Gaza

Af Poyâ Pâkzâd

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

Washington har orienteret Kongressen om et forestående gigantisk våbensalg til Israel, der ifølge Wall Street Journal løber op i seks milliarder dollars. Aftalen omfatter tredive Apache-angrebshelikoptere og over tre tusinde infanterikøretøjer. Beløbet dækkes gennem amerikansk militærhjælp, der årligt sikrer Israel mindst 3,8 milliarder dollars. Efter Hamas' angreb den 7. oktober 2023 øgede USA sin støtte markant. I det første år alene blev der overført næsten 18 milliarder dollars til Israel. De nye våben vil begynde at ankomme om to til tre år, men nyheden falder sammen med, at Israel har intensiveret sin belejring af Gaza og forsøg på at ramme Hamas-ledelsen i Qatar. Angrebet i Doha, et attentatforsøg, der ifølge Qatar udryddede ethvert håb om en gidselaftale, har vakt vrede blandt Golfstaterne, der ellers både er tætte amerikanske allieret og storinvestorer i USA. På trods heraf presser Det Hvide Hus på for, at Kongressen godkender salget.

Samtidig fortsætter krigen i Gaza med en brutalitet, der ifølge FN-organer, menneskerettighedsgrupper og jurister overskrider grænsen til folkedrab. Det palæstinensiske sundhedsministerium rapporterede søndag, at mindst 71 mennesker blev dræbt og 304 såret i løbet af et døgns israelske bombardementer. Yderligere fire palæstinensere døde af sult, hvilket bringer antallet af dokumenterede sultdødsfald op på 440, heraf næsten 150 børn. I Gazas Sabra-kvarter blev 25 medlemmer af samme familie dræbt på én gang, mens andre lå fanget under murbrokkerne. Det er et stærkt tegn på, at Israel fortsat bruger det AI-baserede måludviklingsprogram 'Lavender' og 'Where is Daddy', hvor IDF overvåger Hamas-medlemmer og venter til, at de vender hjem til deres familier, inden man detonerer en bombe mod hele boligkomplekset. Øjenvidner fortæller, at israelske droner åbnede ild mod folk, der forsøgte at redde de overlevende. Ifølge FN er over 65.000 palæstinensere blevet dræbt siden oktober 2023, og sundhedsministeriets tal anses endda for at være en alvorlig underestimering af uafhængige undersøgelser.

Israels militære strategi i Gaza City er præget af total destruktion. Hospitaler er gentagne gange blevet ramt. I september kostede et angreb nær al-Shifa hospitalet femten mennesker livet, mens fire andre blev dræbt ved al-Ahli-hospitalet. FN-eksperter betegner den målrettede ødelæggelse af sundhedssystemet som “medicid”, en neologisme for systematisk udryddelse af sygehusvæsenet. Tusindvis af patienter befinder sig stadig i de tilbageværende hospitaler, hvor læger nægter at forlade dem, selv om de fleste faciliteter er uden el, medicin og vand. Ifølge de israelske slagplaner skal Gaza City jævnes med jorden, en by der stadig huser hundredtusinder af civile, som ikke kan eller tør flygte.

En omfattende undersøgelse fra The New Humanitarian har dokumenteret, hvordan israelske styrker over knap to år har dræbt næsten 3.000 palæstinensere, der stod i kø efter nødhjælp, og såret næsten 20.000. Dette dækkede vi også sidste uge, men det tåler en gentagelse, da det ikke har fundet vej til danske medier. Angrebene på distributionssteder, hvor civile samles for at modtage mad, er ifølge folkeretseksperter alt andet end tilfældige. Rutgers-professor Adil Haque betegner mønstret som bevis på en statspraksis, der systematisk bruger drab på nødhjælpssøgende som redskab til befolkningskontrol, tvangsforflyttelser og tilintetgørelse af palæstinensernes kollektive overlevelsesevne. Israel er allerede genstand for en igangværende folkedrabssag ved Den Internationale Domstol, anlagt af Sydafrika, mens Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordrer på premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder tvungen udsultning. Israels egne ministre har offentligt pralet med, at ødelæggelserne skal bane vej for ejendomsudvikling i det, de kalder en kommende “Riviera i Mellemøsten”.

Mens bombardementerne fortsætter, ændrer den diplomatiske scene sig hastigt. Henover weekenden har Storbritannien, Canada, Australien og Portugal officielt anerkendt staten Palæstina, med Frankrig og andre EU-lande ventes at følge trop. Over 140 lande i FN har allerede gjort det. Den britiske premierminister Keir Starmer kalder skridtet en nødvendighed for at holde liv i en tostatsløsning, mens den canadiske premierminister understreger, at anerkendelsen skal styrke de palæstinensiske kræfter, der søger fredelig sameksistens og marginalisere Hamas. For Israel er selv denne komplet harmløse symbolpolitik et diplomatisk chok: Netanyahu afviste prompte enhver mulighed for en palæstinensisk stat vest for Jordanfloden (ud fra den gamle zionistiske idé om, at Jordan allerede er en palæstinensisk stat) og fremhævede sin egen rolle i at forhindre en sådan gennem årtier. Han slog fast, at Israel vil fortsætte med at udvide sine kolonier på Vestbredden, som han stolt konstaterede er blevet fordoblet under hans vagt. Finansminister Bezalel Smotrich kræver, at regeringen svarer på anerkendelserne ved at annektere hele eller dele af Vestbredden. Andre ministre har foreslået at indlemme Jordan-dalen eller de største bosættelsesblokke. Ifølge diplomatiske kilder er spørgsmålet ikke længere om, men hvornår og i hvilket omfang, Israel går til formel anneksion.

Smotrich er i det hele taget blevet symbolet på den messiansk-nationalistiske højrefløj, der driver udviklingen. Han har længe argumenteret for en “afgørende plan”, hvor palæstinenserne enten skal underlægge sig israelsk overhøjhed, emigrere frivilligt eller mødes med vold. Siden han i 2005 blev arresteret med 700 liter benzin under protesterne mod tilbagetrækningen fra Gaza, har han konsekvent arbejdet for at forhindre enhver palæstinensisk stat og fremme et religiøst styre baseret på bibelsk lov. I dag sidder han med ansvar for store dele af administrationen på Vestbredden og insisterer på, at palæstinensere kun er “lejere”, mens de statssubsidierede jødiske squattere i bosættelserne er landets retmæssige “ejere”.

De nye anerkendelser af Palæstina udstiller derfor den voksende kløft mellem Israels politik og store dele af det internationale samfund. Mens Europa bevæger sig mod at presse Israel, afviser USA det som “performativ” gestik. Udenrigsministeriet i Washington betegner de europæiske skridt som symbolske og insisterer på, at fokus må være på gidslernes frigivelse og Israels sikkerhed. Samtidig har USA endnu en gang nedlagt veto i FN's Sikkerhedsråd mod en resolution om permanent våbenhvile fremsat af Danmark. Amnesty International kalder vetoet en “moralsk forkastelig” handling, der fungerer som grønt lys for Israels udryddelseskampagne i Gaza. Generalsekretær Agnès Callamard advarer om, at historien ikke vil tilgive USA for at stå alene mod et overvældende internationalt flertal, der ønsker krigen standset.

FN's generelle afmagt er tydelig. Selvom organisationen har erklæret, at Israel begår folkedrab, er der ingen fredsbevarende styrker på vej. Erfaringerne fra Rwanda og Bosnien viser, at FN's handlekraft altid afhænger af stormagternes vilje. Det er ikke noget nyt, sådan er FN bevidst indrettet. I 1956 lykkedes det at indsætte en styrke i Sinai, fordi USA pressede Storbritannien og Frankrig. I dag er situationen modsat: USA er selv Israels primære væbner og leverandør. Ifølge forskere og tidligere diplomater falder hovedansvaret derfor på Washington, der både underminerer FN og sikrer Israel straffrihed. Når du hører i den danske debat og andre steder i vesten, at FN er forældet, er det typisk ret selektivt, og går fejl af en simpel ting: FN har kun den magt, som verdens mægtigste stater giver den, og det har aldrig været anderledes. FN er ikke en verdensregering.

På landjorden er konsekvenserne ubærlige. I Gaza City sidder over 800.000 civile fast i katastrofale forhold, ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium. Hospitalerne er overbelagte med mere end 250 procents kapacitet, og de kommunale tjenester er brudt sammen. Bombardementerne har dræbt tusinder alene de seneste uger, mens evakueringer mod syd indebærer livsfare. Journalister beskriver scener, hvor familier presser sig sammen i lastbiler eller betaler ublu summer for en plads på et overfyldt køretøj mod den såkaldt sikre zone i Mawasi, der i forvejen er et overbefolket teltområde uden basal infrastruktur, der gentagent er blevet bombet. Øjenvidner beretter om børn, der græder af sult, forældre, der har mistet deres hjem flere gange, og en befolkning, der må sige farvel til deres by uden at vide, om de nogensinde vender tilbage. “Selvom det er ødelagt, er Gaza stadig en del af os”, siger en mor, der fotograferede sine børn foran ruinerne af deres hjem, inden de blev tvunget mod syd.

Også i Libanon har konflikten spredt sig. Israels droneangreb i Bint Jbeil dræbte fem mennesker, heraf tre børn og deres far, alle amerikanske statsborgere tilfældigvis. Moderen overlevede hårdt såret. Libanons præsident Joseph Aoun kaldte angrebet en massakre og appellerede til det internationale samfund om at tvinge Israel til at overholde våbenhvilen, som Israel har overtrådt flere tusinde gange. USA har foreløbig forholdt sig tavst, selv om fire af de dræbte var amerikanske borgere. Episoden understreger risikoen for en regional optrapning, hvor Israel næsten dagligt gennemfører angreb i Sydlibanon på trods af en formel våbenhvile med Hizbollah.

Midt i denne ødelæggelse har Israel også ændret rammerne for nødhjælp. Ifølge nye regler må al humanitær bistand, der distribueres i Gaza gennem den kontroversielle Gaza Humanitarian Foundation, udelukkende komme fra israelske leverandører – eller via Israel. Ordningen kritiseres som endnu et redskab til økonomisk kontrol, strangulationspolitik og profit på den palæstinensiske katastrofe, da GHF allerede er anklaget for at stå bag flere episoder, hvor nødhjælpssøgende er blevet dræbt.

På den politiske scene er spørgsmålet, hvad anerkendelsen af Palæstina kan ændre. Kritikere, blandt dem det arabiske Knesset-medlem Aida Touma-Suleiman, advarer om, at gestussen risikerer at blive symbolpolitik, der fritager Vesten for ansvar uden at ændre Israels adfærd. Hun peger på, at de samme lande, der nu taler for en palæstinensisk stat, i praksis har leveret våben og politisk dækning til Israels krigsførelse. For at have reel betydning, siger hun, må anerkendelsen følges op af sanktioner mod bosættelser, militært samarbejde og handel. Ellers reduceres den til et moralsk fripas for regeringer, der selv har været medskyldige i folkedrabet.

Den palæstinensiske forsker Dana El Kurd kritiserer i World Politics Review de seneste europæiske og canadiske initiativer til at anerkende Palæstina som stat. Hun kalder det “anerkendelse, der ignorerer palæstinenserne”. El Kurd fremhæver, at sådanne erklæringer hverken ændrer de materielle forhold på jorden eller udfordrer den israelske de facto-annektering. Tværtimod risikerer de at fungere som politisk teater, der giver Vesten et moralsk alibi, mens blokaden og ødelæggelsen fortsætter uanfægtet.

En tilsvarende kritik er blevet rejst i The Conversation Weekly, hvor forskerne Maha Nassar og Gemma Ware understreger, at vestlige regeringer bruger spørgsmålet om palæstinensisk statsanerkendelse til at fralægge sig det langt vanskeligere diplomatiske ansvar: at holde Israel ansvarligt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og hvad FN-organer allerede betegner som folkemord. Anerkendelse uden konsekvent ansvarliggørelse af Israel bliver i denne optik en form for moralsk aflad, ikke en reel støtte til palæstinensisk selvbestemmelse.

Min egen vurdering af anerkendelsessporet er, at hvis det ikke forsynes med sanktioner, tidsfrister, grænseangivelser samt et krav om tilbagetrækning fra ulovlige kolonier, så vil det facilitere israelsk anneksion af de allerede etablerede bosættelser frem for at understøtte palæstinensisk selvbestemmelse. Jeg formoder, at de politikere og embedsfolk, der udvikler politikken, godt er klar over dette.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk