agger

I dette uddrag fra min kommende bog fortæller jeg om MIT-hackeren Richard Stallman, hvis frustration over den stigende kommercialisering og nedlukning af miljøet på AI-Lab i 1983 fik ham til at grundlægge GNU-projektet og dermed i sidste ende hele den nuværende bevægelse for fri software.

Dette skal vi høre mere om i kommende afsnit, her følger først og fremmest forhistorien — Stallmans traumatiske møde med en printer, der ikke kunne hackes og den borgerkrig, der i begyndelsen af 1980erne gjorde en ende på den gamle hackerkultur på MIT.

Man kan læse mere om Richard Stallman i biografien Free as in Freedom, i Steven Levys Hackers: Heroes of the Computer Revolution samt ikke mindst i Stallmans egen bog Free Software, Free Society.

Richard og printeren

Efterhånden som 1960erne randt ud og computerne vandt stadig større udbredelse i det omgivende samfund, blev den hackeretik, der havde besejret bureuakratiet og det stive hierarki på MIT, stillet over for en endnu mere formidabel modstander: Den virkelige verden. Dette gjaldt ikke mindst forretningsverdenen med dens krav om forretningshemmeligheder og hurtig fortjeneste på kundernes (dvs. brugernes) bekostning.

Denne konflikt vil vi nu se lidt nærmere på.

Enhver bevægelse med respekt for sig selv har en skabelsesmyte. For bevægelsen for fri software er det historien om Richard Stallmans vrede over printeren på MITs laboratorium for kunstig intelligens (AI-Lab).

Richard Stallman (f. 1953) tilhørte den sidste generation af de “gamle” hackere på MIT og var som systemprogrammør blandt andet ansvarlig for printerne i AI-Lab. Som inkarneret hacker levede og åndede han for den hackeretik, vi har beskrevet i forrige kapitel. Stallman var ikke tilfreds med den måde, tingene havde udviklet sig mod slutningen af 70erne. AI-Lab brugte på det tidspunkt hackernes hjemmelavede styresystem (the Incompatible Timesharing System, eller ITS), hvor alle brugere havde fuld adgang til hele systemet. Men omverdenen var begyndt at snige sig ind med dens krav om sikkerhed og beskyttelse mod vandalisme.

På MITs institut for datalogi var man som noget nyt begyndt at indføre brugernavne og kodeord, som brugerne skulle identificere sig med, når de loggede på systemet. Stallman lancerede en kampagne for at få folk til at bruge et tomt kodeord, så alle kunne komme ind på systemet gennem deres konto. På et tidspunkt knækkede han krypteringen af systemets password-fil og brugte det til at hilse systemets brugere med denne besked, når de loggede ind:

Jeg ser, at du har valgt kodeordet '(hvad det nu var)'. Vær opmærksom på, at det er meget bedre at vælge kodeordet '' (tom streng), for på den måde er du med til at sikre alles adgang til systemet og er med til at vise folk, at kodeord er et onde, som vi skal af med.

Stallman sørgede også for, at brugernes kodeord blev vist på skærmen, når de loggede ind, så forbipasserende kunne aflure folks kodeord ved at kigge dem over skulderen. På trods af Stallman og andre hackeres guerilla-aktiviteter kunne de ikke blive ved med at stå imod de nye krav om hemmeligholdelse af og ejerskab over filer og programmer. Dette skyldtes ikke mindst, at mange af de nye studerende ikke levede op til hackeretikken. I denne generation var forestillingen om, at der fandtes computere, allerede en del af folks almindelige bevidsthed, og selve maskinerne var billigere og mere udbredte.

Computerrummene var derfor ikke længere forbeholdt folk med en helt usædvanlig matematisk og/eller teknisk begavelse. Disse nye hackere var, hvad de “ægte” hackere kaldte “tabere”. De forstod ikke det ansvar for kun at gøre godt, som fulgte med den fri adgang til hele systemet. Samtidig begyndte et helt nyt begreb at snige sig ind i programmerne i AI-Lab, nemlig ejerskab. Nogle af de nye programmører var begyndt at forsyne deres programmer med copyright notices, der forbød andre at bruge eller videregive dem uden tilladelse. I en verden, hvor information skulle være fri og programmer var noget, som man skrev og delte helt frit, var dette en ganske uhørt tanke.

Det var ikke kun tiderne, der havde ændret sig. AI-Lab havde hidtil været financieret af en generel bevilling fra forsvarsministeriets forskningsprogram ARPA, der som allerede beskrevet også finansierede udviklingen af den teknologi, der udviklede sig til Internettet. Pentagon ændrede i løbet af 1970erne politik, så de fremover kun gav penge til øremærkede projekter. Det blev ikke længere anset for fornuftigt at investere millioner af dollars i grundforskning i håb om, at det måske ville have en eller anden militær anvendelse. For hackerne betød det først og fremmest, at de ikke længere var i stand til at ansætte alle, der havde talentet og dedikationen til det. Det betød også, at der blev stadig færre af dem. Den gamle hackerkultur var, til Richard Stallmans store sorg, ved at dø.

Stallman kom selv til AI-Lab i 1971. Som matematik- og fysikstuderende ved Harvard havde han hørt om det forjættede land på MIT, hvor alle kunne komme ind fra gaden, sætte sig ved en terminal og gå i gang med at kode. Han havde ikke troet på det, men gik alligevel i stedet ind og spurgte efter manualen til en af deres computere. I stedet fik han tilbudt et job.

Stallman havde som barn haft en brændende interesse og et stort talent for matematik og naturvidenskab — og en påfaldende usikkerhed ved andre menneskers selskab. I skolen fik han dumpekarakter i engelsk, fordi han nægtede at lave skriftlige opgaver, men topkarakterer i alle andre fag. På Harvard var han en af de få, der fulgte det legendariske førsteårskursus “Math 055”, der var forbeholdt den absolutte elite og dækkede de første fire år af matematikstudiet på blot to semestre. Stallman var en af de bedste også på det hold og kunne formentlig være blevet en stor matematiker, hvis han havde valgt dén vej. I stedet forlod han Harvard med en bachelorgrad med første karakter (magna com laude) og flyttede sine studier til MIT med henblik på en PhD-grad i fysik. På den måde rykkede han også tre kilometer nærmere AI-Lab, hvor han tilbragte stadig mere af sin tid.

Stallman fik aldrig nogen PhD-grad. Han blev i stedet opslugt af arbejdet i AI-Lab, hvor han blev en del af fællesskabet omkring 20 timers arbejdsdage, diskussioner om den eneste rigtige løsning på algoritmiske problemer samt udflugter til områdets mange kinesiske restauranter. Stallman havde fundet sig et hjem. For det socialt akavede geni, der hele sin barndom og ungdom havde lidt under sine jævnaldrendes afvisning, var fællesskabet i AI-Lab et paradis. Fra 1975 droppede han helt ud af fysikstudiet på MIT og koncentrerede sig om arbejdet i laboratoriet for kunstig intelligens.

Stallman sagde senere om fravalget af en akademisk karriere til fordel for arbejdet som programmør:

With physics and math, I could never figure out a way to contribute. I would have been proud to advance either one of those fields, but I could never see a way to do that. I didn't know where to start. With software, I saw right away how to write things that would run and be useful. The pleasure of that knowledge led me to want to do it more.

Med tiden fik Stallman ry som en af de bedste hackere i AI-Labs historie. Mange kom endda til at betragte ham som den største nogen sinde.

Stallmans mest kendte program fra den tid bliver stadig brugt af tusinder af mennesker. Det drejer sig om tekst-editoren Emacs, hvis udvikling indvarslede det princip om deling og fællesskab, som Stallman senere førte med sig over i bevægelsen for fri software. I 1960erne kunne man ikke skrive tekst ind på computeren og straks se resultatet, sådan som vi kan i dag. Input skete via en hulstrimmel, som man først skulle udfylde ved hjælp af en skrivemaskinelignende anordning. Med de første tekst-programmer blev det muligt at indtaste sine data direkte på computeren, men man kunne stadig ikke se det, som man selv skrev. Output foregik via en teleskriver og kom ud på papir. Og der var ingen grund til at spilde papir på at udskrive den tekst, man selv havde indtastet og selvfølgelig kendte i forvejen. Med mindre man var kommet til at skrive forkert, for så kunne det være smart at se indholdet af den pågældende linje i filen og rette den til det, der faktisk skulle stå.

De første “tekstbehandlingsprogrammer” var linjeorienterede. Selv da de første CRT-skærme begyndte at dukke op, fulgte det ikke automatisk, at det, som brugeren indtastede, også blev vist på skærmen. Tekstredigering på en computer var derfor en videnskab for sig. Brugeren var nødt til at udføre en række kommandoer ud fra et mentalt billede af teksten, hvorefter den kunne skrives ud på linjeskriveren, hvis det var nødvendigt at verificere ændringerne.

