• Om Internettets oprindelse som paradigme for fordelene ved fri software
• Fri softwares oprindelsesmyte — hackerkulturen på MIT i 1960erne
• Richard Stallman og printeren — konflikten, der startede en bevægelse
• GNU-projektet – dets betydning og baggrund
• GPL og licenser – hvordan forbliver fri software fri?
• Linus og Linux-kernen — hvordan “open source”-metoden blev opfundet
• Fri software vs “open source” – polemik og muligheder
• Softwarepatenter – en dårlig idé
• Fri software og fri kultur 1 – et opgør med ophavsretten
• Fri software og fri kultur 2 – kunst og kultur som et fælles eje
• Hvem ejer din computer – hvis du ikke bruger fri software?
• Fri software til et frit samfund
• Fri og open source software og digital suverænitet

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

https://podcast.modspil.dk/@work_in_progress/episodes/fri-og-open-source-software-og-digital-suveranitet)

Dagens IT-landskab – afhængighed og forsøg på at komme væk

Digital uafhængighed er meget oppe i tiden. Det handler om, at folk i stigende grad ikke ønsker, at samfundets IT-infrastruktur skal være kontrolleret af nogle få meget store leverandører, der kan sætte prisen og skalte og valte med folks data, som de vil.

Når jeg siger “nogle få leverandører” mener jeg primært “nogle få amerikanske tech-giganter”, og når jeg siger “skalte og valte med folks data” mener jeg “sælge dem til annoncører, træne deres AI på dem og blokere adgangen til dem samt spionere i fortrolige oplysninger på vegne af deres lands regering”.

Og det er det jo ikke så underligt, at man gerne vil være fri for. Det begynder også så småt at gå op for beslutningstagerne, at det ikke er en farbar vej at erstatte de amerikanske tech-giganter med tilsvarende europæiske. Det, der skal til, er en infrastruktur baseret på åbne standarder og fri og open source software, fordi det sikrer, at brugerne — aftagerne af software, hvad enten det nu er regeringer, virksomheder eller enkeltpersoner — kan overtage kontrollen. Hvis man ikke er tilfreds med den måde en løsning fungerer på, kan man tage tjenesten hjem og drive den selv, eller man kan finde en anden leverandør og tage sine data med sig. Fordi programmerne er fri software har leverandøren ikke monopol på dem, og fordi data og kommunikation følger åbne standarder, kan de også læses af alle andre leverandørers programmer.

Det ser altå ud, som om fri og open source software har vind i sejlene i disse år. Hvis man ser på hvor meget, der findes, ser det faktisk ret godt ud. Der findes i hundredevis — bogstaveligt talt hundredevis — af store og små GNU/Linux-distributioner, som du kan installere på den computer, og hver eneste af dem er sammensat af tusinder af tusinder af programmer, der også alle er fri og open source software.

Hele internettet drives i dag af servere, der kører Linux og diverse serverprogrammer. Hele den moderne kommunikationsinfrastruktur er i praksis baseret på fri og open source software og åbne standarder. Faktisk er FOSS trængt så langt ud i hjørnerne, at selv de allermest proprietære og FOSS-fjendtlige systemer, det vil sige Apples MacOS og IOS og Microsofts Windows, ville falde helt fra hinanden, hvis ikke det var for de komponenter af fri og open source software, som de også bygger på.

Og dog ... hvis man kigger ud over systemlandskaberne i den offentlige forvaltning og langt de fleste private virksomheder, er det ikke ligefrem det indtryk, man får. Microsoft Windows og de tilhørende overdrevent dyre og dårlige tjenesteydelser — SharePoint, OneDrive, Teams, Office 365, undskyld CoPilot 365 — er totalt dominerende. De nødvendige kundskaber, som skal til for at drive et Linux-system, glimrer ved deres fravær i IT-afdelinger opflasket på Windows, Windows og atter Windows.

Så situationen for fri og open source software er altså ret paradoksal: På den ene side er det vitterligt overalt, på den anden side er det stadig et ret marginalt fænomen. Og det er en skam, fordi det som sagt netop er de principper og værdier, der ligger bag denne type software, som kan vise os en vej ud af den dybe afhængighed af tech-giganter og centraliserede løsninger, som vi oplever i disse år.

Fri software — hvad er det, og hvor kommer ideen fra

Begreber som fri og open source software har deres oprindelse i en samarbejdskultur, som opstod omkring nogle af de store computere på de amerikanske universiteter i 1960erne og 70erne. Før 1980 var computere meget store og meget dyre, og det kom ikke på tale, at de kunne være reserveret til enkelte brugere. Computerne havde ofte heller ikke et færdigt styresystem i moderne forstand, så alle skulle ud over deres faglige behov bruge hjælpeprogrammer, der gjorde nogenlunde det samme. Software blev derfor noget, som man samarbejdede og deledes om, ikke noget, som man så nogen grund til at holde hemmeligt for hinanden.

Dette ændrede sig i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 80erne. Området blev mere og mere præget af hemmeligholdelse og patenter — også på de universiteter, hvor der tidligere havde hersket en samarbejdets ånd.

Et af de steder, hvor dette samarbejde havde fået lov til at udvikle sig, var Massachusets Institute of Technology, også kaldet MIT — og det var netop på MIT, at en programmør fik nok af den stigende lukkethed og kontrol med computerprogrammerne og sagde sin stilling op for at kæmpe for det, som han kaldte “fri software”.

Fri software var for Richard Stallman software, som man som bruger kunne ændre som man ville og arbejde sammen med andre om. For at sikre, at alle kunne sikres denne ret, grundlagde Stallman GNU-projektet, der havde til formål at skabe et 100% frit styresystem. Meningen var, at alle kunne installere GNU-systemet på deres computere, hvis de ville.

Baggrunden for denne beslutning var, at Stallman flere gange på sin egen krop havde mærket, at programmer, som brugeren ikke har mulighed for at ændre eller kontrollere i stedet kan ende med at tage kontrol over brugeren.

Stallman definerede derfor fire friheder, som et program skal opfylde for at være det, som han betegnede som fri software. lidt forenklet sagt drejer det sig om friheden til at

• bruge
• undersøge
• forbedre, og
• dele programmet.

Stallmans oprindelige definition var lidt mere kompleks og nummererede frihederne fra 0. I hans oprindelige udgave lød de:

• Frihed nummer 0: Friheden til at køre programmet med et hvilket som helst formål.
• Frihed nummer 1: Friheden til at undersøge, hvordan programmet virker, og tilpasse det til dine egne behov.
• Frihed nummer 2: Friheden til at dele kopier af programmet, så du kan hjælpe din næste.
• Frihed nummer 3: Friheden til at forbedre programmet og til at udgive dine egne forbedringer, så hele samfundet kan få gavn af dem.

Et program, der opfylder disse fire friheder, må altså betegnes som fri software. Vi vil senere tale om, hvordan det forholder sig til det beslægtede begreb “open source”, men det er allerede nu klart, at friheden til at undersøge hvordan programmet virker og til at forbedre det forudsætter, at man har adgang til kildekoden. I den forstand ligger der allerede her i det, at programmets brugere skal have adgang til den.

For at sikre, at den software, som han og andre udviklede som fri software også kunne forblive fri, udviklede Stallman den særlige softwarelicens, der hedder GPL, hvilket står for “Gnu General Public License”.

GPL er et juridisk dokument, som man kan vedhæfte sine computerprogrammer som den gældende licensbetingelse. Den består i sagens natur af en række kringlede juridiske formuleringer og helgarderinger, men i alt væsentligt er dens virkning rimeligt simpel.

GPL tillader nemlig udtrykkeligt, at man gør alle de ting, der ligger i de fire friheder, ved et program som den gælder for; dog med den vigtige begrænsning, at hvis man distribuerer ændrede versioner af programmet (hvilket man jo gerne må ifølge Stallmans frihed nummer tre), så skal ens egne ændringer stilles til rådighed på de samme vilkår.

Denne regel sikrer, at hvis man ændrer ved et program, der er fri software i henhold til GPL, så vil den ændrede version også være fri software og omfattet af de samme regler. Denne måde at forvalte ophavsretten til et computerprogram kaldes copyleft som et ordspil på “copyright”, og den mest typiske copyleft-licens er netop GPL i de forskellige udgaver, der findes i dag.

Der findes andre licenser for fri og open source software, der dybest set kun kræver, at man krediter programmets forfattere og garanterer, at man ikke vil holde dem ansvarlige for fejl i programmet. Den form for licenser kaldes permissive licenser, fordi man har lov til at bygge de programmer, som de omfatter, ind i anden software præcis som man har lyst — også for eksempel i proprietære programmer som f.eks. Microsoft Windows, der på ingen måde er fri software.

I en branche, der på overfladen er så præget af en allestedsnærværende kommerciel glitz-flade og kapitalistisk rovgriskhed á la Microsoft og Apple, handler ideen om fri software altså om noget så sjældent som etiske og politiske værdier — om den enkeltes frihed til at definere sin egen tilværelse ved at kontrollere den teknologi, der definerer den.

Dette kommer tydeligt til udtryk i fortalen til GPL, hvor det hedder:

The licenses for most software and other practical works are designed to take away your freedom to share and change the works. By contrast, the GNU General Public License is intended to guarantee your freedom toshare and change all versions of a program—to make sure it remains free software for all its users. We, the Free Software Foundation, use the GNU General Public License for most of our software; it applies also to any other work released this way by its authors. You can apply it to your programs, too.

When we speak of free software, we are referring to freedom, not price. Our General Public Licenses are designed to make sure that you have the freedom to distribute copies of free software (and charge for them if you wish), that you receive source code or can get it if you want it, that you can change the software or use pieces of it in new free programs, and that you know you can do these things.

Omkring 1990 var det GNU-system, som Stallman havde sat sig for at skrive tilbage i 1984 stort set færdigt. Dog manglede de stadig den vigtigste komponent, nemlig kernen.

Kernen i et styresystem er den komponent, der håndterer computerens hardware og altså kommunikerer med computerens forskellige dele — for eksempel CPU, tastatur, skærm, mus, printer.

Udvklingen af GNU-projektets egen kerne, som de kaldte for GNU Hurd, var nemlig gået i stå, blandt andet fordi dens design (en såkaldt mikrokernearkitektur) var for ambitiøst i forhold til, hvad projektets ansatte og frivillige kunne præstere.

Men i 1991 begyndte en ung finsk datalogistuderende ved navn Linus Torvalds at lave en styresystemskerne som et hobby-projekt. Han var ved at tage et kursus i operativsystemer og syntes at det kunne være godt at have et system i stil med dem, han lærte om, på sin PC. Torvalds satte sin kerne, der kunne snakke med computerens hardware, sammen med alle GNU-projektets bruger- og kontrolprogrammer. “Linux” var født og kunne installeres på de fleste PC'er. Og lige præcis PC'er var der mange af i begyndelsen af 1990erne, det var lige omkring det tidspunkt det blev populært at have en computer i hjemmet.

Torvalds udsendte sin Linux-kerne under licensbetingelserne fra GPL, hvilket passede rigtig godt med GNU-værktøjerne, som også allesammen var under GPL. Resultatet var, at Stallmans drøm om et 100% frit styresystem faktisk blev realiseret, nemlig som det nye styresystem Linux, som nogen på grund af GNU-værktøjerne kaldte og stadig kalder “GNU/Linux” — Debians officielle navn er for eksempel “Debian GNU/Linux”.

Men hvad er så “open source”?

Stallman grundlagde i 1985 organisationen Free Software Foundation til at forestå de praktiske og økonomiske aspekter omkring udviklingen af GNU-systemet.

I løbet af 1990erne havde såvel tankerne om fri software som den konkrete software, der var blevet bygget, samlet en hel del støtte og opnået en vis kommerciel succes i software-verdenen. Folk, der gerne ville promovere denne software, stødte dog på et problem. Ordet “free” kan på engelsk både betyde “fri” og “gratis”, og det var svært for folk uden for miljøet overhovedet at høre det som andet end “gratis software”. Det var ikke let at have et firma, der var baseret på Linux-kernen og GNU-værktøjerne og så tage ud til direktørgangene og tale om “gratis software”. Og den tilhørende forklaring, at der faktisk er tale om fri software, som er til for at garantere brugerens rettigheder, gjorde det ikke nødvendigvis lettere.

I 1998 samledes derfor en gruppe mennesker med tilknytning til området — blandt andet forlæggeren Tim O'Reilly, entrepenøren Mitch Kapor og programmørerne Eric Raymond og Bruce Perens.

De var alle helt enige i Stallmans tanker om fri software, men ville gerne have et andet navn for det. De endte med at markedsføre det som “open source” og stiftede nogenlunde samtidig “The Open Source Foundation”. Begrebet “open source” blev altså født som en ren marketing-kampagne for fri software, som Eric Raymond udtrykte det.

Men der er mere i det end som så. Linux-kernen og det samlede styresystem GNU/Linux gik fra hobbyprojekt til produktionsklart system på omkring et års tid. Ifølge den gældende opfattelse på det tidspunkt burde det slet ikke kunne lade sig gøre; at skabe et helt nyt styresystem og gøre det klar til brug ville efter den dengang gængse opfattelse tage flere år og koste mange millioner dollars. Denne opfattelse skyldtes ikke mindst Fred Brooks' essay fra 1975 “The Mythical Man-Month”, som forklarer hvorfor man ikke kan få et software-projekt til at gå hurtigere ved at tilføje flere udviklere.

Brooks tog ikke fejl, men hans pointer gjaldt en mere traditionel, topstyret udviklingsproces. Hvad Linus gjorde, var nyt. Han offentliggjorde kildekoden til hele sit system og sagde, at alle kunne bidrage, hvis de havde lyst. Hans opfordring nåede ud til et helt community af interesserede på det gamle Usenet, og snart begyndte bidragene at strømme ind. Linus accepterede dem alle, og hvis noget af det nye ikke virkede, kom der rettelser ind til dét også.

Der var tale om en ny måde at udvikle software på: Uformel, kollaborativ, offentlig og drevet af ægte interesse. Linus opfandt på denne måde, helt uden egentlig at ville det, en ny udviklingsmetode — open source-metoden.

Eric Raymond skrev senere en bog om dette, som han kaldte The Cathedral and the Bazaar, hvor han modstillede den gammeldags udviklingsmetode, hvor alt går langsomt og formelt (katedralen) og den nye, som er baseret på en åben og hurtig udveksling af kode og information (bazaren).

FOSS og digital suverænitet

Vi kan nu opsummere, hvad det egentlig er vi mener, når vi taler om fri og open source software.

Værdimæssigt er der tale om software, der laves af mennesker og bevægelser, der har taget Richard Stallmans politiske og etiske ideer om fri software til sig.

Udviklingsmæssigt følger de fleste store projekter open source-metoden, hvor vigtige systemer og infrastrukturkomponenter laves og vedligeholdes af engagerede bridragydere, ofte men ikke altid frivillige.

Udviklingen foregår derfor oftest åbent, som regel helt offentligt, og kollaborativt.

Og der er, som vi allerede har sagt, tale om meget store mængder af software, der bliver fremstillet på den måde.

For den bruger eller organisation, der af en eller anden grund har behov for at bruge noget software i sit arbejde — og det vil i dag sige os alle sammen — giver denne tilgang nogle ganske radikale fordele.

For det første har man i kraft af Stallmans frihed nummer 0 altid ret til at bruge programmer, der er FOSS, uden yderligere betingelser. Hvis man selv kan installere og køre det, skal der ikke betales nogen dyre licenser pr. bruger, eller for den sags skyld, som brugere af Oracles databaser vil sætte pris på, pr. CPU eller pr. gigabyte RAM.

For det andet har modtagerne af sådanne programmer altid ret til at råde over programmernes kildekode og arbejde videre på den eller betale andre for at gøre det. Det vil sige, at de ikke er afhængige af leverandørens goodwill eller for den sags skyld fortsatte eksistens for at holde deres forretning i live.

Brugere og kunder kan også selv bestemme, hvor systemernes data skal opbevares og hvad der skal ske med dem — om de skal opbevares forsvarligt, eller om de skal deles med efterretningstjenester og sælges til annoncører.

Alt i alt betyder de vilkår, som FOSS stilles til rådighed på, at magtforholdet mellem bruger og programmør vendes om — brugeren er ikke længere prisgivet leverandørens skalten og valten.

Og det nybrud i forholdet mellem bruger og producent er der faktisk brug for i det moderne IT-landskab. Hvis man ser på, hvordan IT bruges i dag, er det overalt domineret af meget få og meget store monopoler: Microsoft, Google, Amazon, Facebook/Meta, Apple — GAFAM, som de nogle gange kaldes.

Disse leverandørers produkter er ofte meget dyre, på den ene eller den anden måde, med få muligheder for at skifte til et alternativ og stor uklarhed om, hvor kundernes data egentlig opbevares og hvordan de er beskyttet. Ikke mindst er der uklarhed om, hvorvidt leverandører som Google og Facebook overhovedet har tænkt sig at overholde de gældende regler for databeskyttelse eller ej.

IT-giganterne og især GAFAM har dermed en ofte decideret ukyggelig kontrol over den enkelte brugers data.

Det er en situation, der har stået på i årevis, og der er flere eksempler på deres misbrug af situationen, end der ville have været plads til i ti artikler som denne.

Men i 2009 lagde en bruger sag an mod Amazon, fordi de havde slettet nogle e-bøger, som brugeren havde købt og betalt, fra hans Kindle (en Kindle er, hvis nogen ikke ved det, en ebogs-læser, som Amazon har markedsført i efterhånden mange år). Det drejede sig om George Orwells romaner “1984” og “Kammerat Napoleon”. Amazon havde haft dem til salg online, men fandt efterfølgende ud af, at deres aftale med forfatterens arvinger ikke var på plads endnu. De sendte derfor en opdatering ud til de berørte bogkøbere, der slettede bøgerne fra deres Kindles og refunderede købsprisen. Den uheldige bruger, der endte med at lægge sag an, skulle bruge bøgerne til sit studium og havde forsynet sine eksemplarer med omfattende notater, som nu også var væk.

Der er to ting, der undrer her: Hvorfor mente Amazon sig berettiget til at fjerne en bog, som de allerede havde solgt, fra deres kunders apparater? Hvis vi køber en bog ved en boghandler og boghandleren senere finder ud af, at det var en fejl, forventer vi ikke at de bryder ind i vores hus for at hente bogen og samtidig lægger de penge, vi har betalt, på vores spisebord. Det er i sig selv under al kritik.

Men hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at Amazon kunne gøre det. Hvis du køber en ebogs-læser og betaler for den, skulle man synes at du ejer den. Hvorfor skal det så overhovedet være teknisk muligt for producenten “lige” at gå ind på dit apparat og stille sig til dommer over, hvilke bøger der skal være på den?

En del af svaret er, at hvis alle programmer på en Kindle havde været fri software, så ville det være muligt for grupper af Kindle-ejere at lave deres egen udgave af Kindle-softwaren, hvor det kun var ejeren selv, der kunne bestemme eller overhovedet se, hvad der var på den.

2009 er længe siden, men det er ikke blevet bedre siden da.

I 2025 blev Karim Khan, chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, ramt af sanktioner fra den amerikanske regering. Som led i disse sanktioner lukkede Microsoft hans Office 365-konto, hvilket betød at han pludselig stod uden adgang til sine emails.

I 2026 kunne Karim Khans kolleger, dommerne Kimberly Prost og Luz del Carmen Ibáñez Carranza, fortælle om, at deres Google- og Amazon-konti var lukkede, og det var svært for dem at få tilværelsen til at hænge sammen, fordi de ikke havde adgang til de mest elementære online-tjenester.

I Danmark har indkøbere ved danske myndigheder berettet, at de under prisforhandlinger med Microsoft “forhandlede med en pistol for panden”, fordi Microsoft stillede med krav om store og åbenlyst urimelige prisstigninger, som de ikke kunne andet end at sige ja til, fordi de ikke kan stille alternativer på benene med så kort varsel.

Denne udbydernes kontrol over brugerne fortsætter altså med uformindsket styrke, og disse og mange andre eksempler viser, at Richard Stallman havde ret i sin analyse af problemerne ved lukket, proprietær software, da han grundlagde GNU-projektet i 1984.

Og her er det værd at bemærke, at ICC ikke havde behøvet at udsætte sig for denne sårbarhed. I 1990erne var det stadig almindeligt, at virksomheder kørte deres egen mailserver. Hvis ICC havde haft sin egen mailserver, som var sat op med fri og open source software, ville det ikke blot have været en billigere løsning for dem — der ville ikke være nogen, og slet ikke den amerikanske regering, der bare lige kunne lukke for deres emails.

Formålet er her ikke at skyde på ICC, men at påpege, at hvis vi havde fastholdt den gamle tradition for, at firmaer og myndigheder vedligeholder deres egen IT-infrastruktur, havde nogle få amerikanske firmaer aldrig haft et sådant kvælergreb over verdens kommunikationsinfrastruktur og økonomi, som tilfældet er i dag. Og det er ikke for sent at gøre noget ved det.

Eksemplerne viser også, at man ikke skal gøre for meget ud af at tale om “digital suverænitet” blot som et opgør med amerikanske big tech-firmaer. Europæiske firmaer kan nemlig også tiltage sig uacceptabel kontrol ver brugernes computere og presse penge af afhængige kunder ved at opkræve ublu licenser.

Det skal være muligt for myndigheder, organisationer og privatpersoner selv at tage kontrol over deres infrastruktur. Og det kan kun opnås ved at basere den grundlæggende infrastruktur på fri og open source software og samtidig lade værdierne bag gennemsyre den måde, vi arbejder med IT på.

Der findes nemlig allerede alternativer nok til, at vi kan sige med sikkerhed, at vi ikke har brug for tech-giganter.

Alle de væsentlige komponenter — styresystemer til computere og mobiltelefoner, email og chat, fildeling, videoopkald, databaser, softwareudviklingsværktøjer — eksisterer allerede.

Det er bare med at komme i gang.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

https://freely.modspil.dk/gaza/

Det gør jeg af en meget simpel grund: Israels aktion mod Gaza har udviklet sig til en af det 21. århundredes største forbrydelser mod menneskeheden. Nogle mennesker siger: Jamen hvad kommer den konflikt os ved? Det er langt væk, og palæstinenserne satte selv gang i det den 7. oktober.

Til det svarer jeg: Dette her er vores, den vestlige verdens, ansvar. Vi støtter Israel, vi sender det våben, USA finansierer krigen og hjælper med luftstøtte og efterretninger, Google og Microsoft stiller serverplads til rådighed og tjener penge undervejs.

Dette sker på vores vagt. Jeg ønsker ikke at være en af dem, der ikke sagde noget, og hvis det har konsekvenser at tale imod Israels folkemord — f.eks. på arbejdsmarkedet eller i forhold til fremtidige rejser — skal ingen kunne sige, at frygten for de konsekvenser holdt mig tilbage. Så egentlig ville jeg ønske, at jeg selv havde tid og indsigt til at skrive Poyâs daglige briefs. Men heldigvis gør Poyâ det, og stiller dem til rådighed på Facebook.

Jeg synes, at de burde være til rådighed samlet, uden for Facebook, så de også er til at finde om ti eller tyve år, når historien skal skrives om, hvordan en hel verden lod et gigantisk folkemord med hundredetusinder af dødsofre ske lige for næsen af dem, uden at gribe ind. Så derfor offentliggør jeg dem her på min blogplatform, hvor de kan ligge de næste år, indtil de eventuelt finder et nyt hjem.

Er det overdrevent at tale om folkemord?

Navi Pillay fra FNs “Independent International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory” siger om sin egen konklusion:

It’s when I came to the deliberate shooting of the single standing building where the fertility clinic was and the embryos. That immediately reminded me of the Rwanda genocide where I was a judge and where they ripped the bellies of pregnant women, pulled out the fetuses because they wanted to kill off the entire Tutsi group.

Hvorfor angriber man en fertilitetsklinik, hvor der ikke er skygge af Hamas-soldater i nærheden? Den eneste mulige forklaring er, at det er for at der ikke skal blive flere små palæstinensere. Det er folkemord, det er udryddelse.

Navi Pillay er ikke hvem som helst — hun var formand for FNs internationale domstol efter folkemordet i Rwanda og er ligesom kommissionens øvrige medlemmer en juridisk ekspert, der har nået sin konklusion efter en meget omfattende undersøgelse af, hvad der er sket de sidste to år.

I det israelske tidsskrift 972 Magazine skriver Orly Noy under overskriften Israel is waging a Holocaust in Gaza om det israelske civilsamfunds manglende erkendelse af og reaktion på den forbrydelse, deres eget land og hær har været i gang med de sidste to år:

How is it that, despite the mounting testimonies from Gaza’s concentration and extermination camps, no mass refusal movement has taken root in Israel? That after two years of this carnage barely a handful of conscientious objectors sit in prison is truly inconceivable. Even the so-called “gray refusers” — reserve soldiers who do not oppose the war on ideological grounds but are simply exhausted and questioning its purpose — remain far too few to slow the killing machine, let alone bring it to a halt.

Who are these obedient souls who keep this system running? How can a society so deeply fractured — between the religious and the secular, settlers and liberals, kibbutzniks and urbanites, veteran immigrants and new arrivals — unite only in its willingness to slaughter Palestinians without a moment’s hesitation?

Og her, på større afstand, er vores aktier i hele konflikten mindre, og risikoen ved at sige fra mindre. Det mindste vi kan gøre er i mine øjne at åbne øjnene og se, hvad der foregår. Og viderebringelsen af Poyâs daglige briefs er mit eget meget beskedne bidrag til dette.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Det, der foregår i Gaza i disse dage, er et rendyrket folkemord. Mange medier tør ikke skrive det, men The Guardian er for ikke så længe siden begyndt at tillade ordet i deres spalter. Den israelske menneskeretsorganisation B'TSelem siger det dog temmelig klart, i en 88 sider lang rapport, hvor det bl.a. hedder:

An examination of Israel's policy in the Gaza Strip and its horrific outcomes, together with statements by senior Israeli politicians and military commanders about the goals of the attack, leads to the unequivocal conclusion that Israel is taking coordinated action to intentionally destroy Palestinian society in the Gaza Strip. In other words: Israel is committing genocide against Palestinians in the Gaza Strip.

Og B'TSelem er ikke de eneste — den ligeledes israelske Physicians for Human Rights når en lignende konklusion i deres egen rapport:

PHRI concludes that these acts are not incidental to war, but rather part of a deliberate policy targeting Palestinians as a group. They fulfill at least three core acts defined in Article II of the Genocide Convention: (a) killing members of the group; (b) causing serious bodily or mental harm to members of the group; and © deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its destruction in whole or in part.

Et vigtigt element i de tidlige faser af dette folkemord var to specialudviklede, AI-baserede systemer ved navn Lavender og Where's Daddy.

Det er den israelsk-palæstinensiske publikation 972 Magazine, der har afsløret disse systemers eksistens. Som de forklarer det, er Lavender et system, der bruger AI til at generere lister af folk, der måske er aktive i Hamas. Listerne genereres ud fra efterretnings- og folkeregisteroplysninger, og systemets output er en dødsliste:

The Lavender machine joins another AI system, “The Gospel,” about which information was revealed in a previous investigation by +972 and Local Call in November 2023, as well as in the Israeli military’s own publications. A fundamental difference between the two systems is in the definition of the target: whereas The Gospel marks buildings and structures that the army claims militants operate from, Lavender marks people — and puts them on a kill list. 

Where's Daddy er tilsvarende et system, der bl.a. gennem overvågning af WhatsApp-aktivitet fortæller, om personerne på denne dødsliste er hjemme hos deres familie eller ej. Hvis personen er hjemme hos familien anses der for at være “fri bane”, og et fly kan sendes afsted for at smide en bombe i den etage-ejendom, det mistænkte Hamas-medlem bor i.

Ifølge 972 Magazines kilder er der kun helt minimal menneskelig kontrol med disse lister, og mange kommer — helt bortset fra de etiske problemer ved at dræbe sagesløse familiemedlemmer og naboer til en mistænkt terrorist — på listen ved en ren og skær fejltagelse.

Og det er her, min pointe om hvad AI kan bruges til kommer ind. En person, der bliver myrdet efter at være kommet på listen ved en fejltagelse, bliver jo ikke myrdet af nogen. Det var systemet, der udpegede et forkert “mål”. Den kunstige intelligens har talt, og problemet ligger hverken hos den bombepilot, der trykker på knappen eller hos den overordnede, der i hast godkender målet, det er alene systemets skyld, at den forkerte mand blev udpeget. (At det er en krigsforbrydelse og strider mod Geneve-konventionen helt bevidst at slå dusinvis af civile ihjel for måske at komme til at ramme en fjendtlig soldat er en anden ting.)

Og det er det samme, AI kan bruges til herhjemme. For eksempel er en række danske kommuner berygtede for at underkende sundhedsvæsnets egen medicinske ekspertise, når de skal behandle ansøgninger om førtidspension. Disse kommuner har i stedet hyret privatpraktiserende lægekonsulenter, som så afviser sagerne én for én Jeg vil ikke her pege på enkelte af disse sager, men hvis man er interesseret, kan man prøve at søge efter “Doktor Nej” på nettet.

Et AI-system kan afvise sådanne sager meget hurtigere (omend måske ikke billigere) og samtidig levere de involverede embedsmænd og politikere det perfekte alibi: Det var ikke dem, der traf afgørelsen, det var systemet. Den kunstige intelligens har talt, og er der sket en fejl, ligger ansvaret hos de programmører, der byggede systemet, og ikke hos kommunen. Men pengene til førtidspension er stadig sparet. Og der er mange muligheder — den samme chatbot kan også let skrive afslag til ansøgninger om kontanthjælp og boligsikring.

AI-systemer kan erstatte skolelærere, og hvis eleverne ikke får ordentlig undervisning, er det ikke skolemyndighedernes fejl fordi de ikke gider betale for en lærer, det er bare sådan det er.

Vi kan sågar generere skolernes lærebøger med AI, og når de viser sig at være fulde af fejl, så eleverne lærer helt forkerte ting ... er det ikke, fordi vi ikke gider betale nogen for at skrive ordentlige bøger, der er igen bare sådan det er.

Så ... er AI århundredets chance for menneskeheden? Kan AI give os et bedre samfund? Kan teknologien generere gode film, god musik, gode billeder, skrive gode bøger, gøre alt det kedelige arbejde for os? Nej, nej og atter nej.

Men den kan noget andet — den kan bruges som påskud til at ødelægge det samfund, vi har. Nej, AI kan ikke erstatte 30.000 danske embedsmænd — men det kan bruges som påskud for at fyre disse mennesker, og når det viser sig ikke at virke, er ansvarsfraskrivningen på plads — det var systemerne, der ikke virkede.

Og det er desværre nok derfor og kun derfor, at forjættelsen om “AI” er så populær i politiske — og, som vi har set, militære — kredse. Et par danske forskere har i hvert fald vist, at “AI” indtil videre ikke har erstattet nogen jobs i Danmark — overhovedet. Men det er måske og som sagt heller ikke det, der er meningen.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Fri software til et frit samfund

Fri software er et fænomen, der potentielt kan komme til at spille en stor rolle i samfundsøkonomien. Det er også et fænomen, der af samme grund har betydelig opbakning fra regeringer verden over. Disse regeringer har mange forskellige motiver til at støtte fri software, hvoraf nogle er mere oplagte end andre.

I Danmark oprettede det daværende Ministerium for Videnskab og Teknologi i april 2007 Softwarebørsen, hvor store mængder fri software med relevans for det offentlige blev lagt ud. Det handlede mest om frit tilgængelige implementationer af nogle af de vigtige offentlige standarder, der indføres i disse år, for eksempel elektroniske fakturaer og anden udveksling af dokumenter med det offentlige.

Senere er en række kommuner gået sammen og har lanceret OS2-samarbejdet (os2.eu), som ligeledes er en samling af softwareprodukter, der er relevante for det offentlige og fremstilles i samarbejde med private firmaer.

Der er dog i de fleste tilfælde tale om mindre løsninger, der produceres for meget sparsomme budgetter, de sparsomme rester af de kolossale summer, som kommuner og andre offentlige organer bruger på proprietære løsninger fra tech-giganter som Microsoft, Apple og Google. Der er mange interessante initiativer, men i Danmark har det offentliges interesse for fri software indtil videre været meget begrænset.

Videnskabsministeriet afholdt fra 2005 og frem en række konferencer om “Open Source i det offentlige”, hvor deltagerne kunne høre om mange af de projekter med indførelse af fri software, der foregik i staten og rundt omkring i kommunerne. Bemærk formuleringen: “Open Source” i det offentlige. I Danmark har den offentlige debat om fordele og ulemper ved fri versus proprietær software indtil videre været helt centreret om begrebet “open source” med det heraf afledte fokus på tekniske fordele og økonomiske besparelser.

Begrebet “fri software” har været så godt som fraværende fra debatten. Dette har blandt andet haft den konsekvens, at der ikke er plads til at tale om, at fri software kan være at foretrække uafhængigt af de tekniske og økonomiske fordele. Men faktisk er der mange fordele ved fri software også i situationer, hvor det viser sig at være både teknisk dårligere og dyrere at bruge.

Situationen i Danmark er imidlertid speciel i så henseende. I de spansktalende lande er “open source”-begrebet for eksempel ikke helt så udbredt, som det er i den engelsktalende verden og altså også i Danmark. Her taler man mere om “software libre”. Andre steder er det ikke så meget “enten/eller” som “både og”, og såvel EU-kommissionen som den sydafrikanske regering har udsendt rapporter om fordelene ved “FOSS” eller “FLOSS”, hvilket er forkortelser for henholdsvis “Free/Open Source Software” og “Free/Libre Open Source Software”.

Brugen af ordet “libre” i forkortelsen FLOSS har til hensigt at klargøre, at der med “free” ikke tænkes på gratis software, men netop på software, som brugeren har friheden til at bruge, undersøge, ændre og videregive. Den sydafrikanske regering udgav i år 2000 en rapport ved navn “Open Software and Open Standards in South Africa”, der lagde lige så stor vægt på den intellektuelle frihed som på de økonomiske aspekter.

Denne rapport forklarer fordelene ved fri software i form af en række scenarier, der skal understrege, hvad der kan opnås ved den frihed, som fri software giver. I et af disse scenarier fortælles om en skolelærer, der ikke har råd til at sætte et computerrum op, fordi der ikke er penge til Windows-licenser eller undervisningsprogrammer. Det ender med at gå op for hende, at Internetadgang og fri software er alt, hvad der skal til, for at få eleverne i gang.

Funeka is a schoolteacher with a mission: to give her dusty, rural school the very best. She launches a campaign to build a computer lab and approaches various businesses for help. To her delight, one company donates 20 computers that are being replaced, but the company will keep all their software licenses for their new machines. She also has to find her own educational software.

Delight turns to horror when she discovers that it will cost many thousands of Rand for software licenses, including licensing the educational software the dealer tells her she needs. To make matters worse, casual inspection reveals that the content is geared to American schools, using unfamiliar baseball metaphors and the like.

Meantime, Funeka’s students have been doing some legwork of their own. They have contacted a young IT company that has offered to network the computers and connect them to the Internet. When the company’s network guru calls by and finds computers with no software, she installs Linux and associated free software on all of them, sets up the network and Internet connection and even gives the students a preliminary driving lesson on using the software and surfing the Internet.

While Funeka agonises over raising a software budget, the students spend many days probing, exploring and discovering new things. Within a short time they have learned to do creative projects by searching the Internet and sending email around the world for facts they can' find in the tiny school library. Using tools and examples from other Web sites, they soon start designing their own school Web site and developing content like a Web-based newspaper covering school and local community issues.

When she learns of all this, Funeka is amazed at the creativity of her students, and decides that her original idea of what computers should do is completely wrong. She had thought of the computer as just another passive medium of instruction.

Funeka quickly adapts to this awakening, and promptly arranges a session on the Internet – given by her students to members of staff. They are all amazed that all this has happened without the school having to pay a cent in software licenses.

They also heartily approve when the students explain their plans to design a community resource for guided access to government Web sites. The one concern the students have is that they are often unable to read files downloaded from government sites. The problematic files are in a format that requires proprietary software to read.

I Danmark kan eleverne i folkeskolen tilsvarende risikere at finde ud af, at de lektier, de laver derhjemme i et frit program som f.eks. LibreOffice ikke kan læses i skolen, hvor computerne kun bruger Microsoft Office. Den frihed, der kommer af, at man har valgt fri software til skolens computere, fordi det er fri software, har børn endnu ikke her i landet.

I et andet eksempel beskrives en ung akademikers beslutning om at stille resultaterne af sin forskning til rådighed som fri software, så den kan gavne så mange og så meget som muligt:

Sipho has good reason to be pleased with himself; he has just submitted a groundbreaking PhD thesis at a leading South African university. Using advanced concepts in mathematics and physics, his thesis, “QVM: the Quantum Virtual Machine”, proposes an ingenious algorithm to speed up the conventional PC beyond the wildest dreams of classical wisdom.

QVM will make light of computer resource hungry fields like environmental and climate modelling, determination of protein structure and function, discovery of new drugs, complex industrial simulation and design etc. It will also lead to a host of completely new applications that inevitably accompany such a major computational advance.

Sipho cannot wait to publish a paper in a high impact international journal giving full details of QVM principles and design. He also intends to place a full software implementation on the Internet, allowing anyone to download and use it on a standard PC. No license fee, no royalties. They can use the software as they please –learn from it, modify it – as long as they do not repackage and sell it for private commercial gain and attempt to stop others from using the free distribution.

His friends are horrified – he could license QVM to a global computer company and make a fortune. The university is horrified – it could license QVM to a global computer company and make a fortune. His supervisor is horrified...

But Sipho stands his ground. He firmly believes in the freedom (or should that be obligation?) to publish academic work supported by public funds – software included. His own research benefited immensely from the use of software distributed under similar conditions. He is also mindful of a moral obligation to seek the greatest economic gain for the country from publicly funded research. But this only strengthens his resolve. He is convinced that greater benefit can accrue to South Africa’s scientific and economic fortunes through his suggested route than by surrendering such a major scientific breakthrough wholesale to any single company, whether it is foreign (almost certainly) or local.

“Is he very foolish or simply ahead of the game, like he is in his research?” his friends puzzle. “Is he really acting in the country’s best interest or is he a well-meaning but naïve academic?” wonders the inquiring public. “Should a man like this even be allowed a choice on the matter?” fumes the university’s deputy vice chancellor for research.

Det grundlæggende princip inden for akademisk forskning er, at man offentliggør sine resultater, så andre forskere kan verificere dem og bygge videre på dem. Den naturlige parallel til dette inden for udvikling af software – og ikke mindst inden for udvikling af software til brug i forskning og andre akademiske sammenhænge – er, at programmerne stilles til rådighed sammen med deres kildekode under en passende licens, som for eksempel kan være GPL eller en BSD-lignende licens. For en mand i Siphos situation vil GPL være passende, eftersom han ikke ønsker, at store private firmaer skal kunne bygge proprietære systemer og tjene masser af penge på dem, som om hans kode var deres egen.

Den sydafrikanske regeringsrapport fortsætter med at anbefale udbredt anvendelse af fri software i undervisningssystemet, i erhvervslivet og på alle niveauer inden for det offentlige. Hvad erhvervslivet angår, er fri software især interessant, fordi det giver helt særlige muligheder til små og mellemstore virksomheder, for hvem det kan være en uoverkommelig opgave at etablere sig med den IT-infrastruktur, der skal til. Ikke mindst softwarelicenser kan være en kolossal udskrivning, når 10 eller 50 medarbejdere skal udstyres med licenser til det nyeste regnskabs- eller kasseprogram. Ved brug af fri software elimineres alle udgifter til softwarelicenser, og friheden til at bruge og tilpasse programmerne efter behov gør det meget nemmere at tilpasse systemerne til den enkelte virksomheds behov. Fraværet af softwarelicenser har naturligvis ekstra stor betydning i et land som Sydafrika, hvor entrepenører ofte har flere ideer, end de har penge. For de helt store virksomheder har udgifterne til softwarelicenser sjældent den store betydning, mens det for en mindre virksomhed kan være afgørende at kunne få fat i de programmer, der er brug for og komme i gang med arbejdet. I et land som Sydafrika er små og mellemstore virksomheder vigtige for den økonomiske udvikling, så en uhindret adgang til fri software af høj kvalitet er af stor betydning for landets fremtid.

Også i Danmark har Digitaliseringsstyrelsen i perioder anbefalet en stigende brug af “open source”. Som tidligere antydet holder anbefalingen sig inden for, hvad der opfattes som foruddefinerede “økonomiske realiteter”. Man har desværre kun i begrænset omfang talt om, hvorvidt almindelige brugere, virksomheder, offentlige myndigheder og kunder i det hele taget måske gjorde klogt i at forlange adgang til fri software på alle niveauer.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Og alternativet, at bruge et frit styresystem på både computer og mobiltelefon, lige så oplagt — og en hel del lettere.

Hvem ejer din computer?

Hvem ejer din computer? Det mener du formentlig, at du selv gør. Den er trods alt købt og betalt, og du har måske stadig en kvittering til at bevise det med, hvis den skulle gå i stykker eller blive stjålet. Du kan altså gøre med den, hvad du vil. Hvis det er en stationær copmuter, har du måske allerede haft den åbnet for at sætte mere RAM eller et nyt TV- eller grafikkort i. Hvis du har lyst og flair for elektronik, kan du skille den ad og samle den igen for at finde ud af, hvordan den virker.

Det er lidt, som hvis du har en bil og kommer hjem med den fra værkstedet og synes, du hører en underlig bilyd, når motoren går i tomgang. Der er vist et eller andet, der ikke er helt, som det skulle være? Hvis du har forstand på motorer, kan du åbne køleren, lokalisere den møtrik, der ikke var spændt ordentligt fast eller den drivrem, der ikke var ordentligt justeret, og ordne det. Hvis du ikke har forstand på den slags, kan du få en bekendt til at se på det, eller du kan køre hen på det nærmeste værksted for at få en professionel til at klare det. Alle disse ting står det dig fuldkommen frit at gøre, fordi det er din bil. Mange mennesker elsker den slags arbejde og kan bruge lang tid på at skille deres motorcykler ad og møjsommeligt rense, pudse, polere og smøre hver evig eneste møtrik.

Alle disse ting kan du også gøre ved en almindelig stationær computer. Alle dens elektroniske kredsløb tilhører dig og dig alene, og du kan udskifte og reparere dem præcis, som du har lyst. Hvis du ikke har så meget forstand på elektronik, kan du stikke lidt med en skruetrækker eller ødelægge en kondensator hist og her for at se, om du kan regne ud, hvordan det hele virker ud fra den måde, hvorpå det går i stykker. Det sidste virker ikke særlig konstruktivt og kan give problemer med garantien, men der kan ikke være nogen tvivl om, at du har lov til at gøre disse ting ved en computer eller en bil, som du ejer.

Ved en computer stopper denne ret imidlertid, så snart vi går fra de elektroniske kredse til de logiske sekvenser af bits og bytes, der får computeren til at gøre det, den skal – med andre ord, så snart vi går fra hardware til software. Hvis du har en af de computere, der er flest af, nemlig en PC med Microsoft Windows installeret, ophører din ret til at pille ved computeren og bestemme over, hvordan den virker og hvad den egentlig gør, så snart du begynder at interessere dig for, hvad de indbyggede programmer gør på dine vegne, når du tænder computeren.

Disse styresystemer og de medfølgende programmer har du nemlig fået stillet til rådighed som del af en licensaftale. Af betingelserne i den aftale fremgår som regel, at du ikke har købt programmet, du har kun erhvervet dig en licens til at bruge det. Denne licens forbeholder producenten sig ret til at tilbagekalde, hvis det vurderes, at din brug af programmet strider mod de betingelser, der er angivet i licensen.

Blandt disse betingelser er som regel, at du ikke må forsøge at finde ud af, hvordan programmerne virker, det være sig ved at studere den binære kode eller ved reverse engineering; at du ikke må foretage “konstruktive ændringer” af programmerne, der kunne få dem til at køre bedre eller hurtigere; og at du i hvert fald slet ikke må videregive hverken ændrede eller ikke-ændrede versioner til andre. Det udleverede eksemplar af programmet er kun til eget brug.

Hvis du har fået et defekt eksemplar, kan du trøste dig med, at producenten ikke garanterer, at produktet er fejlfrit eller overhovedet kan bruges til noget som helst formål. Hvis der sker skade på grund af det fejlbehæftede program, lover producenten at udbetale erstatning op til, hvad det koster at levere programmet igen. Hvis det defekte tekstbehandlingsprogram, der fulgte med Windows, har spist dine skatteregnskaber for de sidste ti år og Århundredets Store Danske Roman, som du skulle til at sende til forlaget i morgen og ikke har sikkerhedskpi af, vil producenten (måske) sende dig en ny CD, så du kan geninstallere programmet. Men du kan ikke få at vide, hvad der gik galt, og du kan ikke få producenten til at rette fejlen (medmindre du har en meget klar support-aftale). Du kan ikke selv forsøge at finde og rette fejlen, som du kunne, hvis det var en bil eller motorcykel, det drejede sig om. Det kan slet ikke lade sig gøre at “tage computeren på værksted” og få ordnet det defekte program. Eftersom der ikke er adgang til kildekoden, og eftersom der tydeligt står i licensbetingelserne, at det ikke er tilladt at forsøge at ændre i programmet eller regne ud, hvordan det virker, er det både umuligt og ulovligt for en tredjepart at hjælpe dig med at få programmet og dermed din computer til at virke mere hensigtsmæssigt.

Gør det noget, at licensbetingelserne for de fleste computerprogrammer er så rigide? Som almindelig bruger er du alligevel afskåret fra selv at ændre i de programmer, vores computer kører. En del af svaret er, at det, du gør, når du sidder og arbejder ved din computer, er det, som programmerne gør. Du har vænnet dig til, at én tastekombination gemmer filen, mens en anden sætter teksten i kursiv og en tredje sletter den, men du ved ikke som regel ikke, hvordan programmet gør disse ting. Du ved derfor heller ikke, om de samtidig gør noget andet, som du ikke ville bryde dig om, hvis du vidste det.

En af de mere paranoide udgaver af denne bekymring er, at dit email-program kunne sende en kopi af alle udgående mails til Microsoft, der så bruger dem til at træne deres “AI”-robotter med. Det burde Microsoft selvfølgelig ikke gøre uden at spørge os om lov, men hvordan ved vi, at de ikke gør det?

Vi kan ikke bare kan få nogen til at kigge programmet igennem og forvisse os om, at det ikke er ude på nogen af den slags hundekunster. Her er vi tilbage ved udgangspunkter fra før: Det er umuligt for os vide, hvordan programmet helt præcist virker, eftersom vi ikke har adgang til dets kildekode, og ifølge licensaftalen med producenten er det ulovligt for os at forsøge at finde ud af det. Vi kan desværre let finde eksempler på problemer ved de proprietære licenser, der er mindre paranoide og mere jordnære.

Lad os for eksempel antage, at et firma har brug for at hemmeligholde vigtige forretningsdokumenter, som derfor aldrig må gemmes i ukrypteret form. Ved altid at kryptere sikrer man, at kun autoriserede brugere har mulighed for at læse dokumentet, også selv om det skulle komme forkerte steder hen, for eksempel via en email. Firmaets ledelse plejer derfor at udveksle denne type dokumenter på et netværksdrev, som alle har adgang til.

En dag finder man ud af, at tekstbehandlingsprogrammet altid lægger en kopi af det dokument, man arbejder med, i en midlertidig fil ved siden af selve dokumentet. Denne kopi er ganske vist “skjult”, så man skal slå “Vis skjulte filer og mapper” til for at få den at se, men den er der altid, så længe filen er åben. Hvis tekstbehandlingsprogrammet ikke bliver lukket ordentligt ned, for eksempel, fordi brugeren slukker sin computer uden at lukke alle programmerne eller fordi forbindelsen til netværksdrevet ryger, bliver filen liggende, og det uden at være krypteret. De oplysninger, der egentlig var forbeholdt en lille kreds i firmaets øverste ledelse, kan pludselig læses af alle med adgang til netværksdrevet eller til harddisken på en computer, hvor et sådant dokument engang har været åbent. Programmet har med andre ord et alvorligt sikkerhedshul. Hvad gør man? Den umiddelbare løsning ville være at sætte nogen til at kigge i programmets kode, finde det sted, hvor filens indhold bliver skrevet til en midlertidig fil, og få det til at lade være med at gøre dette, hvis filen er krypteret. Hvis man ikke har nogen i huset, der kan lave denne ændring, kan man betale nogen udenfor for at gøre det. Denne løsning er helt oplagt og forholdsvis let at udføre i en verden, hvor du som bruger helt naturligt har adgang til at undersøge og ændre de programmer, du bruger i det daglige.

Hvis programmet er et proprietært tekstbehandlingsprogram som for eksempel Microsoft Word, er der ikke nogen sådan mulighed. Firmaet kan ændre sine sikkerhedsprocedurer, men hvis de gerne vil have tekstbehandlingsprogrammet til at lade være med at gemme midlertidige kopier af krypterede filer, er de nødt til at rette henvendelse til producenten og håbe det bedste. I bedste fald vil producenten betragte fejlen som et vigtigt sikkerhedsproblem, og i så fald kan den, om alt går vel, blive rettet i forbindelse med en sikkerhedsopdatering inden for tre til seks måneder. I næstheldigste fald vil producenten skrive fejlen på listen over ting, de gerne vil have rettet i næste version af programmet. I værste fald får kunden at vide, at det kan man desværre gøre noget ved. Producenten har andre kunder, der har vigtigere problemer og ikke mindst nye produkter, der skal gøres færdige.

Uanset, hvordan den aktuelle producent nu arbejder er pointen, at det ikke er op til kunden, hvordan de kan løse deres sikkerhedsproblem. De har ikke adgang til programmets kildekode, og selv om de havde, ville det efter licensbetingelserne være ulovligt for dem at forsøge. Kunden er som afhængig bruger prisgivet producenten. Så, hvem ejer nu dette firmas computere?

Det gør det vel som antydet selv – men et andet svar er, at hvis dette firma ønsker, at dets medarbejdere skal bruge det tekstbehandlingsprogram, som de har indkøbt i dyre domme og måske er helt afhængige af, så er det producenten, der bestemmer, hvad der foregår på firmaets computere, når programmet afvikles. Hvis programmet kører rimeligt stabilt og uden sikkerhedshuller, er det sikkert udmærket, og dog: Er det virkelig stadig firmaets egne computere, når de har været nødt til at frasige sig kontrollen over dem for et enkelt programs skyld? Hvis producenten nægter at anerkende fejlen eller i værste fald er gået konkurs, risikerer aftageren – hvad enten det nu er et firma eller en privatperson – at stå med et program, hvis fejl ikke kan rettes og hvis virkemåde og eventuelle sikerhedshuller, man ikke har mulighed for at gøre noget ved. Hemmeligholdelsen af et computerprograms virkemåde og forbudet mod selv at undersøge det og måske ændre på det kan altså udgøre et reelt praktisk problem. Den omstændighed, at det reelt er leverandøren af et proprietært program, der bestemmer, hvad der foregår på en brugers computer, kan også give anledning til interessekonflikter. En sådan kan for eksempel opstå, hvis leverandøren ikke helt stoler på brugerne og indfører en kontrolprocedure, der skal lukke brugere, der mistænkes for ikke at have betalt for produktet, ude.

Et eksempel er de automatiske opdateringer til Microsoft Windows. I en Windows-installation anbefaler systemet altid, at man som standard sætter disse opdateringer til at foregå automatisk. Det vil sige, at systemet helt af sig selv henter opdateringerne fra Microsofts hjemmeside og installerer dem uden at underrette brugeren om det, før computeren eventuelt skal genstartes for at fuldføre installationen.

Microsoft anbefaler, at man altid vælger automatiske opdateringer, fordi man så altid er helt á jour med de nyeste sikkerhedsopdateringer. Det er nemlig vigtigt, at en Windows-computer er rustet til at klare sig i den stadige kamp mod virus, trojanske heste, phishing-teknikker og russiske botnets. Men det forudsætter selvfølgelig, at brugeren kan stole på, at det vitterlig kun er vigtige sikkerhedsopdateringer, der installeres ad den vej. 25. april 2006 begyndte Microsoft at installere et nyt program gennem de automatiske opdateringer, der hedder Microsoft Genuine Advantage. Microsoft Genuine Advantage (WGA) er dog ikke et program, der gavner brugeren eller overhovedet gør noget, der kan være til nytte for ham eller hende. Microsoft Genuine Advantage er en validering, der går ind på en central server og checker, at denne Windows-installations produktnøgle er ægte. Under denne første udrulning fejlede valideringen imidlertid ret ofte.

Den umiddelbare konsekvens af denne “opgradering” blev, at tusindvis af brugere med helt lovlige versioner af Windows XP fik advarsler, der beskyldte dem for at have piratkopieret systemet. Programmet opfordrede dem til at bringe sagen i orden ved at erhverve sig en Windows-licens – hvilket de så måtte forsøge at forklare Microsofts kundesupport, at de allerede havde. 25. august 2007 gik de centrale WGA-servere ned, og hundredetusinder af brugere – alle, som forsøgte at tænde en Windows XP- eller Windows Vista-computer med adgang til Internettet – fik markeret deres eksemplar af Windows som en piratkopi og blev præsenteret for en “reduceret funktionalitet”, hvor vigtige funktioner var slået fra, indtil brugeren havde bragt sagen i orden. Spørgsmålet om, hvem der ejer din Windows-computer er altså ikke så enkelt at besvare. Selve den fysiske maskine er stadig din, men Microsoft forbeholder sig til hver en tid retten til uden varsel at få den til at holde op med at virke eller slå vigtige funktioner fra. Selve computeren er ganske vist din, men programmerne tilhører deres producent. Hvis producenten ønsker, at programmerne skal gå ind på producentens servere og overføre oplysninger om dit system og filsystem, før de får lov til at gøre noget fornuftigt, så er det ikke noget, du som sådan bruger blande dig i.

Noget lignende er flere gange sket med Apples iPhone, der markedsføres som en telefon, men først og fremmest er en håndholdt computer. En af de indbyggede begrænsninger i denne computer har fra starten været, at man i modsætning til de fleste andre avancerede mobiltelefoner ikke kan vælge vilkårlige lyde eller MP3-filer som ringetoner. Man kan altså ikke tage en sang fra en CD og bruge som ringetone eller gøre en hvilken som helst anden lyd, man selv har optaget eller downloadet på internettet, til ringetone. Ringetoner til en iPhone skal autoriseres af Apple, hvorefter man kan hente dem via Apples online-forretning iTunes.

Et software-firma ved navn Ambrosia så et potentielt marked og skabte et program, som de kaldte iToner. Med iToner installeret på sin computer kunne man nu tage en hvilken som helst lyd, lægge den over på sin iPhone og bruge den som ringetone. Det syntes Apple var en dårlig idé. Det er jo ikke for sjov, de har gjort det umuligt for folk selv at installere deres egne “uautoriserede” ringetoner, det er for at tjene penge på at sælge dem via iTunes. Næste gang, Apple udsendte en software-opdatering til sin iPhone, sørgede man ved samme lejlighed for at slette alle uautoriserede ringetoner, som brugeren havde installeret ved hjælp af iToner. Hvem tilhører din computer, hvis det er en iPhone? Selve den fysiske genstand tilhører måske stadig dig selv; men hvis du gerne vil have opdateret de programmer, der kører på den, forbeholder Apple sig retten til at undersøge dine filer og fjerne de ting, de ikke bryder sig om.

Den allestedsnærværende bog- og alt-muligt-andet-handel Amazon tager lignende forbehold, hvad angår de bøger, de sælger til deres e-bogs-læser Kindle. Amazon Kindle er et af mange forsøg på at løse et alvorligt logistisk tid i disse fagre internet- og e– og i– alt-muligt-tider. Med internettets udbredelse og i betragtning af, at en stor del af alle de bøger, der nogensinde er skrevet frit kan lægges på nettet, fordi ophavsretten er udløbet, er det muligt at finde flere og flere bøger på nettet. De fleste har dog nok erfaret, at en ting er at downloade en bog, noget ganske andet er at læse den på en computerskærm. En stationær computer med skærm er som regel anbragt ved en kontorplads, hvor det er temmelig upraktisk at sidde i flere timer i samme stilling og kigge i samme retning, som man egentlig er nødt til for at læse en bog af en vis længde. En bærbar computer løser noget af problemet, men også den er for uhåndterbar, til at man kan sidde med den og tage den med sig på samme måde, som man kan med en bog. Hvis den bærbare er en tablet-PC, begynder det at hjælpe på det. Men selv da er de fleste bærbare computer for tunge og løber for hurtigt tør for batteri. Mange ender derfor med at printe bogen ud. Men en stabel A4-ark er ikke ret meget mere læsevenlig end et vindue på en skærm, og udgiften til toner og papir vil næsten altid være dyrere end at købe et fysisk eksemplar af bogen. Det, der egentlig er brug for, er en tingest cirka på størrelse med en bog, der vejer meget lidt og kan køre flere dage på en opladning. Dette er stikordet for Amazons Kindle og en hel generation af konkurrerende e-bogslæsere. Det spørsmål, som vi gerne vil rejse i den forbindelse, er det sædvanlige: Hvem ejer din Kindle og de e-bøger, der ligger på den? Og selvfølgelig er svaret ikke helt, som vi kunne have ønsket.

Den 16. juli 2009 opdagede hundredevis af mennesker, at nogle af de elektroniske bøger, som de havde købt fra Amazon og havde til at ligge på deres Kindle, var blevet fjernet. Amazon havde nemlig haft en uoverensstemmelse med bøgernes udgiver, så den aftale, de troede de havde, var blevet trukket tilbage. Amazon udsendte derfor en opdatering til alle de berørte Kindles, der fjernede kundens eksemplar af de pågældende bøger. De berørte kunder modtog i stedet en email, der oplyste, at de havde fået pengene tilbage for bøgerne, eftersom Amazon alligevel ikke havde set sig i stand til at sælge dem. Situationen er ikke uden paralleller i den almindelige forlagsbranche: Det er før sket, at et forlag har udgivet for eksempel en engelsk bog i USA blot for at finde ud af, at der havde været en misforståelse, og rettighederne alligevel ikke var faldet helt på plads. I sådanne tilfælde kan forlaget i værste fald være nødt til at trække bogen hjem fra boghandlerne og destruere restoplaget. Fremgangsmåden med de bøger, der allerede havde solgt til Amazons Kindle, svarede dog nærmere til, at forlæggeren brød ind hos hver enkelt kunde, fjernede bogen fra natbordet eller bogreolen og lagde kr. 49,95 som refusion af købsprisen. Hændelsen vakte stor vrede hos Amazons kunder, ikke mindst på grund af følelsen af, at Amazon havde rakt ind i folks private rum og taget noget tilbage, som kunderne allerede havde en klar bevidsthed om at eje. Folk følte sig krænket, og den almindelige mening i aviser og på hjemmesider og blogs var, at Amazon havde begået en alvorlig fejl. Køberne havde jo skyld ingen skyld i Amazons konflikt med rettighedshaverne. Den oplagte løsning ville have været at aftale en erstatning for de fejlagtigt solgte eksemplarer med forlaget i stedet for at fjerne dem fra kundernes private elektroniske bogsamlinger.

Hos Amazon gjorde kritikken indtryk, og allerede den 23. juli 2009 (kun en uge efter, at de første rapporter om fadæsen kom frem) udsendte Amazons grundlægger og administrerende direktør Jeff Bezos en undskyldning:

Our “solution” to the problem was stupid, thoughtless, and painfully out of line with our principles. It is wholly self-inflicted, and we deserve the criticism we've received. We will use the scar tissue from this painful mistake to help make better decisions going forward, ones that match our mission.

With deep apology to our customers,

Jeff Bezos Founder & CEO Amazon.com

I en artikel i online-tidsskriftet Slate (http://www.slate.com/id/2223214/) rettede journalisten Farhad Manjoo dog en noget mere fundamental kritik mod Amazon og dets håndtering af sagen. Problemet var ikke kun, fastslog han, at Amazon havde valgt denne noget hårdhændede og krænkende måde at løse sine retslige problemer i forhold til udgiveren på. Det egentlige problem er, at Amazon overhovedet kunne.

Man forstår hans synspunkt, når man hører, hvilke bøger, hele balladen egentlig drejede sig om: Ved en underlig skæbnens ironi drejede det sig om George Orwells Kammerat Napoleon og 1984.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Creative Commons, kulturen som et praktisk og juridisk fællesskab

Der, hvor bevægelsen for fri kultur for alvor minder om bevægelsen for fri software er i erkendelsen af, at myndighederne og lovgiverne ikke har tænkt sig at gøre noget for at ændre hverken på lovgivningen om ophavsret eller på den stramme tolkning af den, der er udbredt ved domstolene i de fleste vestlige lande. Hvis der skal gøres noget for at sikre, at det igen bliver muligt at bruge og genbruge kunstværker, er der ikke tid til at vente på, at den danske lov om ophavsret og den tilsvarende lovgivning overalt i verden (der er reguleret af en række internationale konventioner, der varetages af FN-organisationen WIPO) bliver ændret, så den passer til det 21. århundredes virkelighed. Fans og “alternative” kunstnere har i mange år vist deres modstand mod den etablerede underholdningsindustri ved at afstå fra den ophavsretslige beskyttelse af deres værker, som de ellers har krav på.

Richard Stallman blev inspireret til sit copyleft-begreb, da han fik tilsendt en science fiction-roman fra et uafhængigt forlag med påskriften: “Copyleft xxx, 19xx. All rights reversed.” En velkendt og mindre “oprørsk” variant er vendingen: “Eftertryk med udtrykkelig kildeangivelse tilladt”. Denne påskrift bruges ofte af mindre tidsskrifter, der gerne vil have deres budskab ud, men også gerne vil nævnes, hvis nogen bruger en af deres artikler. Andre supplerer kravet om kildeangivelse med et krav om, at deres artikler ikke må gøres til genstand for kommerciel udnyttelse. En sådan afståelse af ophavsret over et værk udgør begyndelsen på den form for “fri kultur”, som den skærpede ophavsretskultur og ikke mindst de strenge regler for kopibeskyttelse er ved at undergrave. Problemet med sådanne små forklaringer på pladecovers, hjemmesider og i bøgers og tidsskrifters kolofoner er, at de ikke er spor ensartede og ofte strider mod hinanden.

Det, som udmærker fri software, der reguleres af betingelserne i GPL, er at al software, der udgives under disse vilkår og samtidig lægges til fri download på en dertil indrettet hjemmeside som savannah.gnu.org eller github.com, hermed bliver del af en fælles pulje, som det står alle frit for både at bruge og at bidrage til. Betingelserne i GPL sikrer, at alle bidrag forbliver i puljen. Hver gang, du frigiver et nyttigt program under GPL, sætter du i virkeligheden programmet ind på en konto i en fælles softwarebank, som du stiller frit til rådighed for alle interesserede. Denne fælles pulje opstår netop, fordi skabere af fri software afstår fra en del af deres ophavsret ved at give andre tilladelse til at ændre og videregive deres værk, samtidig med at de gennem GPL insisterer på et andet aspekt af deres ophavsret, nemlig deres ret til at stille betingelser for denne tilladelse. Som jurist fandt Lawrence Lessig konstruktion meget inspirerende. Det er nemlig den samme ophavsret, der regulerer computerprogrammer, som regulerer alle former for kunstværker. Hvis det er muligt at skabe en fælles pulje af fri software ved at afstå fra passende dele af ophavsretten, kan man også skabe en fælles pulje af frie kunstværker; altså af værker, som er frie i den forstand, at man frit kan videregive dem og bygge videre på dem på samme måde, som man kunne før det 20. århundredes ophavsretsfundamentalisme. Lawrence Lessig byggede i 2001 sammen med Hal Abelson og Eric Eldred videre på denne idé og grundlagde organisationen Creative Commons, der er en non-profit-organisation, der har til formål at skabe et juridisk grundlag for et frit kulturliv.

Den stærke påvirkning fra bevægelsen for fri software viser sig især ved, at hovedstammen i Creative Commons' bud på en fri kulturel infrastruktur er juridisk, nemlig de såkaldte Creative Commons-licenser. Inden for ophavsretten havde man hidtil kun haft to egentlige kategorier og en stor gråzone af særlige vilkår. Et værk kan være omfattet af ophavsretten, eller det kan være udløbet og frit tilgængeligt for alle. Rettighedshaveren kan opbløde dette med små, vedhæftede betingelser som “gengivelse med kildeangivelse tilladt”, “gengivelse i ikke-kommercielle sammenhænge forbudt”, “må kun gengives i sin helhed”, og så videre. Creative Commons-bevægelsen forsøger at formalisere denne gråzone af særlige betingelser ved at indføre nogle få licenser med en gennemarbejdet og juridisk holdbar formulering. Formålet er netop at indfange mange af de betingelser, skabende kunstnere og andre “kulturarbejdere” kan ønske at pålægge brugeren af deres værker. Creative Commons-licenserne består grundlæggende af tre “moduler”, som frit kan kombineres og derved give forskellige grader af ophavsretslig beskyttelse.

Det mest elementære af disse moduler er “By” (på dansk: “Af”) og udsiger, at ophavsmanden gerne vil krediteres for sit værk. Dette er for eksempel en passende betingelse for en videnskabelig artikel, som forfatterne som regel gerne ser læst og citeret så vidt og bredt som muligt. Det næste “modul” handler om, hvorvidt det er tilladt at lave afledte værker. Ved en ren “By”-licens har man ret til at videregive værket i den form, man har lyst til, så længe man husker at kreditere ophavsmanden. Dette kan være problematisk af to grunde: Dels ønsker opretshaveren måske at kontrollere, i hvilken form værket bliver videregivet til andre, og dels betyder det, at andre kan påberåbe sig ophavsretten over et afledt værk, så ikke engang den oprindelige kunstner har lov til at bygge videre på det. Den mest simple betingelse, man kan pålægge fra dette modul, er “No-Derivatives”. Dette betyder, hvad navnet siger: Ingen afledte værker. Dette er en naturlig betingelse for politiske artikler, som forfatteren nok gerne ser udbredt, men som man på den anden side let kunne manipulere til at udsige en helt anden mening end den oprindelige.

Kunstnere, der er indstillet på at lade andre bygge videre på deres værker, men som ikke kan acceptere, at deres egen “andel” i det afledte værk herved går tabt, kan i stedet vælge at lægge en “Share-Alike”-licens på deres værk. Dette har en effekt, der minder om anvendelsen af GPL på software. Det betyder, at du er velkommen til at remixe og transformere denne sang, tegning, fotocollage eller artikel præcis, som du har lyst til, men det resulterende værk skal gives videre til andre på de samme betingelser. Det tredje og sidste af de grundlæggende Creative Commons-moduler handler om muligheden for at tjene penge på et værk.

En musiker, der brænder for sin musik og gerne vil have, at den bliver hørt af så mange mennesker som overhovedet muligt, kan udgive den til fri afbenyttelse på free.fm, jamendo.com, SoundCloud eller en anden af de mange udmærkede musikdelingstjenester. Han vil nok gerne have, at folk, der downloader hans musik, får at vide, hvem han er og videregiver musikken som den er og uden at pille ved den. Der er altså tale om et tilfælde, hvor en Creative Commons “By-No Derivatives”-licens vil passe perfekt.

Men nogle musikere vil også gerne kunne leve af deres musik. Hvis andre får lov til at sælge eller videreformidle musikken på en måde, så de tjener mange penge på det, kan de i værste fald udkonkurrere ophavsmanden selv. I en sådan situation vil kunstneren overveje at udvide licensen med betingelsen “Non-Commercial”. Det betyder, at værket ikke må bruges erhvervsmæssigt uden kunstnerens tilladelse. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om den, der bruger værket erhvervsmæssigt, faktisk tjener penge på det. Det afgørende er, at der er tale om en sammenhæng, hvor man normalt skulle betale for det.

Bemærk, at en betingelse om ikke-erhvervsmæssig brug er noget, som helt principielt adskiller fri kultur fra fri software. Det er et ufravigeligt krav i definitionen af fri software, at du skal have lov til at bruge programmet til et hvilket som helst formål og har lov til at videregive det uden nogen begrænsninger ud over dem, der fremgår af ophavsretten og licensbetingelserne, for eksempel GPL. Forskellen er her, at kunst netop er kunst, beregnet til underholdning, fordybelse eller nydelse. Kunst er vigtigt, men kan ikke siges at være en del af samfundets infrastruktur, som alle har krav på adgang til. Et krav om ikke-kommerciel brug er altså ikke en trussel mod en fri kultur eller et frit samfund, hvis det drejer sig om kulturelle produktioner – mens det netop risikerer at blive en trussel mod idealet om et frit samfund med en fri infrastruktur, hvis vi accepterer det for computerprogrammers vedkommende.

Kunst fremstillet under de forskellige Creative Commons-licenser udgør en fælled (betydningen af ordet “commons”) af produktioner, som kunstnere, musikere og forfattere kan trække på og arbejde videre på, når de ønsker at tage udgangspunkt i andre kunstneres arbejde på en måde, som ikke kan lade sig gøre med den traditionelle, centraliserede og gennemkommercialiserede musik- og filmindustris produktioner.

Lessigs kamp for en fri kultur også i en digital tidsalder er, som vi har set, meget inspireret af fri software-bevægelsens ideer om direkte aktion. I stedet for at vente på, at andre ændrer ophavsretslovgivningen, så vi atter får den samme frihed til at dele og skabe kulturelle produkter, som folk havde før år 1900, skaber vi en fælles pulje af værker, som kan bruges på denne måde; ganske som al software under GPL udgør en fælles pulje af fri software, som alle kan bruge og bygge videre på, præcis som de har lyst. Som sådan er det lykkedes bevægelsen for fri kultur at trænge langt igennem. I Brasilien tog landets daværende kulturminister, den berømte musiker Gilberto Gil, fra 2004 og frem initiativ til en række “kulturelle hot-spots”, hvor musikere og andre kunstnere kunne komme og få stillet faciliteter til rådighed til professionel produktion af deres værker, så de kunne dele dem med andre mennesker, primært andre brasilianere – og måske på den måde komme en lille smule nærmere gennembruddet.

Ved en tale ved firmaet Googles Zeitgeist-konference i 2008 beskrev Gil sin kulturpolitik og dens forbindelse til Creative Commons-projektet og kampen for en fri, brugerskab kultur med disse ord:

Since 2003, when I took office as Minister of Culture of Brazil, we have been looking into Digital Technologies as cultural phenomena.

We, at the ministry, have insisted on the strategic role of culture in policy making. This has obliged us to change radically the way to conceive of Politics, State, Society specially in relation to digital technology.

In politics and especially in governments, radical changes are only possible at specific historical moments. Through the insertion of Culture and cultural diversity as a policy making device in the political and managerial governmental equation, we offer society the opportunity to achieve radical change, step by step, using the day to day inputs of new industrial and social technologies, without the earthquakes of classical revolutionary action. If we look at the new digital possibilities we could easily conclude that they bring a built-in revolutionary device in themselves. Digital Culture initiatives can play a fundamental role in shaking away the inertia of the traditional politics that has secluded society from public life, generating a vacuum of critical political thinking and even producing cynicism, especially in governmental sectors. We need to aknowledge that traditional politics is failing in advancing democracy and social development. The conversion of the digital technologies has created around the Internet a totally peaceful revolution. A bottom up unrest, happening everywhere, which I see as a very positive sign of the rising of a non governmental political movement that I believe to be a direct and matured result of cultural and countercultural movements of our most recent history, in their increasing power to influence public policies.

It is the rise of a peer to peer culture. Peeracy!

What I see in Brazil and in many cuntries, is that these new contemporary political movements don't come from traditional politics. They don't depend totally on representative democracy anymore. On the contrary, they operate outside the electoral system and influence it to some degree. People are more and more eager to engage in politics in a new and proactive way. It seems to me that this collective unrest that can only be met by governments if they really understand the cultural diversity issues and peer to peer actions, and it's implications in the new model of development for the 21st century.

The 21st century technologies represent a huge challenge to regulations. The revolution generated by the convergence of digital technologies obliges us to reinvent the way we do almost everything. I believe that anybody with public responsibility should look into the digital distribution of Intellectual Property as the most direct and powerful way of democratizing knowledge in the history of mankind. But instead we see almost every formal institution insisting on bluntly calling the digital distribution “Piracy”.

We should rather be looking at new business models... and into a burst of freshness in the political regulatory analysis.

The work I have witnessed with the idea and practice of Digital Culture in the Ministry shows us that it is possible to have another form of consonance, somehow radical, I would even say, a “symbiosis” of the State with the civil society.

Many corporations and governments all over the world have positioned themselves conservatively and are trying to block the advance of these digital new possibilities. Every technical revolution creates a reaction like that. Digital distribution of intellectual property, if seen from the analogical perspective, represents a threat to business, security problems and a loss of social control. These perceptions are but momentary setbacks which shall soon be resolved. However, we must be ever vigilant as digital technology, like any other technology, can be used against individuals and society's interests. That's why I am sure we have not only to humanize, but also politicize these technologies, which means thoroughly discuss them and make them available to society and every citizen. Regulations should be there to insure freedom and open access to knowledge, not just for “business as usual” purposes.

I want to quote my friend Lawrence Lessig, a great contemporaneous thinker and activist; in his book CODE 2.0, he points out to the necessity of new forms of regulation to guarantee the new forms of freedom and human connectivity. Lessig defends the necessity of the presence of the state to guarantee that the internet survives into maturity with its radical social-innovation potential fully in place. For that (he points out) we have to discuss a new political understanding of governance. That if we want to guarantee the collective and emancipating existence of cyberspace, we need to come up with a brand new regulatory framework of thoughts otherwise these libertarian possibilities created by digital technologies will be amputated.

We have brought digital multimedia studios and access to the internet (peer to peer culture) to about 700 hundred grassroots communities all over Brazil.

Today, in Brazil we have traditional communities recording and publishing in the internet their songs or videotaping their work and culture. This burst of fresh air is unchaining new vital ideas, new innovative productions, generating a real empowerment process of an emerging creative society. This process is encouraging and inducing the formation of a network of new cultural multimedia producers in Brazil, a network which will soon be consolidated into a new generation of authors and artists.

This experience with digital technologies in the Pontos de Cultura, the Hotspots, made possible a symbolic exercise, a dialogue between socio-cultural grassroots communities with digital new concepts and contemporary languages. This very rich process begins when the communities, the new cultural producers, start networking and, by doing so, engage in a process of autonomy, free from government or any other control. The transformation starts when the kids in the communities recognize the digital technological devices as cultural performance tools, as a source of diversified references, as a platform for esthetic creation and re-symbolization of their experiences. In other words, social change starts when they understand cyberspace as a territory of their own, when they understand uploading before they ever heard of downloading when they start publishing. This is the exact moment when empowerment takes place. Sheer magic! I want to invite you all to come to Brazil next year to discuss these issues. We will be joining efforts with many institutions both governmental and from civil society as well as companies to thoroughly look into the perspectives of these new digital realities.

Det er tilladt at være en lille smule misundelig over, at det ikke er i Danmark, vi har haft en så begavet og visionær kulturminister.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Denne bevægelse er grunden til, at vi i dag har “Creative Commons”-licenser, som lige præcis er inspireret af den type licenser, som beskytter fri software mod at blive “lukket inde” og gjort proprietær.

Dette er et større emne, og dette er det første af tre eller fire uddrag, som kredser om forholdet mellem fri software og fri kultur. Dele af nedenstående blev i let omskrevet form bragt som kronik i Information tilbage i august 2012.

Fri software og fri kultur

Den måske vigtigste aflægger af bevægelsen for fri software er bevægelsen for fri kultur, der i alt væsentligt er grundlagt af den amerikanske jurist Lawrence Lessig. Lessig er professor i jura ved Princeton-universitet og har i mange år og i adskillige bøger og foredrag talt for en langt mindre restriktiv fortolkning og formulering af lovgivningen omkring ophavsret. Bevægelsens formål er at skabe en juridisk virkelighed, der svarer til den kulturelle praksis, vi alligevel har og ikke mindst gerne vil have. Lessig formulerer sin kritik af nutidens “ufrie” digitale kulturliv med kraftig inspiration fra Richard Stallmans opgør med den ufrihed, som proprietær software og den hermed forbundne hemmeligholdelse af kildekoden pålægger brugeren. Faktisk er de to problemer intimt forbundne.

For eksempel har de store medieselskaber i årevis ønsket at udgive deres materialer med en teknologi, der hedder “kopibeskyttelse” (“Digital Rights Management” eller DRM på engelsk). Kopibeskyttelse af ophavsretligt beskyttet materiale – det kan for eksempel være en sang fra en CD, en DVD-film eller den bog, du er ved at læse netop nu – skal som navnet antyder forhindre brugeren i at kopiere og videregive materialet uden tilladelse, men det kan gå videre end som så. Kopibeskyttelsen er en kryptografisk indkapsling af materialet, som betyder, at leverandøren bestemmer, hvordan og hvor ofte du kan afspille eller tilgå det. Microsofts hedengangne MP3-afspiller Zune gjorde det for eksempel muligt at “låne” dine sange ud ved at lægge dem over på en vens Zune – men kopibeskyttet, så de kun kan afspilles tre gange. Efter tre gange har din ven ikke længere nogen gavn af sangen og kan lige så godt slette den. Det “beskyttede” materiale er krypteret og kan kun åbnes ved hjælp af en krypteringsnøgle, som styres af opretshaveren i samarbejde med producenten af den gadget, du ser eller hører materialet på.

Det interessante er her, at det materiale, som du har købt og betalt eller på anden vis er kommet lovligt i besiddelse af, er krypteret med en nøgle, der er installeret i din DVD- eller MP3-afspiller eller på din computer, for at beskytte det mod dig. Men eftersom krypteringsnøglen nødvendigvis må være på den maskine, du bruger til at åbne materialet med, er den egentlig allerede under din kontrol. Rent teknisk eller praktisk er der ikke noget til hinder for, at du finder nøglen og låser sangen eller filmen op én gang for alle, hvorefter du kan gøre med den, som du vil. Denne form for kopibeskyttelse vil med andre ord altid være ineffektiv, eftersom den forudsætter, at du selv er i besiddelse af såvel det materiale, der skal beskyttes, som den kode, der kan låse det op. Løsningen på dette problem er juridisk: Efter pres fra musik- og filmindustrien indførte USA i 1998 en lov, der kaldes The Digital Milennium Copyright Act. Den forvandler blandt meget andet brud på kopibeskyttelsen til en strafbar handling. USA har lige siden lagt pres på andre landes regeringer for at få dem til at indføre lignende regler, og i 2001 indførte EU-kommissionen det såkaldte Infosoc-direktiv. Infosoc-direktivet forbyder “parallel-import” af musik og film og har dermed afskaffet en vigtig del af den frie konkurrence inden for underholdningsbranchen. Det pålægger også alle medlemslande at forbyde brud på kopibeskyttelsen.

Dette eksempel viser, hvor tæt forbundet spørgsmålet om en fri kultur eller et frit kulturliv er med spørgsmålet om fri software. I det digitale samfund, hvor vi bruger computere til at producere bøger, film og musik, og hvor vi i stigende grad bruger dem til at læse eller afspille dem også, er det computerprogrammer, der sætter grænserne for hvad vi kan gøre ved de kunstværker, der er vor generations kulturelle udtryk og bidrag. Fri software-bevægelsens påstand er, at dine rettigheder som borger i et sådant samfund kun kan sikres, hvis du altid har ret til at undersøge, hvordan de enkelte programmer på din computer virker og ændre denne virkemåde, hvis du ikke er tilfreds med den. Det væsentlige argument for dette er, at eftersom din computer handler på dine vegne, må du også til hver en tid have ret til at bestemme, hvad det egentlig er, den gør. Kopibeskyttelsen og de juridiske begrænsninger, der følger med, strider direkte mod disse rettigheder. Det program, der håndhæver kopibeskyttelsen, har den helt specifikke klausul indbygget, at du ikke må gøre ved det, som du vil, eftersom du kan retsforfølges for at bryde kopibeskyttelsen. Et program, der håndhæver kopibeskyttelsen, handler ikke længere på dine, men på rettighedshaverens vegne. Det er ulovligt at bruge dit kendskab til computerens og programmets virkemåde til at omgå beskyttelsen, også selv om det er for at gøre ting, som du faktisk ville have ret til at gøre med materialet, hvis det ikke var kopibeskyttet.

Lawrence Lessig nævnte i en tale i 2002 den kopibeskyttelse, der er indbygget i Adobe Acrobat Reader som eksempel på, hvordan teknologien kan bruges til at fratage brugere (læsere) af e-bøger rettigheder, som de helt selvfølgeligt ville kunne regne med, hvis der var tale om fysiske eksemplarer. Et eksemplar af Shakespeares samlede værker kan være omfattet af restriktioner, der forbyder læseren af kopiere mere end ti citater fra teksten på ti dage, eller at udskrive mere end ti af bogens sider på ti dage. Men ophavsretten på Shakespeares værker er for længst udløbet. Adobes e-bogsteknologi kan dermed bruges til at fratage læserne rettigheder, som de ellers kunne tage for givet. Der er intet juridisk grundlag for at pålægge køberne af en bog, hvor forfatterens ophavsret er udløbet, begrænsninger i deres ret til at citere fra bogen eller fremstille kopier til sig selv; men selve kopibeskyttelsen bliver, i kraft af den lovgivning, der forbyder ethvert forsøg på at omgå den, i sig selv en juridisk bindende begrænsning af, hvad man lovligt kan gøre ved en e-bog, man har erhvervet på denne måde. Brugerens eller kundens rolle reduceres her til at gøre med værket, præcis hvad leverandøren har bestemt, og intet andet. Disse restriktioner kan kun indføres og håndhæves, fordi loven pålægger dig som bruger nogle restriktioner med hensyn til, hvad du må gøre med filer, som du i øvrigt har erhvervet på lovlig vis. Kampen for en fri kultur, hvor adgangen til værker ikke kan omgærdes af vilkårlige begrænsninger, bliver dermed blot endnu et aspekt af den bredere teknologiske kamp for en fri og åben teknologisk infrastruktur, som motiverer arbejdet med udbredelse af fri software.

Lessig anerkender derfor Stallmans betydning for sit eget arbejde for en fri kultur. Han betragter Stallman ikke blot som en visionær leder, men som tidens måske væsentligste filosof, som han forklarer i forordet til Stallmans bog “Free Software, Free Society”:

Our generation has a philosopher. He is not an artist, or a professional writer. He is a programmer. Richard Stallman began his work in the labs of MIT, as a programmer and architect building operating system software. He has built his career on a stage of public life, as a programmer and an architect founding a movement for freedom in a world increasingly defined by “code.”

“Code” is the technology that makes computers run. Whether inscribed in software or burned in hardware, it is the collection of instructions, first written in words, that directs the functionality of machines. These machines — computers — increasingly define and control our life. They determine how phones connect, and what runs on TV. They decide whether video can be streamed across a broadband link to a computer. They control what a computer reports back to its manufacturer. These machines run us. Code runs these machines.

What control should we have over this code? What understanding? What freedom should there be to match the control it enables? What power? These questions have been the challenge of Stallman's life. Through his works and his words, he has pushed us to see the importance of keeping code “free.” Not free in the sense that code writers don't get paid, but free in the sense that the control coders build be transparent to all, and that anyone have the right to take that control, and modify it as he or she sees fit. This is “free software”; “free software” is one answer to a world built in code.

(...)

The aim of Stallman's “free software movement” is to make as much code as it can transparent, and subject to change, by rendering it “free.”

The mechanism of this rendering is an extraordinarily clever device called “copyleft” implemented through a license called GPL. Using the power of copyright law, “free software” not only assures that it remains open, and subject to change, but that other software that takes and uses “free software” (and that technically counts as a “derivative work”) must also itself be free. If you use and adapt a free software program, and then release that adapted version to the public, the released version must be as free as the version it was adapted from. It must, or the law of copyright will be violated.

(...)

There are those who call Stallman's message too extreme. But extreme it is not. Indeed, in an obvious sense, Stallman's work is a simple translation of the freedoms that our tradition crafted in the world before code. “Free software” would assure that the world governed by code is as “free” as our tradition that built the world before code.

Jeg har medtaget det forholdsvis lange citat fra Lessigs forord (der i lighed med resten af bogen kan læses på adressen http://www.gnu.org/philosophy/lessig-fsfs-intro.html) for at understrege forbindelsen til Lessigs eget projekt. Hvor bevægelsen for fri software sigter mod at gøre den digitale infrastruktur, som vi opbygger med computerprogrammer og protokoller, lige så åben som den “gamle”, analoge verdens fysiske infrastruktur, forsøger bevægelsen for fri kultur at sikre, at man også i en digital verden kan dele og arbejde videre med kulturelle produkter på samme måde, som man kunne, før vi fik computere.

Tilhængere af en meget restriktiv fortolkning af ophavsretten fremfører gerne, at en verden, hvor man tillader fri kopiering og videregivelse af andre folks værker er en verden, hvor kunstnere ikke får lov til at leve af deres arbejde, og hvor den skabende kunstners originale bidrag til kulturen ikke påskønnes efter fortjeneste. Lessigs og andres argument mod det sidste er, at skabende kunstnere altid har ladet sig inspirere af andres værker. Digtere har efterlignet hinandens rytmer, musikere og komponister har efterlignet hinandens melodier, og hver gang en maler finder på en ny stil, udløser det et væld af mere eller mindre talentfulde efterlignere. Shakespeare, der af mange anses for at være Europas største og mest originale dramatiker nogensinde, byggede de fleste af sine stykker på gamle historier, som publikum måtte formodes at kende i forvejen. Den remix-kultur, som mange moderne plade- og filmselskaber beskylder for at berøve dem deres levebrød, er ikke opstået i forbindelse med den digitale teknologi, den er et grundvilkår ved enhver kunstnerisk virksomhed. “Den talentfulde kunstner låner – geniet stjæler”, som Oscar Wilde udtrykte det.

Lawrence Lessig mener, at vi på grund af den skærpede ophavsret og de urimelige restriktioner, som forbrugere af digital kultur pålægges gennem den juridiske beskyttelse af selv den mest drakoniske “kopibeskyttelse”, risikerer at miste kontakten til hele vores kulturarv. Et eksempel på et sådant tab er de mange film fra begyndelsen af det 20. århundrede, som aldrig blev særlig kendte og som derfor måske kun eksisterer i få eksemplarer. Disse film kan let risikere at gå tabt på grund af ligegyldighed og heraf følgende skødesløshed og dårlige opbevaringsforhold. Der fandtes ikke en afleveringspligt for film i stil med den, der i Danmark gælder for bøger, så en gammel, mugnende filmrulle på loftet af en faldefærdig sidegadebiograf i en afsides del af San Francisco kan være det eneste eksisterende eksemplar af et hidtil ukendt film noir-mesterværk. Det er et faktum, at mere end halvdelen af alle amerikanske film fra før 1950 allerede er gået tabt. Kampen for at bevare denne kulturarv er en kamp mod uret, for selv under de bedste opbevaringsforhold er celluloid-filmenes holdbarhed begrænset. Her virker det oplagt at sætte ind med en kulturel redningsaktion og samle og digitalisere så mange af disse gamle film, som man overhovedet kan komme i nærheden af. Men ophavsretten stiller sig i vejen. Det er ikke noget problem, hvis man skal have tilladelse til at vise Mickey Mouse eller “Borte med blæsten” i fjernsynet, men for mange gamle films vedkommende er det umuligt at finde ud af, hvem der ejer rettighederne til dem. Det betyder, at blot det at digitalisere og udgive en enkelt film kan indebære et større detektivarbejde for at opspore efterkommerne af en films producer, instruktør eller manuskriptforfatter.

Noget lignende gælder for bøger. Ophavsretten til en bog gælder i forfatterens levetid plus 70 år. Det vil sige, at vi 2012 frit kan trykke og på anden måde gengive alle litterære værker, hvis forfatter er død senest i 1942. Det betyder, at de fleste betydelige litterære værker, der blev skabt før dette år, efterhånden kan læses gratis på nettet på Projekt Gutenberg (gutenberg.org) og lignende sider. Med værker, der er skrevet af forfattere, der stadig levede i 1942, forholder det sig imidlertid anderledes. Flere af den tids mesterværker er udkommet i det ene oplag efter det andet, for eksempel Hans Kirks “Fiskerne”, Karin Boyes “Kallocain” eller Hans Scherfigs “Det forsømte forår”. Men de fleste bøger udkommer kun i ét oplag og læses ikke af særlig mange.

Hvis du gerne vil læse en upåagtet bog fra 1950erne, er det tvivlsomt, om du kan få fat på den. I Danmark er der pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek, så der har de måske et eksemplar, hvis det ikke er stjålet eller ødelagt i mellemtiden. De fleste almindelige biblioteker skiller sig jævnligt af med bøger, der er mere end ti år gamle, så de kan få nye ind på hylderne. Hvis du er heldig, kan du finde bogen hos et af de antikvariater, der offentliggør deres lagerbeholdning på nettet. I modsat fald kan du være tvunget til at opsøge alle landets antikvariater efter tur, hvis du vil gøre dig håb om at skaffe bogen. Hvis det lykkes dig at finde bogen og den viser sig at være så god, at du gerne vil tage initiativ til en genudgivelse, må du først opspore forfatteren og bede om tilladelse. Måske har forfatteren ingen nulevende efterkommere, eller måske er værket så politisk eller moralsk kontroviersielt, at forfatterens pinligt berørte efterkommere ikke ønsker at have noget med det at gøre. Hvis forfatteren døde i 1970, er det helt umuligt at genudgive den før i år 2040 – og inden da kan du selv være død og dit eksemplar gået tabt. Ophavsretten er god til at sikre nulevende forfattere deres rettigheder, så de kan leve af deres bøger, men fejler, når det gælder om at redde upåagtede værker fra fortabelse og glemsel. Den slags værker er, hvad Lessig kalder “orphan works” eller forældreløse værker.

I litteraturhistorien er det et velkendt fænomen, at hver generations største forfattere ofte er upåagtede i deres levetid og for alvor begynder at blive kendt længe efter deres død. Med en ophavsret, der effektivt sikrer forældreløse værker mod genudgivelse de første hundrede til hundrede og halvtreds år efter deres tilblivelse, risikerer en stor del af de bøger, der løbende udgives i oplag på fem hundrede eksemplarer eller mindre og herefter aldrig genudgives, at gå uigenkaldeligt tabt. Vore dages skærpede ophavsret går langt ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre forfattere og andre kunstnere deres indtjening, og repræsenterer i stedet en trussel mod den store del af verdens kulturarv, som de “forældreløse værker” udgør. Og dette er for en stor dels vedkommende til ingen nytte. De fleste kunstnere tjener pengene på deres værker i årene umiddelbart efter udgivelsen. Kun meget få har stadig indtægt på salg af bøger tyve eller tredive år efter, at de udkom første gang.

Lessig og andre forkæmpere for fri kultur har i stedet foreslået en kortere løbetid for ophavsretten. Et forslag går ud på at strukturere løbetiden som en to- eller tre-trinsraket. Da “copyright” oprindelig blev indført i England, var det som et privilegium, som trykkerne og dermed forlagshusene fik bevilget i 14 år efter udgivelsen. Efter de 14 år var eneretten udløbet, og alle kunne uhindret trykke løs. En “tre-trins-raket” kunne i stedet opretholde den ophavsretlige beskyttelse så længe, som de fleste kunstnere kan have nytte af den, mens det samtidig bliver meget lettere at bevare værker, som er på vej til at forsvinde ud i glemslen. Vi kan forestille os, at ethvert værk er beskyttet af ophavsretten de første 21 år efter udgivelsen. Når de 21 år er gået, vil ophavsretten udløbet, men det er muligt at forny den.

Fornyelsesprocessen bør være hurtig og smertefri men kræver altså, at kunstneren eller forfatteren gør noget aktivt for at bevare ophavsretten til sit værk. Efter fornyelse er værket beskyttet af ophavsretten i yderligere 21 år. Efter 42 år skal det igen være muligt at forny ophavsretten. Denne gang koster det dog et gebyr, som for eksempel kunne være 1000 af vore dages kroner. Efter 42 år kan der altså opnås endnu 21 års ophavsretlig beskyttelse; den eneste forudsætning er, at forfatteren har en tilstrækkelig økonomisk interesse i værket, til at fornyelsen er 1000 kroner værd. Når de 21 år i den anden fornyelsesperiode er gået, er ophavsretten udløbet og kan ikke yderligere fornys.

En sådan model vil i alt væsentligt fortsætte den ophavsretlige beskyttelse, som vi kender i dag, uden at “forældreløse” værker risikerer at gå så uigenkaldeligt tabt, som tilfældet er med den nuværende lovgivning – og det uden reelle omkostninger for forfatterne. Der er en hel del af de mere populære moderne forfattere, der stadig har indkomster på bøger, som de udgav for mere end 21 år siden. Disse kan blot ved at indsende en ansøgning om fornyelse sikre deres ophavsret og dermed deres indtægter i yderligere 21 år. Hvor mange forfattere har stadig indkomst på bøger, som de udgav for 42 år siden? Det er der nogle ganske få af de allermest populære forfattere, der har, og hvis indtægterne fra disse bøger kan tænkes at få en fortsat økonomisk betydning for forfatteren, kan de fornys i yderligere 21 år for en afgift på 1000 kroner. Hvis forfatteren til den tid ikke finder det umagen værd at betale for at forny sin ophavsret, er det formentlig fordi, bøgerne ikke længere har noget stort økonomisk potentiale, hvorfor forfatteren ikke mister noget ved at lade ophavsretten udløbe. Efter 63 år er der i praksis ikke mere at komme efter. De allerfleste store og populære bøger skrives af folk, der er fyldt 20. I en alder af 83 vil de fleste enten være døde eller have ordnet deres økonomiske forhold på anden vis. Hvad de skrev og udgav for 63 år siden er for længst ophørt med at have nogen reel økonomisk betydning for dem.

En sådan “tre-trins-raket” vil altså ikke tage indtægter fra nogen nulevende kunstnere, der har brug for dem, men den vil gøre det muligt at sikre miskendte og upåagtede værker mod glemsel ved at gøre det muligt at genudgive dem uden at indhendte tilladelse fra en forfatter, som i værste fald kan være helt umulig at finde frem til. Det betyder selvfølgelig, at de foreninger, som har gjort det til deres mission at tjene så mange penge ind som muligt ved at forvalte ophasvretten for nogle få og helt store forfatteres værker efter regelen om forfatterens levetid plus 70 år vil miste deres indtægter. Her tænker jeg blandt andet på boerne efter forfattere som James Joyce og J.R.R. Tolkien. Hertil er blot at sige, at hvis en ændring af lovgivningen fører til, at efterkommere af enkelte store forfattere kastes ud i fattigdom, kan der tages hensyn til dem gennem en overgangsordning. Det er trods alt et helt ekstremt mindretal af kunstnere, der stadig har indtægter mange år efter deres død. Ophavsretten har altid haft som sit egentlige formål at gavne samfundet ved at sikre levebrødet for de mange kunstnere, mens de endnu er i live, ikke at sikre de mest populæres efterkommere i flere generationer.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Softwarepatenter er et emne, der har været diskuteret i større og mindre grad gennem årene. Truslen fra dem har forekommet mindre i de senere år, bl.a. fordi enkelte “patenttrolde” har inkasseret nederlag i retten.

Truslen består dog, og er af en særligt ubehagelig karakter, fordi disse patenter betyder, at en patentholder potentielt kan sagsøge ikke blot udviklere af et givet produkt, men også aftagere — med andre ord, almindelige brugere såvel som virksomheder, der vælger at bruge fri software som f.eks. LibreOffice eller Linux i det daglige arbejde.

Fri software og patenter

GPL og andre “copyleft”-licenser giver en god beskyttelse mod kommercielle virksomheders forsøg på at overtage frie programmer og udkonkurrere den oprindelige version. Der findes dog en anden trussel mod fri software som fænomen, der kan pålægge brugere og udviklere af frie programmer en række ganske uoverskuelige økonomiske forpligtelser.

Dette er patenter. I efteråret 2007 erklærede Microsofts administrerende direktør Steve Ballmer, at Red Hats GNU/Linux-systemer Fedora og Red Hat Enterprise Linux krænker mere end 200 af Microsofts softwarepatenter, og at man en dag vil trække de store firmaer, som bruger Red Hats produkter, i retten. Fri software-bevægelsens svar på denne udfordring var i alt væsentligt: Hvilke patenter drejer det sig om? Ballmers svar var, at det ville Microsoft ikke fortælle, for så ville Red Hat og de andre udviklere af GNU/Linux-systemer jo bare tage den del af funktionaliteten ud, og så ville Microsoft miste sit krav på deres produkt.

Dette svar viser, at Microsoft i virkeligheden ikke var interesseret i at håndhæve sine patenter, men snarere havde til hensigt at skræmme potentielle kunder fra at bruge Linux-baserede systemer og anden fri software ved at henvise til en ikke nærmere defineret juridisk trussel og hermed sprede frygt, usikkerhed og tvivl om anvendelsen af fri software i kommercielle miljøer. Denne strategi er så almindelig fra især Microsofts side, at den har fået sit eget navn, nemlig FUD – en forkortels for de engelske ord “Fear, Uncertainty and Doubt”.

I 2007 lancerede Microsoft også en slags “ikke-angreps-pagt” med den nu hedengangne softwaregigant Novell, der indebar, at Microsoft lovede aldrig at retsforfølge brugere af GNU/Linux-distribution “SUSE Linux”, som Novell dengang ejede.Dette rejser naturligvis det spørgsmål, om SUSE Linux og andre GNU/Linux-systemer overhovedet indeholdt eller indeholder nogen bevidste brud på Microsofts patenter? Microsoft har i hvert fald optrådt, som om de var så sikre i deres sag, at man kunne forledes til at tro det. Men svaret på det spørgsmål er formentlig nej. Sandheden er, at udviklere af fri software historisk set har gjort, hvad de kunne, for at undgå at krænke Microsofts eller andres softwarepatenter. Dette gælder ikke mindst udviklerne af de helt store systemer som Linux-kernen eller kontorpakken LibreOffice. Det er de simpelt hen nødt til for at undgå, at der bliver lagt sag an mod udviklere eller brugere.

Det er bare ikke så nemt at undgå at krænke eksisterende softwarepatenter, som man kunne tro. Det skyldes blandt andet, at praksis med at udstede patenter for “opfindelser” begået i software grundlæggende er yderst problematisk. De fleste landes lovgivning tillader ikke patentering af rene, matematiske sandheder eller algoritmer, og eftersom programmeringssprog først og fremmest er en matematisk notation, betyder det også, at det burde være umuligt at tage patent på software-baserede “opfindelser”. I 1994 medførte en ændring af den amerikanske retspraksis omkring patenter imidlertid, at der kan tages patent på softwarebaserede opfindelser. Denne praksis har lige siden udgjort en alvorlig trussel mod alle former for fri software.

For at forstå, hvordan det kan hænge sammen, må vi se på, hvad det overhovedet vil sige at tage patent på et computerprogram. Vi har allerede set, at et computerprogram må betragtes som et “værk” på linje med et kunstnerisk værk eller litterært værk og derfor automatisk er omfattet af lov om ophavsret. Patenter beskytter ikke værker, men ideer. Dette kan synes at være en akademisk forskel, men også i det kunstneriske liv er der tale om en væsentlig forskel. Hvis jeg skriver en roman om en mand, der bliver myrdet på en ganske bestemt måde, hvorefter en piberygende, analytisk detektiv opklarer sagen og finder morderen ved hjælp af sin overlegne intelligens, kunne folk beskylde mig for at plagiere Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes. Hvis ikke ophavsretten til disse bøger forlængst var udløbet, kunne boet efter forfatteren måske lægge sag an mod mig for krænkelse af Conan Doyles ophavsret. Men hvis jeg kan bevise, at jeg aldrig i hele mit liv har hørt om hverken Sherlock Holmes eller Conan Doyle men har fået ideen helt af mig selv, kan jeg ikke beskyldes for at krænke ophavsretten, eftersom mit værk ikke tager udgangspunkt i Conan Doyles.

Med patenter er det anderledes: Et patent er ikke en eneret på et værk, men på en idé. Når først patentet er givet, er det derfor ligegyldigt, om opfinderen af en maskine, der krænker patentet, har kendt til det. Hvis Conan Doyle havde taget patent på historier, hvor medlemmer af overklassen bliver myrdet eller på anden måde kommer i knibe, hvorefter sagen bliver opklaret af en kæderygende og kokainmisbrugende analytisk mesterdetektiv, ville ethvert værk med samme grundlæggende plot krænke patentet – også selv om dets forfatter aldrig havde hørt om Conan Doyles udførelse af ideen. Denne situation kan ikke opstå med en kriminalroman, eftersom det ikke er muligt at tage patent på litterære ideer. Jeg vil i det følgende argumentere for, at det af stort set samme grunde heller ikke burde være muligt at tage patent på computerprogrammer. Helt præcist bør en opfindelse eller idé aldrig kunne patenteres, hvis den kan realiseres alene ved hjælp af software.

Men hvorfor egentlig ikke? Er det ikke i orden, at de folk, der gør nye opfindelser, kan beskytte sig imod plagiat, og taler modstandere af softwarepatenter ikke blot for, at de selv uhindret kan nyde frugterne af opfindelser, som deres konkurrenter har investeret betydelige mængder af tid og penge på? Når vi taler om “fysiske” opfindelser (som f.eks. telefonen, flyvemaskinen og diverse andre gadgets, som den moderne teknologi har beriget verden med), kan der være noget om snakken. Udvikling og ikke mindst produktmodning af en helt ny maskine koster betydelige ressourcer, og hvis konkurrenterne uden videre har lov til at kopiere opfindelsen, kan de underbyde opfinderen ved at sende en langt billigere model på gaden. Konkurrenten har jo ingen udviklingsfase at finansiere. Det betyder, at uden patenter ville interessen for at investere i nye opfindelser være begrænset. Det ville også være ret nemt at sætte en dygtig opfinder eller innovativ virksomhed ud af spillet straks efter deres første succes. Patenter kan dog også have ulemper. Et firma kan besidde et uhyre nyttigt patent og ikke bruge det, hvilket i sidste ende kan være skadeligt for samfundet som helhed. Det kan også være, at opfinderen kræver så ublu afgifter af andre for brug af sit patent, at markedet bliver underforsynet med en livsvigtig kommoditet.

Som eksempel på den første type skadevirkning kan nævnes, at USA før 2. verdenskrig ikke var i stand til at bygge et moderne fly. Det krævede nemlig en forening af teknologier, som var patenteret af konkurrerende virksomheder, og disse ønskede ikke at samarbejde om noget som helst. Da krigen brød ud, skar regeringen igennem og ophævede patenterne mod en mindre erstatning til deres ejere. Et godt eksempel på den anden type skadevirkning er medicinalfirmaernes afvisning af at lade fattige lande kopiere deres AIDS-medicin. I Brasilien lykkedes det under Lulas første regeringsperiode i nullerne at gennemtvinge en aftale med medicinalfirmaerne ved at true med at bryde patenterne og lave medicinen selv, hvis ikke de kunne få den til en rimelig pris. Den brasilianske regering kunne derfor holde AIDS nede ved at sørge for medicin til alle, der havde brug for den. I Afrika syd for Sahara kostede disse patenter og deres strenge håndhævelse utallige menneskeliv, indtil medicinalfirmaerne gav sig og tillod, at “generiske” versioner af disse stoffer kunne fremstilles og indføres. Problemet består dog, og især i mellemindkomstlande er patenter på AIDS-medicin og alt for høje priser stadig et problem. Traditionelle patenter kan altså have deres fordele såvel som deres ulemper. Helt anderledes med softwarepatenter, som kun har ulemper.

Det har at gøre med den måde, software bliver til på. Et større softwareprojekt minder i mange henseender om et korthus, eller måske snarere om en masse byggeklodser. Overordnet set kan programmet forstås som en model af en motor, der driver den funktionalitet, der stilles til rådighed for brugeren. Denne overordnede struktur er programmets arkitektur. De mere tekniske detaljer implementeres af algoritmer, der som virtuelle tandhjul gemmer sig inde i maven af de byggeklodser, hvor de hører hjemme. Nogle arkitekturer og algoritmer er mere hensigtsmæssige end andre, og softwareudvikling præges derfor af, hvad programmører spøgefuldt kalder at “genopfinde den dybe tallerken”. De samme teknikker, algoritmer og strukturer genopfindes og genopdages igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden, simpelt hen fordi de virker og fordi mange af dem er ret oplagte.

Problemet med softwarepatenter er altså, at hvis jeg sætter mig ned og skriver et nyt program (f.eks. et spil, et tekstbehandlingsprogram eller en Internetbutik), kommer jeg nødvendigvis til at løse en lang række problemer, som andre har løst før mig. Hvis denne form for “opfindelser” anerkendes som patentberettigede, kan jeg let have overtrådt adskillige patenter uden at ane det. I et område, hvor alle løser de samme (eller nært beslægtede) problemer fra grunden om og om igen, repræsenterer patentet et monopol på løsninger, som alle, der beskæftiger sig med det pågældende problemområde, er dømt til at falde over før eller senere.

Et eksempel på dette er internetbutikken Amazons patenterede “one-click”-salg. Når du har oprettet dig som kunde på Amazon og indtastet dine kreditkortoplysninger, kan du købe en bog eller et andet produkt ved at klikke kun én gang. Dette brugerinterface er en patenteret opfindelse, og indtil patentet udløb (det gjorde det i 2017) måtte ingen andre amerikanske internetbutikker sælge varer ved tryk på kun én knap uden at få tilladelse til det af Amazon. Men enhver, der nogen sinde har prøvet at designe et brugerinterface, vil på dette tidspunkt udbryde, at det er selvindlysende. Den “opfindelse” ville også uden Amazons hjælp være gjort igen og igen af andre designere. Men Amazon havde altså eneret på den i tyve år og kunne kræve store erstatninger af enhver, der måtte have formastet sig til at bryde patentet.

Men er det egentlig et problem? Folk kunne jo bare lade være med lige at lave en en-kliksløsning på deres internetbutik. Men dette løser kun en del af problemet. Hvad nu, hvis nogen ikke havde hørt om Amazons patent og havde fundet på det helt af sig selv?

Et softwareprojekt består af tusinder og atter tusinder af designbeslutninger og tekniske valg. Hvis noget så banalt som Amazons en-kliks-løsning kan patenteres, er der i realiteten ikke nogen af de valg, som kan forventes at være sikre mod krav fra en eller anden patenthaver. Det er lidt, som hvis ét firma havde patent på at dyrke korn og et andet på at dyrke grøntsager, og den eneste måde at få adgang til en varieret kost være at handle hos et af disse patentholdende firmaer, som så kunne bytte indbyrdes og holde alle andre ude.

Og det er desværre ikke engang nogen overdrivelse. I USA er der udtaget hundredetusinder af softwarepatenter, og deres vigtigste værdi er, at de store spillere – IBM, Microsoft, Adobe, den størrelsesorden – til hver en tid kan slå de mindre softwarehuse i hovedet med patenter, som alle er nødt til at bryde for overhovedet at kunne skrive et sammenhængende program. De store kan sikre sig arbejdsro ved at bytte patenter, mens de små firmaer og individuelle programmører, som i praksis altid står for den reelle nyskabelse i IT-verdenen, kun kan fungere på de stores nåde og barmhjertighed. I praksis betyder det, at enhver, som beslutter sig for at skrive et nyt program fra grunden, i princippet er tvunget til at afsætte tid og juridisk ekspertise til at undersøge, om de eventuelt skulle have krænket et eller andet patent. Det vil sige, at ethvert softwareprojekt i princippet er behængt med en enorm juridisk møllesten om halsen, der let kan fordoble et mindre projekts totale pris. I praksis vælger man i stedet at ignorere patenter ud fra den betragtning, at “software alene” ikke kan patenteres efter gældende ret, men det er risikabelt, fordi mange patenter reelt er givet til “software alene” — både i USA og Europa. Såkaldte “patenttrolde” er berygtede for at true softwareleverandører, som de beskylder for at have krænket deres patenter, ofte i den forhåbing, at leverandøren ikke har råd til at gå i retten og evt. få patentet kendt ugyldigt. Softwarepatenter udgør derfor en betydelig risiko for mindre softwareproducenter, herunder ikke mindst projekter, der arbejder med fri software. De eneste, der er sikre, er stor koncerner som Microsoft, Amazon, Facebook, Apple eller IBM, der har patenter at “bytte med”. De små kan holdes tilbage, og de store har fri bane.

Patenter på software er dermed en potentiel trussel mod fri software og mod uafhængig software i det hele taget, indtil der kommer en klar retspraksis på området, der simpelt hen forbyder patenter på software. I skrivende stund (2025) er truslen hverken fremherskende eller dominerende, men dette kunne, så længe den aktuelle retspraksis består, hurtigt ændre sig.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside

Dette gav anledning til en splittelse i bevægelsen, som i hvert fald én af initiativtagerne til open source-begrebet, nemlig Debian-udvikleren Bruce Perens, kort tid efter kom til at fortryde.

Fri software og Open Source

Da IT-forlæggeren Tim O'Reilly, der står bag en række af de mest solgte og anvendte bøger om teknisk IT og beslægtede emner, i april 1998 indkaldte til sit såkaldte “Freeware Summit” — et “topmøde” om fri software — havde Eric Raymond allerede holdt sit foredrag om “katedralen og basaren” adskillige gange. Foredraget blev bl.a. modtaget med stående ovationer på Linux Kongress i Tyskland. Da browserproducenten Netscape i februar 1998 bekendtgjorde, at de ville frigive kildekoden til næste version af deres internet-browser under navnet “Mozilla”, angav de Raymonds essay som en vigtig inspiration. O'Reillys Freeware-konference var tænkt som et mødested for folk i Linux- og fri software-miljøet på den amerikanske vestkyst, og bevægelsens repræsentanter på østkysten var derfor ikke inviteret. Den mest bemærkelsesværdige konsekvens af dette var, at Richard Stallman heller ikke var inviteret – han havde jo base i Cambridge, Massachusets.

Under mødet kunne de af bevægelsens ledere, som faktisk var inviteret – bland andet Tim O'Reilly selv, Michael Tiemann fra Cygnus, Guido van Rossum, opfinder af programmeringssproget Python, og ikke mindst Eric S. Raymond – få luft for deres frustration over problemerne med at få fri software ud i den virkelige verden, det vil sige i virksomheder. Der fandtes på det tidspunkt mange programmer af overlegen teknisk kvalitet, som var stort set gratis at bruge og som gav alle de fordele for brugeren, som fulgte af, at det var fri software. Alligevel var det stort set umuligt at trænge igennem med ideen i erhvervslivet. Mange deltagere mente, at det var Free Software Foundations og GNU-projektets ofte meget politiske retorik, der var den største anstødssten. Forvirringen mellem de to betydninger af ordet “free” på engelsk, nemlig “fri” og “gratis”, gjorde ikke sagen bedre. De fleste forstod på det tidspunkt ordene “free software” som “gratis software”, og det prægede reaktionen på direktionsgangene. Er “gratis software” overhovedet noget, man kan tage seriøst? En ideologisk forklaring om, hvorfor fri software ikke altid er “gratis”, men giver brugeren “frihed”, gjorde ikke altid sagen bedre.

Og bortset fra Stallmans of Free Software Foundations insisteren på at tale om frihed og understrege de politiske og filosofiske fordele ved fri software, kunne deres kommunikation og argumentationsform også være besværlig i sig selv. Richard Stallman kunne især være endog meget rigid og kategorisk i sine synspunkter, hvilket som tidligere nævnt gav (og stadig giver) ham et ry for at være vanskelig at være sammen med.

Perens udtrykte det f.eks. sådan her:

“I really like and admire Richard. I do think Richard would do his job better if Richard had more balance. That includes going away from free software for a couple of months.”

Free as in freedom, kapitel 11

Et tilbagevendende emne på O'Reillys “Freeware Summit” var derfor, om man ikke kunne finde en bedre måde at præsentere det på. Linux-projektet havde vist, at åbenhed omkring kildekoden kan give et teknisk set bedre resultat, og det var naturligvis det, som først og fremmest kunne interessere folk i erhverslivet. Michael Tiemann fra Cygnus foreslog derfor, at man kunne kalde det “sourceware”.

Kort tid forinden havde Eric Raymond dog i anledning af Netscapes “åbning” af kildekoden til deres browser (det, som senere blev til Mozilla-projektet og Firefox) holdt en række møder med Netscape og Linux-firmaet VA Linux, hvor Christine Peterson fra tænketanken Foresight Institute også deltog. Til et af disse møder foreslog Peterson, at man kunne kalde det “open source software”, og den idé gjorde så stort et indtryk på Raymond og andre, at de allerede i februar 1998 stiftede organisationen “Open Source Initiative”, der havde til formål at udbrede kendskabet til “open source”-metoden og dens fordele. Debian-udvikleren Bruce Perens omskrev Debians egen definition på fri software (Debian Free Software Guidelines, som han selv havde formuleret i sin tid som Debian-projektets leder) til en officiel “Open Source Definition”, der er kompatibel men ikke identisk med Stallmans og Free Software Foundations.

Til topmødet i april foreslog Raymond derfor, at software, der frit kan ændres og deles, skulle kaldes “Open Source Software” — og som bekendt blev det det forslag, der vandt. Efter mødet var alle femten deltagere enige om fremover at henføre til fri software som “Open Source”.

Formålet med den nye betegnelse var meget klar: Stifterne af Open Source Initiative og deltagerne i O'Reillys Freeware Summit satte alle stor pris på de praktiske fordele ved fri software og den frihed, den gav. Til gengæld var de trætte af den moraliserende og politiserende holdning, der gennemsyrede Free Software Foundations kommunikation om det. Open Source-bevægelsen ville i stedet lægge vægt på de tekniske fordele ved “open source”-metoden som eksemplificeret ved Linux-kernen, programmeringssprogene Python og Perl, editoren Emacs, oversætteren GCC — og nu også den kommende version af Netscape. Pludselig var “Open Source” og “Linux” på alles læber, og da VA Linux kort efter gik på børsen, blev Eric Raymond — fra den ene dag til den anden — millionær på Open Source-revolutionen.

“Open Source”-begrebet var en vigtig del af dotcom-boomet i slutningen af 1990'erne. Bevægelsen overlevede dog fint, da boblen sprang, og det store boom gik hen og blev et bust.

Bemærkelsesværdigt nok begyndte Perens, der jo havde skrevet de officielle retningslinjer for, hvad der er “Open Source”, allerede i 1999 at fortryde den splittelse, han havde været med til at skabe i miljøet. I en email til Debians udviklere forklarede han under overskriften “It's Time to Talk About Free Software Again”, hvorfor han havde besluttet at forlade “Open Source”-bevægelsen:

Most hackers know that Free Software and Open Source are just two words for the same thing. Unfortunately, though, Open Source has de-emphasized the importance of the freedoms involved in Free Software. It's time for us to fix that. We must make it clear to the world that those freedoms are still important, and that software such as Linux would not be around without them.

One of the unfortunate things about Open Source is that it overshadowed the Free Software Foundation's efforts. This was never fair – although some disapprove of Richard Stallman's rhetoric and disagree with his belief that all software should be free, the Open Source Definition is entirely compatible with the Free Software Foundation's goals, and a schism between the two groups should never have been allowed to develop. I objected to that schism, but was not able to get the two parties together. [...]

Sadly, as I've tended toward promotion of Free Software rather than Open Source, Eric Raymond seems to be losing his free software focus. The Open Source certification mark has already been abused in ways I find unconscionable and that I will not abide. I fear that the Open Source Initiative is drifting away from the Free Sofware values with which we originally created it.

(http://lists.debian.org/debian-devel/1999/02/msg01641.html)

Perens' bekymring er et ekko af Stallmans mere ideologisk formulerede kritik: “Open Source”-begrebet havde stor succes med at få folk til at tale om fri software og bruge det, men fik dem til at glemme eller overse, hvad det egentlig betyder og hvorfor det er så stor en fordel for brugerne.

For “open source”-folket var det vigtigst at tale om de rent tekniske og økonomiske fordele ved de programmer, man kunne få som Open Source: At fejl nemmere kan finde og rettes, når alle frit kan inspicere kildekoden; at både uændrede og forbedrede versioner frit kan videregives til andre, hvilket gør programmerne meget billigere at anskaffe og vedligeholde; at der er tusinder eller millioner af dollars at spare ved at satse på “open source” frem for dyre og ikke altid lige gode løsninger fra store proprietære leverandører som f.eks. Microsoft eller IBM. Men for Stallman og de folk, der tænkte som ham, var den ensidige fokus på de tekniske og økonomiske fordele et vildspor.

Det skal bemærkes, at samtlige stiftere af “open source”-bevægelsen og Open Source Initiative også forstod og var helt enige i filosofien bag fri software i Stallmans forstand. Open source var med Eric Raymonds ord først og fremmest tænkt som en reklamekampagne for fri software. “Open Source” var et begreb, der gjorde det muligt at få fri software ind ved at tale til direktører, bestyrelser og politiske beslutningstagere i et sprog, de kunne forstå. For Raymond helligede målet midlet — også selv om midlet havde den pris, at man gemte bevægelsens politiske og filosofiske grundlag af vejen.

Stallman påpegede, ikke helt med urette, at der er en fare i denne tilgang: Hvis man skjuler den grundlæggende tanke om brugerens frihed, risikerer man at tabe netop de egenskaber ved fri software af syne, som faktisk giver fordelene. På den måde kunne “open source”-bevægelsen ligesom i sin tid Linux-entusiasterne ses som en slags nassere, der nød godt af de fordele og den frihed, som Free Software Foundation og GNU-systemet har banet vejen for, men ikke selv vil kendes ved eller kæmpe for ideerne bag.

Med Stallmans egne ord:

The main argument for the term “open source software” is that “free software” makes some people uneasy. That's true: talking about freedom, about ethical issues, about responsibilities as well as convenience, is asking people to think about things they might rather ignore. This can trigger discomfort, and some people may reject the idea for that. It does not follow that society would be better off if we stop talking about these things.

(https://www.gnu.org/philosophy/free-software-for-freedom.en.html)

Some of the supporters of open source considered the term a “marketing campaign for free software,” which would appeal to business executives by highlighting the software's practical benefits, while not raising issues of right and wrong that they might not like to hear. Other supporters flatly rejected the free software movement's ethical and social values. Whichever their views, when campaigning for open source, they neither cited nor advocated those values. The term “open source” quickly became associated with ideas and arguments based only on practical values, such as making or having powerful, reliable software. Most of the supporters of open source have come to it since then, and they make the same association. Most discussion of “open source” pays no attention to right and wrong, only to popularity and success.

(https://www.gnu.org/philosophy/open-source-misses-the-point.en.html)

Og der var ganske rigtigt en stor risiko for udvanding. Hvis det var muligt at levere en komplet IT-infrastruktur baseret på “open source” til en brøkdel af, hvad store proprietære leverandører som Microsoft eller IBM forlangte, kunne fristelsen være stor til at levere pakken med en særligt attraktiv sløjfe omkring, for eksempel i form af en suite af proprietære programmer, der kun blev leveret sammen med netop denne leverandørs GNU/Linux-system. Dette blev en del af forretningsmodellen for firmaer som Red Hat og det tyske SuSE GmbH.

Det populære skrivebordsmiljø KDE, der i mange år var standarden inden for brugergrænseflader på GNU/Linux-systemer, var baseret på Qt, en grafikpakke, der var udviklet af det norske firma Trolltech og var 100% proprietær. Det betød, at mange programmer skrevet til GNU/Linux reelt var låst fast, fordi de ikke uden videre kunne flyttes til andre systemer (fx Microsoft Windows) uden tilladelse fra Trolltech. “Open source”-bevægelsens fokus på de rent tekniske fordele ved fri software beskytter ikke mod denne form for undergravende virksomhed. Hvis argumentet for at bruge fri software er, at det er “smart”, har man nemlig tabt kampen, når et “halvfrit” system med få eller mange proprietære udvidelser viser sig at være endnu smartere. Men kundernes afhængighed af sådanne proprietære udvidelser betyder netop også, at de igen bliver afhængige af leverandørens gode vilje, og dermed risikerer fordelene også ved den “smarte” open source-software stille og roligt at forsvinde.

Omkring slutningen af 1990erne, da KDE var den eneste virkelig værdifulde brugergrænseflade til GNU/Linux, lancerede GNU-projektet med Stallman i spidsen det såkaldte GNOME-projekt. Det havde til opgave at skabe et konkurrerende grafisk arbejdsmiljø, der var 100% fri software. Mange programmører foretrak nu at skrive programmer til GNOME, fordi de så ikke behøvede at bygge på proprietær software og derfor ikke behøvede at spørge hverken Trolltech eller nogen anden om lov, før de udsendte deres programmer til Windows eller hvilket system, de nu havde lyst til. Som modtræk frigav Trolltech i år 2000 Qt under GPL, så begge udgaver af GNU/Linux-systemet – med GNOME eller KDE som brugergrænseflade – nu atter var 100% fri software. Dette resultat blev ikke opnået på grund af “open source”-folkets vilje til kompromis, men af de “fanatiske purister” i Free Software Foundation, der altid stod fast på principperne, hvorved de langsomt men sikkert har fået de andre aktører på “open source”-området til at give sig.

I 2025, næsten tredive år efter denne initielle polemik mellem begreberne “fri software” og “open source”, er der dog grund til at advare mod at gentage eller fastholde den splittelse, der ligger i at insistere på den ene eller den anden term. Jeg taler selv altid om fri software, fordi de politiske og filosofiske ideer bag denne term er vigtige, men mange mennesker, der måske ikke altid kender bevægelsens historie så godt, kender de selvsamme idealer under navnet “open source”.

På hjemmesiden for Free Software Foundation Europe (FSFE) skriver Björn Schießle, der udover sin aktivitet for FSFE til daglig arbejder for NextCloud, om denne problematik:

The Free Software movement is a large and diverse community. People have different interests in Free Software and different reasons to participate. But these differences don't necessarily connect with the terms they use. A lot of people use the term Open Source even while highlighting the social and political dimension of Free Software while on the other hand there are people in our community who prefer the term Free Software but concentrate more on the practical benefits. Whether someone says Open Source or Free Software isn't necessarily an indication of their motivation. (...) Free Software provides many advantages in many different areas of our life. But we should not divide our community just by the term someone prefers. No matter what term someone uses and what their initial motivation is, in the end they works on the same set of software and on the enhancement of software freedom and any other aspect of Free Software.

(https://fsfe.org/freesoftware/comparison.en.html)

Selv om Stallman bestemt havde og har en pointe i sin kritik af “open source”-begrebet, og netop har opnået mange vigtige ting netop ved at stå fast, hvor andre gav efter — som eksemplet med Gnome og KDE viser — er det med andre ord og ikke mindst i vore dage bedre at kigge efter åbninger og samarbejdsmuligheder i den frie softwares ånd end det er at grave grøfter.

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Podcast — Hjemmeside