag ifølge Times of Israel, at Israel vil “opfylde sit løfte om, at der ikke bliver nogen palæstinensisk stat”. Samme dag bekræftede han i Ma'ale Adumim-planen, at bosættelserne udvides yderligere.

Samtidig rejses krigsforbrydelser juridisk i Europa. Ifølge Der Spiegel og The Guardian har en tysk menneskerettighedsorganisation indgivet en klage til forbundsanklageren i Karlsruhe mod en tysk-israelsk snigskytte, der angiveligt har dræbt ubevæbnede palæstinensere i Gaza. Efterforskningen bygger på en fem måneder lang undersøgelse udført af et journalistisk konsortium og på videoer lagt ud af soldaterne selv.

Pressen selv er også et stridspunkt. Ifølge AFP kritiserer Foreign Press Association Israel for fortsat at nægte uafhængige udenlandske journalister adgang til Gaza næsten to år inde i krigen. Over 200 palæstinensiske journalister er blevet dræbt, og ifølge Middle East Eye ignorerede BBC interne advarsler om deciderede fejlagtige oplysninger bragt af mediet, der stemplede en dræbt Al Jazeera-korrespondent (Anas al-Sharif) som Hamas-medlem, uden dokumentation. Den fejlagtige oplysning blev citeret vidt og bredt, herunder i danske aviser.

Israel står dermed i en dobbeltkrise: militært fanget i en krig uden klar afslutning, politisk domineret af en regering, der åbent afviser tostatsløsningen, og diplomatisk under stigende pres fra både Europa, FN og den globale offentlighed. Situationen i Gaza forværres dag for dag med hungersnød, tvangsforflyttelser og ødelagte byer, mens udsigten til en forhandlet løsning synes fjernere end nogensinde.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÉR

“AI”, eller rettere sagt chatbots bygget på store sprogmodeller, kan ikke erstatte dit job — eller nogens, for den sags skyld. Trods hypen kan den nye teknologi ikke revolutionere vores samfund — i hvert fald ikke på nogen god måde.

Det, der foregår i Gaza i disse dage, er et rendyrket folkemord. Mange medier tør ikke skrive det, men The Guardian er for ikke så længe siden begyndt at tillade ordet i deres spalter. Den israelske menneskeretsorganisation B'TSelem siger det dog temmelig klart, i en 88 sider lang rapport, hvor det bl.a. hedder:

An examination of Israel's policy in the Gaza Strip and its horrific outcomes, together with statements by senior Israeli politicians and military commanders about the goals of the attack, leads to the unequivocal conclusion that Israel is taking coordinated action to intentionally destroy Palestinian society in the Gaza Strip. In other words: Israel is committing genocide against Palestinians in the Gaza Strip.

Og B'TSelem er ikke de eneste — den ligeledes israelske Physicians for Human Rights når en lignende konklusion i deres egen rapport:

PHRI concludes that these acts are not incidental to war, but rather part of a deliberate policy targeting Palestinians as a group. They fulfill at least three core acts defined in Article II of the Genocide Convention: (a) killing members of the group; (b) causing serious bodily or mental harm to members of the group; and © deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its destruction in whole or in part.

Et vigtigt element i de tidlige faser af dette folkemord var to specialudviklede, AI-baserede systemer ved navn Lavender og Where's Daddy.

Det er den israelsk-palæstinensiske publikation 972 Magazine, der har afsløret disse systemers eksistens. Som de forklarer det, er Lavender et system, der bruger AI til at generere lister af folk, der måske er aktive i Hamas. Listerne genereres ud fra efterretnings- og folkeregisteroplysninger, og systemets output er en dødsliste:

The Lavender machine joins another AI system, “The Gospel,” about which information was revealed in a previous investigation by +972 and Local Call in November 2023, as well as in the Israeli military’s own publications. A fundamental difference between the two systems is in the definition of the target: whereas The Gospel marks buildings and structures that the army claims militants operate from, Lavender marks people — and puts them on a kill list. 

Where's Daddy er tilsvarende et system, der bl.a. gennem overvågning af WhatsApp-aktivitet fortæller, om personerne på denne dødsliste er hjemme hos deres familie eller ej. Hvis personen er hjemme hos familien anses der for at være “fri bane”, og et fly kan sendes afsted for at smide en bombe i den etage-ejendom, det mistænkte Hamas-medlem bor i.

Ifølge 972 Magazines kilder er der kun helt minimal menneskelig kontrol med disse lister, og mange kommer — helt bortset fra de etiske problemer ved at dræbe sagesløse familiemedlemmer og naboer til en mistænkt terrorist — på listen ved en ren og skær fejltagelse.

Og det er her, min pointe om hvad AI kan bruges til kommer ind. En person, der bliver myrdet efter at være kommet på listen ved en fejltagelse, bliver jo ikke myrdet af nogen. Det var systemet, der udpegede et forkert “mål”. Den kunstige intelligens har talt, og problemet ligger hverken hos den bombepilot, der trykker på knappen eller hos den overordnede, der i hast godkender målet, det er alene systemets skyld, at den forkerte mand blev udpeget. (At det er en krigsforbrydelse og strider mod Geneve-konventionen helt bevidst at slå dusinvis af civile ihjel for måske at komme til at ramme en fjendtlig soldat er en anden ting.)

Og det er det samme, AI kan bruges til herhjemme. For eksempel er en række danske kommuner berygtede for at underkende sundhedsvæsnets egen medicinske ekspertise, når de skal behandle ansøgninger om førtidspension. Disse kommuner har i stedet hyret privatpraktiserende lægekonsulenter, som så afviser sagerne én for én Jeg vil ikke her pege på enkelte af disse sager, men hvis man er interesseret, kan man prøve at søge efter “Doktor Nej” på nettet.

Et AI-system kan afvise sådanne sager meget hurtigere (omend måske ikke billigere) og samtidig levere de involverede embedsmænd og politikere det perfekte alibi: Det var ikke dem, der traf afgørelsen, det var systemet. Den kunstige intelligens har talt, og er der sket en fejl, ligger ansvaret hos de programmører, der byggede systemet, og ikke hos kommunen. Men pengene til førtidspension er stadig sparet. Og der er mange muligheder — den samme chatbot kan også let skrive afslag til ansøgninger om kontanthjælp og boligsikring.

AI-systemer kan erstatte skolelærere, og hvis eleverne ikke får ordentlig undervisning, er det ikke skolemyndighedernes fejl fordi de ikke gider betale for en lærer, det er bare sådan det er.

Vi kan sågar generere skolernes lærebøger med AI, og når de viser sig at være fulde af fejl, så eleverne lærer helt forkerte ting ... er det ikke, fordi vi ikke gider betale nogen for at skrive ordentlige bøger, der er igen bare sådan det er.

Så ... er AI århundredets chance for menneskeheden? Kan AI give os et bedre samfund? Kan teknologien generere gode film, god musik, gode billeder, skrive gode bøger, gøre alt det kedelige arbejde for os? Nej, nej og atter nej.

Men den kan noget andet — den kan bruges som påskud til at ødelægge det samfund, vi har. Nej, AI kan ikke erstatte 30.000 danske embedsmænd — men det kan bruges som påskud for at fyre disse mennesker, og når det viser sig ikke at virke, er ansvarsfraskrivningen på plads — det var systemerne, der ikke virkede.

Og det er desværre nok derfor og kun derfor, at forjættelsen om “AI” er så populær i politiske — og, som vi har set, militære — kredse. Et par danske forskere har i hvert fald vist, at “AI” indtil videre ikke har erstattet nogen jobs i Danmark — overhovedet. Men det er måske og som sagt heller ikke det, der er meningen.

Some simple points on using AI (LLMs, Large Language Models) such as ChatGPT:

• If I'm reading an article and suddenly realize this was written by an AI, I immediately stop reading, and I never read anything by that author again.
• If I see or read some marketing material from a given company and I notice it was generated by AI, I'll never buy any of that company's products again.
• If some online service offers to “help” me by writing a text or “summarizing” an email, I won't use that service ever again.

There may be legitimate uses of “AI”, but writing or “summarizing” text for other people's consumption are not among them. In general, none of the use cases being hyped are good or legitimate use.

In general, the only ethical use of “AI” is: Not using “AI”, or using them for some very few and specific use cases – e.g., spellchecking.

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software taler jeg om, hvorfor vi burde fokusere mere på fri software på grund af den frihed og kreativitet, der kan frigives med den mulighed selv at bygge en digital infrastruktur, som friheden til at dele, ændre og videregive alverdens programmer giver. Jeg citerer blandt andet et par eksempler fra den meget tankevækkende sydafrikanske regeringsrapport Open Software and Open Standards in South Africa , der allerede i år 2000 meget tydeligt beskrev de muligheder, som vi stadig slet ikke udnytter i det omfang, vi kunne og burde.

Fri software til et frit samfund

Fri software er et fænomen, der potentielt kan komme til at spille en stor rolle i samfundsøkonomien. Det er også et fænomen, der af samme grund har betydelig opbakning fra regeringer verden over. Disse regeringer har mange forskellige motiver til at støtte fri software, hvoraf nogle er mere oplagte end andre.

I Danmark oprettede det daværende Ministerium for Videnskab og Teknologi i april 2007 Softwarebørsen, hvor store mængder fri software med relevans for det offentlige blev lagt ud. Det handlede mest om frit tilgængelige implementationer af nogle af de vigtige offentlige standarder, der indføres i disse år, for eksempel elektroniske fakturaer og anden udveksling af dokumenter med det offentlige.

Senere er en række kommuner gået sammen og har lanceret OS2-samarbejdet (os2.eu), som ligeledes er en samling af softwareprodukter, der er relevante for det offentlige og fremstilles i samarbejde med private firmaer.

Der er dog i de fleste tilfælde tale om mindre løsninger, der produceres for meget sparsomme budgetter, de sparsomme rester af de kolossale summer, som kommuner og andre offentlige organer bruger på proprietære løsninger fra tech-giganter som Microsoft, Apple og Google. Der er mange interessante initiativer, men i Danmark har det offentliges interesse for fri software indtil videre været meget begrænset.

Videnskabsministeriet afholdt fra 2005 og frem en række konferencer om “Open Source i det offentlige”, hvor deltagerne kunne høre om mange af de projekter med indførelse af fri software, der foregik i staten og rundt omkring i kommunerne. Bemærk formuleringen: “Open Source” i det offentlige. I Danmark har den offentlige debat om fordele og ulemper ved fri versus proprietær software indtil videre været helt centreret om begrebet “open source” med det heraf afledte fokus på tekniske fordele og økonomiske besparelser.

Begrebet “fri software” har været så godt som fraværende fra debatten. Dette har blandt andet haft den konsekvens, at der ikke er plads til at tale om, at fri software kan være at foretrække uafhængigt af de tekniske og økonomiske fordele. Men faktisk er der mange fordele ved fri software også i situationer, hvor det viser sig at være både teknisk dårligere og dyrere at bruge.

Situationen i Danmark er imidlertid speciel i så henseende. I de spansktalende lande er “open source”-begrebet for eksempel ikke helt så udbredt, som det er i den engelsktalende verden og altså også i Danmark. Her taler man mere om “software libre”. Andre steder er det ikke så meget “enten/eller” som “både og”, og såvel EU-kommissionen som den sydafrikanske regering har udsendt rapporter om fordelene ved “FOSS” eller “FLOSS”, hvilket er forkortelser for henholdsvis “Free/Open Source Software” og “Free/Libre Open Source Software”.

Brugen af ordet “libre” i forkortelsen FLOSS har til hensigt at klargøre, at der med “free” ikke tænkes på gratis software, men netop på software, som brugeren har friheden til at bruge, undersøge, ændre og videregive. Den sydafrikanske regering udgav i år 2000 en rapport ved navn “Open Software and Open Standards in South Africa”, der lagde lige så stor vægt på den intellektuelle frihed som på de økonomiske aspekter.

Denne rapport forklarer fordelene ved fri software i form af en række scenarier, der skal understrege, hvad der kan opnås ved den frihed, som fri software giver. I et af disse scenarier fortælles om en skolelærer, der ikke har råd til at sætte et computerrum op, fordi der ikke er penge til Windows-licenser eller undervisningsprogrammer. Det ender med at gå op for hende, at Internetadgang og fri software er alt, hvad der skal til, for at få eleverne i gang.

Funeka is a schoolteacher with a mission: to give her dusty, rural school the very best. She launches a campaign to build a computer lab and approaches various businesses for help. To her delight, one company donates 20 computers that are being replaced, but the company will keep all their software licenses for their new machines. She also has to find her own educational software.

Delight turns to horror when she discovers that it will cost many thousands of Rand for software licenses, including licensing the educational software the dealer tells her she needs. To make matters worse, casual inspection reveals that the content is geared to American schools, using unfamiliar baseball metaphors and the like.

Meantime, Funeka’s students have been doing some legwork of their own. They have contacted a young IT company that has offered to network the computers and connect them to the Internet. When the company’s network guru calls by and finds computers with no software, she installs Linux and associated free software on all of them, sets up the network and Internet connection and even gives the students a preliminary driving lesson on using the software and surfing the Internet.

While Funeka agonises over raising a software budget, the students spend many days probing, exploring and discovering new things. Within a short time they have learned to do creative projects by searching the Internet and sending email around the world for facts they can' find in the tiny school library. Using tools and examples from other Web sites, they soon start designing their own school Web site and developing content like a Web-based newspaper covering school and local community issues.

When she learns of all this, Funeka is amazed at the creativity of her students, and decides that her original idea of what computers should do is completely wrong. She had thought of the computer as just another passive medium of instruction.

Funeka quickly adapts to this awakening, and promptly arranges a session on the Internet – given by her students to members of staff. They are all amazed that all this has happened without the school having to pay a cent in software licenses.

They also heartily approve when the students explain their plans to design a community resource for guided access to government Web sites. The one concern the students have is that they are often unable to read files downloaded from government sites. The problematic files are in a format that requires proprietary software to read.

I Danmark kan eleverne i folkeskolen tilsvarende risikere at finde ud af, at de lektier, de laver derhjemme i et frit program som f.eks. LibreOffice ikke kan læses i skolen, hvor computerne kun bruger Microsoft Office. Den frihed, der kommer af, at man har valgt fri software til skolens computere, fordi det er fri software, har børn endnu ikke her i landet.

I et andet eksempel beskrives en ung akademikers beslutning om at stille resultaterne af sin forskning til rådighed som fri software, så den kan gavne så mange og så meget som muligt:

Sipho has good reason to be pleased with himself; he has just submitted a groundbreaking PhD thesis at a leading South African university. Using advanced concepts in mathematics and physics, his thesis, “QVM: the Quantum Virtual Machine”, proposes an ingenious algorithm to speed up the conventional PC beyond the wildest dreams of classical wisdom.

QVM will make light of computer resource hungry fields like environmental and climate modelling, determination of protein structure and function, discovery of new drugs, complex industrial simulation and design etc. It will also lead to a host of completely new applications that inevitably accompany such a major computational advance.

Sipho cannot wait to publish a paper in a high impact international journal giving full details of QVM principles and design. He also intends to place a full software implementation on the Internet, allowing anyone to download and use it on a standard PC. No license fee, no royalties. They can use the software as they please –learn from it, modify it – as long as they do not repackage and sell it for private commercial gain and attempt to stop others from using the free distribution.

His friends are horrified – he could license QVM to a global computer company and make a fortune. The university is horrified – it could license QVM to a global computer company and make a fortune. His supervisor is horrified...

But Sipho stands his ground. He firmly believes in the freedom (or should that be obligation?) to publish academic work supported by public funds – software included. His own research benefited immensely from the use of software distributed under similar conditions. He is also mindful of a moral obligation to seek the greatest economic gain for the country from publicly funded research. But this only strengthens his resolve. He is convinced that greater benefit can accrue to South Africa’s scientific and economic fortunes through his suggested route than by surrendering such a major scientific breakthrough wholesale to any single company, whether it is foreign (almost certainly) or local.

“Is he very foolish or simply ahead of the game, like he is in his research?” his friends puzzle. “Is he really acting in the country’s best interest or is he a well-meaning but naïve academic?” wonders the inquiring public. “Should a man like this even be allowed a choice on the matter?” fumes the university’s deputy vice chancellor for research.

Det grundlæggende princip inden for akademisk forskning er, at man offentliggør sine resultater, så andre forskere kan verificere dem og bygge videre på dem. Den naturlige parallel til dette inden for udvikling af software – og ikke mindst inden for udvikling af software til brug i forskning og andre akademiske sammenhænge – er, at programmerne stilles til rådighed sammen med deres kildekode under en passende licens, som for eksempel kan være GPL eller en BSD-lignende licens. For en mand i Siphos situation vil GPL være passende, eftersom han ikke ønsker, at store private firmaer skal kunne bygge proprietære systemer og tjene masser af penge på dem, som om hans kode var deres egen.

Den sydafrikanske regeringsrapport fortsætter med at anbefale udbredt anvendelse af fri software i undervisningssystemet, i erhvervslivet og på alle niveauer inden for det offentlige. Hvad erhvervslivet angår, er fri software især interessant, fordi det giver helt særlige muligheder til små og mellemstore virksomheder, for hvem det kan være en uoverkommelig opgave at etablere sig med den IT-infrastruktur, der skal til. Ikke mindst softwarelicenser kan være en kolossal udskrivning, når 10 eller 50 medarbejdere skal udstyres med licenser til det nyeste regnskabs- eller kasseprogram. Ved brug af fri software elimineres alle udgifter til softwarelicenser, og friheden til at bruge og tilpasse programmerne efter behov gør det meget nemmere at tilpasse systemerne til den enkelte virksomheds behov. Fraværet af softwarelicenser har naturligvis ekstra stor betydning i et land som Sydafrika, hvor entrepenører ofte har flere ideer, end de har penge. For de helt store virksomheder har udgifterne til softwarelicenser sjældent den store betydning, mens det for en mindre virksomhed kan være afgørende at kunne få fat i de programmer, der er brug for og komme i gang med arbejdet. I et land som Sydafrika er små og mellemstore virksomheder vigtige for den økonomiske udvikling, så en uhindret adgang til fri software af høj kvalitet er af stor betydning for landets fremtid.

Også i Danmark har Digitaliseringsstyrelsen i perioder anbefalet en stigende brug af “open source”. Som tidligere antydet holder anbefalingen sig inden for, hvad der opfattes som foruddefinerede “økonomiske realiteter”. Man har desværre kun i begrænset omfang talt om, hvorvidt almindelige brugere, virksomheder, offentlige myndigheder og kunder i det hele taget måske gjorde klogt i at forlange adgang til fri software på alle niveauer.

Dette uddrag fra min kommende bog om fri software er — dog let revideret og tilpasset — skrevet i 2011-12 og bærer præg af at være fra en tid, hvor vi stadig kørte de fleste programmer lokalt, på vores egne computere. Det var derfor også en tid, hvor det stadig kunne undre os, at firmaer som Microsoft eller Google virkelig kunne læse alt hvad vi skrev og slette vores data efter behag. Desværre er tech-giganternes ekstreme kontrol over vores data og vores fysiske computere ikke blevet den mindste smule mindre drakonisk. Ja, nedenstående kan virke “naivt” i en tid, hvor Microsoft pønser på at tage skærmdumps hvert 3. sekund og uploade til sine egne servere, men hovedargumentet er stadig lige så relevant nu, som det var dengang.

Og alternativet, at bruge et frit styresystem på både computer og mobiltelefon, lige så oplagt — og en hel del lettere.

Hvem ejer din computer?