AI-Lab blev hjemsted for en af de første fuldskærmseditors, som hed TECO. Her var det muligt at se så meget af teksten, som der kunne være på skærmen. Der var stadig ikke tale om et “rigtigt” skriveprogram, som vi kender dem i dag. Teksten blev vist på skærmen, men hvis man ønskede at ændre i den, måtte man først indtaste en række kommandoer og derefter bede TECO om at opdatere den viste tekst. Selve indtastningen skete stadig “i blinde”. Under et besøg på Berkeley-universitetet i Californien stiftede Stallman imidlertid bekendtskab med et program ved navn E, hvor man både kunne indtaste teksten og se, hvad det var, man skrev. Da en kollega på AI-Lab opfandt et hack, der tillod brugeren at definere en række kommandoer (en såkaldt makro), der fik det til at se ud, som om man kunne indsætte en sætning direkte i teksten på TECO, gik Stallman i aktion. Med denne makro omdanne han TECO til en fuldskærmseditor, hvor ændringer i teksten straks blev vist — MITs første moderne skriveprogram. Stallman konstruerede den nye editor ved hjælp af en række kommandoer i det populære programmeringssprog LISP. Brugerne kunne derfor let ændre Stallmans kommandoer og skrive deres egne, hvis de havde lyst — og det havde de. Emacs var født. Noget helt almindeligt skriveprogram er Emacs ikke, til gengæld gik den hen og blev en af verdens mest udbredte tekst-editors. Den dag i dag er den stadig meget populær. Den komplicerede brugergrænseflade kompenseres i udstrakt grad af, at den frit kan tilpasses den enkelte brugers behov.

Tilpasningsmulighederne havde dog en ulempe: Alle lavede deres egne udgaver af Emacs' kommandoer. Efterhånden som hackerne i AI-Lab gik over til den nye editor, blev deres muligheder for at arbejde sammen om koden dårligere. Hvis en bruger satte sig ved en kollegas skærm for at arbejde videre på hans kode, kunne editoren opføre sig helt anderledes. Stallman løste dette problem ved at indføre noget, som han kaldte “Emacs-kollektivet”. Han krævede, at alle Emacs-brugere skulle give deres hjemmelavede udvidelser af programmet tilbage til Stallman, der så kunne vælge at tage dem med i den næste version eller lade være. På den måde blev Emacs hele tiden bedre, fordi de bedste af brugernes udvidelser og makroer blev lagt ind i selve programmet og kunne bruges af alle. Emacs blev altså til som en sammenskrivning af nogle af verdens dengang dygtigste og mest lidenskabelige programmørers personlige bidrag til brugeroplevelsen. Det er ikke overraskende, at den hurtigt begyndte at appellere også til andre. Emacs blev meget udbredt i naturvidenskabelige miljøer, og der opstod en lang række efterligninger.

Skønt Emacs således var et af de smukkeste eksempler på, hvad hackerkulturen og dens ideer om fællesskab kunne udrette, var selve kulturen som sagt døende. Hvor systemet tidligere var helt åbent, så alle brugere havde lov til at kigge og rette i alle filer, dukkede brugernavne og kodeord op i stedet. Flere og flere programmer blev stillet til rådighed på betingelse af, at programmøren underskrev en fortrolighedsaftale. Enkelte hackere begyndte endog at hemmeligholde deres kode for at kunne sælge deres programmer. Kontrasten til den traditionelle hackerkultur kunne næppe være større. Nyttig software skulle jo være frit tilgængelig for enhver! Stallman havde fundet et hjem i AI-Labs fællesskab og var fortvivlet over dag for dag at se det forsvinde.

Det var altså en garvet hacker og frihedskæmper, der en dag i 1980 sendte et 50-siders dokument til udskrift på den nye laserprinter fra Xerox. Printeren var noget af et vidunder – det var en prototype af en af verdens allerførste laserprintere. Datidens øvrige printere kunne være flere minutter om at udskrive en side i en kvalitet, der var på grænsen til det ulæselige. Med laserprinteren kom siderne ud næsten med det samme, og i bogtryk-kvalitet. Men den dag sad der noget papir i klemme i printeren, og der var kun kommet et par sider af Stallmans dokument ud.

