Gaza

Af Poyâ Pâkzâd

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Israels krig i Gaza fortsætter med uformindsket styrke, og de seneste døgn har budt på en række dramatiske udviklinger både på slagmarken og i den diplomatiske sfære.

Ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau WAFA blev 84 mennesker dræbt og mange flere såret onsdag under israelske angreb i hele Gazastriben. Blandt ofrene var 12 mennesker, heraf syv kvinder og to børn, der mistede livet, da en israelsk missil ramte et stadion i Nuseirat-lejren, hvor hundredvis af fordrevne havde søgt tilflugt. Tre andre blev dræbt, mens de ventede på nødhjælp nær Rafah, blandt dem den 36-årige fodboldspiller Mohammed al-Satari. I Gaza City melder læger til Reuters, at 20 mennesker blev dræbt i et angreb på et tilflugtssted tæt ved et marked. En overlevende, Sami Hajjaj, beskrev bombardementet som et uvarslet chok: “Vi sov i Guds varetægt, der var intet forvarsel, ingen tegn. Pludselig var vi omringet af ruiner og lig”.

Gazas sundhedsministerium har siden krigens begyndelse i oktober 2023 registreret 65.419 dræbte og over 167.000 sårede. Forskere peger på, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat, ikke mindst fordi mange stadig ligger begravet under murbrokkerne.

Parallelt med bombardementerne udspiller der sig en aktivistisk kamp i det maritime. Global Sumud Flotilla, en civil nødhjælpskonvoj bestående af 52 både, befinder sig ud for Kreta på vej mod Gaza. Flotillaen er gentagne gange blevet angrebet med droner, både under ophold i tunesiske havne og nu på åbent hav. Ifølge organisationens erklæring er der blevet kastet sprængstoffer og kemiske substanser, kommunikationsudstyr er blevet saboteret, og skrogene er bevidst blevet beskadiget. Indtil videre er alle 500 frivillige og aktivister om bord uskadte.

Flotillaen er den fjerde af sin slags i år, men den første med så omfattende deltagelse. Tidligere forsøg er endt med israelsk beslaglæggelse, senest af skibene Madleen og Hamdala. Historien om maritim modstand mod blokaden går tilbage til mindst 2010, hvor ni tyrkiske aktivister blev dræbt under det israelske angreb på Mavi Marmara. Denne gang er billedet mere komplekst: Italien har allerede sendt en fregat, Fasan, til det østlige Middelhav for at beskytte italienske statsborgere blandt aktivisterne. Nu følger Spanien trop. Statsminister Pedro Sánchez annoncerede under FN's Generalforsamling i New York, at en spansk flådefragt forlader Cartagena for at yde assistance. “Regeringen i Spanien insisterer på, at folkeretten respekteres, og at vores borgeres ret til fri sejlads sikres”, sagde han. Ifølge organisationen Veterans for Peace deltager mindst 22 amerikanske statsborgere, heraf seks krigsveteraner, i flotillaen. USA's regering har indtil videre forholdt sig tavs.

En af veteranerne, Phillip Tottenham, fortalte til det amerikanske medie Mondoweiss, at hans båd, Ohwayla, bemandet med tidligere soldater fra Irak- og Afghanistankrigene, er drevet af en stærk forpligtelse til at protestere mod folkedrabet. “Vi er helt ubevæbnede. Vi bringer mad og nødhjælp. Men vi bliver nu truet med vold og endda terroranklager. Det ændrer ikke vores beslutning”, sagde han.

Det diplomatiske pres mod Israel er også tiltagende. Spanien har som det første land i Vesteuropa indført et totalt våbenembargo og forbud mod import fra israelske bosættelser på Vestbredden. Ifølge økonomiminister Carlos Cuerpo er tiltaget “banebrydende på internationalt niveau”. Siden oktober 2023 har Spanien solgt våben til en værdi af 6,2 millioner dollars til Israel, men tidligere på måneden annullerede Madrid en ordre på raketkastere til en værdi af 825 millioner dollars. Sánchez har desuden opfordret til, at Israel udelukkes fra internationale sportsbegivenheder på linje med Rusland.

