Gaza

Af Poyâ Pâkzâd

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Israels krig i Gaza fortsætter med uformindsket styrke, og de seneste døgn har budt på en række dramatiske udviklinger både på slagmarken og i den diplomatiske sfære.

Ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau WAFA blev 84 mennesker dræbt og mange flere såret onsdag under israelske angreb i hele Gazastriben. Blandt ofrene var 12 mennesker, heraf syv kvinder og to børn, der mistede livet, da en israelsk missil ramte et stadion i Nuseirat-lejren, hvor hundredvis af fordrevne havde søgt tilflugt. Tre andre blev dræbt, mens de ventede på nødhjælp nær Rafah, blandt dem den 36-årige fodboldspiller Mohammed al-Satari. I Gaza City melder læger til Reuters, at 20 mennesker blev dræbt i et angreb på et tilflugtssted tæt ved et marked. En overlevende, Sami Hajjaj, beskrev bombardementet som et uvarslet chok: “Vi sov i Guds varetægt, der var intet forvarsel, ingen tegn. Pludselig var vi omringet af ruiner og lig”.

Gazas sundhedsministerium har siden krigens begyndelse i oktober 2023 registreret 65.419 dræbte og over 167.000 sårede. Forskere peger på, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat, ikke mindst fordi mange stadig ligger begravet under murbrokkerne.

Parallelt med bombardementerne udspiller der sig en aktivistisk kamp i det maritime. Global Sumud Flotilla, en civil nødhjælpskonvoj bestående af 52 både, befinder sig ud for Kreta på vej mod Gaza. Flotillaen er gentagne gange blevet angrebet med droner, både under ophold i tunesiske havne og nu på åbent hav. Ifølge organisationens erklæring er der blevet kastet sprængstoffer og kemiske substanser, kommunikationsudstyr er blevet saboteret, og skrogene er bevidst blevet beskadiget. Indtil videre er alle 500 frivillige og aktivister om bord uskadte.

Flotillaen er den fjerde af sin slags i år, men den første med så omfattende deltagelse. Tidligere forsøg er endt med israelsk beslaglæggelse, senest af skibene Madleen og Hamdala. Historien om maritim modstand mod blokaden går tilbage til mindst 2010, hvor ni tyrkiske aktivister blev dræbt under det israelske angreb på Mavi Marmara. Denne gang er billedet mere komplekst: Italien har allerede sendt en fregat, Fasan, til det østlige Middelhav for at beskytte italienske statsborgere blandt aktivisterne. Nu følger Spanien trop. Statsminister Pedro Sánchez annoncerede under FN's Generalforsamling i New York, at en spansk flådefragt forlader Cartagena for at yde assistance. “Regeringen i Spanien insisterer på, at folkeretten respekteres, og at vores borgeres ret til fri sejlads sikres”, sagde han. Ifølge organisationen Veterans for Peace deltager mindst 22 amerikanske statsborgere, heraf seks krigsveteraner, i flotillaen. USA's regering har indtil videre forholdt sig tavs.

En af veteranerne, Phillip Tottenham, fortalte til det amerikanske medie Mondoweiss, at hans båd, Ohwayla, bemandet med tidligere soldater fra Irak- og Afghanistankrigene, er drevet af en stærk forpligtelse til at protestere mod folkedrabet. “Vi er helt ubevæbnede. Vi bringer mad og nødhjælp. Men vi bliver nu truet med vold og endda terroranklager. Det ændrer ikke vores beslutning”, sagde han.

Det diplomatiske pres mod Israel er også tiltagende. Spanien har som det første land i Vesteuropa indført et totalt våbenembargo og forbud mod import fra israelske bosættelser på Vestbredden. Ifølge økonomiminister Carlos Cuerpo er tiltaget “banebrydende på internationalt niveau”. Siden oktober 2023 har Spanien solgt våben til en værdi af 6,2 millioner dollars til Israel, men tidligere på måneden annullerede Madrid en ordre på raketkastere til en værdi af 825 millioner dollars. Sánchez har desuden opfordret til, at Israel udelukkes fra internationale sportsbegivenheder på linje med Rusland.

På den internationale scene spiller USA en dobbeltrolle. Donald Trump, der netop har mødt arabiske og muslimske ledere i New York, lovede ifølge Axios, at han ikke vil tillade Netanyahu at annektere Vestbredden. Samtidig insisterer Netanyahu, at “der aldrig bliver en palæstinensisk stat”, uden Trump-regeringen gør synlig modstand. Den amerikanske præsident er desuden blevet afsløret i at have kendt til, og ikke modstræbt, Israels raketangreb i Qatar, mens en våbenhvile blev forhandlet. Udsigten til reelt amerikansk pres på Israel er ikke til at ane.

Trump-administrationen arbejder desuden stadig på planer for et “dagen derpå” i Gaza. Jared Kushner, svigersøn og tidligere rådgiver for Trump, har sammen med Tony Blair genoplivet visioner om at omdanne Gaza til en “Middelhavets Riviera”. Ifølge lækkede dokumenter har Israels efterretningstjeneste allerede i 2023 foreslået at tvangsdeportere Gazas 2,3 millioner indbyggere til Sinai. Da dette mødte massiv international modstand, lancerede Netanyahu i 2024 en Gaza 2035-plan, hvor genopbygningen skulle ske under israelsk kontrol og uden deltagelse af Hamas og med en stærkt “reformeret” palæstinensisk selvstyremyndighed. Kushner har i mellemtiden skabt en privat investeringsfond på tre milliarder dollars, hvoraf to milliarder stammer fra Saudi-Arabiens oliefond, med det formål at investere i israelske selskaber.

Israels finansminister Bezalel Smotrich har åbent talt om Gaza som en “ejendomsbonanza” og er allerede i gang med planer om at genetablere israelske bosættelser, der blev rømmet i 2005. Ved en ejendomskonference i Tel Aviv sagde han for nylig: “Nedrivningen, den første fase i byens fornyelse, har vi allerede udført. Nu skal vi bygge.”

Mens bombardementerne fortsætter i Gaza, og bosættervolden på Vestbredden intensiveres med hærens medvirken, har verdenssamfundet valgt at give palæstinenserne det, Gideon Levy kalder en “hul gave”: anerkendelsen af en stat, der i praksis ikke findes. Levy beskriver, hvordan han og fotografen Alex Levac besøgte en landsby, hvor bosættere dagen forinden havde stjålet får og mishandlet den 81-årige hyrde Sadek Farhana, som nu lå hjemme med begge arme brækket. Politiet anklagede fejlagtigt hyrderne for røveri. For Levy er episoden et billede på virkeligheden: mens børn dør i Gaza og hyrder slås ned på Vestbredden, giver den internationale anerkendelse ikke én eneste håndgribelig beskyttelse. “Det redder ikke ét barn i Gaza, ikke én hyrde i Hebron,” skriver han og tilføjer, at anerkendelsen i realiteten giver staterne en undskyldning for ikke at handle. Alle israelske oppositionspartier, også Yair Golans Demokraterne, reagerede ved at fordømme anerkendelsen som “antisemitisme”. For Levy er konklusionen klar: verden har valgt symbolpolitik frem for redningsaktion.

Haaretz' lederartikel tager et frontalt opgør med premierminister Netanyahus påstand om, at en anerkendt palæstinensisk stat blot vil være en “terrorstat”. Avisen peger på, at Mahmoud Abbas allerede i 2006 fastslog, at hans vej var politisk, ikke militær, og at det palæstinensiske selvstyre siden da har samarbejdet med Israels egne sikkerhedstjenester for at forhindre angreb. I stedet for at engagere Abbas valgte Netanyahu at boykotte ham, fastholde Hamas ved magten som belejligt påskud og bevare den interne palæstinensiske splittelse. Ifølge Haaretz er Netanyahus retorik endnu en løgn, designet til at blokere for enhver politisk løsning og give dække til fortsat bosættelsesudbygning.

Imens breder konflikten sig regionalt. Fra Yemen ramte en drone onsdag den israelske by Eilat og sårede over 20 mennesker. Det israelske forsvar indrømmede, at missilet ikke blev nedskudt, selvom to Iron Dome-missiler blev affyret. Houthierne, der officielt kalder sig Ansarullah, erklærede, at angrebet “opnåede sit mål” og lovede at fortsætte sin humanitære intervention i det verserende folkedrab, indtil belejringen af Gaza ophører. Israel har til gengæld intensiveret sine bombardementer af Yemen og for nylig dræbt 31 journalister fra Sanaas aviser. Det er det værste massedrab på journalister globalt siden 2009, ifølge Committee to Protect Journalists.