Så irriterende det end var, vidste Stallman allerede, hvordan han skulle løse dette problem. Et par år tidligere havde han nemlig løst det for laboratoriets gamle linjeskriver. Man kan naturligvis ikke ordne et papirstop automatisk, men man kunne få nogen til at ordne det for sig. Alt, hvad der skulle til, var at tage det program på AI-Labs computer, der styrede og overvågede printeren (altså printerdriveren) og få det til at sende en besked ud på skærmen til alle brugere med dokumenter i print-køen: “Der er noget papir i klemme i printeren. Vær venlig at ordne det!” Dette var ikke en teknisk løsning, men var alligevel den hurtigste måde at få problemet ordnet. Når alle i udskriftskøen fik besked, ville mindst én af dem nok se beskeden og gå hen og ordne det. Folk med papir i udskriftskøen havde jo i bogstaveligste forstand noget i klemme og dermed et motiv til at ordne papirstoppet. Alt, hvad der skulle til, var et par linjer i kildekoden til printerprogrammet, og arbejdsgangen omkring udskrift ville igen blive optimal.

Stallman gav sig derfor til at lede efter kildekoden til printerdriveren. Desværre så det ud til, at folkene på Xerox havde begået en fejl, da de sendte printerdriveren til AI-Lab, for Stallman kunne kun finde den binære udgave af programmet. Det var naturligvis helt OK – fejl sker jo, og når nu Xerox havde været så flinke at sende laserprinteren helt gratis, ønskede Stallman ikke at ulejlige dem. I stedet ville han spørge nogle andre, der havde fået den samme printer. Det gjorde han så, når han alligevel besøgte andre universiteter, der også havde sådan én stående. Resultatet var dog alle steder det samme. Ingen vidste noget om kildekoden til den printer. For hackeren Stallman var det en kilde til frustration. Der var et program i hans system med en alvorlig fejl, som han ikke kunne rette. Samtidig begyndte han at få en nagende mistanke om, at der var noget galt. Måske var det helt bevidst, at printeren var leveret uden kildekode. Men så var Xerox' laserprinter at betragte som en trojansk hest, som fratog AI-Labs programmører kontrollen over, hvad der skete i deres system.

Stallman fandt efter nogen tid frem til, hvem der måtte have skrevet printerdriveren. Han havde dog forladt Xerox og var nu ansat på Princeton. Stallman skulle alligevel snart til Princeton i forbindelse med et af AI-Labs forskningsprojekter og besluttede at kigge forbi og spørge efter koden. Dette endte med at blive en traumatisk oplevelse for Stallman. Den tidligere Xerox-ansatte erkendte at have skrevet printerdriveren, men kunne ikke udlevere kildekoden. Den var omfattet af en NDA – en non-disclosure agreement, en fortrolighedsaftale, som Xerox' medarbejdere havde underskrevet, og som det kunne give store problemer at overtræde. Det program, som Stallman gerne ville indsætte et par linjer i, var ikke blot ikke tilgængeligt, det var en forretningshemmelighed. Med laserprinteren havde Xerox smuglet deres nye, private og hemmelige software dybt ind i hjertet af Stallmans hacker-paradis på MIT. Dette var ikke blot en forbigående irritation, fordi nogen havde glemt at vedlægge kildekoden. De havde gjort det med vilje.

Stallman er senere gang på gang vendt tilbage til denne begivenhed for at forklare, hvad der drev ham til at stifte bevægelsen for fri software. Syv år senere opsummerede han begivenheden i en tale på den Kongelige Tekniske Højskole i Stockholm:

The first time we had a graphics printer at MIT, we wrote the software ourselves, and we put in lots of nice features, for example it would send you a message when your job had finished printing, and it would send you a message if the printer ran out of paper and you had a job in the queue, and lots of other things that were what we wanted. We then got a much nicer graphic printer, one of the first laser printers, but then the software was supplied by Xerox, and we couldn't change it. They wouldn't put in these features, and we couldn't, so we had to make do with things that “half worked”. And it was very frustrating to know that we were ready, willing and able to fix it, but weren't permitted. We were sabotaged.

Denne kontrol over brugerens computer er forudsætningen for, at almindelige mennesker kan umyndiggøres i det højteknologiske samfund. Selv de af os, der gerne ville sætte sig ind i den teknologi, der skaber rammerne for vores tilværelse, kan ikke gøre det, fordi stort set alt er blevet forretningshemmeligheder:

There are all the people who use computers and say that the computers are a mystery to them, they don't know how they work. Well how can they possibly know? They can't read the programs they're using. The only way people learn how programs should be written, or how programs do what they do, is by reading the source code.