På den internationale scene spiller USA en dobbeltrolle. Donald Trump, der netop har mødt arabiske og muslimske ledere i New York, lovede ifølge Axios, at han ikke vil tillade Netanyahu at annektere Vestbredden. Samtidig insisterer Netanyahu, at “der aldrig bliver en palæstinensisk stat”, uden Trump-regeringen gør synlig modstand. Den amerikanske præsident er desuden blevet afsløret i at have kendt til, og ikke modstræbt, Israels raketangreb i Qatar, mens en våbenhvile blev forhandlet. Udsigten til reelt amerikansk pres på Israel er ikke til at ane.

Trump-administrationen arbejder desuden stadig på planer for et “dagen derpå” i Gaza. Jared Kushner, svigersøn og tidligere rådgiver for Trump, har sammen med Tony Blair genoplivet visioner om at omdanne Gaza til en “Middelhavets Riviera”. Ifølge lækkede dokumenter har Israels efterretningstjeneste allerede i 2023 foreslået at tvangsdeportere Gazas 2,3 millioner indbyggere til Sinai. Da dette mødte massiv international modstand, lancerede Netanyahu i 2024 en Gaza 2035-plan, hvor genopbygningen skulle ske under israelsk kontrol og uden deltagelse af Hamas og med en stærkt “reformeret” palæstinensisk selvstyremyndighed. Kushner har i mellemtiden skabt en privat investeringsfond på tre milliarder dollars, hvoraf to milliarder stammer fra Saudi-Arabiens oliefond, med det formål at investere i israelske selskaber.

Israels finansminister Bezalel Smotrich har åbent talt om Gaza som en “ejendomsbonanza” og er allerede i gang med planer om at genetablere israelske bosættelser, der blev rømmet i 2005. Ved en ejendomskonference i Tel Aviv sagde han for nylig: “Nedrivningen, den første fase i byens fornyelse, har vi allerede udført. Nu skal vi bygge.”

Mens bombardementerne fortsætter i Gaza, og bosættervolden på Vestbredden intensiveres med hærens medvirken, har verdenssamfundet valgt at give palæstinenserne det, Gideon Levy kalder en “hul gave”: anerkendelsen af en stat, der i praksis ikke findes. Levy beskriver, hvordan han og fotografen Alex Levac besøgte en landsby, hvor bosættere dagen forinden havde stjålet får og mishandlet den 81-årige hyrde Sadek Farhana, som nu lå hjemme med begge arme brækket. Politiet anklagede fejlagtigt hyrderne for røveri. For Levy er episoden et billede på virkeligheden: mens børn dør i Gaza og hyrder slås ned på Vestbredden, giver den internationale anerkendelse ikke én eneste håndgribelig beskyttelse. “Det redder ikke ét barn i Gaza, ikke én hyrde i Hebron,” skriver han og tilføjer, at anerkendelsen i realiteten giver staterne en undskyldning for ikke at handle. Alle israelske oppositionspartier, også Yair Golans Demokraterne, reagerede ved at fordømme anerkendelsen som “antisemitisme”. For Levy er konklusionen klar: verden har valgt symbolpolitik frem for redningsaktion.

Haaretz' lederartikel tager et frontalt opgør med premierminister Netanyahus påstand om, at en anerkendt palæstinensisk stat blot vil være en “terrorstat”. Avisen peger på, at Mahmoud Abbas allerede i 2006 fastslog, at hans vej var politisk, ikke militær, og at det palæstinensiske selvstyre siden da har samarbejdet med Israels egne sikkerhedstjenester for at forhindre angreb. I stedet for at engagere Abbas valgte Netanyahu at boykotte ham, fastholde Hamas ved magten som belejligt påskud og bevare den interne palæstinensiske splittelse. Ifølge Haaretz er Netanyahus retorik endnu en løgn, designet til at blokere for enhver politisk løsning og give dække til fortsat bosættelsesudbygning.

Imens breder konflikten sig regionalt. Fra Yemen ramte en drone onsdag den israelske by Eilat og sårede over 20 mennesker. Det israelske forsvar indrømmede, at missilet ikke blev nedskudt, selvom to Iron Dome-missiler blev affyret. Houthierne, der officielt kalder sig Ansarullah, erklærede, at angrebet “opnåede sit mål” og lovede at fortsætte sin humanitære intervention i det verserende folkedrab, indtil belejringen af Gaza ophører. Israel har til gengæld intensiveret sine bombardementer af Yemen og for nylig dræbt 31 journalister fra Sanaas aviser. Det er det værste massedrab på journalister globalt siden 2009, ifølge Committee to Protect Journalists.

I Libanon ramte en israelsk overvågningsdrone FN's fredsbevarende styrke UNIFIL's hovedkvarter i syd. Det er ikke første gang. Dronen var ikke bevæbnet, men FN betegner hændelsen som en krænkelse af både resolution 1701 og libanesisk suverænitet. Det føjer sig til en lang række angreb på FN-personale, senest da israelske droner kastede granater på uniformerede FN-folk, der på forhånd havde orienteret IDF om deres position.

Også Syrien er trukket dybere ind i konflikten. Præsident Ahmed al-Sharaa erklærede under FN's generalforsamling, at “vi er bange for Israel, ikke omvendt”, og advarede om, at fredsforhandlingerne med Netanyahu er gået i stå. Det er ikke underligt, idet Syrien er et borgerkrigsmartret land, mens Israel, Mellemøstens mest dominerende militærmagt, placerer sig i den absolutte verdenselite blandt mindre stater, især grundet teknologisk overlegenhed og amerikansk støtte. Israel kræver ifølge lækkede oplysninger at beholde territorium erobret under invasionen i december, samtidig med at syrisk militær tilstedeværelse i sydvest begrænses og en israelsk luftkorridor mod Iran etableres. Netanyahu kalder ideen om tilbagetrækning “en joke”.

Midt i disse eskalationer udspiller der sig også en kamp om kontrol over nødhjælpen. Israel har pålagt alle internationale hjælpeorganisationer i de besatte områder at genregistrere sig, hvilket indebærer, at de skal udlevere personalelister og afskedige ansatte, der mistænkes for “delegitimerende aktivitet”. Hvis de nægter, risikerer de at miste tilladelsen til at operere. Modellen er designet til at tvinge organisationerne ind under Gaza Humanitarian Foundation (GHF), et system med få distributionssteder, som kritikerne kalder et instrument for etnisk udrensning. FN's nødhjælpsorgan UNRWA er allerede blevet forbudt ved lov i Israel og anklaget for terrorvirksomhed, uden skyggen af evidens, hvilket har sat store dele af hjælpearbejdet i stå.

Den amerikanske udenrigstjeneste er samtidig blevet præget af en intern magtkamp. Ifølge mediet Responsible Statecraft har en rådgiver ved den amerikanske ambassade i Israel, David Milstein, i praksis fungeret som filter, der forhindrer kritiske rapporter om Israel i at nå Washington. Han beskrives som en hårdhændet pro-israelsk håndhæver, der har fået embedsmænd fyret, fjernet kritik fra menneskerettighedsrapporter og i stedet promoveret GHF som en legitim humanitær aktør, alt imens FN officielt har erklæret hungersnød i Gaza.

På et mere personligt plan mistede Mellemøstenjournalistikken i denne uge en af sine store skikkelser. David Hirst, kendt for sit værk “The Gun and the Olive Branch” og for sin mangeårige dækning af regionens konflikter for blandt andre The Guardian, er død, 89 år gammel.

Som afrunding vil jeg i dag anbefale DR's historieprogram Bakspejl, der netop har sat fokus på den såkaldte Lillehammer-affære, en dramatisk episode i sommeren 1973, hvor Mossad i den norske by Lillehammer likviderede en uskyldig tjener i den fejlagtige tro, at han var en leder af den militante palæstinensiske organisation Sorte September. Den dansk-israelske agent Dan Ærbel spillede en central rolle i det efterfølgende forløb, som trak tråde til norsk politi og retssystem, den nordiske solidaritetsbevægelse, Israels hemmelige atomprogram og den internationale skyggekrig mellem Mossad og Sorte September.

Sorte September-organisationen opstod som en hemmelig militant fraktion af Fatah efter borgerkrigen i Jordan i 1970. Organisationen stod bag flere spektakulære angreb i begyndelsen af 1970'erne, herunder massakren under OL i München i 1972.

