agger

Dette uddrag fra min kommende bog om fri software er — dog let revideret og tilpasset — skrevet i 2011-12 og bærer præg af at være fra en tid, hvor vi stadig kørte de fleste programmer lokalt, på vores egne computere. Det var derfor også en tid, hvor det stadig kunne undre os, at firmaer som Microsoft eller Google virkelig kunne læse alt hvad vi skrev og slette vores data efter behag.

Desværre er tech-giganternes ekstreme kontrol over vores data og vores fysiske computere ikke blevet den mindste smule mindre drakonisk. Ja, nedenstående kan virke “naivt” i en tid, hvor Microsoft pønser på at tage skærmdumps hvert 3. sekund og uploade til sine egne servere, men hovedargumentet er stadig lige så relevant nu, som det var dengang.

Og alternativet, at bruge et frit styresystem på både computer og mobiltelefon, lige så oplagt — og en hel del lettere.

Hvem ejer din computer?

Hvem ejer din computer? Det mener du formentlig, at du selv gør. Den er trods alt købt og betalt, og du har måske stadig en kvittering til at bevise det med, hvis den skulle gå i stykker eller blive stjålet. Du kan altså gøre med den, hvad du vil. Hvis det er en stationær copmuter, har du måske allerede haft den åbnet for at sætte mere RAM eller et nyt TV- eller grafikkort i. Hvis du har lyst og flair for elektronik, kan du skille den ad og samle den igen for at finde ud af, hvordan den virker.

Det er lidt, som hvis du har en bil og kommer hjem med den fra værkstedet og synes, du hører en underlig bilyd, når motoren går i tomgang. Der er vist et eller andet, der ikke er helt, som det skulle være? Hvis du har forstand på motorer, kan du åbne køleren, lokalisere den møtrik, der ikke var spændt ordentligt fast eller den drivrem, der ikke var ordentligt justeret, og ordne det. Hvis du ikke har forstand på den slags, kan du få en bekendt til at se på det, eller du kan køre hen på det nærmeste værksted for at få en professionel til at klare det. Alle disse ting står det dig fuldkommen frit at gøre, fordi det er din bil. Mange mennesker elsker den slags arbejde og kan bruge lang tid på at skille deres motorcykler ad og møjsommeligt rense, pudse, polere og smøre hver evig eneste møtrik.

Alle disse ting kan du også gøre ved en almindelig stationær computer. Alle dens elektroniske kredsløb tilhører dig og dig alene, og du kan udskifte og reparere dem præcis, som du har lyst. Hvis du ikke har så meget forstand på elektronik, kan du stikke lidt med en skruetrækker eller ødelægge en kondensator hist og her for at se, om du kan regne ud, hvordan det hele virker ud fra den måde, hvorpå det går i stykker. Det sidste virker ikke særlig konstruktivt og kan give problemer med garantien, men der kan ikke være nogen tvivl om, at du har lov til at gøre disse ting ved en computer eller en bil, som du ejer.

Ved en computer stopper denne ret imidlertid, så snart vi går fra de elektroniske kredse til de logiske sekvenser af bits og bytes, der får computeren til at gøre det, den skal – med andre ord, så snart vi går fra hardware til software. Hvis du har en af de computere, der er flest af, nemlig en PC med Microsoft Windows installeret, ophører din ret til at pille ved computeren og bestemme over, hvordan den virker og hvad den egentlig gør, så snart du begynder at interessere dig for, hvad de indbyggede programmer gør på dine vegne, når du tænder computeren.

Disse styresystemer og de medfølgende programmer har du nemlig fået stillet til rådighed som del af en licensaftale. Af betingelserne i den aftale fremgår som regel, at du ikke har købt programmet, du har kun erhvervet dig en licens til at bruge det. Denne licens forbeholder producenten sig ret til at tilbagekalde, hvis det vurderes, at din brug af programmet strider mod de betingelser, der er angivet i licensen.

Blandt disse betingelser er som regel, at du ikke må forsøge at finde ud af, hvordan programmerne virker, det være sig ved at studere den binære kode eller ved reverse engineering; at du ikke må foretage “konstruktive ændringer” af programmerne, der kunne få dem til at køre bedre eller hurtigere; og at du i hvert fald slet ikke må videregive hverken ændrede eller ikke-ændrede versioner til andre. Det udleverede eksemplar af programmet er kun til eget brug.

Hvis du har fået et defekt eksemplar, kan du trøste dig med, at producenten ikke garanterer, at produktet er fejlfrit eller overhovedet kan bruges til noget som helst formål. Hvis der sker skade på grund af det fejlbehæftede program, lover producenten at udbetale erstatning op til, hvad det koster at levere programmet igen. Hvis det defekte tekstbehandlingsprogram, der fulgte med Windows, har spist dine skatteregnskaber for de sidste ti år og Århundredets Store Danske Roman, som du skulle til at sende til forlaget i morgen og ikke har sikkerhedskpi af, vil producenten (måske) sende dig en ny CD, så du kan geninstallere programmet. Men du kan ikke få at vide, hvad der gik galt, og du kan ikke få producenten til at rette fejlen (medmindre du har en meget klar support-aftale). Du kan ikke selv forsøge at finde og rette fejlen, som du kunne, hvis det var en bil eller motorcykel, det drejede sig om. Det kan slet ikke lade sig gøre at “tage computeren på værksted” og få ordnet det defekte program. Eftersom der ikke er adgang til kildekoden, og eftersom der tydeligt står i licensbetingelserne, at det ikke er tilladt at forsøge at ændre i programmet eller regne ud, hvordan det virker, er det både umuligt og ulovligt for en tredjepart at hjælpe dig med at få programmet og dermed din computer til at virke mere hensigtsmæssigt.

Gør det noget, at licensbetingelserne for de fleste computerprogrammer er så rigide? Som almindelig bruger er du alligevel afskåret fra selv at ændre i de programmer, vores computer kører. En del af svaret er, at det, du gør, når du sidder og arbejder ved din computer, er det, som programmerne gør. Du har vænnet dig til, at én tastekombination gemmer filen, mens en anden sætter teksten i kursiv og en tredje sletter den, men du ved ikke som regel ikke, hvordan programmet gør disse ting. Du ved derfor heller ikke, om de samtidig gør noget andet, som du ikke ville bryde dig om, hvis du vidste det.

En af de mere paranoide udgaver af denne bekymring er, at dit email-program kunne sende en kopi af alle udgående mails til Microsoft, der så bruger dem til at træne deres “AI”-robotter med. Det burde Microsoft selvfølgelig ikke gøre uden at spørge os om lov, men hvordan ved vi, at de ikke gør det?

Vi kan ikke bare kan få nogen til at kigge programmet igennem og forvisse os om, at det ikke er ude på nogen af den slags hundekunster. Her er vi tilbage ved udgangspunkter fra før: Det er umuligt for os vide, hvordan programmet helt præcist virker, eftersom vi ikke har adgang til dets kildekode, og ifølge licensaftalen med producenten er det ulovligt for os at forsøge at finde ud af det. Vi kan desværre let finde eksempler på problemer ved de proprietære licenser, der er mindre paranoide og mere jordnære.

Lad os for eksempel antage, at et firma har brug for at hemmeligholde vigtige forretningsdokumenter, som derfor aldrig må gemmes i ukrypteret form. Ved altid at kryptere sikrer man, at kun autoriserede brugere har mulighed for at læse dokumentet, også selv om det skulle komme forkerte steder hen, for eksempel via en email. Firmaets ledelse plejer derfor at udveksle denne type dokumenter på et netværksdrev, som alle har adgang til.

En dag finder man ud af, at tekstbehandlingsprogrammet altid lægger en kopi af det dokument, man arbejder med, i en midlertidig fil ved siden af selve dokumentet. Denne kopi er ganske vist “skjult”, så man skal slå “Vis skjulte filer og mapper” til for at få den at se, men den er der altid, så længe filen er åben. Hvis tekstbehandlingsprogrammet ikke bliver lukket ordentligt ned, for eksempel, fordi brugeren slukker sin computer uden at lukke alle programmerne eller fordi forbindelsen til netværksdrevet ryger, bliver filen liggende, og det uden at være krypteret. De oplysninger, der egentlig var forbeholdt en lille kreds i firmaets øverste ledelse, kan pludselig læses af alle med adgang til netværksdrevet eller til harddisken på en computer, hvor et sådant dokument engang har været åbent. Programmet har med andre ord et alvorligt sikkerhedshul. Hvad gør man? Den umiddelbare løsning ville være at sætte nogen til at kigge i programmets kode, finde det sted, hvor filens indhold bliver skrevet til en midlertidig fil, og få det til at lade være med at gøre dette, hvis filen er krypteret. Hvis man ikke har nogen i huset, der kan lave denne ændring, kan man betale nogen udenfor for at gøre det. Denne løsning er helt oplagt og forholdsvis let at udføre i en verden, hvor du som bruger helt naturligt har adgang til at undersøge og ændre de programmer, du bruger i det daglige.

Hvis programmet er et proprietært tekstbehandlingsprogram som for eksempel Microsoft Word, er der ikke nogen sådan mulighed. Firmaet kan ændre sine sikkerhedsprocedurer, men hvis de gerne vil have tekstbehandlingsprogrammet til at lade være med at gemme midlertidige kopier af krypterede filer, er de nødt til at rette henvendelse til producenten og håbe det bedste. I bedste fald vil producenten betragte fejlen som et vigtigt sikkerhedsproblem, og i så fald kan den, om alt går vel, blive rettet i forbindelse med en sikkerhedsopdatering inden for tre til seks måneder. I næstheldigste fald vil producenten skrive fejlen på listen over ting, de gerne vil have rettet i næste version af programmet. I værste fald får kunden at vide, at det kan man desværre gøre noget ved. Producenten har andre kunder, der har vigtigere problemer og ikke mindst nye produkter, der skal gøres færdige.

Uanset, hvordan den aktuelle producent nu arbejder er pointen, at det ikke er op til kunden, hvordan de kan løse deres sikkerhedsproblem. De har ikke adgang til programmets kildekode, og selv om de havde, ville det efter licensbetingelserne være ulovligt for dem at forsøge. Kunden er som afhængig bruger prisgivet producenten. Så, hvem ejer nu dette firmas computere?

Det gør det vel som antydet selv – men et andet svar er, at hvis dette firma ønsker, at dets medarbejdere skal bruge det tekstbehandlingsprogram, som de har indkøbt i dyre domme og måske er helt afhængige af, så er det producenten, der bestemmer, hvad der foregår på firmaets computere, når programmet afvikles. Hvis programmet kører rimeligt stabilt og uden sikkerhedshuller, er det sikkert udmærket, og dog: Er det virkelig stadig firmaets egne computere, når de har været nødt til at frasige sig kontrollen over dem for et enkelt programs skyld? Hvis producenten nægter at anerkende fejlen eller i værste fald er gået konkurs, risikerer aftageren – hvad enten det nu er et firma eller en privatperson – at stå med et program, hvis fejl ikke kan rettes og hvis virkemåde og eventuelle sikerhedshuller, man ikke har mulighed for at gøre noget ved. Hemmeligholdelsen af et computerprograms virkemåde og forbudet mod selv at undersøge det og måske ændre på det kan altså udgøre et reelt praktisk problem. Den omstændighed, at det reelt er leverandøren af et proprietært program, der bestemmer, hvad der foregår på en brugers computer, kan også give anledning til interessekonflikter. En sådan kan for eksempel opstå, hvis leverandøren ikke helt stoler på brugerne og indfører en kontrolprocedure, der skal lukke brugere, der mistænkes for ikke at have betalt for produktet, ude.

Et eksempel er de automatiske opdateringer til Microsoft Windows. I en Windows-installation anbefaler systemet altid, at man som standard sætter disse opdateringer til at foregå automatisk. Det vil sige, at systemet helt af sig selv henter opdateringerne fra Microsofts hjemmeside og installerer dem uden at underrette brugeren om det, før computeren eventuelt skal genstartes for at fuldføre installationen.

Microsoft anbefaler, at man altid vælger automatiske opdateringer, fordi man så altid er helt á jour med de nyeste sikkerhedsopdateringer. Det er nemlig vigtigt, at en Windows-computer er rustet til at klare sig i den stadige kamp mod virus, trojanske heste, phishing-teknikker og russiske botnets. Men det forudsætter selvfølgelig, at brugeren kan stole på, at det vitterlig kun er vigtige sikkerhedsopdateringer, der installeres ad den vej. 25. april 2006 begyndte Microsoft at installere et nyt program gennem de automatiske opdateringer, der hedder Microsoft Genuine Advantage. Microsoft Genuine Advantage (WGA) er dog ikke et program, der gavner brugeren eller overhovedet gør noget, der kan være til nytte for ham eller hende. Microsoft Genuine Advantage er en validering, der går ind på en central server og checker, at denne Windows-installations produktnøgle er ægte. Under denne første udrulning fejlede valideringen imidlertid ret ofte.

Den umiddelbare konsekvens af denne “opgradering” blev, at tusindvis af brugere med helt lovlige versioner af Windows XP fik advarsler, der beskyldte dem for at have piratkopieret systemet. Programmet opfordrede dem til at bringe sagen i orden ved at erhverve sig en Windows-licens – hvilket de så måtte forsøge at forklare Microsofts kundesupport, at de allerede havde. 25. august 2007 gik de centrale WGA-servere ned, og hundredetusinder af brugere – alle, som forsøgte at tænde en Windows XP- eller Windows Vista-computer med adgang til Internettet – fik markeret deres eksemplar af Windows som en piratkopi og blev præsenteret for en “reduceret funktionalitet”, hvor vigtige funktioner var slået fra, indtil brugeren havde bragt sagen i orden. Spørgsmålet om, hvem der ejer din Windows-computer er altså ikke så enkelt at besvare. Selve den fysiske maskine er stadig din, men Microsoft forbeholder sig til hver en tid retten til uden varsel at få den til at holde op med at virke eller slå vigtige funktioner fra. Selve computeren er ganske vist din, men programmerne tilhører deres producent. Hvis producenten ønsker, at programmerne skal gå ind på producentens servere og overføre oplysninger om dit system og filsystem, før de får lov til at gøre noget fornuftigt, så er det ikke noget, du som sådan bruger blande dig i.

Noget lignende er flere gange sket med Apples iPhone, der markedsføres som en telefon, men først og fremmest er en håndholdt computer. En af de indbyggede begrænsninger i denne computer har fra starten været, at man i modsætning til de fleste andre avancerede mobiltelefoner ikke kan vælge vilkårlige lyde eller MP3-filer som ringetoner. Man kan altså ikke tage en sang fra en CD og bruge som ringetone eller gøre en hvilken som helst anden lyd, man selv har optaget eller downloadet på internettet, til ringetone. Ringetoner til en iPhone skal autoriseres af Apple, hvorefter man kan hente dem via Apples online-forretning iTunes.

Et software-firma ved navn Ambrosia så et potentielt marked og skabte et program, som de kaldte iToner. Med iToner installeret på sin computer kunne man nu tage en hvilken som helst lyd, lægge den over på sin iPhone og bruge den som ringetone. Det syntes Apple var en dårlig idé. Det er jo ikke for sjov, de har gjort det umuligt for folk selv at installere deres egne “uautoriserede” ringetoner, det er for at tjene penge på at sælge dem via iTunes. Næste gang, Apple udsendte en software-opdatering til sin iPhone, sørgede man ved samme lejlighed for at slette alle uautoriserede ringetoner, som brugeren havde installeret ved hjælp af iToner. Hvem tilhører din computer, hvis det er en iPhone? Selve den fysiske genstand tilhører måske stadig dig selv; men hvis du gerne vil have opdateret de programmer, der kører på den, forbeholder Apple sig retten til at undersøge dine filer og fjerne de ting, de ikke bryder sig om.

Den allestedsnærværende bog- og alt-muligt-andet-handel Amazon tager lignende forbehold, hvad angår de bøger, de sælger til deres e-bogs-læser Kindle. Amazon Kindle er et af mange forsøg på at løse et alvorligt logistisk tid i disse fagre internet- og e– og i– alt-muligt-tider. Med internettets udbredelse og i betragtning af, at en stor del af alle de bøger, der nogensinde er skrevet frit kan lægges på nettet, fordi ophavsretten er udløbet, er det muligt at finde flere og flere bøger på nettet. De fleste har dog nok erfaret, at en ting er at downloade en bog, noget ganske andet er at læse den på en computerskærm. En stationær computer med skærm er som regel anbragt ved en kontorplads, hvor det er temmelig upraktisk at sidde i flere timer i samme stilling og kigge i samme retning, som man egentlig er nødt til for at læse en bog af en vis længde. En bærbar computer løser noget af problemet, men også den er for uhåndterbar, til at man kan sidde med den og tage den med sig på samme måde, som man kan med en bog. Hvis den bærbare er en tablet-PC, begynder det at hjælpe på det. Men selv da er de fleste bærbare computer for tunge og løber for hurtigt tør for batteri. Mange ender derfor med at printe bogen ud. Men en stabel A4-ark er ikke ret meget mere læsevenlig end et vindue på en skærm, og udgiften til toner og papir vil næsten altid være dyrere end at købe et fysisk eksemplar af bogen. Det, der egentlig er brug for, er en tingest cirka på størrelse med en bog, der vejer meget lidt og kan køre flere dage på en opladning. Dette er stikordet for Amazons Kindle og en hel generation af konkurrerende e-bogslæsere. Det spørsmål, som vi gerne vil rejse i den forbindelse, er det sædvanlige: Hvem ejer din Kindle og de e-bøger, der ligger på den? Og selvfølgelig er svaret ikke helt, som vi kunne have ønsket.

Den 16. juli 2009 opdagede hundredevis af mennesker, at nogle af de elektroniske bøger, som de havde købt fra Amazon og havde til at ligge på deres Kindle, var blevet fjernet. Amazon havde nemlig haft en uoverensstemmelse med bøgernes udgiver, så den aftale, de troede de havde, var blevet trukket tilbage. Amazon udsendte derfor en opdatering til alle de berørte Kindles, der fjernede kundens eksemplar af de pågældende bøger. De berørte kunder modtog i stedet en email, der oplyste, at de havde fået pengene tilbage for bøgerne, eftersom Amazon alligevel ikke havde set sig i stand til at sælge dem. Situationen er ikke uden paralleller i den almindelige forlagsbranche: Det er før sket, at et forlag har udgivet for eksempel en engelsk bog i USA blot for at finde ud af, at der havde været en misforståelse, og rettighederne alligevel ikke var faldet helt på plads. I sådanne tilfælde kan forlaget i værste fald være nødt til at trække bogen hjem fra boghandlerne og destruere restoplaget. Fremgangsmåden med de bøger, der allerede havde solgt til Amazons Kindle, svarede dog nærmere til, at forlæggeren brød ind hos hver enkelt kunde, fjernede bogen fra natbordet eller bogreolen og lagde kr. 49,95 som refusion af købsprisen. Hændelsen vakte stor vrede hos Amazons kunder, ikke mindst på grund af følelsen af, at Amazon havde rakt ind i folks private rum og taget noget tilbage, som kunderne allerede havde en klar bevidsthed om at eje. Folk følte sig krænket, og den almindelige mening i aviser og på hjemmesider og blogs var, at Amazon havde begået en alvorlig fejl. Køberne havde jo skyld ingen skyld i Amazons konflikt med rettighedshaverne. Den oplagte løsning ville have været at aftale en erstatning for de fejlagtigt solgte eksemplarer med forlaget i stedet for at fjerne dem fra kundernes private elektroniske bogsamlinger.

Hos Amazon gjorde kritikken indtryk, og allerede den 23. juli 2009 (kun en uge efter, at de første rapporter om fadæsen kom frem) udsendte Amazons grundlægger og administrerende direktør Jeff Bezos en undskyldning:

Our “solution” to the problem was stupid, thoughtless, and painfully out of line with our principles. It is wholly self-inflicted, and we deserve the criticism we've received. We will use the scar tissue from this painful mistake to help make better decisions going forward, ones that match our mission.

With deep apology to our customers,

Jeff Bezos Founder & CEO Amazon.com

I en artikel i online-tidsskriftet Slate (http://www.slate.com/id/2223214/) rettede journalisten Farhad Manjoo dog en noget mere fundamental kritik mod Amazon og dets håndtering af sagen. Problemet var ikke kun, fastslog han, at Amazon havde valgt denne noget hårdhændede og krænkende måde at løse sine retslige problemer i forhold til udgiveren på. Det egentlige problem er, at Amazon overhovedet kunne.

Man forstår hans synspunkt, når man hører, hvilke bøger, hele balladen egentlig drejede sig om: Ved en underlig skæbnens ironi drejede det sig om George Orwells Kammerat Napoleon og 1984.

---

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Follow me on Mastodon!.