Hvem ejer din computer? Det mener du formentlig, at du selv gør. Den er trods alt købt og betalt, og du har måske stadig en kvittering til at bevise det med, hvis den skulle gå i stykker eller blive stjålet. Du kan altså gøre med den, hvad du vil. Hvis det er en stationær copmuter, har du måske allerede haft den åbnet for at sætte mere RAM eller et nyt TV- eller grafikkort i. Hvis du har lyst og flair for elektronik, kan du skille den ad og samle den igen for at finde ud af, hvordan den virker.

Det er lidt, som hvis du har en bil og kommer hjem med den fra værkstedet og synes, du hører en underlig bilyd, når motoren går i tomgang. Der er vist et eller andet, der ikke er helt, som det skulle være? Hvis du har forstand på motorer, kan du åbne køleren, lokalisere den møtrik, der ikke var spændt ordentligt fast eller den drivrem, der ikke var ordentligt justeret, og ordne det. Hvis du ikke har forstand på den slags, kan du få en bekendt til at se på det, eller du kan køre hen på det nærmeste værksted for at få en professionel til at klare det. Alle disse ting står det dig fuldkommen frit at gøre, fordi det er din bil. Mange mennesker elsker den slags arbejde og kan bruge lang tid på at skille deres motorcykler ad og møjsommeligt rense, pudse, polere og smøre hver evig eneste møtrik.

Alle disse ting kan du også gøre ved en almindelig stationær computer. Alle dens elektroniske kredsløb tilhører dig og dig alene, og du kan udskifte og reparere dem præcis, som du har lyst. Hvis du ikke har så meget forstand på elektronik, kan du stikke lidt med en skruetrækker eller ødelægge en kondensator hist og her for at se, om du kan regne ud, hvordan det hele virker ud fra den måde, hvorpå det går i stykker. Det sidste virker ikke særlig konstruktivt og kan give problemer med garantien, men der kan ikke være nogen tvivl om, at du har lov til at gøre disse ting ved en computer eller en bil, som du ejer.

Ved en computer stopper denne ret imidlertid, så snart vi går fra de elektroniske kredse til de logiske sekvenser af bits og bytes, der får computeren til at gøre det, den skal – med andre ord, så snart vi går fra hardware til software. Hvis du har en af de computere, der er flest af, nemlig en PC med Microsoft Windows installeret, ophører din ret til at pille ved computeren og bestemme over, hvordan den virker og hvad den egentlig gør, så snart du begynder at interessere dig for, hvad de indbyggede programmer gør på dine vegne, når du tænder computeren.

Disse styresystemer og de medfølgende programmer har du nemlig fået stillet til rådighed som del af en licensaftale. Af betingelserne i den aftale fremgår som regel, at du ikke har købt programmet, du har kun erhvervet dig en licens til at bruge det. Denne licens forbeholder producenten sig ret til at tilbagekalde, hvis det vurderes, at din brug af programmet strider mod de betingelser, der er angivet i licensen.

Blandt disse betingelser er som regel, at du ikke må forsøge at finde ud af, hvordan programmerne virker, det være sig ved at studere den binære kode eller ved reverse engineering; at du ikke må foretage “konstruktive ændringer” af programmerne, der kunne få dem til at køre bedre eller hurtigere; og at du i hvert fald slet ikke må videregive hverken ændrede eller ikke-ændrede versioner til andre. Det udleverede eksemplar af programmet er kun til eget brug.

Hvis du har fået et defekt eksemplar, kan du trøste dig med, at producenten ikke garanterer, at produktet er fejlfrit eller overhovedet kan bruges til noget som helst formål. Hvis der sker skade på grund af det fejlbehæftede program, lover producenten at udbetale erstatning op til, hvad det koster at levere programmet igen. Hvis det defekte tekstbehandlingsprogram, der fulgte med Windows, har spist dine skatteregnskaber for de sidste ti år og Århundredets Store Danske Roman, som du skulle til at sende til forlaget i morgen og ikke har sikkerhedskpi af, vil producenten (måske) sende dig en ny CD, så du kan geninstallere programmet. Men du kan ikke få at vide, hvad der gik galt, og du kan ikke få producenten til at rette fejlen (medmindre du har en meget klar support-aftale). Du kan ikke selv forsøge at finde og rette fejlen, som du kunne, hvis det var en bil eller motorcykel, det drejede sig om. Det kan slet ikke lade sig gøre at “tage computeren på værksted” og få ordnet det defekte program. Eftersom der ikke er adgang til kildekoden, og eftersom der tydeligt står i licensbetingelserne, at det ikke er tilladt at forsøge at ændre i programmet eller regne ud, hvordan det virker, er det både umuligt og ulovligt for en tredjepart at hjælpe dig med at få programmet og dermed din computer til at virke mere hensigtsmæssigt.

Gør det noget, at licensbetingelserne for de fleste computerprogrammer er så rigide? Som almindelig bruger er du alligevel afskåret fra selv at ændre i de programmer, vores computer kører. En del af svaret er, at det, du gør, når du sidder og arbejder ved din computer, er det, som programmerne gør. Du har vænnet dig til, at én tastekombination gemmer filen, mens en anden sætter teksten i kursiv og en tredje sletter den, men du ved ikke som regel ikke, hvordan programmet gør disse ting. Du ved derfor heller ikke, om de samtidig gør noget andet, som du ikke ville bryde dig om, hvis du vidste det.

En af de mere paranoide udgaver af denne bekymring er, at dit email-program kunne sende en kopi af alle udgående mails til Microsoft, der så bruger dem til at træne deres “AI”-robotter med. Det burde Microsoft selvfølgelig ikke gøre uden at spørge os om lov, men hvordan ved vi, at de ikke gør det?

Vi kan ikke bare kan få nogen til at kigge programmet igennem og forvisse os om, at det ikke er ude på nogen af den slags hundekunster. Her er vi tilbage ved udgangspunkter fra før: Det er umuligt for os vide, hvordan programmet helt præcist virker, eftersom vi ikke har adgang til dets kildekode, og ifølge licensaftalen med producenten er det ulovligt for os at forsøge at finde ud af det. Vi kan desværre let finde eksempler på problemer ved de proprietære licenser, der er mindre paranoide og mere jordnære.

Lad os for eksempel antage, at et firma har brug for at hemmeligholde vigtige forretningsdokumenter, som derfor aldrig må gemmes i ukrypteret form. Ved altid at kryptere sikrer man, at kun autoriserede brugere har mulighed for at læse dokumentet, også selv om det skulle komme forkerte steder hen, for eksempel via en email. Firmaets ledelse plejer derfor at udveksle denne type dokumenter på et netværksdrev, som alle har adgang til.

En dag finder man ud af, at tekstbehandlingsprogrammet altid lægger en kopi af det dokument, man arbejder med, i en midlertidig fil ved siden af selve dokumentet. Denne kopi er ganske vist “skjult”, så man skal slå “Vis skjulte filer og mapper” til for at få den at se, men den er der altid, så længe filen er åben. Hvis tekstbehandlingsprogrammet ikke bliver lukket ordentligt ned, for eksempel, fordi brugeren slukker sin computer uden at lukke alle programmerne eller fordi forbindelsen til netværksdrevet ryger, bliver filen liggende, og det uden at være krypteret. De oplysninger, der egentlig var forbeholdt en lille kreds i firmaets øverste ledelse, kan pludselig læses af alle med adgang til netværksdrevet eller til harddisken på en computer, hvor et sådant dokument engang har været åbent. Programmet har med andre ord et alvorligt sikkerhedshul. Hvad gør man? Den umiddelbare løsning ville være at sætte nogen til at kigge i programmets kode, finde det sted, hvor filens indhold bliver skrevet til en midlertidig fil, og få det til at lade være med at gøre dette, hvis filen er krypteret. Hvis man ikke har nogen i huset, der kan lave denne ændring, kan man betale nogen udenfor for at gøre det. Denne løsning er helt oplagt og forholdsvis let at udføre i en verden, hvor du som bruger helt naturligt har adgang til at undersøge og ændre de programmer, du bruger i det daglige.

Hvis programmet er et proprietært tekstbehandlingsprogram som for eksempel Microsoft Word, er der ikke nogen sådan mulighed. Firmaet kan ændre sine sikkerhedsprocedurer, men hvis de gerne vil have tekstbehandlingsprogrammet til at lade være med at gemme midlertidige kopier af krypterede filer, er de nødt til at rette henvendelse til producenten og håbe det bedste. I bedste fald vil producenten betragte fejlen som et vigtigt sikkerhedsproblem, og i så fald kan den, om alt går vel, blive rettet i forbindelse med en sikkerhedsopdatering inden for tre til seks måneder. I næstheldigste fald vil producenten skrive fejlen på listen over ting, de gerne vil have rettet i næste version af programmet. I værste fald får kunden at vide, at det kan man desværre gøre noget ved. Producenten har andre kunder, der har vigtigere problemer og ikke mindst nye produkter, der skal gøres færdige.

Uanset, hvordan den aktuelle producent nu arbejder er pointen, at det ikke er op til kunden, hvordan de kan løse deres sikkerhedsproblem. De har ikke adgang til programmets kildekode, og selv om de havde, ville det efter licensbetingelserne være ulovligt for dem at forsøge. Kunden er som afhængig bruger prisgivet producenten. Så, hvem ejer nu dette firmas computere?

Det gør det vel som antydet selv – men et andet svar er, at hvis dette firma ønsker, at dets medarbejdere skal bruge det tekstbehandlingsprogram, som de har indkøbt i dyre domme og måske er helt afhængige af, så er det producenten, der bestemmer, hvad der foregår på firmaets computere, når programmet afvikles. Hvis programmet kører rimeligt stabilt og uden sikkerhedshuller, er det sikkert udmærket, og dog: Er det virkelig stadig firmaets egne computere, når de har været nødt til at frasige sig kontrollen over dem for et enkelt programs skyld? Hvis producenten nægter at anerkende fejlen eller i værste fald er gået konkurs, risikerer aftageren – hvad enten det nu er et firma eller en privatperson – at stå med et program, hvis fejl ikke kan rettes og hvis virkemåde og eventuelle sikerhedshuller, man ikke har mulighed for at gøre noget ved. Hemmeligholdelsen af et computerprograms virkemåde og forbudet mod selv at undersøge det og måske ændre på det kan altså udgøre et reelt praktisk problem. Den omstændighed, at det reelt er leverandøren af et proprietært program, der bestemmer, hvad der foregår på en brugers computer, kan også give anledning til interessekonflikter. En sådan kan for eksempel opstå, hvis leverandøren ikke helt stoler på brugerne og indfører en kontrolprocedure, der skal lukke brugere, der mistænkes for ikke at have betalt for produktet, ude.

Et eksempel er de automatiske opdateringer til Microsoft Windows. I en Windows-installation anbefaler systemet altid, at man som standard sætter disse opdateringer til at foregå automatisk. Det vil sige, at systemet helt af sig selv henter opdateringerne fra Microsofts hjemmeside og installerer dem uden at underrette brugeren om det, før computeren eventuelt skal genstartes for at fuldføre installationen.

Microsoft anbefaler, at man altid vælger automatiske opdateringer, fordi man så altid er helt á jour med de nyeste sikkerhedsopdateringer. Det er nemlig vigtigt, at en Windows-computer er rustet til at klare sig i den stadige kamp mod virus, trojanske heste, phishing-teknikker og russiske botnets. Men det forudsætter selvfølgelig, at brugeren kan stole på, at det vitterlig kun er vigtige sikkerhedsopdateringer, der installeres ad den vej. 25. april 2006 begyndte Microsoft at installere et nyt program gennem de automatiske opdateringer, der hedder Microsoft Genuine Advantage. Microsoft Genuine Advantage (WGA) er dog ikke et program, der gavner brugeren eller overhovedet gør noget, der kan være til nytte for ham eller hende. Microsoft Genuine Advantage er en validering, der går ind på en central server og checker, at denne Windows-installations produktnøgle er ægte. Under denne første udrulning fejlede valideringen imidlertid ret ofte.

Den umiddelbare konsekvens af denne “opgradering” blev, at tusindvis af brugere med helt lovlige versioner af Windows XP fik advarsler, der beskyldte dem for at have piratkopieret systemet. Programmet opfordrede dem til at bringe sagen i orden ved at erhverve sig en Windows-licens – hvilket de så måtte forsøge at forklare Microsofts kundesupport, at de allerede havde. 25. august 2007 gik de centrale WGA-servere ned, og hundredetusinder af brugere – alle, som forsøgte at tænde en Windows XP- eller Windows Vista-computer med adgang til Internettet – fik markeret deres eksemplar af Windows som en piratkopi og blev præsenteret for en “reduceret funktionalitet”, hvor vigtige funktioner var slået fra, indtil brugeren havde bragt sagen i orden. Spørgsmålet om, hvem der ejer din Windows-computer er altså ikke så enkelt at besvare. Selve den fysiske maskine er stadig din, men Microsoft forbeholder sig til hver en tid retten til uden varsel at få den til at holde op med at virke eller slå vigtige funktioner fra. Selve computeren er ganske vist din, men programmerne tilhører deres producent. Hvis producenten ønsker, at programmerne skal gå ind på producentens servere og overføre oplysninger om dit system og filsystem, før de får lov til at gøre noget fornuftigt, så er det ikke noget, du som sådan bruger blande dig i.

Noget lignende er flere gange sket med Apples iPhone, der markedsføres som en telefon, men først og fremmest er en håndholdt computer. En af de indbyggede begrænsninger i denne computer har fra starten været, at man i modsætning til de fleste andre avancerede mobiltelefoner ikke kan vælge vilkårlige lyde eller MP3-filer som ringetoner. Man kan altså ikke tage en sang fra en CD og bruge som ringetone eller gøre en hvilken som helst anden lyd, man selv har optaget eller downloadet på internettet, til ringetone. Ringetoner til en iPhone skal autoriseres af Apple, hvorefter man kan hente dem via Apples online-forretning iTunes.

Et software-firma ved navn Ambrosia så et potentielt marked og skabte et program, som de kaldte iToner. Med iToner installeret på sin computer kunne man nu tage en hvilken som helst lyd, lægge den over på sin iPhone og bruge den som ringetone. Det syntes Apple var en dårlig idé. Det er jo ikke for sjov, de har gjort det umuligt for folk selv at installere deres egne “uautoriserede” ringetoner, det er for at tjene penge på at sælge dem via iTunes. Næste gang, Apple udsendte en software-opdatering til sin iPhone, sørgede man ved samme lejlighed for at slette alle uautoriserede ringetoner, som brugeren havde installeret ved hjælp af iToner. Hvem tilhører din computer, hvis det er en iPhone? Selve den fysiske genstand tilhører måske stadig dig selv; men hvis du gerne vil have opdateret de programmer, der kører på den, forbeholder Apple sig retten til at undersøge dine filer og fjerne de ting, de ikke bryder sig om.

Den allestedsnærværende bog- og alt-muligt-andet-handel Amazon tager lignende forbehold, hvad angår de bøger, de sælger til deres e-bogs-læser Kindle. Amazon Kindle er et af mange forsøg på at løse et alvorligt logistisk tid i disse fagre internet- og e– og i– alt-muligt-tider. Med internettets udbredelse og i betragtning af, at en stor del af alle de bøger, der nogensinde er skrevet frit kan lægges på nettet, fordi ophavsretten er udløbet, er det muligt at finde flere og flere bøger på nettet. De fleste har dog nok erfaret, at en ting er at downloade en bog, noget ganske andet er at læse den på en computerskærm. En stationær computer med skærm er som regel anbragt ved en kontorplads, hvor det er temmelig upraktisk at sidde i flere timer i samme stilling og kigge i samme retning, som man egentlig er nødt til for at læse en bog af en vis længde. En bærbar computer løser noget af problemet, men også den er for uhåndterbar, til at man kan sidde med den og tage den med sig på samme måde, som man kan med en bog. Hvis den bærbare er en tablet-PC, begynder det at hjælpe på det. Men selv da er de fleste bærbare computer for tunge og løber for hurtigt tør for batteri. Mange ender derfor med at printe bogen ud. Men en stabel A4-ark er ikke ret meget mere læsevenlig end et vindue på en skærm, og udgiften til toner og papir vil næsten altid være dyrere end at købe et fysisk eksemplar af bogen. Det, der egentlig er brug for, er en tingest cirka på størrelse med en bog, der vejer meget lidt og kan køre flere dage på en opladning. Dette er stikordet for Amazons Kindle og en hel generation af konkurrerende e-bogslæsere. Det spørsmål, som vi gerne vil rejse i den forbindelse, er det sædvanlige: Hvem ejer din Kindle og de e-bøger, der ligger på den? Og selvfølgelig er svaret ikke helt, som vi kunne have ønsket.

Den 16. juli 2009 opdagede hundredevis af mennesker, at nogle af de elektroniske bøger, som de havde købt fra Amazon og havde til at ligge på deres Kindle, var blevet fjernet. Amazon havde nemlig haft en uoverensstemmelse med bøgernes udgiver, så den aftale, de troede de havde, var blevet trukket tilbage. Amazon udsendte derfor en opdatering til alle de berørte Kindles, der fjernede kundens eksemplar af de pågældende bøger. De berørte kunder modtog i stedet en email, der oplyste, at de havde fået pengene tilbage for bøgerne, eftersom Amazon alligevel ikke havde set sig i stand til at sælge dem. Situationen er ikke uden paralleller i den almindelige forlagsbranche: Det er før sket, at et forlag har udgivet for eksempel en engelsk bog i USA blot for at finde ud af, at der havde været en misforståelse, og rettighederne alligevel ikke var faldet helt på plads. I sådanne tilfælde kan forlaget i værste fald være nødt til at trække bogen hjem fra boghandlerne og destruere restoplaget. Fremgangsmåden med de bøger, der allerede havde solgt til Amazons Kindle, svarede dog nærmere til, at forlæggeren brød ind hos hver enkelt kunde, fjernede bogen fra natbordet eller bogreolen og lagde kr. 49,95 som refusion af købsprisen. Hændelsen vakte stor vrede hos Amazons kunder, ikke mindst på grund af følelsen af, at Amazon havde rakt ind i folks private rum og taget noget tilbage, som kunderne allerede havde en klar bevidsthed om at eje. Folk følte sig krænket, og den almindelige mening i aviser og på hjemmesider og blogs var, at Amazon havde begået en alvorlig fejl. Køberne havde jo skyld ingen skyld i Amazons konflikt med rettighedshaverne. Den oplagte løsning ville have været at aftale en erstatning for de fejlagtigt solgte eksemplarer med forlaget i stedet for at fjerne dem fra kundernes private elektroniske bogsamlinger.

Hos Amazon gjorde kritikken indtryk, og allerede den 23. juli 2009 (kun en uge efter, at de første rapporter om fadæsen kom frem) udsendte Amazons grundlægger og administrerende direktør Jeff Bezos en undskyldning:

Our “solution” to the problem was stupid, thoughtless, and painfully out of line with our principles. It is wholly self-inflicted, and we deserve the criticism we've received. We will use the scar tissue from this painful mistake to help make better decisions going forward, ones that match our mission.

With deep apology to our customers,

Jeff Bezos Founder & CEO Amazon.com

I en artikel i online-tidsskriftet Slate (http://www.slate.com/id/2223214/) rettede journalisten Farhad Manjoo dog en noget mere fundamental kritik mod Amazon og dets håndtering af sagen. Problemet var ikke kun, fastslog han, at Amazon havde valgt denne noget hårdhændede og krænkende måde at løse sine retslige problemer i forhold til udgiveren på. Det egentlige problem er, at Amazon overhovedet kunne.

Man forstår hans synspunkt, når man hører, hvilke bøger, hele balladen egentlig drejede sig om: Ved en underlig skæbnens ironi drejede det sig om George Orwells Kammerat Napoleon og 1984.