I tre afsnit fungerer den danske professor og mellemøstekspert Sune Haugbolle som historisk guide til 1970'ernes politiske landskab og den historie, der udfoldede sig i Lillehammer.

Hvordan kunne en dansk forretningsmand ende som hovedperson i et internationalt mordmysterium? Første afsnit er allerede tilgængeligt på DR Lyd, mens de næste udkommer i de kommende uger. Link: https://www.dr.dk/.../mordet-i-lillehammer-1-3-11162511029

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Israels krig i Gaza, som bevæger sig ind i sit andet år, fortsætter med en brutalitet, der overgår selv tidligere eskalationer. Gaza City, hvor næsten 900.000 mennesker stadig befinder sig fanget, er blevet udsat for massivt bombardement fra luften, fra artilleri og gennem militærkøretøjer lastet med sprængstoffer, som israelske styrker har detoneret i boligområder. Ifølge Gazas sundhedsministerium blev 38 mennesker dræbt tirsdag, heraf tre, der forsøgte at hente nødhjælp, mens 190 blev såret. Al Jazeera rapporterer, at mindst 34 er blevet dræbt allerede inden middag i dag, de fleste i Gaza City, mens hospitalskilder taler om mindst 22 døde i dag, heraf 18 i Gaza City. Forskellene i tallene viser ikke blot usikkerheden i de kaotiske forhold, men også at mange dødsfald først registreres, når ligene bliver gravet ud af murbrokkerne.

Blandt de bygninger, der tirsdag blev jævnet med jorden, var hovedcentret for Palestinian Medical Relief Society, et seks etagers kompleks i Gaza City. Ifølge Associated Press tilbød centret blodbank, kræftmedicin, behandling af kroniske sygdomme og traumeklinik. Organisationen meddelte, at bygningen blev ødelagt kort efter en israelsk “evakueringsordre”. To sundhedsarbejdere blev såret, og tabet kommer oven i de mange hospitaler, der allerede er ude af drift. Mandag måtte både Al-Rantisi Børnehospital og Gazas eneste offentlige øjenhospital indstille driften efter gentagne bombardementer. Sundhedsministeriet advarer om, at sundhedssystemet “gisper efter sine sidste åndedrag” på grund af mangel på brændstof. Kommunen i Gaza City appellerer om øjeblikkelig international intervention og beskriver situationen som en systematisk ødelæggelse af sundhedsvæsenet som led i en folkemorderisk politik.

Samtidig fortsætter sulten som våben. Ministeriet har de seneste dage undladt at offentliggøre officielle tal for sultdødsfald, men læger på Nasser-hospitalet i Khan Younis bekræftede tirsdag, at tre børn døde af sult. Ifølge internationale organisationer er mindst 440 mennesker, heraf 147 børn, døde af underernæring, men tallet er sandsynligvis langt højere. Den israelske blokade af mad, brændstof og medicin har skabt hungersnød, og FN-organisationer advarer om, at hundredtusinder er i fare.

På gaderne vidner øjenvidner og billeder om rædslerne. Reuters fotograferede en far i Shati-lejren, der bar sin treårige søns lig gennem ruinerne. Den palæstinensiske nyhedstjeneste WAFA rapporterede tirsdag, at israelske angreb ramte kvarterer som al-Rimal, al-Nasr, Sheikh Radwan, al-Daraj og al-Zaytoun. Ifølge Al Jazeera blev tre militærkøretøjer læsset med sprængstoffer detoneret i Tel al-Hawa og al-Sabra. Næsten 900.000 mennesker er stadig fanget i Gaza City, nogle fordi de nægter at forlade deres hjem, andre fordi de ikke har råd til at betale de enorme summer, som smuglere og selvbestaltede militser kræver for at fragte dem mod syd.

UNRWA, FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, meddelte, at tolv af deres bygninger i Gaza City blev ramt i perioden 11.-16. september, heraf ni skoler og to sundhedscentre, hvor over 11.000 internt fordrevne havde søgt tilflugt. “Der findes ikke længere sikre steder i Gaza”, hedder det i deres rapport.

Konflikten har som bekendt også spredt sig til Libanon. Søndag blev Shadi Charara, en bilforhandler fra Bint Jbeil, dræbt af et israelsk droneangreb sammen med sine tre børn, tvillinger på 18 måneder og en datter på otte år. Hans hustru og ældste datter overlevede, men blev alvorligt såret. En fætter, der tilfældigt passerede på motorcykel, blev også dræbt. Israels militær indrømmede at have dræbt civile, men hævder, at angrebet var rettet mod en Hizbollah-aktivist, som vanligt uden at fremlægge beviser. Ifølge Associated Press var der under begravelsen ingen Hizbollah-flag, kun libanesiske. Familien forklarede, at Charara havde søgt om familiesammenføring i USA, hvor flere af hans slægtninge er statsborgere, og at ansøgningen netop var blevet godkendt.

Samtidig er der fremkommet yderligere oplysninger om, at Israel støtter væbnede palæstinensiske militser, der bekæmper Hamas. Den nyoprettede Strike Force Against Terror har etableret en enklave i Khan Younis, hvor lederen har forklaret til The Times of Israel, at Israel hjælper dem med at opbygge infrastruktur, og at der snart vil blive leveret el og vand til deres område. I Rafah kontrollerer en anden gruppe, Popular Forces, ledet af Yassar Abu Shabab, et kvarter med støtte fra Israel. Abu Shabab er blevet beskyldt for at have bånd til Islamisk Stat, og flere af hans folk har ifølge israelske medier tidligere kæmpet med IS i Sinai. Tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman har åbent beskyldt Netanyahu for at bevæbne gruppen. Regeringen selv har forsvaret samarbejdet med henvisning til, at det sparer israelske soldaters liv. Kritikere peger på, at Israel dermed risikerer at styrke jihadistiske grupper, som i andre sammenhænge bekæmpes som terrororganisationer.

I Italien blev der mandag gennemført en landsdækkende generalstrejke til støtte for Gaza. Hundredtusinder af mennesker deltog i protester i over 75 byer. Ifølge Unione Sindacale di Base var strejken rettet mod “det igangværende folkedrab i Gaza, blokaden af nødhjælp og truslerne mod Global Sumud-flotillen”. I Rom blev Termini-stationen besat af titusinder, mens 50.000 ifølge arrangørerne samledes i Milano, hvor politiet meldte om sammenstød, ti anholdelser og 60 sårede betjente. Havnearbejdere blokerede Genova, Trieste og Livorno, og i Bologna besatte studerende auditorier og marcherede på ringvejen, hvor de blev mødt af vandkanoner og tåregas.

Mange demonstranter rettede blikket mod regeringen i Rom. CGIL-lederen Maurizio Landini sagde til La Stampa, at fortsatte våbenleverancer til Israel gør Italien medansvarlig for folkedrab. Giuseppe Conte, leder af Femstjernebevægelsen, kritiserede premierminister Giorgia Meloni for at beskytte Netanyahu og for at nægte at tage debatten i parlamentet. Meloni har afvist Den Internationale Straffedomstols arrestordrer på Netanyahu og understreget, at han ikke vil blive anholdt, hvis han rejser til Italien.

På den diplomatiske scene har FN's Generalforsamling i New York været domineret af folkedrabet i Gaza. Generalsekretær Antonio Guterres beskrev ødelæggelserne som “mere omfattende end noget, han hidtil har set i sin tid som generalsekretær” og fastslog, at intet kan retfærdiggøre kollektiv afstraffelse af et helt folk. Han appellerede til permanent våbenhvile, øjeblikkelig løsladelse af gidsler og fuld humanitær adgang. Brasiliens præsident Lula da Silva advarede om, at palæstinenserne “er i fare for at forsvinde” og kaldte USA's og Europas passivitet medskyldig. Tyrkiets præsident Erdogan talte om Gaza som “menneskehedens lavpunkt” og viste billeder af sultende børn. Indonesiens præsident tilbød at sende 20.000 fredsbevarende soldater, hvis Sikkerhedsrådet beslutter det. Jordans kong Abdullah beskrev Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem som en “krudttønde”, der kan udløse en religiøs krig langt ud over regionen.

Qatars emir Tamim bin Hamad Al Thani fordømte Israels droneangreb i Doha tidligere på måneden som “stats-terror” og en klar krænkelse af suverænitet, der ifølge ham havde til formål at sabotere fremskredne forhandlinger om en våbenhvile. Han anklagede Israel for at føre en politik om territorial ekspansion forklædt som en krig mod terror. Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa understregede, at det internationale samfund har et ansvar for at beskytte palæstinensernes ret til selvbestemmelse.

Europæiske lande har i stigende grad anerkendt Palæstina. Frankrig, Storbritannien, Portugal og Canada tog skridtet ved åbningen af Generalforsamlingen, og Australien fulgte efter dagen efter. Ifølge Al Jazeera læses Israels beslutning om at lukke Allenby-broen til Jordan som en gengældelsesakt. Broen er den eneste udgang for palæstinensere fra Vestbredden uden at skulle passere gennem Israel. Lukningen betyder, at titusinder nu er afskåret fra at rejse ud.

Storbritannien og Frankrig har imidlertid koblet anerkendelsen til en række betingelser, der er ret identiske med Lars Løkkes. Ifølge The Telegraph kræver London f.eks. en gennemgribende reform af skolepensum, afskaffelse af de udbetalinger til fangers familier, som Israel kalder “pay to slay”, samt politiske reformer og valg, der sikrer, at Hamas udelukkes fra politisk indflydelse.
Også sportsverdenen er trukket ind. En gruppe FN-eksperter opfordrede tirsdag til, at Israel suspenderes fra international fodbold, ligesom Rusland blev det efter invasionen af Ukraine. “Sport kan ikke være business as usual i skyggen af folkedrab”, hedder det i udtalelsen. Den spanske premierminister Pedro Sánchez har stillet samme spørgsmål: hvorfor Rusland blev udelukket, mens Israel stadig deltager.

Fra amerikansk side gav Donald Trumps udsending til Syrien, Tom Barrack, et temmelig opsigtsvækkende interview til The National, hvor han kaldte freden i Mellemøsten en illusion og sagde, at Israel “angriber alle” – Syrien, Libanon, Tunesien – samtidig med at USA reelt overlader regionen til Israels gøren og laden. Han afslørede, at Qatars værtsskab for Hamas og Taliban skete “på amerikansk anmodning” og afviste, at en våbenhvile i Gaza ville være realistisk, eftersom tidligere våbenhviler altid er brudt sammen. Han erklærede, at USA ikke vil indsætte tropper, men overlade opgaven til Israel.

Som reaktion på den symbolske anerkendelsesbølge erklærede Israels premierminister Netanyahu i sidste uge, at der “ikke bliver nogen palæstinensisk stat”, mens nye bosættelsesprojekter annonceres på Vestbredden.

Her til slut en lille opsummering af Benny Gantz opinionsindlæg i New York Times i dag. Gantz var stabschef for den israelske hær fra 2011 til 2015, og forsvarsminister (2020–2022) og vicepremierminister, bl.a. i Netanyahus koalitionsregering. Efter 7. oktober 2023 gik han ind i Netanyahus krigskabinet som en slags “national samlingsfigur”, men trak sig igen i juni 2024 i protest mod Netanyahus håndtering af krigen. Han er i dag oppositionsfigur og tilhører den israelske midte. Hvad skriver han i dag? Gantz vil have, at Vesten stopper med at læse krigen som noget, der primært handler om Netanyahu. Ifølge Gantz er der nemlig en bredt “national sikkerhedskonsensus” i Israel, der går på tværs af partier, og som især består i en grundlæggende modstand mod anerkendelse af en palæstinensisk stat. Gantz lægger vægt på, at han selv pressede på for hurtigere og hårdere militære operationer end Netanyahu: en hurtigere invasion af Gaza, en mere massiv offensiv i Rafah, endda et direkte angreb på iransk territorium i april 2024. Han slår fast, at han går ind for permanent israelsk militær tilstedeværelse i hele Gaza for at forhindre Hamas i at genopbygge sig, samt formel israelsk kontrol over Jordandalen.

Alt muligt andet skriver han også. Men det afgørende er, at Gantz har ret i én ting: vestlige ledere forsøger at isolere Israels folkedrab til den siddende højreekstreme regering. Hans pointe er, at krigen ikke er Netanyahus personlige projekt, men forankret i en bred israelsk sikkerhedskonsensus.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÉR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk