Jeg vil her samle et indeks til denne blgos artikler om fri software i den rigtige kronologiske rækkefølge:

• Om Internettets oprindelse som paradigme for fordelene ved fri software
• Fri softwares oprindelsesmyte — hackerkulturen på MIT i 1960erne
• Richard Stallman og printeren — konflikten, der startede en bevægelse
• GNU-projektet – dets betydning og baggrund
• GPL og licenser – hvordan forbliver fri software fri?
• Linus og Linux-kernen — hvordan “open source”-metoden blev opfundet
• Fri software vs “open source” – polemik og muligheder
• Softwarepatenter – en dårlig idé
• Fri software og fri kultur 1 – et opgør med ophavsretten
• Fri software og fri kultur 2 – kunst og kultur som et fælles eje
• Hvem ejer din computer – hvis du ikke bruger fri software?
• Fri software til et frit samfund
• Fri og open source software og digital suverænitet

Denne artikel er baseret på et foredrag, som jeg holdt i Nuuk 19. februar 2026 og kan også høres i min podcast:

https://podcast.modspil.dk/@work_in_progress/episodes/fri-og-open-source-software-og-digital-suveranitet)

Dagens IT-landskab – afhængighed og forsøg på at komme væk

Digital uafhængighed er meget oppe i tiden. Det handler om, at folk i stigende grad ikke ønsker, at samfundets IT-infrastruktur skal være kontrolleret af nogle få meget store leverandører, der kan sætte prisen og skalte og valte med folks data, som de vil.

Når jeg siger “nogle få leverandører” mener jeg primært “nogle få amerikanske tech-giganter”, og når jeg siger “skalte og valte med folks data” mener jeg “sælge dem til annoncører, træne deres AI på dem og blokere adgangen til dem samt spionere i fortrolige oplysninger på vegne af deres lands regering”.

Og det er det jo ikke så underligt, at man gerne vil være fri for. Det begynder også så småt at gå op for beslutningstagerne, at det ikke er en farbar vej at erstatte de amerikanske tech-giganter med tilsvarende europæiske. Det, der skal til, er en infrastruktur baseret på åbne standarder og fri og open source software, fordi det sikrer, at brugerne — aftagerne af software, hvad enten det nu er regeringer, virksomheder eller enkeltpersoner — kan overtage kontrollen. Hvis man ikke er tilfreds med den måde en løsning fungerer på, kan man tage tjenesten hjem og drive den selv, eller man kan finde en anden leverandør og tage sine data med sig. Fordi programmerne er fri software har leverandøren ikke monopol på dem, og fordi data og kommunikation følger åbne standarder, kan de også læses af alle andre leverandørers programmer.

Det ser altå ud, som om fri og open source software har vind i sejlene i disse år. Hvis man ser på hvor meget, der findes, ser det faktisk ret godt ud. Der findes i hundredevis — bogstaveligt talt hundredevis — af store og små GNU/Linux-distributioner, som du kan installere på den computer, og hver eneste af dem er sammensat af tusinder af tusinder af programmer, der også alle er fri og open source software.

Hele internettet drives i dag af servere, der kører Linux og diverse serverprogrammer. Hele den moderne kommunikationsinfrastruktur er i praksis baseret på fri og open source software og åbne standarder. Faktisk er FOSS trængt så langt ud i hjørnerne, at selv de allermest proprietære og FOSS-fjendtlige systemer, det vil sige Apples MacOS og IOS og Microsofts Windows, ville falde helt fra hinanden, hvis ikke det var for de komponenter af fri og open source software, som de også bygger på.

Og dog ... hvis man kigger ud over systemlandskaberne i den offentlige forvaltning og langt de fleste private virksomheder, er det ikke ligefrem det indtryk, man får. Microsoft Windows og de tilhørende overdrevent dyre og dårlige tjenesteydelser — SharePoint, OneDrive, Teams, Office 365, undskyld CoPilot 365 — er totalt dominerende. De nødvendige kundskaber, som skal til for at drive et Linux-system, glimrer ved deres fravær i IT-afdelinger opflasket på Windows, Windows og atter Windows.

Så situationen for fri og open source software er altså ret paradoksal: På den ene side er det vitterligt overalt, på den anden side er det stadig et ret marginalt fænomen. Og det er en skam, fordi det som sagt netop er de principper og værdier, der ligger bag denne type software, som kan vise os en vej ud af den dybe afhængighed af tech-giganter og centraliserede løsninger, som vi oplever i disse år.

Fri software — hvad er det, og hvor kommer ideen fra

Begreber som fri og open source software har deres oprindelse i en samarbejdskultur, som opstod omkring nogle af de store computere på de amerikanske universiteter i 1960erne og 70erne. Før 1980 var computere meget store og meget dyre, og det kom ikke på tale, at de kunne være reserveret til enkelte brugere. Computerne havde ofte heller ikke et færdigt styresystem i moderne forstand, så alle skulle ud over deres faglige behov bruge hjælpeprogrammer, der gjorde nogenlunde det samme. Software blev derfor noget, som man samarbejdede og deledes om, ikke noget, som man så nogen grund til at holde hemmeligt for hinanden.

Dette ændrede sig i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 80erne. Området blev mere og mere præget af hemmeligholdelse og patenter — også på de universiteter, hvor der tidligere havde hersket en samarbejdets ånd.

Et af de steder, hvor dette samarbejde havde fået lov til at udvikle sig, var Massachusets Institute of Technology, også kaldet MIT — og det var netop på MIT, at en programmør fik nok af den stigende lukkethed og kontrol med computerprogrammerne og sagde sin stilling op for at kæmpe for det, som han kaldte “fri software”.

Fri software var for Richard Stallman software, som man som bruger kunne ændre som man ville og arbejde sammen med andre om. For at sikre, at alle kunne sikres denne ret, grundlagde Stallman GNU-projektet, der havde til formål at skabe et 100% frit styresystem. Meningen var, at alle kunne installere GNU-systemet på deres computere, hvis de ville.

Baggrunden for denne beslutning var, at Stallman flere gange på sin egen krop havde mærket, at programmer, som brugeren ikke har mulighed for at ændre eller kontrollere i stedet kan ende med at tage kontrol over brugeren.

Stallman definerede derfor fire friheder, som et program skal opfylde for at være det, som han betegnede som fri software. lidt forenklet sagt drejer det sig om friheden til at

• bruge
• undersøge
• forbedre, og
• dele programmet.

Stallmans oprindelige definition var lidt mere kompleks og nummererede frihederne fra 0. I hans oprindelige udgave lød de:

• Frihed nummer 0: Friheden til at køre programmet med et hvilket som helst formål.
• Frihed nummer 1: Friheden til at undersøge, hvordan programmet virker, og tilpasse det til dine egne behov.
• Frihed nummer 2: Friheden til at dele kopier af programmet, så du kan hjælpe din næste.
• Frihed nummer 3: Friheden til at forbedre programmet og til at udgive dine egne forbedringer, så hele samfundet kan få gavn af dem.

Et program, der opfylder disse fire friheder, må altså betegnes som fri software. Vi vil senere tale om, hvordan det forholder sig til det beslægtede begreb “open source”, men det er allerede nu klart, at friheden til at undersøge hvordan programmet virker og til at forbedre det forudsætter, at man har adgang til kildekoden. I den forstand ligger der allerede her i det, at programmets brugere skal have adgang til den.

For at sikre, at den software, som han og andre udviklede som fri software også kunne forblive fri, udviklede Stallman den særlige softwarelicens, der hedder GPL, hvilket står for “Gnu General Public License”.

GPL er et juridisk dokument, som man kan vedhæfte sine computerprogrammer som den gældende licensbetingelse. Den består i sagens natur af en række kringlede juridiske formuleringer og helgarderinger, men i alt væsentligt er dens virkning rimeligt simpel.

GPL tillader nemlig udtrykkeligt, at man gør alle de ting, der ligger i de fire friheder, ved et program som den gælder for; dog med den vigtige begrænsning, at hvis man distribuerer ændrede versioner af programmet (hvilket man jo gerne må ifølge Stallmans frihed nummer tre), så skal ens egne ændringer stilles til rådighed på de samme vilkår.

Denne regel sikrer, at hvis man ændrer ved et program, der er fri software i henhold til GPL, så vil den ændrede version også være fri software og omfattet af de samme regler. Denne måde at forvalte ophavsretten til et computerprogram kaldes copyleft som et ordspil på “copyright”, og den mest typiske copyleft-licens er netop GPL i de forskellige udgaver, der findes i dag.

Der findes andre licenser for fri og open source software, der dybest set kun kræver, at man krediter programmets forfattere og garanterer, at man ikke vil holde dem ansvarlige for fejl i programmet. Den form for licenser kaldes permissive licenser, fordi man har lov til at bygge de programmer, som de omfatter, ind i anden software præcis som man har lyst — også for eksempel i proprietære programmer som f.eks. Microsoft Windows, der på ingen måde er fri software.

I en branche, der på overfladen er så præget af en allestedsnærværende kommerciel glitz-flade og kapitalistisk rovgriskhed á la Microsoft og Apple, handler ideen om fri software altså om noget så sjældent som etiske og politiske værdier — om den enkeltes frihed til at definere sin egen tilværelse ved at kontrollere den teknologi, der definerer den.

Dette kommer tydeligt til udtryk i fortalen til GPL, hvor det hedder:

The licenses for most software and other practical works are designed to take away your freedom to share and change the works. By contrast, the GNU General Public License is intended to guarantee your freedom toshare and change all versions of a program—to make sure it remains free software for all its users. We, the Free Software Foundation, use the GNU General Public License for most of our software; it applies also to any other work released this way by its authors. You can apply it to your programs, too.

When we speak of free software, we are referring to freedom, not price. Our General Public Licenses are designed to make sure that you have the freedom to distribute copies of free software (and charge for them if you wish), that you receive source code or can get it if you want it, that you can change the software or use pieces of it in new free programs, and that you know you can do these things.

Omkring 1990 var det GNU-system, som Stallman havde sat sig for at skrive tilbage i 1984 stort set færdigt. Dog manglede de stadig den vigtigste komponent, nemlig kernen.

Kernen i et styresystem er den komponent, der håndterer computerens hardware og altså kommunikerer med computerens forskellige dele — for eksempel CPU, tastatur, skærm, mus, printer.

Udvklingen af GNU-projektets egen kerne, som de kaldte for GNU Hurd, var nemlig gået i stå, blandt andet fordi dens design (en såkaldt mikrokernearkitektur) var for ambitiøst i forhold til, hvad projektets ansatte og frivillige kunne præstere.

Men i 1991 begyndte en ung finsk datalogistuderende ved navn Linus Torvalds at lave en styresystemskerne som et hobby-projekt. Han var ved at tage et kursus i operativsystemer og syntes at det kunne være godt at have et system i stil med dem, han lærte om, på sin PC. Torvalds satte sin kerne, der kunne snakke med computerens hardware, sammen med alle GNU-projektets bruger- og kontrolprogrammer. “Linux” var født og kunne installeres på de fleste PC'er. Og lige præcis PC'er var der mange af i begyndelsen af 1990erne, det var lige omkring det tidspunkt det blev populært at have en computer i hjemmet.

Torvalds udsendte sin Linux-kerne under licensbetingelserne fra GPL, hvilket passede rigtig godt med GNU-værktøjerne, som også allesammen var under GPL. Resultatet var, at Stallmans drøm om et 100% frit styresystem faktisk blev realiseret, nemlig som det nye styresystem Linux, som nogen på grund af GNU-værktøjerne kaldte og stadig kalder “GNU/Linux” — Debians officielle navn er for eksempel “Debian GNU/Linux”.

Men hvad er så “open source”?

Stallman grundlagde i 1985 organisationen Free Software Foundation til at forestå de praktiske og økonomiske aspekter omkring udviklingen af GNU-systemet.

I løbet af 1990erne havde såvel tankerne om fri software som den konkrete software, der var blevet bygget, samlet en hel del støtte og opnået en vis kommerciel succes i software-verdenen. Folk, der gerne ville promovere denne software, stødte dog på et problem. Ordet “free” kan på engelsk både betyde “fri” og “gratis”, og det var svært for folk uden for miljøet overhovedet at høre det som andet end “gratis software”. Det var ikke let at have et firma, der var baseret på Linux-kernen og GNU-værktøjerne og så tage ud til direktørgangene og tale om “gratis software”. Og den tilhørende forklaring, at der faktisk er tale om fri software, som er til for at garantere brugerens rettigheder, gjorde det ikke nødvendigvis lettere.

I 1998 samledes derfor en gruppe mennesker med tilknytning til området — blandt andet forlæggeren Tim O'Reilly, entrepenøren Mitch Kapor og programmørerne Eric Raymond og Bruce Perens.

De var alle helt enige i Stallmans tanker om fri software, men ville gerne have et andet navn for det. De endte med at markedsføre det som “open source” og stiftede nogenlunde samtidig “The Open Source Foundation”. Begrebet “open source” blev altså født som en ren marketing-kampagne for fri software, som Eric Raymond udtrykte det.

Men der er mere i det end som så. Linux-kernen og det samlede styresystem GNU/Linux gik fra hobbyprojekt til produktionsklart system på omkring et års tid. Ifølge den gældende opfattelse på det tidspunkt burde det slet ikke kunne lade sig gøre; at skabe et helt nyt styresystem og gøre det klar til brug ville efter den dengang gængse opfattelse tage flere år og koste mange millioner dollars. Denne opfattelse skyldtes ikke mindst Fred Brooks' essay fra 1975 “The Mythical Man-Month”, som forklarer hvorfor man ikke kan få et software-projekt til at gå hurtigere ved at tilføje flere udviklere.

Brooks tog ikke fejl, men hans pointer gjaldt en mere traditionel, topstyret udviklingsproces. Hvad Linus gjorde, var nyt. Han offentliggjorde kildekoden til hele sit system og sagde, at alle kunne bidrage, hvis de havde lyst. Hans opfordring nåede ud til et helt community af interesserede på det gamle Usenet, og snart begyndte bidragene at strømme ind. Linus accepterede dem alle, og hvis noget af det nye ikke virkede, kom der rettelser ind til dét også.

Der var tale om en ny måde at udvikle software på: Uformel, kollaborativ, offentlig og drevet af ægte interesse. Linus opfandt på denne måde, helt uden egentlig at ville det, en ny udviklingsmetode — open source-metoden.

Eric Raymond skrev senere en bog om dette, som han kaldte The Cathedral and the Bazaar, hvor han modstillede den gammeldags udviklingsmetode, hvor alt går langsomt og formelt (katedralen) og den nye, som er baseret på en åben og hurtig udveksling af kode og information (bazaren).

FOSS og digital suverænitet

Vi kan nu opsummere, hvad det egentlig er vi mener, når vi taler om fri og open source software.

Værdimæssigt er der tale om software, der laves af mennesker og bevægelser, der har taget Richard Stallmans politiske og etiske ideer om fri software til sig.

Udviklingsmæssigt følger de fleste store projekter open source-metoden, hvor vigtige systemer og infrastrukturkomponenter laves og vedligeholdes af engagerede bridragydere, ofte men ikke altid frivillige.

Udviklingen foregår derfor oftest åbent, som regel helt offentligt, og kollaborativt.

Og der er, som vi allerede har sagt, tale om meget store mængder af software, der bliver fremstillet på den måde.

For den bruger eller organisation, der af en eller anden grund har behov for at bruge noget software i sit arbejde — og det vil i dag sige os alle sammen — giver denne tilgang nogle ganske radikale fordele.

For det første har man i kraft af Stallmans frihed nummer 0 altid ret til at bruge programmer, der er FOSS, uden yderligere betingelser. Hvis man selv kan installere og køre det, skal der ikke betales nogen dyre licenser pr. bruger, eller for den sags skyld, som brugere af Oracles databaser vil sætte pris på, pr. CPU eller pr. gigabyte RAM.

For det andet har modtagerne af sådanne programmer altid ret til at råde over programmernes kildekode og arbejde videre på den eller betale andre for at gøre det. Det vil sige, at de ikke er afhængige af leverandørens goodwill eller for den sags skyld fortsatte eksistens for at holde deres forretning i live.

Brugere og kunder kan også selv bestemme, hvor systemernes data skal opbevares og hvad der skal ske med dem — om de skal opbevares forsvarligt, eller om de skal deles med efterretningstjenester og sælges til annoncører.

Alt i alt betyder de vilkår, som FOSS stilles til rådighed på, at magtforholdet mellem bruger og programmør vendes om — brugeren er ikke længere prisgivet leverandørens skalten og valten.

Og det nybrud i forholdet mellem bruger og producent er der faktisk brug for i det moderne IT-landskab. Hvis man ser på, hvordan IT bruges i dag, er det overalt domineret af meget få og meget store monopoler: Microsoft, Google, Amazon, Facebook/Meta, Apple — GAFAM, som de nogle gange kaldes.

Disse leverandørers produkter er ofte meget dyre, på den ene eller den anden måde, med få muligheder for at skifte til et alternativ og stor uklarhed om, hvor kundernes data egentlig opbevares og hvordan de er beskyttet. Ikke mindst er der uklarhed om, hvorvidt leverandører som Google og Facebook overhovedet har tænkt sig at overholde de gældende regler for databeskyttelse eller ej.

IT-giganterne og især GAFAM har dermed en ofte decideret ukyggelig kontrol over den enkelte brugers data.

Det er en situation, der har stået på i årevis, og der er flere eksempler på deres misbrug af situationen, end der ville have været plads til i ti artikler som denne.

Men i 2009 lagde en bruger sag an mod Amazon, fordi de havde slettet nogle e-bøger, som brugeren havde købt og betalt, fra hans Kindle (en Kindle er, hvis nogen ikke ved det, en ebogs-læser, som Amazon har markedsført i efterhånden mange år). Det drejede sig om George Orwells romaner “1984” og “Kammerat Napoleon”. Amazon havde haft dem til salg online, men fandt efterfølgende ud af, at deres aftale med forfatterens arvinger ikke var på plads endnu. De sendte derfor en opdatering ud til de berørte bogkøbere, der slettede bøgerne fra deres Kindles og refunderede købsprisen. Den uheldige bruger, der endte med at lægge sag an, skulle bruge bøgerne til sit studium og havde forsynet sine eksemplarer med omfattende notater, som nu også var væk.

Der er to ting, der undrer her: Hvorfor mente Amazon sig berettiget til at fjerne en bog, som de allerede havde solgt, fra deres kunders apparater? Hvis vi køber en bog ved en boghandler og boghandleren senere finder ud af, at det var en fejl, forventer vi ikke at de bryder ind i vores hus for at hente bogen og samtidig lægger de penge, vi har betalt, på vores spisebord. Det er i sig selv under al kritik.

Men hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at Amazon kunne gøre det. Hvis du køber en ebogs-læser og betaler for den, skulle man synes at du ejer den. Hvorfor skal det så overhovedet være teknisk muligt for producenten “lige” at gå ind på dit apparat og stille sig til dommer over, hvilke bøger der skal være på den?

En del af svaret er, at hvis alle programmer på en Kindle havde været fri software, så ville det være muligt for grupper af Kindle-ejere at lave deres egen udgave af Kindle-softwaren, hvor det kun var ejeren selv, der kunne bestemme eller overhovedet se, hvad der var på den.

2009 er længe siden, men det er ikke blevet bedre siden da.

I 2025 blev Karim Khan, chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, ramt af sanktioner fra den amerikanske regering. Som led i disse sanktioner lukkede Microsoft hans Office 365-konto, hvilket betød at han pludselig stod uden adgang til sine emails.

I 2026 kunne Karim Khans kolleger, dommerne Kimberly Prost og Luz del Carmen Ibáñez Carranza, fortælle om, at deres Google- og Amazon-konti var lukkede, og det var svært for dem at få tilværelsen til at hænge sammen, fordi de ikke havde adgang til de mest elementære online-tjenester.

I Danmark har indkøbere ved danske myndigheder berettet, at de under prisforhandlinger med Microsoft “forhandlede med en pistol for panden”, fordi Microsoft stillede med krav om store og åbenlyst urimelige prisstigninger, som de ikke kunne andet end at sige ja til, fordi de ikke kan stille alternativer på benene med så kort varsel.

Denne udbydernes kontrol over brugerne fortsætter altså med uformindsket styrke, og disse og mange andre eksempler viser, at Richard Stallman havde ret i sin analyse af problemerne ved lukket, proprietær software, da han grundlagde GNU-projektet i 1984.

Og her er det værd at bemærke, at ICC ikke havde behøvet at udsætte sig for denne sårbarhed. I 1990erne var det stadig almindeligt, at virksomheder kørte deres egen mailserver. Hvis ICC havde haft sin egen mailserver, som var sat op med fri og open source software, ville det ikke blot have været en billigere løsning for dem — der ville ikke være nogen, og slet ikke den amerikanske regering, der bare lige kunne lukke for deres emails.

Formålet er her ikke at skyde på ICC, men at påpege, at hvis vi havde fastholdt den gamle tradition for, at firmaer og myndigheder vedligeholder deres egen IT-infrastruktur, havde nogle få amerikanske firmaer aldrig haft et sådant kvælergreb over verdens kommunikationsinfrastruktur og økonomi, som tilfældet er i dag. Og det er ikke for sent at gøre noget ved det.

Eksemplerne viser også, at man ikke skal gøre for meget ud af at tale om “digital suverænitet” blot som et opgør med amerikanske big tech-firmaer. Europæiske firmaer kan nemlig også tiltage sig uacceptabel kontrol ver brugernes computere og presse penge af afhængige kunder ved at opkræve ublu licenser.

Det skal være muligt for myndigheder, organisationer og privatpersoner selv at tage kontrol over deres infrastruktur. Og det kan kun opnås ved at basere den grundlæggende infrastruktur på fri og open source software og samtidig lade værdierne bag gennemsyre den måde, vi arbejder med IT på.

Der findes nemlig allerede alternativer nok til, at vi kan sige med sikkerhed, at vi ikke har brug for tech-giganter.

Alle de væsentlige komponenter — styresystemer til computere og mobiltelefoner, email og chat, fildeling, videoopkald, databaser, softwareudviklingsværktøjer — eksisterer allerede.

Det er bare med at komme i gang.

Poyâ har fået afsat sit daglige Gaza brief til Føljeton, og du kan fremover (gratis) få det til din email-adresse ved at abonnere her:

https://www.foljeton.dk/gazabrief

Nu hvor Føljeton tager det på sig, vil de fremover ikke længere blive republiceret her.

Formålet var at give dem et hjem uden for de sociale mediers walled gardens – og det har de nu fundet.

Poya skriver herom:

“Hver brief bliver til på baggrund af et større kildemateriale. Jeg læser og udvælger dagligt 20–40 artikler fra internationale medier, som jeg koder, sorterer og krydstjekker i et analyseprogram.

Briefet voksede ud af en uro over, hvor meget af det væsentlige der dagligt glider uden om de danske nyhedsstrømme. Selv den mest ihærdige nyhedsforbruger får kun en brøkdel af udviklingen med. Nej, jeg tror ikke, det er overlagte fortielser, men et spørgsmål om ressourcer.

Så derfor dette projekt. Et dagligt kondensat over det væsentligste, med kilderne lagt åbent frem, så enhver kan følge trådene tilbage. Dagens brief kredser ikke mindst om nyheden om, at Hamas og Israel har underskrevet en aftale om første fase af en våbenhvile. Der er dog meget mere, heriblandt undersøgelser og afsløringer, der ikke har fundet vej til dansk presse.

Hvis du vil støtte Gâzâ Brîef og være med til at give nyhedsbrevet luft under vingerne, kan du sende et bidrag nederst i mailen.

Og hey, del meget gerne linket videre i dit netværk (🙏), så endnu flere kan skrive sig op.”

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza fortsatte tirsdag i Sharm el-Sheikh, hvor repræsentanter for USA, Egypten, Qatar, Israel og Hamas arbejder på at omsætte Donald Trumps 20-punktsplan til en konkret aftale. Ifølge CBS News skal planen sikre løsladelsen af de sidste 48 israelske gidsler, en gradvis israelsk tilbagetrækning og en international administration af Gaza. Trump og den tidligere britiske premierminister Tony Blair er udpeget til at stå i spidsen for den planlagte forvaltningsfond. Qatars udenrigsministerium har krævet “stærke, skriftlige internationale garantier” for, at Israel ikke genoptager krigen, når gidslerne er frigivet. En talsmand, Majed al-Ansari, siger til saudiske Al-Arabiya, at forhandlingerne kun giver mening, hvis de fører til israelsk tilbagetrækning, øget nødhjælp og en permanent afslutning på krigen.

Trump erklærede mandag, at der er “en reel chance for en varig aftale”, mens FN's generalsekretær António Guterres kaldte situationen i Gaza for “en humanitær katastrofe i en skala, der trodser enhver forståelse”. Ifølge Hamas ønsker bevægelsen en fuldstændig og permanent våbenhvile, fuld israelsk tilbagetrækning, uhindret adgang for nødhjælp samt en genopbygning ledet af palæstinensere.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu afviser at standse militære operationer, før alle gidsler er tilbage i Israel. Således fortsætter bombardementerne i Gaza i skrivende stund. Mediet Axios rapporterede i sidste uge, at Trump under en telefonsamtale blev vred på Netanyahu, da denne udtrykte skepsis over for Hamas' villighed til at frigive fangerne.

Ifølge den amerikanske tænketank Cost of War Project ved Brown University har USA i løbet af de to år siden Hamas' angreb ydet Israel mere end 21 milliarder dollar i militær bistand og brugt yderligere 10 milliarder på krige, der skulle beskytte Israel, herunder bombeoperationer mod Iran og Yemen. Projektets forfatter, forskeren William Hartung understreger, at tallet kun dækker våben, der allerede er leveret, ikke fremtidige leverancer. Washington har desuden godkendt et nyt våbensalg til Israel på seks milliarder dollar.

Kampene i Gaza fortsætter parallelt med forhandlingerne. Ifølge Gazas sundhedsmyndigheder er mindst 67.173 palæstinensere blevet dræbt, mens titusinder stadig savnes under ruinerne. Et tal, som uafhængige studier anfægter som et alvorligt underestimat. De israelske luftangreb ramte tirsdag områder omkring Gaza City og Khan Younis, og ifølge Reuters blev tre palæstinensere dræbt i den såkaldte humanitære zone i Mawasi. UNICEF rapporterer, at spædbørn i det sydlige Gaza må dele iltmasker, fordi Israel nægter at lade kuvøser blive flyttet fra evakuerede hospitaler i nord. “I ét af børnerummene var der tre babyer og tre mødre på en enkelt seng, med én iltkilde, som mødrene roterede 20 minutter ad gangen”, sagde UNICEF's talsmand James Elder til nyhedsbureauet.

FN's humanitære kontor (OCHA) oplyser, at Israel har nægtet eller hindret 45 procent af organisationens planlagte hjælpeekspeditioner i Gaza siden oktober 2023. Kun 14 af 36 hospitaler er delvist funktionsdygtige.

Samtidig kæmper tusindvis af familier stadig for at finde savnede slægtninge. Associated Press beskriver, hvordan mindst 6.000 mennesker fortsat er begravet under murbrokker, mens over 3.600 andre er meldt savnet. Den Internationale Kommission for Savnede Personer har registreret mindst 7.000 uopklarede sager og kalder arbejdet med at identificere ofrene “et enormt foretagende”. Organisationen oplyser, at Israel har blokeret for import af DNA-udstyr, som skulle bruges til at identificere lig.

AP citerer flere familier, der leder efter forsvundne børn og voksne. Den 46-årige Mohammad al-Najjar har ikke set sin søn siden 2023. “Er han fange i Israel, er han død? Vi er fortabte”, siger han fra familiens telt i Mawasi. Ifølge menneskerettighedsgrupper tilbageholder Israel tusindvis af palæstinensere uden sigtelse eller rettergang, ofte i hemmelige fængsler.

Det amerikanske og israelske pres på Hamas for at acceptere Trumps plan mødes med udbredt mistro blandt palæstinensere. Christian Science Monitor skriver, at mange i Gaza og på Vestbredden anser initiativet som et forsøg på at forbedre Trumps internationale profil snarere end et ægte fredsforsøg. “Når jeg ser på Donald Trumps plan, kan jeg ikke se nogen fordel for os som palæstinensere,” siger den fordrevne lærer Safaa Abu Mady i Deir al-Balah. “Hvis vi afviser den, går det os dårligt. Hvis vi accepterer den, går det os også dårligt.”

Andre frygter, at planen vil fastholde Israels kontrol over Gazas grænser og ressourcer. “Selv hvis de ikke invaderer igen, vil de stadig kontrollere alt – maden, pengene, grænserne”, siger Tamer Misilih, en fordreven mand fra samme område.

Flere af Vestbreddens palæstinensere udtrykker ifølge avisen samme skepsis. “De jagter bare en Nobels fredspris”, siger Daoud Zaher i Ramallah. Andre, som Fatah-politikeren Sabri Saidam, advarer mod den udenlandske bestyrelse, der ifølge planen skal administrere Gaza: “Det frygtes som en genoplivning af kolonitiden. Palæstina skal styres af palæstinensere”.

Dagens brief bringer også i dag en lille bombshell, afsløret i Times of Israel: To år inde i krigen er der nemlig nu dukket referater op, der stiller spørgsmål ved Israels officielle begrundelser for de ødelæggende operationer i Gaza. Times of Israel offentliggjorde tirsdag udskrifter fra de første kabinetsmøder den 7. oktober 2023, få timer efter Hamas' angreb, hvor i omegnen af 1.200 israelere blev dræbt (både direkte og i konteksten af ildkampe med IDF) og 251 taget som gidsler af Hamas og selvbestaltede militante.

Ifølge de offentliggjorte mødereferater opfordrede flere af Israels mest magtfulde ledere til, at spørgsmålet om gidslerne ikke skulle være en del af krigens formelle mål. Den daværende forsvarschef Herzi Halevi sagde ifølge referatet, at man ikke måtte “knytte gidslerne og de savnede til krigens mål”. Det var en lektie, han mente, Israel burde have lært fra krigen mod Hizbollah i 2006, hvor gidslerne blev brugt som forhandlingsbrik.

Finansminister Bezalel Smotrich gik endnu længere og sagde under mødet: “Ignorér dem. Vi kan ikke operere med det mindset”. Senere, under et udvidet regeringsmøde samme dag, blev hans bemærkning fulgt op af en parafrase over Western-klassikeren 'The Good, the Bad and the Ugly.' som ifølge Times of Israel udløste latter i lokalet: “Hvis du skal skyde, så skyd. Tal ikke”. Tanken var, at at Israel skulle handle resolut og voldsomt, ikke diskutere proportioner, gidsler eller diplomatiske hensyn.

Først senere i krigen blev frigivelsen af gidslerne føjet til regeringens officielle målsætninger. Men de lækkede citater afslører, at det israelske militær og politiske lederskab i de første timer efter angrebet primært fokuserede på hævn og på at “lukke grænsen” og “udslette Hamas’ militære og regerende kapacitet”, og altså ikke på at redde de tilfangetagne.

Smotrich, der stadig er en central figur i Netanyahus regering, har siden gentaget sit synspunkt offentligt. Han har kaldt gidselhandler “den største fare for Israel” og truet med at vælte regeringen, hvis krigen standses for at indgå en aftale, oplyser Times of Israel.

De nye dokumenter skaber ifølge israelske medier og diplomatiske kilder intern uro, fordi de kaster lys over det, mange gidselfamiliers bevægelse længe har hævdet. Nemlig at regeringen aldrig prioriterede deres pårørendes liv.

For Netanyahu er lækket politisk sprængstof. Det underminerer det moralske narrativ, han har brugt over for både israelsk opinion og udenlandske regeringer. Det falder sammen med stigende pres fra USA og stigende utilfredshed i Israel, hvor meningsmålinger viser, at et flertal ønsker krigen afsluttet og gidslerne hjem.

Samtidig fungerer afsløringen som et spejl for den nuværende forhandlingssituation. Mens Trump og egyptiske mæglere forsøger at sikre løsladelsen af de 48 tilbageværende fanger, viser de gamle referater, at deres liv allerede fra begyndelsen blev placeret uden for krigens egentlige sigte.

Den to år lange krig har i mellemtiden omformet hele regionen. Washington Post skriver, at Israels militære overlegenhed er intakt, men at landet står mere isoleret end før. Netanyahu er efterlyst ved Den Internationale Straffedomstol for krigsforbrydelser og møder voksende modstand, også i USA. Ifølge en ny Washington Post-måling mener 61 procent af amerikanske jøder, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, mens 40 procent mener, landet har begået folkedrab.

I USA har krigen ifølge Cost of War Project kostet over 30 milliarder dollar i militær bistand og tilknyttede operationer. Kritikken vokser internt, men både Biden og Trump har fortsat våbenleverancerne.

Samtidig har krigen haft uoverskuelige konsekvenser for Gazas civile. I en personlig beretning i New York Times beskriver journalisten Ghada Abdulfattah livet i Deir al-Balah. Hun bor fortsat i sit hus i Deir al-Balah, men skriver, at det ikke længere er et hjem. Væggene er halvt styrtet sammen og genopbygget af sten fra andre menneskers ruiner. “Jeg joker med, at den blå sten kom fra naboen, og den orange fra en anden, hvis hus nu er væk”, skriver hun.

Gaderne udenfor er dækket af telte. Ikke kun i parker og på veje, men mellem de sidste dadelpalmer og på markerne omkring byen. “Jeg hader ordet 'telt'”, skriver hun. “Det har fulgt palæstinenserne i generationer som en skygge”. Hun beskriver, hvordan hundredtusinder bor i interimistiske konstruktioner af plastik, gamle jeans og tomme melsække. Selv de, der stadig har tag over hovedet, lever i konstant fare. Hendes eget hus er ramt af israelske granater flere gange, fire af dem mens familien var indenfor.

Abdulfattah skriver om krigens “hierarki af lidelse”. Et værelse med vægge er bedre end et telt, et telt bedre end ingenting. Selv overlevelse har grader, og mennesker sammenligner deres ulykke med andres for at finde mening. Da hun møder en ven, der har mistet 47 familiemedlemmer, holder hun tavs: “Hvordan taler man om sprængte vægge til en, der tæller døde?”

Hun beskriver også, hvordan dagliglivet er blevet en øvelse i improviseret overlevelse. Da brændstoffet slap op, begyndte folk at fyre med plastik og gamle træsko. Et stort syltetøjsglas bliver et komfur, en dåse bønner et varmeapparat. Alle har forbrændinger på hænderne. For at spare brændsel lægger de tekander ind under fladbrød, så varmen fra flammerne bruges to gange.

Børnene går i nødundervisning, men skriver så småt i hæfterne, at bogstaverne næsten flyder sammen. Der er ikke papir nok til mellemrum. “Min søster plejede at sige til dem, at de skulle skrive stort og springe linjer over, så det så pænt ud. Nu kan hun ikke. Hæfterne bliver brugt for hurtigt”.

Abdulfattah beskriver krigens detaljer som det, der gør virkeligheden forståelig. Stanken af smeltet plastik, dronernes summen om natten, navnet skrevet på en papkasse, der indeholder et amputeret ben. Hun kalder Gaza for “en by af amputerede”, både i bogstavelig og overført forstand.

Hendes beretning bryder med den statistik-tunge dækning af krigen. Den bringer læseren ind i krigens indre logik, hvor tiden går i kredsløb. Oprydning efter bombardement, kortvarig ro, så et nyt angreb. “Jeg vil først tro på en våbenhvile, når den går gennem vores dørkarm”, skriver hun. “Når dronerne tier, og luften igen kan åndes”.

Der er ingen store politiske konklusioner i hendes tekst – kun et krav om at bevidne. Detaljerne er selve pointen. At forstå Gaza gennem hverdagen, ikke kun gennem dødstal. Det gør hendes indlæg til en af de mest præcise samtidige beskrivelser af, hvordan en krig ikke bare ødelægger en by, men forvandler hele tilværelsen til et veritabelt helvede, der er svær at fatte udefra.

Israels tilfangetagelse af det danske folketingsmedlem Victoria Velásquez under en nødhjælpsflotille mod blokaden af Gaza har ansatser til at udvikle sig til en diplomatisk sag. Flotillen, bemandet af aktivister og politikere fra flere lande, sejlede mod Gaza med medicin og humanitær bistand, da israelsk militær den 8. oktober bordede skibene i internationalt farvand og førte dem til israelsk havn.

(Full disclosure: undertegnede har været politisk rådgiver for Velásquez i 3 år på Christiansborg.)

Ifølge flere europæiske regeringer udgjorde aktionen et brud på folkeretten. Den belgiske udenrigsminister indkaldte Israels ambassadør til samtale, mens både Irlands og Frankrigs udenrigsministre udtrykte bekymring for deres tilbageholdte statsborgere. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska kaldte aktionen en “frihedsberøvelse, absolut ulovlig, for de mennesker, der var ofre for sådanne handlinger”, og henviste til både Den Internationale Straffedomstol og spanske domstoles kompetence i sager, hvor nationens egne borgere er berørt.

De danske myndigheder har derimod forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke udtalt sig offentligt om sagen, og hverken ministeriet eller den danske ambassade i Tel Aviv har givet detaljerede oplysninger om de tilbageholdte. Ifølge talsmanden for den danske aktivist Nina Julia Jacqueline Rojas, som deltog i samme flotille, har ministeriet henvist familien til det juridiske team bag kampagnen, mens ambassaden i Israel ifølge familien “var alt andet end hjælpsom”.

Rojas søster har fortalt til Politiken, at ambassaden skrev, at søsteren “bare kunne henvende sig til Borgerservice, hvis hun havde brug for hjælp”. En besked, familien kaldte absurd, da de mente, hun på det tidspunkt sad fængslet i Negev-ørkenen uden mulighed for kontakt med omverdenen.

Ifølge den danske journalist Anna Askjær (hun hedder midlertidigt Lone Petersen på Facebook), der har fulgt sagen tæt og publiceret sin gennemgang i Dagbladet Arbejderen, blev aktivisterne fra Global Sumud Flotilla bragt til det berygtede Ketziot-fængsel i Negev. Her blev de i begyndelsen afhørt uden juridisk bistand og nægtet adgang til vand, medicin og lægetilsyn. Flere frigivne aktivister fortalte Askjær, at de blev udsat for trusler, ydmygelser og vold, mens omkring 170 personer fra forskellige lande i weekenden blev deporteret til Athen. Blandt dem var Rojas.

Askjær gengiver også vidneudsagn om, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg under tilbageholdelsen blev slået, trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag, mens soldater filmede episoden. Oplysningerne er ikke uafhængigt bekræftet, men blev gengivet af Politiken og flere af de frigivne aktivister.

Flere europæiske regeringer har krævet forklaringer fra Israel om behandlingen af de tilbageholdte. Det danske udenrigsministerium har derimod fastholdt, at “Danmark aldrig kommenterer konkrete sager om borgere i udenlandsk varetægt”. Familien til Nina Rojas fortæller dog, at de først fik bekræftet hendes løsladelse fra flotillens egne advokater, efter flyet med deporterede aktivister landede i Athen, ikke fra danske myndigheder.

I sin kommentar bemærker Askjær, at den markante forskel mellem Danmarks tavshed og de øvrige EU-landes åbenlyse protester får Danmark til at fremstå isoleret og passiv i forsvaret af egne borgere. Hun påpeger, at det er svært at forestille sig samme reaktion, hvis det havde været Rusland, der havde bordet et dansk skib og tilbageholdt en folkevalgt.

Sagen illustrerer spændingen mellem diplomatiske alliancer og konsulært ansvar. Hvor andre EU-lande offentligt har kaldt Israels handlinger for “et klart brud på internationale konventioner”, har Danmark valgt stilhed. Ifølge kritikere, herunder Askjær, efterlader det indtrykket af, at hensynet til forholdet til Israel vægtes højere end beskyttelsen af danske statsborgere.

To år efter krigens begyndelse står Gaza tilbage som et samfund i opløsning. De fleste hospitaler er ødelagte, hundredtusinder bor i telte, og antallet af savnede stiger dag for dag. Forhandlingerne i Egypten fortsætter, men udfaldet er uklart. Hamas' talsmand Fawzi Barhoum siger, at bevægelsen forsøger at “overvinde alle hindringer” for at nå frem til en aftale, mens Netanyahu fortsætter angrebene.

Det var alt for i dag. Vi samler op igen i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God tirsdag formiddag. Dagens Gaza Brief.

I dag er det to år siden, Hamas angreb i det sydlige Israel og udløste et israelsk hævntogt, der fra første dag havde et langt bredere sigte end blot at nedkæmpe bevægelsen. Allerede i de første uger efter angrebet udarbejdede det israelske efterretningsministerium et officielt forslag om at “evakuere” hele Gazas befolkning, og kort efter blev hele kvarterer systematisk jævnet med jorden for at forhindre de fordrevne i at vende tilbage. For den israelske højrefløj blev krigen et historisk øjeblik, som bosættelsesminister Orit Strook beskrev som “en tid for mirakler”. Dvs. en enestående mulighed for at gøre det, tidligere regeringer kun havde drømt om: at løse Gaza-spørgsmålet én gang for alle. Strooks ord lød ekstreme, men tankegangen var ikke ny. Allerede i 1930'erne skrev den zionistiske leder og senere premierminister David Ben-Gurion i sin dagbog, at “hvad der er utænkeligt i normale tider”, hvad angik transfer af den arabiske befolkning ud af den kommende jødiske stat, “kan blive muligt i revolutionære tider.”

Noget tyder på, at Trumps 20-punkts-plan stikker en midlertidig kæp i miraklernes hjul. Efter mere end to års blodig krig forsøger forhandlere i Egypten at finde vejen til en våbenhvile i Gaza. Men mens repræsentanter fra Israel og Hamas udveksler budskaber gennem arabiske mellemmænd, fortsætter de israelske bombardementer.

Ifølge Reuters og Al Jazeera blev mindst 19 palæstinensere dræbt i løbet af det seneste døgn, mens yderligere 96 blev såret. Angrebene fortsætter, selv efter at præsident Donald Trump søndag krævede et “øjeblikkeligt stop for bombardementerne”. I Gaza City ramte et israelsk luftangreb området omkring al-Rum-skolen, hvor flere børn blev såret, og i Khan Younis blev tre palæstinensere dræbt, mens de forsøgte at hente nødhjælp. Gazas sundhedsministerium anslår nu, at 67.160 mennesker er blevet dræbt siden oktober 2023, og næsten 170.000 såret. FN og internationale forskningsinstitutioner mener, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat.

Dagens brief byder desuden på en særlig feature. Fra tre forskellige steder – Ramallah, London og Haifa – beskriver tre palæstinensiske skribenter, hvordan denne krig ikke blot har lagt Gaza i ruiner, men strakt sin kontrol ud over hele det palæstinensiske rum. Juristen Raja Shehada på Vestbredden, journalisten Tareq S. Hajjaj i udlandet og analytikeren Thawra Abukhdeir i Israel skriver hver fra deres position og hvert deres sted, men de fortæller om det samme. Et liv under den samme magt, blot med forskellige grader af afstand til dens vold og pression. Dem vender vi tilbage til om et øjeblik.

Vi starter med forhandlingerne i Egypten. I Sharm el-Sheikh mødes repræsentanter fra Hamas, Egypten, Qatar, Tyrkiet, Israel og USA for at forsøge at omsætte Trumps 20-punkts “fredsplan” til en egentlig våbenhvile. Hamas' delegation, ledet af Khalil al-Hayya, forhandler indirekte med Israel gennem arabiske mellemmænd. På israelsk side leder strategiminister Ron Dermer samtalerne. Ifølge egyptiske kilder kræver Hamas garantier for, at Israel faktisk trækker sig ud af Gaza, når de har frigivet de resterende israelske fanger, omkring 48 personer, hvoraf under halvdelen antages at være i live.

Trumps plan beskriver en international stabiliseringsstyrke af arabiske og muslimske lande, som skal tage kontrol over Gaza, mens Israel trækker sig ud. Det London-baserede medie Middle East Eye skriver, at Egypten ønsker, at amerikanske tropper deltager direkte, efter model af den Multinational Force and Observers, der blev oprettet i Sinai i 1982 efter fredsaftalen mellem Egypten og Israel. USA har allerede flyttet dele af sit mandskab fra basen i Qatar til Jordan, hvilket ifølge diplomatiske kilder kan varsle et større militært engagement i regionen.

Både Egypten, Qatar og Tyrkiet presser på for en fuldstændig israelsk tilbagetrækning, mens Israel ønsker at bevare en “sikkerhedszone” dybt inde i Gaza. Ifølge analytikeren Mirette Mabrouk fra Middle East Institute ser egypterne en amerikansk tilstedeværelse som “en garanti, et reelt engagement, et incitament for Israel til at begrænse sine overgreb”. Andre er mere skeptiske: “Denne administration vil ikke have permanente styrker på jorden. Den bomber og trækker sig ud”, siger analytikeren Riccardo Fabiani fra International Crisis Group.

Ifølge Deutsche Welle har Israel endnu ikke opnået sine formelt erklærede mål med krigen: at ødelægge Hamas og få alle gidslerne hjem. Af de 251 fanger, der blev ført til Gaza i oktober 2023, er 148 vendt tilbage i live – otte gennem militære aktioner, resten via fangeudvekslinger. 48 er stadig tilbageholdt, og kun 20 formodes at være i live. Hamas er svækket, men langt fra udslettet. Krigens geografiske udstrækning er samtidig vokset. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb mandag et ægtepar i byen Zibqin. Israel hævdede, at den dræbte mand var en “nøglefigur i Hizbollahs luftforsvar”, men fremlagde ingen beviser. Angrebene på libanesisk territorium fortsætter næsten dagligt, og israelske styrker har opretholdt militære stillinger i syd, trods den såkaldte våbenhvile i november sidste år.

Også Iran, Syrien og Yemen har været inddraget. Israel har gennemført gentagne bombardementer mod iranske mål, herunder et angreb, der ifølge DW ødelagde dele af Irans atomfaciliteter og dræbte Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran. Syriens præsident Bashar al-Assads fald i 2024 har yderligere svækket Irans position.

To år inde i krigen har USA ydet mindst 21,7 milliarder dollars i militær støtte til Israel, viser en ny rapport fra Brown Universitys Costs of War-projekt, omtalt af AP News. Heraf faldt 17,9 milliarder under Joe Biden og 3,8 milliarder under Trump. Uden denne bistand, vurderer rapporten, ville Israel ikke have kunnet opretholde sin krigsførelse i Gaza. Samtidig har Washington brugt op mod 12 milliarder dollars på relaterede operationer i Mellemøsten, herunder angreb på Houthierne i Yemen og på iranske mål.

Mens bomberne falder, fører Israel også en propagandakrig. Ifølge Jewish Telegraphic Agency planlægger udenrigsministeriet i Jerusalem en kampagne på over 4 millioner dollars rettet mod amerikanske evangelikale kristne. Gennem reklamer, sociale medier og et mobilt “October 7 experience”-show skal kampagnen “styrke positive associationer til Israel og koble den palæstinensiske befolkning til ekstremisme”. Det sker samtidig med, at en YouGov-måling viser, at 72 pct. af demokratiske vælgere i USA nu mener, at Israel begår folkedrab i Gaza, og 65 pct. ønsker sanktioner mod Tel Aviv.

I Storbritannien er tendensen tilsvarende: Kun 12 pct. af briterne sympatiserer nu mest med Israel, mens 38 pct. støtter palæstinenserne, og rekordmange, 57 pct., mener, at Israels militære handlinger i Gaza ikke kan retfærdiggøres.

Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska hentyder på Spaniens nationale, statslige tv-station TVE, at landet overvejer at indgive en klage til Den Internationale Straffedomstol efter beretninger om mishandling af spanske borgere, der deltog i den humanitære Global Sumud Flotilla. De 400 aktivister fra 47 lande blev opbragt af den israelske flåde 80 sømil fra Gaza og interneret i Israel. Ifølge flere vidnesbyrd blev de udsat for diverse former for mishandling. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska udtalte mandag, at “tiden vil komme til at svare juridisk” og bekræftede, at anklagemyndigheden har indledt en efterforskning.

Flotillens mest prominente deltager var Greta Thunberg, som efter sin løsladelse i Grækenland kaldte situationen “et live-streamet folkedrab”. “Ingen kan længere sige, at vi ikke vidste det”, sagde hun efter sin løsladelse. “At sulte millioner af mennesker ihjel under en ulovlig belejring er en fortsættelse af årtiers apartheid.”

Ifølge Reuters og FN's humanitære koordineringskontor OCHA er over 67.000 palæstinensere blevet dræbt, næsten en tredjedel af dem børn. 193.000 bygninger er ødelagt eller beskadiget, 213 hospitaler og over tusind skoler ramt. Kun 18 pct. af Gaza er ikke underlagt evakueringsordrer eller militære zoner. 1,9 millioner mennesker, næsten hele befolkningen, er internt fordrevne. Hungersnød er officielt erklæret i Gaza City, og mindst 177 personer, heraf 36 børn, er døde af sult. 60 pct. af gravide og nybagte mødre lider af underernæring. Ifølge den svenske ngo Diakonia, der specialiserer i humanitærretten, har over 20.000 børn mistet livet og 42.000 er blevet såret. 21.000 lever med varige handicap. Næsten en million børn er fordrevet, og 40.000 har mistet en eller begge forældre. “Gaza er nu det sted i verden med flest børneamputerede pr. indbygger”, fastslår organisationen i en statement udgivet på deres hjemmeside i dag.

Midt i den statistiske ufattelighed og de daglige nyheder findes også de enkelte liv. Stemmer, der skriver fra forskellige punkter på kortet, men om det samme tab. Tre palæstinensiske skribenter fortæller, hvad krigen har gjort ved deres verden, set fra Ramallah, London og Haifa.

I Ramallah skriver Raja Shehada, jurist og grundlægger af menneskerettighedsorganisationen Al-Haq, i The Guardian om et liv på Vestbredden, hvor krigen mod Gaza blot har forstærket en virkelighed, der længe har været ved at gå i forrådnelse indefra. Han beskriver, hvordan den israelske hærs hævnkrig har udslettet Gaza og gjort 92 pct. af boligmassen ubeboelig, men også hvordan volden har flyttet sig ind i hans egen hverdag. Rundt om Ramallah vokser de bevæbnede bosætterudposter som et net af høje, mens soldater fælder tusinder af oliventræer under påskud af sikkerhedshensyn. Landsbyer stormes, marker beslaglægges, og checkpoints kvæler enhver forestilling om bevægelsesfrihed. For Shehada hænger alt dette sammen. Den samme logik, der har ødelagt Gaza, er ved at kvæle Vestbredden. Et system, der søger at reducere et helt folk til administrerbare lommer under israelsk kontrol. Han kalder det “en besættelse, der har mistet al skamfølelse”. Et regime, som ikke længere foregiver at være midlertidigt eller defensivt, men fungerer som et permanent kolonialt maskineri med sin egen selvretfærdige moral. “Vi har ingen tidligere erfaring med at leve side om side med en stat, der begår folkedrab mod vores folk”, skriver han. “Israel må vælge mellem evig krig eller at anerkende palæstinensisk selvbestemmelse”.

Shehada ser krigen som kulminationen på en udvikling, der strækker sig tilbage til 1948, fra Nakbaens etniske fordrivelse til nutidens kolonisering forklædt som sikkerhedspolitik. Men han tilføjer en pointe, der gør teksten ubehageligt aktuel. Israel kan ikke længere skjule sig bag fortællingen om selvforsvar. Den moralske ruin i Gaza, skriver han, er ikke et sammenbrud af etikken, men dens konsekvens, når et samfund i årtier har lært at se besættelse som selvopretholdelse.

Fra London skriver journalist Tareq S. Hajjaj i Mondoweiss om den skyld, der følger med overlevelsen. Han beskriver sin flugt fra Gaza, hvor hans mor døde, fordi medicin ikke længere kunne skaffes, og hvor de sidste dage før afrejsen blev brugt på at finde vand, brød og strøm til hendes respirator. Da han forlod byen, lå hans hjem i ruiner, og familiens nabolag var forvandlet til et krater. I dag bor han i en lille lejlighed i det nordlige London med sin hustru og deres toårige søn, som aldrig har haft en legekammerat, aldrig har været i en park uden at blive forskrækket af lyden af et fly, og aldrig har kendt det nabolag, han skulle vokse op i. “Hver bid mad i eksil smager af skyld, fordi min familie i Gaza sulter”, skriver Hajjaj. “Vi overlevede, men vi fortryder det hver dag”.

For Hajjaj er eksiltilværelsen ikke en redning, men en fortsættelse af belejringen i en anden form. I London vågner han til nyhederne fra Gaza, og hver notifikation på telefonen kan være beskeden om endnu et familiemedlem, der er blevet dræbt. Han skriver, at eksilet ikke føles som frihed, men som afstand. Selv her, i et land uden checkpoints, føler han sig fanget af sit tab.

Hans tekst er en stilfærdig anklage mod en verden, der har vænnet sig til at se palæstinensisk lidelse som baggrundsstøj. Han skriver, at han ikke længere kan holde ud at høre sætningen “ingen kunne have forudset det”, for alle, der har levet i Gaza, har forudset præcis dette. For ham er livet i London et fristed uden fred. Gaza slipper ham ikke, selv når han slipper Gaza. Kroppen er undsluppet, men bevidstheden bliver, hvor bomberne faldt.

Og fra Haifa fortæller Thawra Abukhdeir i +972 Magazine om at leve som palæstinenser inden for Israels grænser, i den del af Palæstina der blev til staten Israel i 1948, hvor tavshed nu er blevet en forudsætning for at høre til. Hun beskriver en stat, hvor det palæstinensiske flag fjernes fra gaderne på ordre fra national sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, hvor et digt, et Facebook-opslag eller et vers fra Koranen kan føre til afhøring eller fængsel, og hvor blot et arabisk ord på en bus kan være nok til at vække mistanke.

“Vores tavshed er vores statsborgerskab,” skriver hun. “Men i Amsterdam, i London, i gaderne udenfor, dér taler vi frit.” For Abukhdeir handler det ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at eksistere som palæstinenser uden at blive betragtet som en potentiel trussel. Hun kalder det “en arkitektur af kontrol”, hvor hele det palæstinensiske nærvær inden for Israels grænser er underlagt overvågning, censur og mistanke.

Samtidig ser hun et spirende fællesskab uden for landets grænser. I eksilets stemmer, de tusinder, der demonstrerer uden frygt i Europas gader, aner hun en ny form for palæstinensisk offentlighed, som ikke lader sig undertrykke af Israels love. Hun peger på, hvordan de seneste diplomatiske anerkendelser af Palæstina, nu fra mere end 150 lande, heriblandt Frankrig, Storbritannien, Spanien, Australien og Canada, bærer et dobbelt budskab. De markerer et moralsk fremskridt, men også en grusom ironi: Først da folkedrabet i Gaza blev transmitteret direkte, begyndte verden for alvor at se Palæstina.

Tilsammen tegner de tre stemmer et sammensat billede af de palæstinensiske kvaler i 2025. Raja Shehada beskriver besættelsens logik indefra, Tareq S. Hajjaj ser dens konsekvenser udefra, og Thawra Abukhdeir lever midt i den, under en lov, der kræver tavshed som prisen for at høre til. Tre forskellige steder, men den samme virkelighed. Et fragmenteret folk, bundet sammen af den samme erfaring med kontrol, tab og vedholdenhed.

De internationale reaktioner har imidlertid ikke kun været symbolik. Flere lande har suspenderet våbeneksporten til Israel, mens Colombia, Sydafrika og Malaysia har indført deciderede sanktioner. EU drøfter at fryse associeringsaftalen og indføre visumrestriktioner for israelere. Samtidig er splittelsen i Israel voksende. Over 60 pct. af befolkningen støtter nu en våbenhvile, og familier til gidsler demonstrerer ugentligt mod Netanyahu-regeringen.

Men i Gaza er generationen af børn ved at forsvinde, advarer Diakonia: “Ved at udslette så mange unge liv truer Israel selve det palæstinensiske folks evne til at overleve som folk”.

To år efter den dag, der rystede regionen, står Gaza som et symbol på, hvad der sker, når krig og hævn fortrænger ret og menneskelighed. Forhandlingerne i Egypten kan måske bringe våbenstilstand, men som Raja Shehada skriver, vil freden først begynde, når Israel anerkender Palæstinas eksistens.

Magthaverne taler også i disse dage evindeligt om noget, de kalder “fred”. Men det lyder mere som et refræn uden indhold. Fredstid fra den kant er, når verdens ledere får fred for at høre om Palæstina. Fredstid er de stille mellemrum, hvor det igen kan markeres, at palæstinenserne ikke kan slippe ud af undertrykkelsen ad nogen fredelig vej. Og fredstid er, når opmærksomheden kun vender tilbage, fordi israelsk blod flyder. Og empatien stopper åbenlyst også dér.

Af Poyâ Pâkzâd

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

To år efter Hamas' angreb den 7. oktober 2023 og begyndelsen på Israels verserende hævnangreb mod Gaza, nærmer konflikten sig sin 730. dag. I Kairo mødes i dag israelske og palæstinensiske forhandlere til endnu en runde drøftelser om den såkaldte Trump-plan, et tyvepunktsforslag, der af sine ophavsmænd beskrives som et skridt mod våbenhvile og genopbygning, men som i sin udformning minder mere om gentagelsen af et velkendt ritual, endnu et i rækken af amerikansk-israelske pseudo-fredsplaner siden Jimmy Carters autonomi-plan i slut-70erne, der under dække af fred fastholder besættelsen og udskyder en reel politisk løsning. Planen, fremlagt den 29. september og formelt bakket op af otte arabiske og muslimske lande, kræver, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle gidsler, levende og døde, mod løsladelse af et tilsvarende antal palæstinensiske fanger. Frigivelsen af israelske gidsler er det eneste forlangende i den korte tekst, der rummer en deadline. Derimod fastsættes ingen konkret tidsplan for Israels tilbagetrækning, ingen uafhængig kontrolmekanisme og ingen klar definition af, hvornår Gaza kan anses for “afvæbnet”. Israel bevarer dermed fuld vetoret over, hvornår, eller om, en tilbagetrækning nogensinde finder sted. Desuden er det også mere eller mindre op til Israel at bestemme omfanget af den faseinddelte tilbagetrækning, der starter ved 50 pct, 40 pct., og til sidst 15 pct. af Gazas mest frugtbare landbrugsjord for at levne plads til en udvidet israelsk buffer- og sikkerhedszone.

Ifølge flere observatører er der ikke tale om en egentlig fredsplan, snarere et ultimatum. Et dokument, der forlænger den eksisterende krigslogik under nye overskrifter. Planen indeholder løfter om en “international stabiliseringsstyrke” uden angivelse af hvem, der skal deltage, og om en “interreligiøs dialogproces” som symbolsk afslutning, mens de centrale spørgsmål om suverænitet, blokade og genopbygning forbliver ubesvaret.

Som den drevne amerikansk-jødiske Israel-kritiker Norman G. Finkelstein formulerer det i et interview i weekenden, er vejen til 7. oktober brolagt med sådanne “fredsplaner”.

Donald Trump, der i valgkampen har genoplivet sit image som mægler i Mellemøsten, udtrykte i weekenden stor tilfredshed med “meget succesfulde” drøftelser mellem Hamas og regionale regeringer og opfordrede alle parter til at “bevæge sig hurtigt”. På sit sociale medie Truth Social skriver han, at den første fase af planen “bør være afsluttet i denne uge”, mens tekniske hold mødes i Egypten for at afklare de sidste detaljer. Ellers, anfører Trump, “vil vi se omfattende blodsudgydelser, og dét, er der ingen, der vil se”.

Benjamin Netanyahu bedyrede søndag, at Israel har accepteret hovedlinjerne i planen, men understregede, at ingen andre punkter vil blive implementeret, før “den første klausul – frigivelsen af samtlige gidsler, levende såvel som døde – er opfyldt”. Han truede samtidig med at genoptage offensiven for fuld styrke, hvis Hamas ikke leverer inden for den tidsfrist, Trump har sat.

Den tidligere Shin Bet-chef og flådekommandør Ami Ayalon kalder i et interview med Foreign Affairs planen “et vigtigt første skridt”, men advarer mod dens indbyggede asymmetri. “Der er et enormt gab mellem israelske og palæstinensiske forventninger,” siger han. “For israelerne handler det om at få gidslerne hjem og afslutte krigen. For palæstinenserne handler det om at afslutte besættelsen – også på Vestbredden – og på det punkt er planen stadig tavs.” Ayalon peger på faren for, at aftalen i praksis bliver en fred, der kun imødekommer de israelske traumer efter 7. oktober, men ikke palæstinensernes ydmygelse og håbløshed.

Ayalon, der har arbejdet for forsoning mellem israelske og palæstinensiske civilsamfund, tvivler ikke på, at Hamas har lidt et militært nederlag, men mener, at bevægelsen politisk og symbolsk stadig står stærkt i den muslimske verden. “Hamas er militært knust, men hvis man måler støtte på gaden i Mellemøsten eller i Europa, vinder de stadig,” siger han. “Ved at nægte at engagere bredere palæstinensiske ledere gør Israel og Trump en alvorlig fejl. Vi forhandler kun med vores fjender og ødelægger vores venner.” Med “venner” skeler Ayalon til Mahmoud Abbas, præsiden i det Palæstinensiske Selvstyre. Ingen tør at nævne, at fred også handler om Vestbredden og “tilbagetrækning af israelske bosættere”.

Ayalon hæfter sig ved, at Trump-planen ikke stiller krav til de israelske bosættelser, som fortsat ekspanderer. “Trump siger, at han ikke vil tillade Netanyahu at annektere Vestbredden. Men det sker jo allerede hver dag.”

Trods en annonceret “pause” fortsatte israelske luftangreb søndag med at ramme dele af Gaza. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza blev 63 mennesker dræbt og 153 såret det seneste døgn. I alt er 67.139 mennesker ifølge de lokale myndigheder blevet dræbt og næsten 170.000 såret siden krigens begyndelse. Det er tal, der ikke kan verificeres uafhængigt, men som understøttes af de fleste internationale organisationer, og som flere på hinanden fagfællebedømte undersøgelser flager som et alvorligt underestimat af det faktiske dødstal.

Lokale kilder fortæller Haaretz, at bombardementerne søndag især koncentrerede sig i de østlige kvarterer af Gaza City, hvor israelske styrker stadig er til stede, samt i Khan Younis og Deir al-Balah. I de centrale dele af byen blev bygninger tilknyttet al-Azhar-universitetet ødelagt, og UNICEF rapporterer, at hospitaler i det sydlige Gaza nu er så overfyldte, at tre for tidligt fødte børn må dele en enkelt kuvøse. “Jeg har aldrig set noget lignende,” udtaler FN-talsmand James Elder.

Sulten og sygdommen vokser. 460 mennesker, heraf 154 børn, er ifølge sundhedsministeriet døde af underernæring. I alt 182 palæstinensere, inklusive 39 børn, er ifølge FN døde af sult siden sommer.

Søndag bekræftede Doctors Without Borders (MSF), at endnu en af organisationens medarbejdere, fysioterapeuten Abed el-Hameed Qaradaya, er død af granatsplinter efter et israelsk angreb, hvor også kollegaen Omar Hayek blev dræbt. Qaradaya er den 15. MSF-ansatte, der mister livet i Gaza-krigen og den tredje på under tre uger. “Hans død er en tragisk påmindelse om det mønster af total tilsidesættelse af civile liv og menneskelig værdighed, vi ser igen og igen”, skriver organisationen.

Israel hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-militant, men indrømmer, at “en lokal palæstinensisk medarbejder i en international organisation” blev dræbt.

Samtidig er de internationale protester mod blokaden af Gaza igen vokset efter den israelske tilbageholdelse af den såkaldte Global Sumud Flotilla, en koalition på over 40 skibe med nødhjælp og omkring 470 aktivister, politikere og jurister fra flere kontinenter. Flotillen blev opbragt i internationalt farvand i sidste uge, og alle ombord blev ført til Israel og fængslet i Ktzi'ot-fængslet i Negev-ørkenen.

Blandt de tilbageholdte var Greta Thunberg, som ifølge svenske diplomater fortalte, at hun blev holdt i en celle med væggelus og fik for lidt mad og vand. Ifølge The Guardian og Haaretz har flere aktivister fra New Zealand, Italien og Grækenland beskrevet lignende forhold. Mangel på rent vand, juridisk bistand og adgang til lægehjælp. Nogle kvinder hævder, at de blev tvunget til at tage deres hijab af, andre at de blev udsat for slag og fornærmelser.

En undersøgelse, som Haaretz har gennemført på baggrund af 288 retsprotokoller, dokumenterer, at mange af de fængslede nægtede at tale i retten, fordi de ikke havde fået advokat. “Jeg bad om en advokat, og de sagde, jeg kunne finde en i Gaza,” sagde en græsk aktivist til dommeren. Dommerne noterede gentagne gange i deres afgørelser, at de tilbageholdte manglede vand og madrasser.

Den israelske sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir har åbent hånet kritikken. “Jeg er stolt af, at vi behandler flotilleaktivisterne som terrorstøtter,” sagde han efter et besøg i fængslet. “Den, der støtter terrorisme, fortjener terroristernes forhold.”

De første 70 fanger, herunder Thunberg, bliver i dag, mandag, deporteret til Athen. Flere hundrede andre sidder fortsat fængslet.

Flere frigivne fortæller dog om langt værre episoder. Den tyrkiske aktivist Ersin Çelik hævder, at Thunberg blev trukket i håret, slået og tvunget til at kysse det israelske flag, noget Israel kalder “åbenlyse løgne”.

Ifølge CBS News beordrede Netanyahu personligt de droneangreb, der i begyndelsen af september ramte to af flotillens skibe, Family og Alma, mens de lå i havn i Tunesien. Angrebene, udført fra en israelsk ubåd med brandbomber, forårsagede brande, men ingen dødsfald. Amerikanske efterretningsofficerer bekræftede over for tv-stationen, at Israel stod bag.

Til trods for angrebene fortsatte flotillen mod Gaza og blev siden pågrebet i Middelhavet. Over 400 deltagere sidder stadig tilbageholdt i Israel.

Mens aktivister og nødhjælpsarbejdere fængsles, ligger selve Gaza i ruiner. Ifølge en ny rapport fra Gaza-myndighedernes mediekontor er 90 procent af enklaven ødelagt efter to års bombardementer. Dette tal harmonerer med FN's kommissionsrapporter. 76.000 mennesker er dræbt eller savnet, heraf over 20.000 børn og 12.500 kvinder ifølge rapporten. 2,7 millioner indbyggere har været udsat for sult, sygdom og fordrivelse, og næsten to millioner er fortsat uden fast tag over hovedet.

Israel har ifølge rapporten smidt over 200.000 tons sprængstoffer over området og kontrollerer nu 80 procent af Gazas areal. Siden januar har hæren desuden ramt det område, den selv havde udpeget som “humanitær sikkerhedszone” ved al-Mawasi, med mindst 136 luftangreb. 38 hospitaler og 96 sundhedscentre er ødelagt, 197 ambulancer og 61 redningskøretøjer er ubrugelige, og 1.670 læger, sygeplejersker og paramedicinere er blevet dræbt.

De samlede økonomiske tab anslås til 70 milliarder dollar, svarende til næsten hele Gazas BNP før krigen. 268.000 boliger er jævnet med jorden, 148.000 alvorligt beskadiget, og 95 procent af skolerne er ramt. 13.500 elever, 830 lærere og 193 universitetsfolk er døde. 835 moskeer, tre kirker og 40 kirkegårde er ødelagt, og syv massegrave er etableret på hospitalsområder, hvorfra mindst 500 lig siden er blevet gravet op.

Rapporten taler om en “fortløbende folkemorderisk udslettelse af både mennesker og sten” og opfordrer det internationale samfund til at “tage sine juridiske og moralske forpligtelser alvorligt”.

I den humanitære sektor har flere FN-organisationer de seneste uger beskrevet Gaza som “funktionelt ubeboelig”. FN's særlige rapportør Francesca Albanese skrev søndag, at området “ikke længere blot lider under en blokade, men under en systematisk nedbrydning af livsbetingelserne, det sidste trin i en bosætterkolonial udslettelsesproces.”

Også blandt journalisterne i Gaza vokser dødstallet. Ifølge Associated Press og Committee to Protect Journalists er mindst 195 mediearbejdere blevet dræbt af israelske angreb siden oktober 2023, flere end det samlede antal dræbte journalister i alle store krige siden 1800-tallet tilsammen. I august blev fem reportere fra Al-Ghad TV og AP dræbt i et dobbeltangreb ved Nasser-hospitalet i Khan Younis, da en anden bombe ramte netop som de filmede følgerne af den første.

Den palæstinensiske kameramand Ibrahim Qannan, der overlevede, fortalte AP, hvordan han stod og sendte live, da kollegerne foran ham blev ramt. “Vi lever side om side med døden”, sagde han.

Israel kalder drabet et “tragisk uheld” og hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-overvågningsenhed (dvs. et “Hamas-kamera”, der viste sig at være en af de dræbte journalisters kamera). Men hverken AP eller Reuters har fået svar på deres gentagne krav om en uafhængig undersøgelse.

Flere af de dræbte journalister var kendte skikkelser, herunder Al Jazeeras Pultizerprisbelønnede Anas al-Sharif, som blev dræbt i august efter at have rapporteret om sulten i Gaza. Den israelske hær hævdede senere, at han havde været medlem af Hamas, men fremlagde ingen beviser.

I sidste uge blev også fotografen Yahya Barzaq dræbt i et luftangreb i Deir al-Balah, dagen efter at han havde fortalt Middle East Eye om sin kollega, kameramanden Sami Dawoud, der selv var blevet dræbt ugen før i et bombardement af den teltlejr, hvor han søgte tilflugt med sin familie.

De to mænds skæbne er blevet symboler på den palæstinensiske presse i krigens ruiner. Dawoud var oprindelig nyhedsfotograf og senere børnefotograf, der under pandemien hjalp med at lave undervisningsvideoer til elever, da skolerne lukkede. Barzaq fotograferede i årevis nyfødte børn i Gaza, og blev senere ansporet af krigen til at dokumentere deres død.

“Han plejede at sige, at han tog billeder af livets begyndelse, og nu dokumenterede han dets afslutning”, fortæller vennen Mahmoud Abuhamda.

Mens Gaza ligger i grus, udspiller der sig på Vestbredden en accelereret kolonisering. Ifølge en ny rapport fra den palæstinensiske NGO Colonization and Resistance Commission har den israelske hær og bosættere siden oktober 2023 gennemført over 38.000 angreb på palæstinensiske borgere og ejendomme. 55.000 dunam jord, svarende til 55 kvadratkilometer, er blevet konfiskeret, 25 “sikkerhedszoner” oprettet omkring bosættelser, og 355 nye bebyggelsesplaner fremlagt.

Minister Mu'ayad Shaa'ban, som leder kommissionen, siger, at Israel bruger krigen i Gaza som dække for at “fastlåse en ny kolonial virkelighed” på Vestbredden. “Under påskud af militære nødvendigheder bliver midlertidig besættelse til permanent overtagelse”, siger han.

Siden oktober sidste år er 1.014 palæstinensiske bygninger blevet revet ned, og 1.667 nye nedrivningsordrer udstedt. 33 beduinsamfund, næsten 3.000 mennesker, er fordrevet. Bosættere har ifølge rapporten brændt 767 marker og ødelagt næsten 50.000 træer, heraf 37.000 oliventræer.

Konflikten har for længst bredt sig hinsides Palæstinas grænser. I det sydlige Libanon kastede et israelsk dronefly fredag to granater tæt på en irsk FN-styrke ved byen Maroun el-Ras. FN's UNIFIL-mission bekræfter, at granaterne faldt få meter fra patruljen, der eskorterede civile arbejdere. Ingen kom til skade, men missionen har krævet, at Israel straks indstiller sine “provokationer mod fredsbevarende styrker”, idet der er tale om et gentagende mønster.

Israelske soldater gennemførte desuden lørdag nat et raid i den syriske landsby Jamlah, hvor tre unge mænd blev bortført. Ingen forklaring er givet, og deres skæbne er ukendt. Ifølge lokale medier blev de ført til israelsk-kontrolleret område.

En undersøgelse fra Sky News har samtidig dokumenteret, at Israel støtter en væbnet anti-Hamas-milits i Gaza kaldet Popular Forces, ledet af Yasser Abu Shabab, en tidligere smuglerboss. Militsen har ifølge kanalen modtaget våben, penge og logistisk hjælp fra den israelske hær og den amerikansk-finansierede Gaza Humanitarian Foundation. Vi har dækket dette før med henvisning til en fyldig rapport fra tænketanken European Council of Foreign Relations, men nu har Sky News chippet ind.

En israelsk soldat bekræftede over for Sky, at hæren leverer “granater, køretøjer, mad og penge” til gruppen, som nu kontrollerer dele af det sydlige Gaza og driver handel med plyndrede nødhjælpsforsyninger. Analytikeren Amjad Iraqi fra International Crisis Group kalder støtten “en klassisk splittelsesstrategi” designet til at underminere enhver samlet palæstinensisk modstand. “Israel forsøger at gøre Gaza til et kludetæppe af krigsherrer”, siger han.

I Europa besluttede den hollandske regering fredag at fastholde sit forbud mod eksport af reservedele til de israelske F-35-fly, som har deltaget i bombardementerne, trods en højesteretskendelse, der gav mulighed for at genoptage leverancerne. “Givet den nuværende situation er det urimeligt at genoptage eksporten”, lød det i en udtalelse fra regeringen, som understregede, at en øjeblikkelig våbenhvile er nødvendig “for at standse volden og befolkningens lidelser”.

I USA viser en ny meningsmåling fra Washington Post et historisk brud mellem Israels politik og den amerikansk-jødiske befolkning. 61 procent af amerikanske jøder mener, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, og 39 procent betegner handlingerne som folkedrab. 68 procent vurderer Netanyahu som en “dårlig” leder.

Mens næsten tre fjerdedele fortsat ser Israels eksistens som “vital for det jødiske folks fremtid”, siger 59 procent, at Israel ikke gør nok for at tillade mad og nødhjælp ind i Gaza. Halvdelen af de unge under 35 år mener, at Israel begår folkedrab, og to tredjedele ønsker en selvstændig palæstinensisk stat.

En af de adspurgte, softwareingeniøren Max Parke fra Brooklyn, udtaler: “Som jøde føler jeg forbindelsen til vores historie og folk, men staten Israel taler ikke for mig.”

To år efter krigens begyndelse er billedet af et Israel, der har mistet både moralsk og politisk kontrol, mere tydeligt end nogensinde. Gaza er reduceret til støv og sult, Vestbredden til en Schweizerost gennemhullet af israelske bosættelser, veje og checkpoints, og de få, der forsøger at bringe hjælp udefra, mødes med fængsel og hån.

Donald Trump taler om “fred i vores tid”, men på jorden fortsætter bombningerne, og børnene dør af sult. Den israelske regering forhandler om våbenhvile, men udvider samtidig krigen til Libanon og Syrien. Og i de nedbrændte teltbyer i al-Mawasi sidder de overlevende og venter stadig på vand.

Det var alt for i dag. Vi samler trådene igen i morgen.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÈR

Af Poyâ Pâkzâd

God fredag formiddag. Ugens sidste Gaza brief.

Israels militær intensiverede torsdag angrebene på Gaza samtidig med, at Det Hvide Hus lægger et hårdt tidspres på Hamas for at acceptere en ny, amerikansk formuleret plan for Gazas fremtid. Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder blev 77 mennesker dræbt og 222 såret det seneste døgn, mens hospitalerne i syd modtog dusinvis af lig efter bombardementer i områder, som Israel selv tidligere har udpeget som evakueringszoner. I samme døgn ramte en israelsk drone sydlibanesiske veje og dræbte to civile ingeniører, og på Vestbredden baner bosættere sig vej gennem private olivenlunde for at forbinde israelske bosættelser. Krigen sætter også sine spor langt uden for regionen: Colombia udviser de sidste israelske diplomater og opsiger sin frihandelsaftale med landet, mens Hollands højesteret i dag afgør, om F-35-dele til Israel skal standses, og over 250 kulturinstitutioner i Belgien og Holland indfører boykot af israelske statsforbundne institutioner og selskaber. Boykotten angår ikke individer og indeholder en undtagelse for israelske grupper, som selv tager afstand fra “folkemord, apartheid og besættelsespolitikker”. I Gaza beskriver læger og journalister en offensiv, der igen rammer den sydlige del, hvor hundredtusinder er blevet drevet hen af tidligere evakueringsordrer. Den palæstinensiske nyhedstjeneste WAFA oplyser, at mindst 29 omkomne blev bragt til Nasser Hospital i Khan Younis, mens Associated Press rapporterer, at 14 dræbte var ramt i et område, hvor israelske styrker ofte åbner ild mod mennesker på jagt efter fødevarer. I det centrale Gaza blev 13 lig indleveret på Al-Aqsa-martyrernes Hospital i Deir al-Balah, herunder fire brødre, som ifølge WAFA blev dræbt, mens de samlede brænde. Forsvarsminister Israel Katz havde dagen forinden meddelt, at civile i Gaza City havde deres “sidste chance” for at flygte, hvorefter alle tilbageblevne ville blive betragtet som “terrorister” og “terrorsympatisører”. Siden begyndelsen af august har hæren udstedt delvise evakueringsordrer i byens kvarterer, uden at bombardementerne i midten og syd er ophørt. Sundhedsministeriet i Gaza anfører, at 66.225 palæstinensere er blevet dræbt og 168.938 såret siden 7. oktober 2023, og uafhængige studier peger på, at tallene formentlig er alvorligt underestimerede.

Midt i de daglige angreb blev endnu en medarbejder fra Læger uden Grænser dræbt. Organisationen oplyser, at deres erhvervsterapeut Omar Hayek blev slået ihjel, da israelske styrker ramte en gade, hvor MSF-teams stod i deres tydeligt markerede veste og ventede på en bus til felthospitalet i Deir al-Balah. Fire andre blev alvorligt såret, heriblandt en fysioterapeut og en ortopædkirurg, og en ansat ligger i kritisk tilstand med granatsplinter. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har registreret over 700 angreb på sundhedssystemet i Gaza og mindst 1.580 dræbte sundhedsarbejdere det seneste par år. MSF kalder udviklingen en del af et årtier langt mønster og betegner den israelske krigsførelse som et folkemord, der bør standses med en øjeblikkelig våbenhvile. Flere læger tilbageholdes fortsat uden sigtelse, blandt dem Husam Abu Safiya, tidligere direktør for Kamal Adwan-hospitalet, og kirurgen Mohamed Obeid.

I flygtningelejrene ved Al-Mawasi syd for Khan Younis vækker forslaget om Tony Blair som guvernør i Gaza vrede og mistillid. I en reportage fortæller den palæstinensiske journalist Rifka Al Amya, at forslaget om at indsætte Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair som midlertidig “guvernør” i Gaza opleves som en fornærmelse. Hun kalder det en genoplivning af kolonialt formynderskab. Abdel Fattah Al Amssi spørger, hvad Blair “gjorde i Irak ud over at bringe ødelæggelse”, mens den unge Imad Saif fra Jabalya siger, at idéen blot erstatter én besættelse med en mere elegant version. Naima Al Astal, der forsøger at tænde et lille blus med tørt brænde, konstaterer træt, at “vi er færdige med eksperimenter” og ønsker, at krigen stopper.

Den palæstinensiske journalist Ahmed Ahmed (pseudonym) skrev i denne uge i +972 Magazine, at han efter to år måtte forlade Gaza City, fordi bombardementerne nu rammer hvert hjørne, og fordi genbesættelsen af Netzarim-korridoren har skåret byen af fra resten af striben. Han beskriver tusindvis af mennesker på den smalle kystvej Al-Rashid, en knudepunkt for evakuering, og fortæller om sin fætter, der forgæves forsøgte at finde et sted i Deir al-Balah. Overfyldte grunde, skyhøje priser og væbnede bander blokerede enhver mulighed, og han vendte tilbage til sin familie i byen. Hans ven og kollega, fotografen Yahia Barzaq, blev siden dræbt af granatsplinter, da et nærliggende café- og værkstedsområde blev bombet, selv om han netop havde søgt mod syd i håb om sikkerhed.

Det humanitære billede forværres markant. Ifølge Global Nutrition Clusters status for januar til september har Gazas befolkning igennem 24 måneder oplevet en vedvarende forringelse af ernæringstilstanden, med børn samt gravide og ammende kvinder som de hårdest ramte. En våbenhvile i januar bragte kortvarig lettelse, men en fuld blokade i marts standsede fødevarer, brændstof og medicin i over to måneder. I juli lå madpriserne 9.900 procent over niveauet under januar-våbenhvilen. Alle husholdninger er rykket ind i IPC's krisekategorier, og antallet i fase 5, katastrofe-fasen, er nær femdoblet til 641.000 mennesker.

Sultforskeren Alex de Waal påpeger i tidsskriftet Foreign Affairs, at to af verdens mest autoritative overvågningssystemer, IPC og FEWS NET, i august konstaterede “hungersnød med rimelig evidens” i Gaza. Han understreger, at dette ikke er en naturkatastrofe, men et menneskeskabt sammenbrud, som derfor kan standses og vendes. De Waal placerer Gaza i en bredere udvikling, hvor stater og militser igen har taget hungersnød i brug som krigsmiddel, fra Sudan og Etiopien til Myanmar, Ukraine og nu Gaza. Dermed smuldrer den internationale norm, som ellers blev fastlagt igen med FN's Sikkerhedsråds resolution 2417 i 2018, der forbød brugen af sult som våben og klassificerede det som en krigsforbrydelse. Han fremhæver, at Israel i marts gennemførte en total blokade og samtidig erstattede FN's og NGO'ernes distributionssystem med en ny 'Gaza Humanitarian Foundation' under militær kontrol, præcis i det øjeblik, hvor befolkningen styrtdykkede ind i hungersnød. Det gjorde hjælpen kaotisk, uværdig og ineffektiv, og kostede tusinder livet. De Waal påpeger, at USA i flere omgange har kunnet tvinge Israel til at åbne for mere hjælp, når presset blev tilstrækkeligt, men konkluderer, at nødhjælp ikke må gøres betinget af våbenhviler eller politiske indrømmelser. At standse sultkatastrofer er, i modsætning til mange andre geopolitiske konflikter, en opgave som faktisk kan løses hurtigt, hvis blot den politiske vilje er til stede.

På det diplomatiske plan stiger presset på Hamas for at svare på den såkaldte 20-punktsplan fra Donald Trump og Benjamin Netanyahu. Trump gav bevægelsen “tre eller fire dage” til at sige ja, og Det Hvide Hus varslede torsdag, at fristen vil blive gjort “fast”. Hamas-lederen Mohammad Nazzal udtalte, at planen aldrig har været genstand for reelle forhandlinger. Ifølge ham er der enkelte elementer, der kunne nærme sig tidligere accepterede principper, men helheden er et israelsk katalog af påbud, ikke en gensidig aftale. Hamas vil fremsætte ændringsforslag og kræver især garantier for, at en udveksling af gidsler ikke misbruges til at løbe fra resten af aftalen. Planen forudsætter, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle israelske tilfangetagne. Først derefter skal Israel løslade 250 livstidsdømte og 1.700 fra Gaza, der blev taget til fange efter 7. oktober 2023, herunder kvinder og børn. For hver afdød israeler i Gaza skal Israel ifølge udkastet returnere 15 palæstinensiske lig.

Et særligt stridspunkt er kravet om “afmilitarisering af Gaza”. I planens formulering kobles leverancer af nødhjælp til vagt definerede certificeringer af afvæbning. Hamas afviser at underskrive et dokument, der fratager palæstinenserne retten til væbnet modstand, før en uafhængig stat er etableret. Nazzal bemærker, at Hamas' våben er små i sammenligning med Israels arsenaler og påpeger, at ingen taler om at afvæbne “den zionistiske entitet”, der råder over atomkapaciteter. Han henviser også til, at Hamas den 18. august accepterede en tidligere våbenhvileramme, men at Israel i stedet svarede med en stor landeoperation. Ifølge Nazzal forsøgte Israel endda at likvidere Hamas' forhandlere i Doha den 9. september, hvilket dræbte en qatarsk sikkerhedsofficer.

Ifølge AFP findes der to fløje i Hamas. Et mindretal, der vil acceptere ubetinget for at få en våbenhvile med amerikanske garantier, og et flertal, der kræver bindende ændringer. Islamisk Jihad understreger, at spørgsmål om Gazas og Vestbreddens fremtid ikke kan afgøres af enkeltfraktioner. Arabiske og muslimske stater udtrykker ligeledes forbehold. Pakistans udenrigsminister sagde, at “det her er ikke vores dokument”. Ifølge medier blev ordlyden ændret i sidste øjeblik, og flere lande følte sig “vildledt”. Samtidig debatteres planens legitimitet i Europa, hvor nogle stater bifalder en ramme for våbenhvile, mens NGO'er kalder den kolonial.

Den internationale reaktion strækker sig også til gaderne. Colombias præsident Gustavo Petro meddelte, at landet udviser de sidste israelske diplomater og ophæver frihandelsaftalen med landet, efter at to colombianske borgere blev anholdt under Israels opbringning af Global Sumud-flotillen. Ifølge arrangører blev 39 af 47 skibe standset, og hundredvis af aktivister tilbageholdt, heriblandt Greta Thunberg og EU-parlamentarikeren Rima Hassan. I Europa afventer Hollands højesteret sin endelige afgørelse om eksporten af F-35-dele til Israel, efter at en appelret allerede i februar standsede leverancerne. Spanien har helt indstillet våbensalget, Storbritannien har suspenderet dele af eksporten, og Slovenien har indført et totalforbud.

Konfliktens omfang rækker udover Palæstinas grænser. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb to civile ingeniører fra et privat firma, selv om en våbenhvile formelt gælder. FN har registreret 105 dræbte civile siden aftalen i november og kalder den “en våbenhvile af navn”. På Vestbredden bygger bosættere en ny vej, der kan isolere otte landsbyer med 40.000 indbyggere. Den højreradikale bosætterorganisation Nachala, der siden Israels tilbagetrækning af bosættelser fra Gaza i 2005 har arbejdet for at genetablere jødiske bosættelser i enklaven, har nu rejst telte ved grænsen til Gaza for at kræve genbosættelse. Bevægelsen har under krigen intensiveret sin agitation for en total erobring af Gaza, og ifølge dens ledere er “alle gazanere fjenden”.

Ellie Geranmayeh, Iran-ekspert, vurderer i en analyse i European Union Institute for Security Studies (EUISS), at “12-dages-krigen” i juni 2025 markerede et brud i regionens magtbalance. Israel gennemførte dybtgående luftangreb i Iran med amerikansk støtte, mens Teheran svarede med missiler, der ramte Haifa. Krigen viste både Israels rækkevidde og Irans sårbarhed, men også at USA var villig til at lade sig trække ind i en konfrontation, som tidligere regeringer havde undgået.

Ifølge Geranmayeh svækkede angrebene Irans afskrækkelseskapacitet markant. Atomprogrammet blev sat tilbage, og nøglefolk dræbt. Hun advarer om, at Israels strategi ikke længere handler om at forhindre et atomvåben, men om at destabilisere selve den iranske stat, en kurs, der kan udløse regionalt kaos. For Europa betyder det risiko for nye flygtningestrømme, energikriser og sikkerhedstrusler. EU bør derfor genoplive diplomatiske spor, der kan bremse både en ny israelsk offensiv og iransk optrapning, i stedet for at lade balancen afgøres af Netanyahu, Trump og Teheran alene.

Israels kampagne mod Iran har ikke kun militære, men også politiske og digitale dimensioner. Ifølge Haaretz har israelske myndigheder og tilknyttede organisationer de seneste år intensiveret en skjult indsats for at styrke shahens søn, Reza Pahlavi, som en mulig post-islamisk lederfigur i Iran. Kampagnen spænder fra lobbyarbejde i eksilmiljøer, medieoptrædener og diplomatiske kontakter til koordinerede online-operationer, hvor netværk af falske profiler på sociale medier spreder pro-Pahlavi-budskaber og angriber andre iranske oppositionsgrupper, som afviser monarkiet. Strategien har været at fremstille Pahlavi som den eneste legitime arvtagerskikkelse til et fremtidigt Iran uden præstestyre. Ifølge Haaretz deltager også israelske PR-firmaer og teknologikonsulenter, og kampagnen er særligt rettet mod iranske eksilmiljøer i Europa og Nordamerika, hvor meningerne er stærkt delte. Analytikere peger på, at støtten til Pahlavi er kontroversiel, dels fordi han ikke har en stærk base i Iran selv, dels fordi strategien kan tolkes som et forsøg på at genindføre et monarkisk styre med udenlandsk støtte. Den digitale påvirkningskampagne ses samtidig som en forlængelse af Israels psykologiske krigsførelse. Militært søger man at svække regimet gennem bombardementer og sanktioner, politisk og digitalt forsøger man at undergrave det indefra ved at løfte Pahlavi frem som et alternativ.

Med det runder vi ugens sidste brief af. Jeg samler trådene op igen på mandag, hvor udviklingen uden tvivl har taget nye drejninger. Indtil da, god weekend.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Som mange nok vil have bemærket, er jeg begyndt at offentliggøre Poyâ Pâkzâds daglige briefs om krigen (krigsforbrydelserne, folkemordet) i Gaza her:

https://freely.modspil.dk/gaza/

Det gør jeg af en meget simpel grund: Israels aktion mod Gaza har udviklet sig til en af det 21. århundredes største forbrydelser mod menneskeheden. Nogle mennesker siger: Jamen hvad kommer den konflikt os ved? Det er langt væk, og palæstinenserne satte selv gang i det den 7. oktober.

Til det svarer jeg: Dette her er vores, den vestlige verdens, ansvar. Vi støtter Israel, vi sender det våben, USA finansierer krigen og hjælper med luftstøtte og efterretninger, Google og Microsoft stiller serverplads til rådighed og tjener penge undervejs.

Dette sker på vores vagt. Jeg ønsker ikke at være en af dem, der ikke sagde noget, og hvis det har konsekvenser at tale imod Israels folkemord — f.eks. på arbejdsmarkedet eller i forhold til fremtidige rejser — skal ingen kunne sige, at frygten for de konsekvenser holdt mig tilbage. Så egentlig ville jeg ønske, at jeg selv havde tid og indsigt til at skrive Poyâs daglige briefs. Men heldigvis gør Poyâ det, og stiller dem til rådighed på Facebook.

Jeg synes, at de burde være til rådighed samlet, uden for Facebook, så de også er til at finde om ti eller tyve år, når historien skal skrives om, hvordan en hel verden lod et gigantisk folkemord med hundredetusinder af dødsofre ske lige for næsen af dem, uden at gribe ind. Så derfor offentliggør jeg dem her på min blogplatform, hvor de kan ligge de næste år, indtil de eventuelt finder et nyt hjem.

Er det overdrevent at tale om folkemord?

Navi Pillay fra FNs “Independent International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory” siger om sin egen konklusion:

It’s when I came to the deliberate shooting of the single standing building where the fertility clinic was and the embryos. That immediately reminded me of the Rwanda genocide where I was a judge and where they ripped the bellies of pregnant women, pulled out the fetuses because they wanted to kill off the entire Tutsi group.

Hvorfor angriber man en fertilitetsklinik, hvor der ikke er skygge af Hamas-soldater i nærheden? Den eneste mulige forklaring er, at det er for at der ikke skal blive flere små palæstinensere. Det er folkemord, det er udryddelse.

Navi Pillay er ikke hvem som helst — hun var formand for FNs internationale domstol efter folkemordet i Rwanda og er ligesom kommissionens øvrige medlemmer en juridisk ekspert, der har nået sin konklusion efter en meget omfattende undersøgelse af, hvad der er sket de sidste to år.

I det israelske tidsskrift 972 Magazine skriver Orly Noy under overskriften Israel is waging a Holocaust in Gaza om det israelske civilsamfunds manglende erkendelse af og reaktion på den forbrydelse, deres eget land og hær har været i gang med de sidste to år:

How is it that, despite the mounting testimonies from Gaza’s concentration and extermination camps, no mass refusal movement has taken root in Israel? That after two years of this carnage barely a handful of conscientious objectors sit in prison is truly inconceivable. Even the so-called “gray refusers” — reserve soldiers who do not oppose the war on ideological grounds but are simply exhausted and questioning its purpose — remain far too few to slow the killing machine, let alone bring it to a halt.

Who are these obedient souls who keep this system running? How can a society so deeply fractured — between the religious and the secular, settlers and liberals, kibbutzniks and urbanites, veteran immigrants and new arrivals — unite only in its willingness to slaughter Palestinians without a moment’s hesitation?

Og her, på større afstand, er vores aktier i hele konflikten mindre, og risikoen ved at sige fra mindre. Det mindste vi kan gøre er i mine øjne at åbne øjnene og se, hvad der foregår. Og viderebringelsen af Poyâs daglige briefs er mit eget meget beskedne bidrag til dette.

“AI”, eller rettere sagt chatbots bygget på store sprogmodeller, kan ikke erstatte dit job — eller nogens, for den sags skyld. Trods hypen kan den nye teknologi ikke revolutionere vores samfund — i hvert fald ikke på nogen god måde.

Det, der foregår i Gaza i disse dage, er et rendyrket folkemord. Mange medier tør ikke skrive det, men The Guardian er for ikke så længe siden begyndt at tillade ordet i deres spalter. Den israelske menneskeretsorganisation B'TSelem siger det dog temmelig klart, i en 88 sider lang rapport, hvor det bl.a. hedder:

An examination of Israel's policy in the Gaza Strip and its horrific outcomes, together with statements by senior Israeli politicians and military commanders about the goals of the attack, leads to the unequivocal conclusion that Israel is taking coordinated action to intentionally destroy Palestinian society in the Gaza Strip. In other words: Israel is committing genocide against Palestinians in the Gaza Strip.

Og B'TSelem er ikke de eneste — den ligeledes israelske Physicians for Human Rights når en lignende konklusion i deres egen rapport:

PHRI concludes that these acts are not incidental to war, but rather part of a deliberate policy targeting Palestinians as a group. They fulfill at least three core acts defined in Article II of the Genocide Convention: (a) killing members of the group; (b) causing serious bodily or mental harm to members of the group; and © deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its destruction in whole or in part.

Et vigtigt element i de tidlige faser af dette folkemord var to specialudviklede, AI-baserede systemer ved navn Lavender og Where's Daddy.

Det er den israelsk-palæstinensiske publikation 972 Magazine, der har afsløret disse systemers eksistens. Som de forklarer det, er Lavender et system, der bruger AI til at generere lister af folk, der måske er aktive i Hamas. Listerne genereres ud fra efterretnings- og folkeregisteroplysninger, og systemets output er en dødsliste:

The Lavender machine joins another AI system, “The Gospel,” about which information was revealed in a previous investigation by +972 and Local Call in November 2023, as well as in the Israeli military’s own publications. A fundamental difference between the two systems is in the definition of the target: whereas The Gospel marks buildings and structures that the army claims militants operate from, Lavender marks people — and puts them on a kill list. 

Where's Daddy er tilsvarende et system, der bl.a. gennem overvågning af WhatsApp-aktivitet fortæller, om personerne på denne dødsliste er hjemme hos deres familie eller ej. Hvis personen er hjemme hos familien anses der for at være “fri bane”, og et fly kan sendes afsted for at smide en bombe i den etage-ejendom, det mistænkte Hamas-medlem bor i.

Ifølge 972 Magazines kilder er der kun helt minimal menneskelig kontrol med disse lister, og mange kommer — helt bortset fra de etiske problemer ved at dræbe sagesløse familiemedlemmer og naboer til en mistænkt terrorist — på listen ved en ren og skær fejltagelse.

Og det er her, min pointe om hvad AI kan bruges til kommer ind. En person, der bliver myrdet efter at være kommet på listen ved en fejltagelse, bliver jo ikke myrdet af nogen. Det var systemet, der udpegede et forkert “mål”. Den kunstige intelligens har talt, og problemet ligger hverken hos den bombepilot, der trykker på knappen eller hos den overordnede, der i hast godkender målet, det er alene systemets skyld, at den forkerte mand blev udpeget. (At det er en krigsforbrydelse og strider mod Geneve-konventionen helt bevidst at slå dusinvis af civile ihjel for måske at komme til at ramme en fjendtlig soldat er en anden ting.)

Og det er det samme, AI kan bruges til herhjemme. For eksempel er en række danske kommuner berygtede for at underkende sundhedsvæsnets egen medicinske ekspertise, når de skal behandle ansøgninger om førtidspension. Disse kommuner har i stedet hyret privatpraktiserende lægekonsulenter, som så afviser sagerne én for én Jeg vil ikke her pege på enkelte af disse sager, men hvis man er interesseret, kan man prøve at søge efter “Doktor Nej” på nettet.

Et AI-system kan afvise sådanne sager meget hurtigere (omend måske ikke billigere) og samtidig levere de involverede embedsmænd og politikere det perfekte alibi: Det var ikke dem, der traf afgørelsen, det var systemet. Den kunstige intelligens har talt, og er der sket en fejl, ligger ansvaret hos de programmører, der byggede systemet, og ikke hos kommunen. Men pengene til førtidspension er stadig sparet. Og der er mange muligheder — den samme chatbot kan også let skrive afslag til ansøgninger om kontanthjælp og boligsikring.

AI-systemer kan erstatte skolelærere, og hvis eleverne ikke får ordentlig undervisning, er det ikke skolemyndighedernes fejl fordi de ikke gider betale for en lærer, det er bare sådan det er.

Vi kan sågar generere skolernes lærebøger med AI, og når de viser sig at være fulde af fejl, så eleverne lærer helt forkerte ting ... er det ikke, fordi vi ikke gider betale nogen for at skrive ordentlige bøger, der er igen bare sådan det er.

Så ... er AI århundredets chance for menneskeheden? Kan AI give os et bedre samfund? Kan teknologien generere gode film, god musik, gode billeder, skrive gode bøger, gøre alt det kedelige arbejde for os? Nej, nej og atter nej.

Men den kan noget andet — den kan bruges som påskud til at ødelægge det samfund, vi har. Nej, AI kan ikke erstatte 30.000 danske embedsmænd — men det kan bruges som påskud for at fyre disse mennesker, og når det viser sig ikke at virke, er ansvarsfraskrivningen på plads — det var systemerne, der ikke virkede.

Og det er desværre nok derfor og kun derfor, at forjættelsen om “AI” er så populær i politiske — og, som vi har set, militære — kredse. Et par danske forskere har i hvert fald vist, at “AI” indtil videre ikke har erstattet nogen jobs i Danmark — overhovedet. Men det er måske og som sagt heller ikke det, der er meningen.

Some simple points on using AI (LLMs, Large Language Models) such as ChatGPT:

• If I'm reading an article and suddenly realize this was written by an AI, I immediately stop reading, and I never read anything by that author again.
• If I see or read some marketing material from a given company and I notice it was generated by AI, I'll never buy any of that company's products again.
• If some online service offers to “help” me by writing a text or “summarizing” an email, I won't use that service ever again.

There may be legitimate uses of “AI”, but writing or “summarizing” text for other people's consumption are not among them. In general, none of the use cases being hyped are good or legitimate use.

In general, the only ethical use of “AI” is: Not using “AI”, or using them for some very few and specific use cases – e.g., spellchecking.

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software taler jeg om, hvorfor vi burde fokusere mere på fri software på grund af den frihed og kreativitet, der kan frigives med den mulighed selv at bygge en digital infrastruktur, som friheden til at dele, ændre og videregive alverdens programmer giver. Jeg citerer blandt andet et par eksempler fra den meget tankevækkende sydafrikanske regeringsrapport Open Software and Open Standards in South Africa , der allerede i år 2000 meget tydeligt beskrev de muligheder, som vi stadig slet ikke udnytter i det omfang, vi kunne og burde.

Fri software til et frit samfund

Fri software er et fænomen, der potentielt kan komme til at spille en stor rolle i samfundsøkonomien. Det er også et fænomen, der af samme grund har betydelig opbakning fra regeringer verden over. Disse regeringer har mange forskellige motiver til at støtte fri software, hvoraf nogle er mere oplagte end andre.

I Danmark oprettede det daværende Ministerium for Videnskab og Teknologi i april 2007 Softwarebørsen, hvor store mængder fri software med relevans for det offentlige blev lagt ud. Det handlede mest om frit tilgængelige implementationer af nogle af de vigtige offentlige standarder, der indføres i disse år, for eksempel elektroniske fakturaer og anden udveksling af dokumenter med det offentlige.

Senere er en række kommuner gået sammen og har lanceret OS2-samarbejdet (os2.eu), som ligeledes er en samling af softwareprodukter, der er relevante for det offentlige og fremstilles i samarbejde med private firmaer.

Der er dog i de fleste tilfælde tale om mindre løsninger, der produceres for meget sparsomme budgetter, de sparsomme rester af de kolossale summer, som kommuner og andre offentlige organer bruger på proprietære løsninger fra tech-giganter som Microsoft, Apple og Google. Der er mange interessante initiativer, men i Danmark har det offentliges interesse for fri software indtil videre været meget begrænset.

Videnskabsministeriet afholdt fra 2005 og frem en række konferencer om “Open Source i det offentlige”, hvor deltagerne kunne høre om mange af de projekter med indførelse af fri software, der foregik i staten og rundt omkring i kommunerne. Bemærk formuleringen: “Open Source” i det offentlige. I Danmark har den offentlige debat om fordele og ulemper ved fri versus proprietær software indtil videre været helt centreret om begrebet “open source” med det heraf afledte fokus på tekniske fordele og økonomiske besparelser.

Begrebet “fri software” har været så godt som fraværende fra debatten. Dette har blandt andet haft den konsekvens, at der ikke er plads til at tale om, at fri software kan være at foretrække uafhængigt af de tekniske og økonomiske fordele. Men faktisk er der mange fordele ved fri software også i situationer, hvor det viser sig at være både teknisk dårligere og dyrere at bruge.

Situationen i Danmark er imidlertid speciel i så henseende. I de spansktalende lande er “open source”-begrebet for eksempel ikke helt så udbredt, som det er i den engelsktalende verden og altså også i Danmark. Her taler man mere om “software libre”. Andre steder er det ikke så meget “enten/eller” som “både og”, og såvel EU-kommissionen som den sydafrikanske regering har udsendt rapporter om fordelene ved “FOSS” eller “FLOSS”, hvilket er forkortelser for henholdsvis “Free/Open Source Software” og “Free/Libre Open Source Software”.

Brugen af ordet “libre” i forkortelsen FLOSS har til hensigt at klargøre, at der med “free” ikke tænkes på gratis software, men netop på software, som brugeren har friheden til at bruge, undersøge, ændre og videregive. Den sydafrikanske regering udgav i år 2000 en rapport ved navn “Open Software and Open Standards in South Africa”, der lagde lige så stor vægt på den intellektuelle frihed som på de økonomiske aspekter.

Denne rapport forklarer fordelene ved fri software i form af en række scenarier, der skal understrege, hvad der kan opnås ved den frihed, som fri software giver. I et af disse scenarier fortælles om en skolelærer, der ikke har råd til at sætte et computerrum op, fordi der ikke er penge til Windows-licenser eller undervisningsprogrammer. Det ender med at gå op for hende, at Internetadgang og fri software er alt, hvad der skal til, for at få eleverne i gang.

Funeka is a schoolteacher with a mission: to give her dusty, rural school the very best. She launches a campaign to build a computer lab and approaches various businesses for help. To her delight, one company donates 20 computers that are being replaced, but the company will keep all their software licenses for their new machines. She also has to find her own educational software.

Delight turns to horror when she discovers that it will cost many thousands of Rand for software licenses, including licensing the educational software the dealer tells her she needs. To make matters worse, casual inspection reveals that the content is geared to American schools, using unfamiliar baseball metaphors and the like.

Meantime, Funeka’s students have been doing some legwork of their own. They have contacted a young IT company that has offered to network the computers and connect them to the Internet. When the company’s network guru calls by and finds computers with no software, she installs Linux and associated free software on all of them, sets up the network and Internet connection and even gives the students a preliminary driving lesson on using the software and surfing the Internet.

While Funeka agonises over raising a software budget, the students spend many days probing, exploring and discovering new things. Within a short time they have learned to do creative projects by searching the Internet and sending email around the world for facts they can' find in the tiny school library. Using tools and examples from other Web sites, they soon start designing their own school Web site and developing content like a Web-based newspaper covering school and local community issues.

When she learns of all this, Funeka is amazed at the creativity of her students, and decides that her original idea of what computers should do is completely wrong. She had thought of the computer as just another passive medium of instruction.

Funeka quickly adapts to this awakening, and promptly arranges a session on the Internet – given by her students to members of staff. They are all amazed that all this has happened without the school having to pay a cent in software licenses.

They also heartily approve when the students explain their plans to design a community resource for guided access to government Web sites. The one concern the students have is that they are often unable to read files downloaded from government sites. The problematic files are in a format that requires proprietary software to read.

I Danmark kan eleverne i folkeskolen tilsvarende risikere at finde ud af, at de lektier, de laver derhjemme i et frit program som f.eks. LibreOffice ikke kan læses i skolen, hvor computerne kun bruger Microsoft Office. Den frihed, der kommer af, at man har valgt fri software til skolens computere, fordi det er fri software, har børn endnu ikke her i landet.

I et andet eksempel beskrives en ung akademikers beslutning om at stille resultaterne af sin forskning til rådighed som fri software, så den kan gavne så mange og så meget som muligt:

Sipho has good reason to be pleased with himself; he has just submitted a groundbreaking PhD thesis at a leading South African university. Using advanced concepts in mathematics and physics, his thesis, “QVM: the Quantum Virtual Machine”, proposes an ingenious algorithm to speed up the conventional PC beyond the wildest dreams of classical wisdom.

QVM will make light of computer resource hungry fields like environmental and climate modelling, determination of protein structure and function, discovery of new drugs, complex industrial simulation and design etc. It will also lead to a host of completely new applications that inevitably accompany such a major computational advance.

Sipho cannot wait to publish a paper in a high impact international journal giving full details of QVM principles and design. He also intends to place a full software implementation on the Internet, allowing anyone to download and use it on a standard PC. No license fee, no royalties. They can use the software as they please –learn from it, modify it – as long as they do not repackage and sell it for private commercial gain and attempt to stop others from using the free distribution.

His friends are horrified – he could license QVM to a global computer company and make a fortune. The university is horrified – it could license QVM to a global computer company and make a fortune. His supervisor is horrified...

But Sipho stands his ground. He firmly believes in the freedom (or should that be obligation?) to publish academic work supported by public funds – software included. His own research benefited immensely from the use of software distributed under similar conditions. He is also mindful of a moral obligation to seek the greatest economic gain for the country from publicly funded research. But this only strengthens his resolve. He is convinced that greater benefit can accrue to South Africa’s scientific and economic fortunes through his suggested route than by surrendering such a major scientific breakthrough wholesale to any single company, whether it is foreign (almost certainly) or local.

“Is he very foolish or simply ahead of the game, like he is in his research?” his friends puzzle. “Is he really acting in the country’s best interest or is he a well-meaning but naïve academic?” wonders the inquiring public. “Should a man like this even be allowed a choice on the matter?” fumes the university’s deputy vice chancellor for research.

Det grundlæggende princip inden for akademisk forskning er, at man offentliggør sine resultater, så andre forskere kan verificere dem og bygge videre på dem. Den naturlige parallel til dette inden for udvikling af software – og ikke mindst inden for udvikling af software til brug i forskning og andre akademiske sammenhænge – er, at programmerne stilles til rådighed sammen med deres kildekode under en passende licens, som for eksempel kan være GPL eller en BSD-lignende licens. For en mand i Siphos situation vil GPL være passende, eftersom han ikke ønsker, at store private firmaer skal kunne bygge proprietære systemer og tjene masser af penge på dem, som om hans kode var deres egen.

Den sydafrikanske regeringsrapport fortsætter med at anbefale udbredt anvendelse af fri software i undervisningssystemet, i erhvervslivet og på alle niveauer inden for det offentlige. Hvad erhvervslivet angår, er fri software især interessant, fordi det giver helt særlige muligheder til små og mellemstore virksomheder, for hvem det kan være en uoverkommelig opgave at etablere sig med den IT-infrastruktur, der skal til. Ikke mindst softwarelicenser kan være en kolossal udskrivning, når 10 eller 50 medarbejdere skal udstyres med licenser til det nyeste regnskabs- eller kasseprogram. Ved brug af fri software elimineres alle udgifter til softwarelicenser, og friheden til at bruge og tilpasse programmerne efter behov gør det meget nemmere at tilpasse systemerne til den enkelte virksomheds behov. Fraværet af softwarelicenser har naturligvis ekstra stor betydning i et land som Sydafrika, hvor entrepenører ofte har flere ideer, end de har penge. For de helt store virksomheder har udgifterne til softwarelicenser sjældent den store betydning, mens det for en mindre virksomhed kan være afgørende at kunne få fat i de programmer, der er brug for og komme i gang med arbejdet. I et land som Sydafrika er små og mellemstore virksomheder vigtige for den økonomiske udvikling, så en uhindret adgang til fri software af høj kvalitet er af stor betydning for landets fremtid.

Også i Danmark har Digitaliseringsstyrelsen i perioder anbefalet en stigende brug af “open source”. Som tidligere antydet holder anbefalingen sig inden for, hvad der opfattes som foruddefinerede “økonomiske realiteter”. Man har desværre kun i begrænset omfang talt om, hvorvidt almindelige brugere, virksomheder, offentlige myndigheder og kunder i det hele taget måske gjorde klogt i at forlange adgang til fri software på alle niveauer.

WriteFreely, som er det værktøj, som denne side er bygget i, giver mulighed for at have mange forskellige blogs for hver bruger.

Hidtil har jeg skrevet i den blog, der hedder agger, men nu har jeg også oprettet denne, hvor jeg kan skrive forskellige små indlæg og artikler, noter, som man siger.

Det har noget at gøre med, at jeg er ved at være træt af de sociale medier men stadig har ting, som jeg gerne vil skrive og have folk til at læse. Hæng endelig på.

So I'm reading Gary Greenberg's book “Manufacturing depression”. It's not an ironclad scientific demonstration of the ineffectiveness of much of the modern psychiatric medicine such as you may find in the work of (say) Joanna Moncrieff, but it is an entertaining and critical journalistic narrative of the pharmacological history of depression.

At one point he's comparing depression and SSRIs with diabetes and insulin, mocking the psychiatrists who, unlike real doctors prescribing insulin to diabetics

don't have to convince their diabetic patients that they have a “real illness”. A diabetes doctor doesn't have to worry about the clinical appropriateness of treatment. He doesn't have to wait for a new definition of diabetes to be hashed out in committees of his brethren and then learn the new diagnostic criteria. (...) All he has to do is to take a urine or blood sample. He doesn't have to talk about chemical imbalances that he knows aren't the problem or contend with package inserts that say, in plain black and white, that the drug makers have no idea why their drug works.

The prevailing narrative is still, if you ask doctors, that depression is caused by low levels of serotonin in the brain and that antidepressants work by increasing the levels of serotonin. It's hard to understand, though, how this narrative can still exist given that Irving Kirsch (lecturer in medicine at the Harvard Medical School and Beth Israel Deaconess Medical Center) thoroughly debunked the idea in 2009, 15 years ago.

What Kirsch demonstrated by a thorough analysis of a vast number of clinical trials of SSRIs was

• Antidepressants fare very badly in clinical trials. They are statistically better than placebos, but the difference is so small that it's not clinically significant. I.e., clinically they're not proven to be any better than placebos.
• They are speculated to work by lowering serotonin levels, but in fact there is no evidence at all that depression is related to serotonin levels – the evidence that is often cited is that the SSRIs seem to work on depression, but the clinical trials suggest they actually don't.
• It has been shown that if people have the levels of serotonin in the brain depleted, it doesn't affect their mood at all.
• One outlying anti-depressant in use in France is actually a Selective Serotonin Reuptake Enhancer, i.e. it lowers levels of serotonin in the brain, and it fares no better and no worse than the SSRIs.
• the small statistical difference between SSRIs and placebo can probably be explained by the placebo effect – patients in clinical trials realize that they're on the real drug because of the onset of (often unpleasant) side effects, thus increasing their expectation of a positive effect.

I won't claim to know how to cure depression, except that I'd guess that it's not a disease whose root causes lie at the neurochemical level and hence it probably isn't curable with medication (even though such medication may be helpful in shorter periods). I'd really love for someone to come up with a real answer.

But why do we allow ourselves and the industry to carry on, 35 years after introducing these drugs, 15 years after Kirsch thoroughly debunked them, to continue treating this very serious disease with medicine

• whose own manufacturers still can't say why it would work
• except by referring to a serotonin hypothesis which has never been proven,
• a hypothesis which has in fact been debunked?

I'm afraid we're in need of some reforms here. Maybe, just maybe, the abolishment of medical patents and of any and a nationalisation of medical research, so that new drugs and treatments will be developed according to patients' needs – and not according to the drug companies' chances of commercial success.