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software fortæller jeg om, hvordan Lawrence Lessig i sin tid grundlagde Creative Commons for at skabe en infrastruktur, hvor enhver form for kulturel produktion — tekster, billeder, musik, videnskabelige artikler, you name it — frit kan deles. Creative Commons-licenser er i dag overalt — i Wikipedia, i alverdens videnskabelige artikler og publikationer, i billedkunst og musik. I det følgende vil jeg fortælle om de enkelte licenser og som eksempel på den enorme indflydelse, ideerne om fri software og fri kultur fik fra 2004 og frem, fortælle om deres betydning i den periode, hvor Gilberto Gil var kulturminister i Brasilien.

Creative Commons, kulturen som et praktisk og juridisk fællesskab

Der, hvor bevægelsen for fri kultur for alvor minder om bevægelsen for fri software er i erkendelsen af, at myndighederne og lovgiverne ikke har tænkt sig at gøre noget for at ændre hverken på lovgivningen om ophavsret eller på den stramme tolkning af den, der er udbredt ved domstolene i de fleste vestlige lande. Hvis der skal gøres noget for at sikre, at det igen bliver muligt at bruge og genbruge kunstværker, er der ikke tid til at vente på, at den danske lov om ophavsret og den tilsvarende lovgivning overalt i verden (der er reguleret af en række internationale konventioner, der varetages af FN-organisationen WIPO) bliver ændret, så den passer til det 21. århundredes virkelighed. Fans og “alternative” kunstnere har i mange år vist deres modstand mod den etablerede underholdningsindustri ved at afstå fra den ophavsretslige beskyttelse af deres værker, som de ellers har krav på.

Richard Stallman blev inspireret til sit copyleft-begreb, da han fik tilsendt en science fiction-roman fra et uafhængigt forlag med påskriften: “Copyleft xxx, 19xx. All rights reversed.” En velkendt og mindre “oprørsk” variant er vendingen: “Eftertryk med udtrykkelig kildeangivelse tilladt”. Denne påskrift bruges ofte af mindre tidsskrifter, der gerne vil have deres budskab ud, men også gerne vil nævnes, hvis nogen bruger en af deres artikler. Andre supplerer kravet om kildeangivelse med et krav om, at deres artikler ikke må gøres til genstand for kommerciel udnyttelse. En sådan afståelse af ophavsret over et værk udgør begyndelsen på den form for “fri kultur”, som den skærpede ophavsretskultur og ikke mindst de strenge regler for kopibeskyttelse er ved at undergrave. Problemet med sådanne små forklaringer på pladecovers, hjemmesider og i bøgers og tidsskrifters kolofoner er, at de ikke er spor ensartede og ofte strider mod hinanden.

Det, som udmærker fri software, der reguleres af betingelserne i GPL, er at al software, der udgives under disse vilkår og samtidig lægges til fri download på en dertil indrettet hjemmeside som savannah.gnu.org eller github.com, hermed bliver del af en fælles pulje, som det står alle frit for både at bruge og at bidrage til. Betingelserne i GPL sikrer, at alle bidrag forbliver i puljen. Hver gang, du frigiver et nyttigt program under GPL, sætter du i virkeligheden programmet ind på en konto i en fælles softwarebank, som du stiller frit til rådighed for alle interesserede. Denne fælles pulje opstår netop, fordi skabere af fri software afstår fra en del af deres ophavsret ved at give andre tilladelse til at ændre og videregive deres værk, samtidig med at de gennem GPL insisterer på et andet aspekt af deres ophavsret, nemlig deres ret til at stille betingelser for denne tilladelse. Som jurist fandt Lawrence Lessig konstruktion meget inspirerende. Det er nemlig den samme ophavsret, der regulerer computerprogrammer, som regulerer alle former for kunstværker. Hvis det er muligt at skabe en fælles pulje af fri software ved at afstå fra passende dele af ophavsretten, kan man også skabe en fælles pulje af frie kunstværker; altså af værker, som er frie i den forstand, at man frit kan videregive dem og bygge videre på dem på samme måde, som man kunne før det 20. århundredes ophavsretsfundamentalisme. Lawrence Lessig byggede i 2001 sammen med Hal Abelson og Eric Eldred videre på denne idé og grundlagde organisationen Creative Commons, der er en non-profit-organisation, der har til formål at skabe et juridisk grundlag for et frit kulturliv.

Den stærke påvirkning fra bevægelsen for fri software viser sig især ved, at hovedstammen i Creative Commons' bud på en fri kulturel infrastruktur er juridisk, nemlig de såkaldte Creative Commons-licenser. Inden for ophavsretten havde man hidtil kun haft to egentlige kategorier og en stor gråzone af særlige vilkår. Et værk kan være omfattet af ophavsretten, eller det kan være udløbet og frit tilgængeligt for alle. Rettighedshaveren kan opbløde dette med små, vedhæftede betingelser som “gengivelse med kildeangivelse tilladt”, “gengivelse i ikke-kommercielle sammenhænge forbudt”, “må kun gengives i sin helhed”, og så videre. Creative Commons-bevægelsen forsøger at formalisere denne gråzone af særlige betingelser ved at indføre nogle få licenser med en gennemarbejdet og juridisk holdbar formulering. Formålet er netop at indfange mange af de betingelser, skabende kunstnere og andre “kulturarbejdere” kan ønske at pålægge brugeren af deres værker. Creative Commons-licenserne består grundlæggende af tre “moduler”, som frit kan kombineres og derved give forskellige grader af ophavsretslig beskyttelse.

Det mest elementære af disse moduler er “By” (på dansk: “Af”) og udsiger, at ophavsmanden gerne vil krediteres for sit værk. Dette er for eksempel en passende betingelse for en videnskabelig artikel, som forfatterne som regel gerne ser læst og citeret så vidt og bredt som muligt. Det næste “modul” handler om, hvorvidt det er tilladt at lave afledte værker. Ved en ren “By”-licens har man ret til at videregive værket i den form, man har lyst til, så længe man husker at kreditere ophavsmanden. Dette kan være problematisk af to grunde: Dels ønsker opretshaveren måske at kontrollere, i hvilken form værket bliver videregivet til andre, og dels betyder det, at andre kan påberåbe sig ophavsretten over et afledt værk, så ikke engang den oprindelige kunstner har lov til at bygge videre på det. Den mest simple betingelse, man kan pålægge fra dette modul, er “No-Derivatives”. Dette betyder, hvad navnet siger: Ingen afledte værker. Dette er en naturlig betingelse for politiske artikler, som forfatteren nok gerne ser udbredt, men som man på den anden side let kunne manipulere til at udsige en helt anden mening end den oprindelige.

Kunstnere, der er indstillet på at lade andre bygge videre på deres værker, men som ikke kan acceptere, at deres egen “andel” i det afledte værk herved går tabt, kan i stedet vælge at lægge en “Share-Alike”-licens på deres værk. Dette har en effekt, der minder om anvendelsen af GPL på software. Det betyder, at du er velkommen til at remixe og transformere denne sang, tegning, fotocollage eller artikel præcis, som du har lyst til, men det resulterende værk skal gives videre til andre på de samme betingelser. Det tredje og sidste af de grundlæggende Creative Commons-moduler handler om muligheden for at tjene penge på et værk.

En musiker, der brænder for sin musik og gerne vil have, at den bliver hørt af så mange mennesker som overhovedet muligt, kan udgive den til fri afbenyttelse på free.fm, jamendo.com, SoundCloud eller en anden af de mange udmærkede musikdelingstjenester. Han vil nok gerne have, at folk, der downloader hans musik, får at vide, hvem han er og videregiver musikken som den er og uden at pille ved den. Der er altså tale om et tilfælde, hvor en Creative Commons “By-No Derivatives”-licens vil passe perfekt.

Men nogle musikere vil også gerne kunne leve af deres musik. Hvis andre får lov til at sælge eller videreformidle musikken på en måde, så de tjener mange penge på det, kan de i værste fald udkonkurrere ophavsmanden selv. I en sådan situation vil kunstneren overveje at udvide licensen med betingelsen “Non-Commercial”. Det betyder, at værket ikke må bruges erhvervsmæssigt uden kunstnerens tilladelse. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om den, der bruger værket erhvervsmæssigt, faktisk tjener penge på det. Det afgørende er, at der er tale om en sammenhæng, hvor man normalt skulle betale for det.

Bemærk, at en betingelse om ikke-erhvervsmæssig brug er noget, som helt principielt adskiller fri kultur fra fri software. Det er et ufravigeligt krav i definitionen af fri software, at du skal have lov til at bruge programmet til et hvilket som helst formål og har lov til at videregive det uden nogen begrænsninger ud over dem, der fremgår af ophavsretten og licensbetingelserne, for eksempel GPL. Forskellen er her, at kunst netop er kunst, beregnet til underholdning, fordybelse eller nydelse. Kunst er vigtigt, men kan ikke siges at være en del af samfundets infrastruktur, som alle har krav på adgang til. Et krav om ikke-kommerciel brug er altså ikke en trussel mod en fri kultur eller et frit samfund, hvis det drejer sig om kulturelle produktioner – mens det netop risikerer at blive en trussel mod idealet om et frit samfund med en fri infrastruktur, hvis vi accepterer det for computerprogrammers vedkommende.

Kunst fremstillet under de forskellige Creative Commons-licenser udgør en fælled (betydningen af ordet “commons”) af produktioner, som kunstnere, musikere og forfattere kan trække på og arbejde videre på, når de ønsker at tage udgangspunkt i andre kunstneres arbejde på en måde, som ikke kan lade sig gøre med den traditionelle, centraliserede og gennemkommercialiserede musik- og filmindustris produktioner.

Lessigs kamp for en fri kultur også i en digital tidsalder er, som vi har set, meget inspireret af fri software-bevægelsens ideer om direkte aktion. I stedet for at vente på, at andre ændrer ophavsretslovgivningen, så vi atter får den samme frihed til at dele og skabe kulturelle produkter, som folk havde før år 1900, skaber vi en fælles pulje af værker, som kan bruges på denne måde; ganske som al software under GPL udgør en fælles pulje af fri software, som alle kan bruge og bygge videre på, præcis som de har lyst. Som sådan er det lykkedes bevægelsen for fri kultur at trænge langt igennem. I Brasilien tog landets daværende kulturminister, den berømte musiker Gilberto Gil, fra 2004 og frem initiativ til en række “kulturelle hot-spots”, hvor musikere og andre kunstnere kunne komme og få stillet faciliteter til rådighed til professionel produktion af deres værker, så de kunne dele dem med andre mennesker, primært andre brasilianere – og måske på den måde komme en lille smule nærmere gennembruddet.

Ved en tale ved firmaet Googles Zeitgeist-konference i 2008 beskrev Gil sin kulturpolitik og dens forbindelse til Creative Commons-projektet og kampen for en fri, brugerskab kultur med disse ord:

Since 2003, when I took office as Minister of Culture of Brazil, we have been looking into Digital Technologies as cultural phenomena.

We, at the ministry, have insisted on the strategic role of culture in policy making. This has obliged us to change radically the way to conceive of Politics, State, Society specially in relation to digital technology.

In politics and especially in governments, radical changes are only possible at specific historical moments. Through the insertion of Culture and cultural diversity as a policy making device in the political and managerial governmental equation, we offer society the opportunity to achieve radical change, step by step, using the day to day inputs of new industrial and social technologies, without the earthquakes of classical revolutionary action. If we look at the new digital possibilities we could easily conclude that they bring a built-in revolutionary device in themselves. Digital Culture initiatives can play a fundamental role in shaking away the inertia of the traditional politics that has secluded society from public life, generating a vacuum of critical political thinking and even producing cynicism, especially in governmental sectors. We need to aknowledge that traditional politics is failing in advancing democracy and social development. The conversion of the digital technologies has created around the Internet a totally peaceful revolution. A bottom up unrest, happening everywhere, which I see as a very positive sign of the rising of a non governmental political movement that I believe to be a direct and matured result of cultural and countercultural movements of our most recent history, in their increasing power to influence public policies.

It is the rise of a peer to peer culture. Peeracy!

What I see in Brazil and in many cuntries, is that these new contemporary political movements don't come from traditional politics. They don't depend totally on representative democracy anymore. On the contrary, they operate outside the electoral system and influence it to some degree. People are more and more eager to engage in politics in a new and proactive way. It seems to me that this collective unrest that can only be met by governments if they really understand the cultural diversity issues and peer to peer actions, and it's implications in the new model of development for the 21st century.

The 21st century technologies represent a huge challenge to regulations. The revolution generated by the convergence of digital technologies obliges us to reinvent the way we do almost everything. I believe that anybody with public responsibility should look into the digital distribution of Intellectual Property as the most direct and powerful way of democratizing knowledge in the history of mankind. But instead we see almost every formal institution insisting on bluntly calling the digital distribution “Piracy”.

We should rather be looking at new business models... and into a burst of freshness in the political regulatory analysis.

The work I have witnessed with the idea and practice of Digital Culture in the Ministry shows us that it is possible to have another form of consonance, somehow radical, I would even say, a “symbiosis” of the State with the civil society.

Many corporations and governments all over the world have positioned themselves conservatively and are trying to block the advance of these digital new possibilities. Every technical revolution creates a reaction like that. Digital distribution of intellectual property, if seen from the analogical perspective, represents a threat to business, security problems and a loss of social control. These perceptions are but momentary setbacks which shall soon be resolved. However, we must be ever vigilant as digital technology, like any other technology, can be used against individuals and society's interests. That's why I am sure we have not only to humanize, but also politicize these technologies, which means thoroughly discuss them and make them available to society and every citizen. Regulations should be there to insure freedom and open access to knowledge, not just for “business as usual” purposes.

I want to quote my friend Lawrence Lessig, a great contemporaneous thinker and activist; in his book CODE 2.0, he points out to the necessity of new forms of regulation to guarantee the new forms of freedom and human connectivity. Lessig defends the necessity of the presence of the state to guarantee that the internet survives into maturity with its radical social-innovation potential fully in place. For that (he points out) we have to discuss a new political understanding of governance. That if we want to guarantee the collective and emancipating existence of cyberspace, we need to come up with a brand new regulatory framework of thoughts otherwise these libertarian possibilities created by digital technologies will be amputated.

We have brought digital multimedia studios and access to the internet (peer to peer culture) to about 700 hundred grassroots communities all over Brazil.

Today, in Brazil we have traditional communities recording and publishing in the internet their songs or videotaping their work and culture. This burst of fresh air is unchaining new vital ideas, new innovative productions, generating a real empowerment process of an emerging creative society. This process is encouraging and inducing the formation of a network of new cultural multimedia producers in Brazil, a network which will soon be consolidated into a new generation of authors and artists.

This experience with digital technologies in the Pontos de Cultura, the Hotspots, made possible a symbolic exercise, a dialogue between socio-cultural grassroots communities with digital new concepts and contemporary languages. This very rich process begins when the communities, the new cultural producers, start networking and, by doing so, engage in a process of autonomy, free from government or any other control. The transformation starts when the kids in the communities recognize the digital technological devices as cultural performance tools, as a source of diversified references, as a platform for esthetic creation and re-symbolization of their experiences. In other words, social change starts when they understand cyberspace as a territory of their own, when they understand uploading before they ever heard of downloading when they start publishing. This is the exact moment when empowerment takes place. Sheer magic! I want to invite you all to come to Brazil next year to discuss these issues. We will be joining efforts with many institutions both governmental and from civil society as well as companies to thoroughly look into the perspectives of these new digital realities.

Det er tilladt at være en lille smule misundelig over, at det ikke er i Danmark, vi har haft en så begavet og visionær kulturminister.

I dette uddrag af min kommende bog om fri software skriver jeg om forbindelsen mellem fri software og den bevægelse for fri kultur, som juristen Lawrence Lessig grundlagde omkring årtusindeskiftet.

Denne bevægelse er grunden til, at vi i dag har “Creative Commons”-licenser, som lige præcis er inspireret af den type licenser, som beskytter fri software mod at blive “lukket inde” og gjort proprietær.

Dette er et større emne, og dette er det første af tre eller fire uddrag, som kredser om forholdet mellem fri software og fri kultur. Dele af nedenstående blev i let omskrevet form bragt som kronik i Information tilbage i august 2012.

Fri software og fri kultur

Den måske vigtigste aflægger af bevægelsen for fri software er bevægelsen for fri kultur, der i alt væsentligt er grundlagt af den amerikanske jurist Lawrence Lessig. Lessig er professor i jura ved Princeton-universitet og har i mange år og i adskillige bøger og foredrag talt for en langt mindre restriktiv fortolkning og formulering af lovgivningen omkring ophavsret. Bevægelsens formål er at skabe en juridisk virkelighed, der svarer til den kulturelle praksis, vi alligevel har og ikke mindst gerne vil have. Lessig formulerer sin kritik af nutidens “ufrie” digitale kulturliv med kraftig inspiration fra Richard Stallmans opgør med den ufrihed, som proprietær software og den hermed forbundne hemmeligholdelse af kildekoden pålægger brugeren. Faktisk er de to problemer intimt forbundne.

For eksempel har de store medieselskaber i årevis ønsket at udgive deres materialer med en teknologi, der hedder “kopibeskyttelse” (“Digital Rights Management” eller DRM på engelsk). Kopibeskyttelse af ophavsretligt beskyttet materiale – det kan for eksempel være en sang fra en CD, en DVD-film eller den bog, du er ved at læse netop nu – skal som navnet antyder forhindre brugeren i at kopiere og videregive materialet uden tilladelse, men det kan gå videre end som så. Kopibeskyttelsen er en kryptografisk indkapsling af materialet, som betyder, at leverandøren bestemmer, hvordan og hvor ofte du kan afspille eller tilgå det. Microsofts hedengangne MP3-afspiller Zune gjorde det for eksempel muligt at “låne” dine sange ud ved at lægge dem over på en vens Zune – men kopibeskyttet, så de kun kan afspilles tre gange. Efter tre gange har din ven ikke længere nogen gavn af sangen og kan lige så godt slette den. Det “beskyttede” materiale er krypteret og kan kun åbnes ved hjælp af en krypteringsnøgle, som styres af opretshaveren i samarbejde med producenten af den gadget, du ser eller hører materialet på.

Det interessante er her, at det materiale, som du har købt og betalt eller på anden vis er kommet lovligt i besiddelse af, er krypteret med en nøgle, der er installeret i din DVD- eller MP3-afspiller eller på din computer, for at beskytte det mod dig. Men eftersom krypteringsnøglen nødvendigvis må være på den maskine, du bruger til at åbne materialet med, er den egentlig allerede under din kontrol. Rent teknisk eller praktisk er der ikke noget til hinder for, at du finder nøglen og låser sangen eller filmen op én gang for alle, hvorefter du kan gøre med den, som du vil. Denne form for kopibeskyttelse vil med andre ord altid være ineffektiv, eftersom den forudsætter, at du selv er i besiddelse af såvel det materiale, der skal beskyttes, som den kode, der kan låse det op. Løsningen på dette problem er juridisk: Efter pres fra musik- og filmindustrien indførte USA i 1998 en lov, der kaldes The Digital Milennium Copyright Act. Den forvandler blandt meget andet brud på kopibeskyttelsen til en strafbar handling. USA har lige siden lagt pres på andre landes regeringer for at få dem til at indføre lignende regler, og i 2001 indførte EU-kommissionen det såkaldte Infosoc-direktiv. Infosoc-direktivet forbyder “parallel-import” af musik og film og har dermed afskaffet en vigtig del af den frie konkurrence inden for underholdningsbranchen. Det pålægger også alle medlemslande at forbyde brud på kopibeskyttelsen.

Dette eksempel viser, hvor tæt forbundet spørgsmålet om en fri kultur eller et frit kulturliv er med spørgsmålet om fri software. I det digitale samfund, hvor vi bruger computere til at producere bøger, film og musik, og hvor vi i stigende grad bruger dem til at læse eller afspille dem også, er det computerprogrammer, der sætter grænserne for hvad vi kan gøre ved de kunstværker, der er vor generations kulturelle udtryk og bidrag. Fri software-bevægelsens påstand er, at dine rettigheder som borger i et sådant samfund kun kan sikres, hvis du altid har ret til at undersøge, hvordan de enkelte programmer på din computer virker og ændre denne virkemåde, hvis du ikke er tilfreds med den. Det væsentlige argument for dette er, at eftersom din computer handler på dine vegne, må du også til hver en tid have ret til at bestemme, hvad det egentlig er, den gør. Kopibeskyttelsen og de juridiske begrænsninger, der følger med, strider direkte mod disse rettigheder. Det program, der håndhæver kopibeskyttelsen, har den helt specifikke klausul indbygget, at du ikke må gøre ved det, som du vil, eftersom du kan retsforfølges for at bryde kopibeskyttelsen. Et program, der håndhæver kopibeskyttelsen, handler ikke længere på dine, men på rettighedshaverens vegne. Det er ulovligt at bruge dit kendskab til computerens og programmets virkemåde til at omgå beskyttelsen, også selv om det er for at gøre ting, som du faktisk ville have ret til at gøre med materialet, hvis det ikke var kopibeskyttet.

Lawrence Lessig nævnte i en tale i 2002 den kopibeskyttelse, der er indbygget i Adobe Acrobat Reader som eksempel på, hvordan teknologien kan bruges til at fratage brugere (læsere) af e-bøger rettigheder, som de helt selvfølgeligt ville kunne regne med, hvis der var tale om fysiske eksemplarer. Et eksemplar af Shakespeares samlede værker kan være omfattet af restriktioner, der forbyder læseren af kopiere mere end ti citater fra teksten på ti dage, eller at udskrive mere end ti af bogens sider på ti dage. Men ophavsretten på Shakespeares værker er for længst udløbet. Adobes e-bogsteknologi kan dermed bruges til at fratage læserne rettigheder, som de ellers kunne tage for givet. Der er intet juridisk grundlag for at pålægge køberne af en bog, hvor forfatterens ophavsret er udløbet, begrænsninger i deres ret til at citere fra bogen eller fremstille kopier til sig selv; men selve kopibeskyttelsen bliver, i kraft af den lovgivning, der forbyder ethvert forsøg på at omgå den, i sig selv en juridisk bindende begrænsning af, hvad man lovligt kan gøre ved en e-bog, man har erhvervet på denne måde. Brugerens eller kundens rolle reduceres her til at gøre med værket, præcis hvad leverandøren har bestemt, og intet andet. Disse restriktioner kan kun indføres og håndhæves, fordi loven pålægger dig som bruger nogle restriktioner med hensyn til, hvad du må gøre med filer, som du i øvrigt har erhvervet på lovlig vis. Kampen for en fri kultur, hvor adgangen til værker ikke kan omgærdes af vilkårlige begrænsninger, bliver dermed blot endnu et aspekt af den bredere teknologiske kamp for en fri og åben teknologisk infrastruktur, som motiverer arbejdet med udbredelse af fri software.

Lessig anerkender derfor Stallmans betydning for sit eget arbejde for en fri kultur. Han betragter Stallman ikke blot som en visionær leder, men som tidens måske væsentligste filosof, som han forklarer i forordet til Stallmans bog “Free Software, Free Society”:

Our generation has a philosopher. He is not an artist, or a professional writer. He is a programmer. Richard Stallman began his work in the labs of MIT, as a programmer and architect building operating system software. He has built his career on a stage of public life, as a programmer and an architect founding a movement for freedom in a world increasingly defined by “code.”

“Code” is the technology that makes computers run. Whether inscribed in software or burned in hardware, it is the collection of instructions, first written in words, that directs the functionality of machines. These machines — computers — increasingly define and control our life. They determine how phones connect, and what runs on TV. They decide whether video can be streamed across a broadband link to a computer. They control what a computer reports back to its manufacturer. These machines run us. Code runs these machines.

What control should we have over this code? What understanding? What freedom should there be to match the control it enables? What power? These questions have been the challenge of Stallman's life. Through his works and his words, he has pushed us to see the importance of keeping code “free.” Not free in the sense that code writers don't get paid, but free in the sense that the control coders build be transparent to all, and that anyone have the right to take that control, and modify it as he or she sees fit. This is “free software”; “free software” is one answer to a world built in code.

(...)

The aim of Stallman's “free software movement” is to make as much code as it can transparent, and subject to change, by rendering it “free.”

The mechanism of this rendering is an extraordinarily clever device called “copyleft” implemented through a license called GPL. Using the power of copyright law, “free software” not only assures that it remains open, and subject to change, but that other software that takes and uses “free software” (and that technically counts as a “derivative work”) must also itself be free. If you use and adapt a free software program, and then release that adapted version to the public, the released version must be as free as the version it was adapted from. It must, or the law of copyright will be violated.

(...)

There are those who call Stallman's message too extreme. But extreme it is not. Indeed, in an obvious sense, Stallman's work is a simple translation of the freedoms that our tradition crafted in the world before code. “Free software” would assure that the world governed by code is as “free” as our tradition that built the world before code.

Jeg har medtaget det forholdsvis lange citat fra Lessigs forord (der i lighed med resten af bogen kan læses på adressen http://www.gnu.org/philosophy/lessig-fsfs-intro.html) for at understrege forbindelsen til Lessigs eget projekt. Hvor bevægelsen for fri software sigter mod at gøre den digitale infrastruktur, som vi opbygger med computerprogrammer og protokoller, lige så åben som den “gamle”, analoge verdens fysiske infrastruktur, forsøger bevægelsen for fri kultur at sikre, at man også i en digital verden kan dele og arbejde videre med kulturelle produkter på samme måde, som man kunne, før vi fik computere.

Tilhængere af en meget restriktiv fortolkning af ophavsretten fremfører gerne, at en verden, hvor man tillader fri kopiering og videregivelse af andre folks værker er en verden, hvor kunstnere ikke får lov til at leve af deres arbejde, og hvor den skabende kunstners originale bidrag til kulturen ikke påskønnes efter fortjeneste. Lessigs og andres argument mod det sidste er, at skabende kunstnere altid har ladet sig inspirere af andres værker. Digtere har efterlignet hinandens rytmer, musikere og komponister har efterlignet hinandens melodier, og hver gang en maler finder på en ny stil, udløser det et væld af mere eller mindre talentfulde efterlignere. Shakespeare, der af mange anses for at være Europas største og mest originale dramatiker nogensinde, byggede de fleste af sine stykker på gamle historier, som publikum måtte formodes at kende i forvejen. Den remix-kultur, som mange moderne plade- og filmselskaber beskylder for at berøve dem deres levebrød, er ikke opstået i forbindelse med den digitale teknologi, den er et grundvilkår ved enhver kunstnerisk virksomhed. “Den talentfulde kunstner låner – geniet stjæler”, som Oscar Wilde udtrykte det.

Lawrence Lessig mener, at vi på grund af den skærpede ophavsret og de urimelige restriktioner, som forbrugere af digital kultur pålægges gennem den juridiske beskyttelse af selv den mest drakoniske “kopibeskyttelse”, risikerer at miste kontakten til hele vores kulturarv. Et eksempel på et sådant tab er de mange film fra begyndelsen af det 20. århundrede, som aldrig blev særlig kendte og som derfor måske kun eksisterer i få eksemplarer. Disse film kan let risikere at gå tabt på grund af ligegyldighed og heraf følgende skødesløshed og dårlige opbevaringsforhold. Der fandtes ikke en afleveringspligt for film i stil med den, der i Danmark gælder for bøger, så en gammel, mugnende filmrulle på loftet af en faldefærdig sidegadebiograf i en afsides del af San Francisco kan være det eneste eksisterende eksemplar af et hidtil ukendt film noir-mesterværk. Det er et faktum, at mere end halvdelen af alle amerikanske film fra før 1950 allerede er gået tabt. Kampen for at bevare denne kulturarv er en kamp mod uret, for selv under de bedste opbevaringsforhold er celluloid-filmenes holdbarhed begrænset. Her virker det oplagt at sætte ind med en kulturel redningsaktion og samle og digitalisere så mange af disse gamle film, som man overhovedet kan komme i nærheden af. Men ophavsretten stiller sig i vejen. Det er ikke noget problem, hvis man skal have tilladelse til at vise Mickey Mouse eller “Borte med blæsten” i fjernsynet, men for mange gamle films vedkommende er det umuligt at finde ud af, hvem der ejer rettighederne til dem. Det betyder, at blot det at digitalisere og udgive en enkelt film kan indebære et større detektivarbejde for at opspore efterkommerne af en films producer, instruktør eller manuskriptforfatter.

Noget lignende gælder for bøger. Ophavsretten til en bog gælder i forfatterens levetid plus 70 år. Det vil sige, at vi 2012 frit kan trykke og på anden måde gengive alle litterære værker, hvis forfatter er død senest i 1942. Det betyder, at de fleste betydelige litterære værker, der blev skabt før dette år, efterhånden kan læses gratis på nettet på Projekt Gutenberg (gutenberg.org) og lignende sider. Med værker, der er skrevet af forfattere, der stadig levede i 1942, forholder det sig imidlertid anderledes. Flere af den tids mesterværker er udkommet i det ene oplag efter det andet, for eksempel Hans Kirks “Fiskerne”, Karin Boyes “Kallocain” eller Hans Scherfigs “Det forsømte forår”. Men de fleste bøger udkommer kun i ét oplag og læses ikke af særlig mange.

Hvis du gerne vil læse en upåagtet bog fra 1950erne, er det tvivlsomt, om du kan få fat på den. I Danmark er der pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek, så der har de måske et eksemplar, hvis det ikke er stjålet eller ødelagt i mellemtiden. De fleste almindelige biblioteker skiller sig jævnligt af med bøger, der er mere end ti år gamle, så de kan få nye ind på hylderne. Hvis du er heldig, kan du finde bogen hos et af de antikvariater, der offentliggør deres lagerbeholdning på nettet. I modsat fald kan du være tvunget til at opsøge alle landets antikvariater efter tur, hvis du vil gøre dig håb om at skaffe bogen. Hvis det lykkes dig at finde bogen og den viser sig at være så god, at du gerne vil tage initiativ til en genudgivelse, må du først opspore forfatteren og bede om tilladelse. Måske har forfatteren ingen nulevende efterkommere, eller måske er værket så politisk eller moralsk kontroviersielt, at forfatterens pinligt berørte efterkommere ikke ønsker at have noget med det at gøre. Hvis forfatteren døde i 1970, er det helt umuligt at genudgive den før i år 2040 – og inden da kan du selv være død og dit eksemplar gået tabt. Ophavsretten er god til at sikre nulevende forfattere deres rettigheder, så de kan leve af deres bøger, men fejler, når det gælder om at redde upåagtede værker fra fortabelse og glemsel. Den slags værker er, hvad Lessig kalder “orphan works” eller forældreløse værker.

I litteraturhistorien er det et velkendt fænomen, at hver generations største forfattere ofte er upåagtede i deres levetid og for alvor begynder at blive kendt længe efter deres død. Med en ophavsret, der effektivt sikrer forældreløse værker mod genudgivelse de første hundrede til hundrede og halvtreds år efter deres tilblivelse, risikerer en stor del af de bøger, der løbende udgives i oplag på fem hundrede eksemplarer eller mindre og herefter aldrig genudgives, at gå uigenkaldeligt tabt. Vore dages skærpede ophavsret går langt ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre forfattere og andre kunstnere deres indtjening, og repræsenterer i stedet en trussel mod den store del af verdens kulturarv, som de “forældreløse værker” udgør. Og dette er for en stor dels vedkommende til ingen nytte. De fleste kunstnere tjener pengene på deres værker i årene umiddelbart efter udgivelsen. Kun meget få har stadig indtægt på salg af bøger tyve eller tredive år efter, at de udkom første gang.

Lessig og andre forkæmpere for fri kultur har i stedet foreslået en kortere løbetid for ophavsretten. Et forslag går ud på at strukturere løbetiden som en to- eller tre-trinsraket. Da “copyright” oprindelig blev indført i England, var det som et privilegium, som trykkerne og dermed forlagshusene fik bevilget i 14 år efter udgivelsen. Efter de 14 år var eneretten udløbet, og alle kunne uhindret trykke løs. En “tre-trins-raket” kunne i stedet opretholde den ophavsretlige beskyttelse så længe, som de fleste kunstnere kan have nytte af den, mens det samtidig bliver meget lettere at bevare værker, som er på vej til at forsvinde ud i glemslen. Vi kan forestille os, at ethvert værk er beskyttet af ophavsretten de første 21 år efter udgivelsen. Når de 21 år er gået, vil ophavsretten udløbet, men det er muligt at forny den.

Fornyelsesprocessen bør være hurtig og smertefri men kræver altså, at kunstneren eller forfatteren gør noget aktivt for at bevare ophavsretten til sit værk. Efter fornyelse er værket beskyttet af ophavsretten i yderligere 21 år. Efter 42 år skal det igen være muligt at forny ophavsretten. Denne gang koster det dog et gebyr, som for eksempel kunne være 1000 af vore dages kroner. Efter 42 år kan der altså opnås endnu 21 års ophavsretlig beskyttelse; den eneste forudsætning er, at forfatteren har en tilstrækkelig økonomisk interesse i værket, til at fornyelsen er 1000 kroner værd. Når de 21 år i den anden fornyelsesperiode er gået, er ophavsretten udløbet og kan ikke yderligere fornys.

En sådan model vil i alt væsentligt fortsætte den ophavsretlige beskyttelse, som vi kender i dag, uden at “forældreløse” værker risikerer at gå så uigenkaldeligt tabt, som tilfældet er med den nuværende lovgivning – og det uden reelle omkostninger for forfatterne. Der er en hel del af de mere populære moderne forfattere, der stadig har indkomster på bøger, som de udgav for mere end 21 år siden. Disse kan blot ved at indsende en ansøgning om fornyelse sikre deres ophavsret og dermed deres indtægter i yderligere 21 år. Hvor mange forfattere har stadig indkomst på bøger, som de udgav for 42 år siden? Det er der nogle ganske få af de allermest populære forfattere, der har, og hvis indtægterne fra disse bøger kan tænkes at få en fortsat økonomisk betydning for forfatteren, kan de fornys i yderligere 21 år for en afgift på 1000 kroner. Hvis forfatteren til den tid ikke finder det umagen værd at betale for at forny sin ophavsret, er det formentlig fordi, bøgerne ikke længere har noget stort økonomisk potentiale, hvorfor forfatteren ikke mister noget ved at lade ophavsretten udløbe. Efter 63 år er der i praksis ikke mere at komme efter. De allerfleste store og populære bøger skrives af folk, der er fyldt 20. I en alder af 83 vil de fleste enten være døde eller have ordnet deres økonomiske forhold på anden vis. Hvad de skrev og udgav for 63 år siden er for længst ophørt med at have nogen reel økonomisk betydning for dem.

En sådan “tre-trins-raket” vil altså ikke tage indtægter fra nogen nulevende kunstnere, der har brug for dem, men den vil gøre det muligt at sikre miskendte og upåagtede værker mod glemsel ved at gøre det muligt at genudgive dem uden at indhendte tilladelse fra en forfatter, som i værste fald kan være helt umulig at finde frem til. Det betyder selvfølgelig, at de foreninger, som har gjort det til deres mission at tjene så mange penge ind som muligt ved at forvalte ophasvretten for nogle få og helt store forfatteres værker efter regelen om forfatterens levetid plus 70 år vil miste deres indtægter. Her tænker jeg blandt andet på boerne efter forfattere som James Joyce og J.R.R. Tolkien. Hertil er blot at sige, at hvis en ændring af lovgivningen fører til, at efterkommere af enkelte store forfattere kastes ud i fattigdom, kan der tages hensyn til dem gennem en overgangsordning. Det er trods alt et helt ekstremt mindretal af kunstnere, der stadig har indtægter mange år efter deres død. Ophavsretten har altid haft som sit egentlige formål at gavne samfundet ved at sikre levebrødet for de mange kunstnere, mens de endnu er i live, ikke at sikre de mest populæres efterkommere i flere generationer.

WriteFreely, som er det værktøj, som denne side er bygget i, giver mulighed for at have mange forskellige blogs for hver bruger.

Hidtil har jeg skrevet i den blog, der hedder agger, men nu har jeg også oprettet denne, hvor jeg kan skrive forskellige små indlæg og artikler, noter, som man siger.

Det har noget at gøre med, at jeg er ved at være træt af de sociale medier men stadig har ting, som jeg gerne vil skrive og have folk til at læse. Hæng endelig på.

So I'm reading Gary Greenberg's book “Manufacturing depression”. It's not an ironclad scientific demonstration of the ineffectiveness of much of the modern psychiatric medicine such as you may find in the work of (say) Joanna Moncrieff, but it is an entertaining and critical journalistic narrative of the pharmacological history of depression.

At one point he's comparing depression and SSRIs with diabetes and insulin, mocking the psychiatrists who, unlike real doctors prescribing insulin to diabetics

don't have to convince their diabetic patients that they have a “real illness”. A diabetes doctor doesn't have to worry about the clinical appropriateness of treatment. He doesn't have to wait for a new definition of diabetes to be hashed out in committees of his brethren and then learn the new diagnostic criteria. (...) All he has to do is to take a urine or blood sample. He doesn't have to talk about chemical imbalances that he knows aren't the problem or contend with package inserts that say, in plain black and white, that the drug makers have no idea why their drug works.

The prevailing narrative is still, if you ask doctors, that depression is caused by low levels of serotonin in the brain and that antidepressants work by increasing the levels of serotonin. It's hard to understand, though, how this narrative can still exist given that Irving Kirsch (lecturer in medicine at the Harvard Medical School and Beth Israel Deaconess Medical Center) thoroughly debunked the idea in 2009, 15 years ago.

What Kirsch demonstrated by a thorough analysis of a vast number of clinical trials of SSRIs was

• Antidepressants fare very badly in clinical trials. They are statistically better than placebos, but the difference is so small that it's not clinically significant. I.e., clinically they're not proven to be any better than placebos.
• They are speculated to work by lowering serotonin levels, but in fact there is no evidence at all that depression is related to serotonin levels – the evidence that is often cited is that the SSRIs seem to work on depression, but the clinical trials suggest they actually don't.
• It has been shown that if people have the levels of serotonin in the brain depleted, it doesn't affect their mood at all.
• One outlying anti-depressant in use in France is actually a Selective Serotonin Reuptake Enhancer, i.e. it lowers levels of serotonin in the brain, and it fares no better and no worse than the SSRIs.
• the small statistical difference between SSRIs and placebo can probably be explained by the placebo effect – patients in clinical trials realize that they're on the real drug because of the onset of (often unpleasant) side effects, thus increasing their expectation of a positive effect.

I won't claim to know how to cure depression, except that I'd guess that it's not a disease whose root causes lie at the neurochemical level and hence it probably isn't curable with medication (even though such medication may be helpful in shorter periods). I'd really love for someone to come up with a real answer.

But why do we allow ourselves and the industry to carry on, 35 years after introducing these drugs, 15 years after Kirsch thoroughly debunked them, to continue treating this very serious disease with medicine

• whose own manufacturers still can't say why it would work
• except by referring to a serotonin hypothesis which has never been proven,
• a hypothesis which has in fact been debunked?

I'm afraid we're in need of some reforms here. Maybe, just maybe, the abolishment of medical patents and of any and a nationalisation of medical research, so that new drugs and treatments will be developed according to patients' needs – and not according to the drug companies' chances of commercial success.