I Libanon ramte en israelsk overvågningsdrone FN's fredsbevarende styrke UNIFIL's hovedkvarter i syd. Det er ikke første gang. Dronen var ikke bevæbnet, men FN betegner hændelsen som en krænkelse af både resolution 1701 og libanesisk suverænitet. Det føjer sig til en lang række angreb på FN-personale, senest da israelske droner kastede granater på uniformerede FN-folk, der på forhånd havde orienteret IDF om deres position.

Også Syrien er trukket dybere ind i konflikten. Præsident Ahmed al-Sharaa erklærede under FN's generalforsamling, at “vi er bange for Israel, ikke omvendt”, og advarede om, at fredsforhandlingerne med Netanyahu er gået i stå. Det er ikke underligt, idet Syrien er et borgerkrigsmartret land, mens Israel, Mellemøstens mest dominerende militærmagt, placerer sig i den absolutte verdenselite blandt mindre stater, især grundet teknologisk overlegenhed og amerikansk støtte. Israel kræver ifølge lækkede oplysninger at beholde territorium erobret under invasionen i december, samtidig med at syrisk militær tilstedeværelse i sydvest begrænses og en israelsk luftkorridor mod Iran etableres. Netanyahu kalder ideen om tilbagetrækning “en joke”.

Midt i disse eskalationer udspiller der sig også en kamp om kontrol over nødhjælpen. Israel har pålagt alle internationale hjælpeorganisationer i de besatte områder at genregistrere sig, hvilket indebærer, at de skal udlevere personalelister og afskedige ansatte, der mistænkes for “delegitimerende aktivitet”. Hvis de nægter, risikerer de at miste tilladelsen til at operere. Modellen er designet til at tvinge organisationerne ind under Gaza Humanitarian Foundation (GHF), et system med få distributionssteder, som kritikerne kalder et instrument for etnisk udrensning. FN's nødhjælpsorgan UNRWA er allerede blevet forbudt ved lov i Israel og anklaget for terrorvirksomhed, uden skyggen af evidens, hvilket har sat store dele af hjælpearbejdet i stå.

Den amerikanske udenrigstjeneste er samtidig blevet præget af en intern magtkamp. Ifølge mediet Responsible Statecraft har en rådgiver ved den amerikanske ambassade i Israel, David Milstein, i praksis fungeret som filter, der forhindrer kritiske rapporter om Israel i at nå Washington. Han beskrives som en hårdhændet pro-israelsk håndhæver, der har fået embedsmænd fyret, fjernet kritik fra menneskerettighedsrapporter og i stedet promoveret GHF som en legitim humanitær aktør, alt imens FN officielt har erklæret hungersnød i Gaza.

På et mere personligt plan mistede Mellemøstenjournalistikken i denne uge en af sine store skikkelser. David Hirst, kendt for sit værk “The Gun and the Olive Branch” og for sin mangeårige dækning af regionens konflikter for blandt andre The Guardian, er død, 89 år gammel.

Som afrunding vil jeg i dag anbefale DR's historieprogram Bakspejl, der netop har sat fokus på den såkaldte Lillehammer-affære, en dramatisk episode i sommeren 1973, hvor Mossad i den norske by Lillehammer likviderede en uskyldig tjener i den fejlagtige tro, at han var en leder af den militante palæstinensiske organisation Sorte September. Den dansk-israelske agent Dan Ærbel spillede en central rolle i det efterfølgende forløb, som trak tråde til norsk politi og retssystem, den nordiske solidaritetsbevægelse, Israels hemmelige atomprogram og den internationale skyggekrig mellem Mossad og Sorte September.

Sorte September-organisationen opstod som en hemmelig militant fraktion af Fatah efter borgerkrigen i Jordan i 1970. Organisationen stod bag flere spektakulære angreb i begyndelsen af 1970'erne, herunder massakren under OL i München i 1972.

I tre afsnit fungerer den danske professor og mellemøstekspert Sune Haugbolle som historisk guide til 1970'ernes politiske landskab og den historie, der udfoldede sig i Lillehammer.

Hvordan kunne en dansk forretningsmand ende som hovedperson i et internationalt mordmysterium? Første afsnit er allerede tilgængeligt på DR Lyd, mens de næste udkommer i de kommende uger. Link: https://www.dr.dk/.../mordet-i-lillehammer-1-3-11162511029

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk