agger

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software fortæller jeg om, hvordan Lawrence Lessig i sin tid grundlagde Creative Commons for at skabe en infrastruktur, hvor enhver form for kulturel produktion — tekster, billeder, musik, videnskabelige artikler, you name it — frit kan deles.

Creative Commons-licenser er i dag overalt — i Wikipedia, i alverdens videnskabelige artikler og publikationer, i billedkunst og musik. I det følgende vil jeg fortælle om de enkelte licenser og som eksempel på den enorme indflydelse, ideerne om fri software og fri kultur fik fra 2004 og frem, fortælle om deres betydning i den periode, hvor Gilberto Gil var kulturminister i Brasilien.

Creative Commons, kulturen som et praktisk og juridisk fællesskab

Der, hvor bevægelsen for fri kultur for alvor minder om bevægelsen for fri software er i erkendelsen af, at myndighederne og lovgiverne ikke har tænkt sig at gøre noget for at ændre hverken på lovgivningen om ophavsret eller på den stramme tolkning af den, der er udbredt ved domstolene i de fleste vestlige lande. Hvis der skal gøres noget for at sikre, at det igen bliver muligt at bruge og genbruge kunstværker, er der ikke tid til at vente på, at den danske lov om ophavsret og den tilsvarende lovgivning overalt i verden (der er reguleret af en række internationale konventioner, der varetages af FN-organisationen WIPO) bliver ændret, så den passer til det 21. århundredes virkelighed. Fans og “alternative” kunstnere har i mange år vist deres modstand mod den etablerede underholdningsindustri ved at afstå fra den ophavsretslige beskyttelse af deres værker, som de ellers har krav på.

Richard Stallman blev inspireret til sit copyleft-begreb, da han fik tilsendt en science fiction-roman fra et uafhængigt forlag med påskriften: “Copyleft xxx, 19xx. All rights reversed.” En velkendt og mindre “oprørsk” variant er vendingen: “Eftertryk med udtrykkelig kildeangivelse tilladt”. Denne påskrift bruges ofte af mindre tidsskrifter, der gerne vil have deres budskab ud, men også gerne vil nævnes, hvis nogen bruger en af deres artikler. Andre supplerer kravet om kildeangivelse med et krav om, at deres artikler ikke må gøres til genstand for kommerciel udnyttelse. En sådan afståelse af ophavsret over et værk udgør begyndelsen på den form for “fri kultur”, som den skærpede ophavsretskultur og ikke mindst de strenge regler for kopibeskyttelse er ved at undergrave. Problemet med sådanne små forklaringer på pladecovers, hjemmesider og i bøgers og tidsskrifters kolofoner er, at de ikke er spor ensartede og ofte strider mod hinanden.

Det, som udmærker fri software, der reguleres af betingelserne i GPL, er at al software, der udgives under disse vilkår og samtidig lægges til fri download på en dertil indrettet hjemmeside som savannah.gnu.org eller github.com, hermed bliver del af en fælles pulje, som det står alle frit for både at bruge og at bidrage til. Betingelserne i GPL sikrer, at alle bidrag forbliver i puljen. Hver gang, du frigiver et nyttigt program under GPL, sætter du i virkeligheden programmet ind på en konto i en fælles softwarebank, som du stiller frit til rådighed for alle interesserede. Denne fælles pulje opstår netop, fordi skabere af fri software afstår fra en del af deres ophavsret ved at give andre tilladelse til at ændre og videregive deres værk, samtidig med at de gennem GPL insisterer på et andet aspekt af deres ophavsret, nemlig deres ret til at stille betingelser for denne tilladelse. Som jurist fandt Lawrence Lessig konstruktion meget inspirerende. Det er nemlig den samme ophavsret, der regulerer computerprogrammer, som regulerer alle former for kunstværker. Hvis det er muligt at skabe en fælles pulje af fri software ved at afstå fra passende dele af ophavsretten, kan man også skabe en fælles pulje af frie kunstværker; altså af værker, som er frie i den forstand, at man frit kan videregive dem og bygge videre på dem på samme måde, som man kunne før det 20. århundredes ophavsretsfundamentalisme. Lawrence Lessig byggede i 2001 sammen med Hal Abelson og Eric Eldred videre på denne idé og grundlagde organisationen Creative Commons, der er en non-profit-organisation, der har til formål at skabe et juridisk grundlag for et frit kulturliv.

Den stærke påvirkning fra bevægelsen for fri software viser sig især ved, at hovedstammen i Creative Commons' bud på en fri kulturel infrastruktur er juridisk, nemlig de såkaldte Creative Commons-licenser. Inden for ophavsretten havde man hidtil kun haft to egentlige kategorier og en stor gråzone af særlige vilkår. Et værk kan være omfattet af ophavsretten, eller det kan være udløbet og frit tilgængeligt for alle. Rettighedshaveren kan opbløde dette med små, vedhæftede betingelser som “gengivelse med kildeangivelse tilladt”, “gengivelse i ikke-kommercielle sammenhænge forbudt”, “må kun gengives i sin helhed”, og så videre. Creative Commons-bevægelsen forsøger at formalisere denne gråzone af særlige betingelser ved at indføre nogle få licenser med en gennemarbejdet og juridisk holdbar formulering. Formålet er netop at indfange mange af de betingelser, skabende kunstnere og andre “kulturarbejdere” kan ønske at pålægge brugeren af deres værker. Creative Commons-licenserne består grundlæggende af tre “moduler”, som frit kan kombineres og derved give forskellige grader af ophavsretslig beskyttelse.

Det mest elementære af disse moduler er “By” (på dansk: “Af”) og udsiger, at ophavsmanden gerne vil krediteres for sit værk. Dette er for eksempel en passende betingelse for en videnskabelig artikel, som forfatterne som regel gerne ser læst og citeret så vidt og bredt som muligt. Det næste “modul” handler om, hvorvidt det er tilladt at lave afledte værker. Ved en ren “By”-licens har man ret til at videregive værket i den form, man har lyst til, så længe man husker at kreditere ophavsmanden. Dette kan være problematisk af to grunde: Dels ønsker opretshaveren måske at kontrollere, i hvilken form værket bliver videregivet til andre, og dels betyder det, at andre kan påberåbe sig ophavsretten over et afledt værk, så ikke engang den oprindelige kunstner har lov til at bygge videre på det. Den mest simple betingelse, man kan pålægge fra dette modul, er “No-Derivatives”. Dette betyder, hvad navnet siger: Ingen afledte værker. Dette er en naturlig betingelse for politiske artikler, som forfatteren nok gerne ser udbredt, men som man på den anden side let kunne manipulere til at udsige en helt anden mening end den oprindelige.

Kunstnere, der er indstillet på at lade andre bygge videre på deres værker, men som ikke kan acceptere, at deres egen “andel” i det afledte værk herved går tabt, kan i stedet vælge at lægge en “Share-Alike”-licens på deres værk. Dette har en effekt, der minder om anvendelsen af GPL på software. Det betyder, at du er velkommen til at remixe og transformere denne sang, tegning, fotocollage eller artikel præcis, som du har lyst til, men det resulterende værk skal gives videre til andre på de samme betingelser. Det tredje og sidste af de grundlæggende Creative Commons-moduler handler om muligheden for at tjene penge på et værk.

En musiker, der brænder for sin musik og gerne vil have, at den bliver hørt af så mange mennesker som overhovedet muligt, kan udgive den til fri afbenyttelse på free.fm, jamendo.com, SoundCloud eller en anden af de mange udmærkede musikdelingstjenester. Han vil nok gerne have, at folk, der downloader hans musik, får at vide, hvem han er og videregiver musikken som den er og uden at pille ved den. Der er altså tale om et tilfælde, hvor en Creative Commons “By-No Derivatives”-licens vil passe perfekt.

Men nogle musikere vil også gerne kunne leve af deres musik. Hvis andre får lov til at sælge eller videreformidle musikken på en måde, så de tjener mange penge på det, kan de i værste fald udkonkurrere ophavsmanden selv. I en sådan situation vil kunstneren overveje at udvide licensen med betingelsen “Non-Commercial”. Det betyder, at værket ikke må bruges erhvervsmæssigt uden kunstnerens tilladelse. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om den, der bruger værket erhvervsmæssigt, faktisk tjener penge på det. Det afgørende er, at der er tale om en sammenhæng, hvor man normalt skulle betale for det.

Bemærk, at en betingelse om ikke-erhvervsmæssig brug er noget, som helt principielt adskiller fri kultur fra fri software. Det er et ufravigeligt krav i definitionen af fri software, at du skal have lov til at bruge programmet til et hvilket som helst formål og har lov til at videregive det uden nogen begrænsninger ud over dem, der fremgår af ophavsretten og licensbetingelserne, for eksempel GPL. Forskellen er her, at kunst netop er kunst, beregnet til underholdning, fordybelse eller nydelse. Kunst er vigtigt, men kan ikke siges at være en del af samfundets infrastruktur, som alle har krav på adgang til. Et krav om ikke-kommerciel brug er altså ikke en trussel mod en fri kultur eller et frit samfund, hvis det drejer sig om kulturelle produktioner – mens det netop risikerer at blive en trussel mod idealet om et frit samfund med en fri infrastruktur, hvis vi accepterer det for computerprogrammers vedkommende.

Kunst fremstillet under de forskellige Creative Commons-licenser udgør en fælled (betydningen af ordet “commons”) af produktioner, som kunstnere, musikere og forfattere kan trække på og arbejde videre på, når de ønsker at tage udgangspunkt i andre kunstneres arbejde på en måde, som ikke kan lade sig gøre med den traditionelle, centraliserede og gennemkommercialiserede musik- og filmindustris produktioner.

Lessigs kamp for en fri kultur også i en digital tidsalder er, som vi har set, meget inspireret af fri software-bevægelsens ideer om direkte aktion. I stedet for at vente på, at andre ændrer ophavsretslovgivningen, så vi atter får den samme frihed til at dele og skabe kulturelle produkter, som folk havde før år 1900, skaber vi en fælles pulje af værker, som kan bruges på denne måde; ganske som al software under GPL udgør en fælles pulje af fri software, som alle kan bruge og bygge videre på, præcis som de har lyst. Som sådan er det lykkedes bevægelsen for fri kultur at trænge langt igennem. I Brasilien tog landets daværende kulturminister, den berømte musiker Gilberto Gil, fra 2004 og frem initiativ til en række “kulturelle hot-spots”, hvor musikere og andre kunstnere kunne komme og få stillet faciliteter til rådighed til professionel produktion af deres værker, så de kunne dele dem med andre mennesker, primært andre brasilianere – og måske på den måde komme en lille smule nærmere gennembruddet.

Ved en tale ved firmaet Googles Zeitgeist-konference i 2008 beskrev Gil sin kulturpolitik og dens forbindelse til Creative Commons-projektet og kampen for en fri, brugerskab kultur med disse ord:

Since 2003, when I took office as Minister of Culture of Brazil, we have been looking into Digital Technologies as cultural phenomena.

We, at the ministry, have insisted on the strategic role of culture in policy making. This has obliged us to change radically the way to conceive of Politics, State, Society specially in relation to digital technology.

In politics and especially in governments, radical changes are only possible at specific historical moments. Through the insertion of Culture and cultural diversity as a policy making device in the political and managerial governmental equation, we offer society the opportunity to achieve radical change, step by step, using the day to day inputs of new industrial and social technologies, without the earthquakes of classical revolutionary action. If we look at the new digital possibilities we could easily conclude that they bring a built-in revolutionary device in themselves. Digital Culture initiatives can play a fundamental role in shaking away the inertia of the traditional politics that has secluded society from public life, generating a vacuum of critical political thinking and even producing cynicism, especially in governmental sectors. We need to aknowledge that traditional politics is failing in advancing democracy and social development. The conversion of the digital technologies has created around the Internet a totally peaceful revolution. A bottom up unrest, happening everywhere, which I see as a very positive sign of the rising of a non governmental political movement that I believe to be a direct and matured result of cultural and countercultural movements of our most recent history, in their increasing power to influence public policies.

It is the rise of a peer to peer culture. Peeracy!

What I see in Brazil and in many cuntries, is that these new contemporary political movements don't come from traditional politics. They don't depend totally on representative democracy anymore. On the contrary, they operate outside the electoral system and influence it to some degree. People are more and more eager to engage in politics in a new and proactive way. It seems to me that this collective unrest that can only be met by governments if they really understand the cultural diversity issues and peer to peer actions, and it's implications in the new model of development for the 21st century.

The 21st century technologies represent a huge challenge to regulations. The revolution generated by the convergence of digital technologies obliges us to reinvent the way we do almost everything. I believe that anybody with public responsibility should look into the digital distribution of Intellectual Property as the most direct and powerful way of democratizing knowledge in the history of mankind. But instead we see almost every formal institution insisting on bluntly calling the digital distribution “Piracy”.

We should rather be looking at new business models... and into a burst of freshness in the political regulatory analysis.

The work I have witnessed with the idea and practice of Digital Culture in the Ministry shows us that it is possible to have another form of consonance, somehow radical, I would even say, a “symbiosis” of the State with the civil society.

Many corporations and governments all over the world have positioned themselves conservatively and are trying to block the advance of these digital new possibilities. Every technical revolution creates a reaction like that. Digital distribution of intellectual property, if seen from the analogical perspective, represents a threat to business, security problems and a loss of social control. These perceptions are but momentary setbacks which shall soon be resolved. However, we must be ever vigilant as digital technology, like any other technology, can be used against individuals and society's interests. That's why I am sure we have not only to humanize, but also politicize these technologies, which means thoroughly discuss them and make them available to society and every citizen. Regulations should be there to insure freedom and open access to knowledge, not just for “business as usual” purposes.

I want to quote my friend Lawrence Lessig, a great contemporaneous thinker and activist; in his book CODE 2.0, he points out to the necessity of new forms of regulation to guarantee the new forms of freedom and human connectivity. Lessig defends the necessity of the presence of the state to guarantee that the internet survives into maturity with its radical social-innovation potential fully in place. For that (he points out) we have to discuss a new political understanding of governance. That if we want to guarantee the collective and emancipating existence of cyberspace, we need to come up with a brand new regulatory framework of thoughts otherwise these libertarian possibilities created by digital technologies will be amputated.

We have brought digital multimedia studios and access to the internet (peer to peer culture) to about 700 hundred grassroots communities all over Brazil.

Today, in Brazil we have traditional communities recording and publishing in the internet their songs or videotaping their work and culture. This burst of fresh air is unchaining new vital ideas, new innovative productions, generating a real empowerment process of an emerging creative society. This process is encouraging and inducing the formation of a network of new cultural multimedia producers in Brazil, a network which will soon be consolidated into a new generation of authors and artists.

This experience with digital technologies in the Pontos de Cultura, the Hotspots, made possible a symbolic exercise, a dialogue between socio-cultural grassroots communities with digital new concepts and contemporary languages. This very rich process begins when the communities, the new cultural producers, start networking and, by doing so, engage in a process of autonomy, free from government or any other control. The transformation starts when the kids in the communities recognize the digital technological devices as cultural performance tools, as a source of diversified references, as a platform for esthetic creation and re-symbolization of their experiences. In other words, social change starts when they understand cyberspace as a territory of their own, when they understand uploading before they ever heard of downloading when they start publishing. This is the exact moment when empowerment takes place. Sheer magic! I want to invite you all to come to Brazil next year to discuss these issues. We will be joining efforts with many institutions both governmental and from civil society as well as companies to thoroughly look into the perspectives of these new digital realities.

Det er tilladt at være en lille smule misundelig over, at det ikke er i Danmark, vi har haft en så begavet og visionær kulturminister.

---

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Follow me on Mastodon!.