Stallman fik dog snart andet at tænke på end laserprintere. Den latente spænding mellem kommercialisme og hackeretik mundede ud i en regulær borgerkrig mellem hackerne, hvor Stallman kom til at spille en afgørende rolle.

Borgerkrig i AI-lab

Striden begyndte, da hackeren Richard Greenblatt besluttede at lave et firma, der lavede LISP-maskiner. Greenblatt var kommet til MIT i 1961 og blev af mange betragtet som selve inkarnationen af den næsten selvdestruktivt dedikerede hacker. LISP var et programmeringssprog, der var designet til forskning i kunstig intelligens. Navnet er en forkortelse af “LISt Processing”, men faktisk var det et af de første af de såkaldte funktionelle programmeringssprog. Et af dets kendetegn er et rekursivt typebegreb, der er modelleret over en gren af den matematiske logik, der hedder lambda-kalkyle. LISP er velegnet til at udtrykke komplicerede sammenhænge i en form, der er tæt på et almindeligt menneskeligt ræsonnement — i modsætning til den maskinkode, som man normalt programmerede i dengang. Greenblatt havde implementeret LISP i AI-labs store forskningsprojekt MAC og havde også arbejdet med et af verdens første skakprogrammer, The Greenblatt Chess Hack – det første computerprogram, der for alvor var godt nok til at tage kampen op mod menneskelige spillere.

LISP havde en alvorlig ulempe: Sprogets store vægt på lister og rekursive strukturer gjorde det vanskeligt at implementere på tidens ret ressourcefattige computere. Greenblatt havde derfor rigget noget hardware sammen med en ny processor, der bedre kunne håndtere LISPs kompleksitet. Det logiske næste skridt var at bygge en computer, der kun var beregnet til at køre LISP – en LISP-maskine. Efterhånden som efterspørgslen efter Greenblatts LISP-maskiner voksede, blev det klart, at opgaven med at bygge dem ikke hørte hjemme i AI-lab. Laboratoriets opgave var at lave forskning i kunstig intelligens, og hackernes opgave var at opbygge og vedligeholde systemer, som forskerne kunne bruge i deres arbejde.

Hackerne havde rimeligt frie rammer, men decideret produktion af computere faldt alligevel udenfor. Greenblatt så det også som en chance for at komme videre til et liv uden for den døende kultur i AI-lab. Han allierede sig derfor med Russell Noftsker, der havde forladt en stilling som systemansvarlig i AI-lab for at prøve lykken i det californiske erhvervsliv. De blev imidlertid hurtigt uenige om, hvilken retning, projektet skulle tage. Noftsker ville have investorer, startkapital, salgsafdeling og direktion. Greenblatt ville trække sig op ved at bygge nogle få maskiner, sælge dem og lade fortjenesten derfra finansiere det videre arbejde. Noftsker ville have et traditionelt firma med kommandoveje og hierarki; Greenblatt ville flytte MITs hackerparadis til en anden adresse. Det blev hurtigt klart, at de ikke ville blive enige, og resultatet blev ikke ét, men to nye firmaer: Noftskers Symbolics, Inc. og Greenblatts Lisp Machines International (LMI). Denne splittelse blev det endelige dødsstød for hackerkulturen i AI-lab.

De fleste af laboratoriets hackere troede mere på Noftskers mere traditionelt kommercielle fremgangsmåde. Der var kun ringe tiltro til, at et firma organiseret efter Greenblatts ideer overhovedet kunne blive til noget. Resultatet var, at Noftsker kunne hverve 14 af AI-labs hackere til Symbolics, mens kun et par stykker gik med Greenblatt over i LMI. De to firmaers produkter var grundlæggende ens. Der var tale om LISP-maskiner, som Greenblatt og de andre hackere på MIT allerede havde designet og leveret omkring femogtredive af. Symbolics anlagde en aggressiv strategi om at forbedre deres produkter for at udmærke dem frem for LMIs. Samtidig fik de en aftale med MIT om, at universitetet fik gratis opdateringer til Symbolics' system til gengæld for at Symbolics kunne bruge MITs lokaler. Men det indgik i betingelserne for denne aftale, at Symbolics' nyudviklede system skulle betragtes som en forretningshemmelighed. Det måtte ikke gives videre til andre, og især ikke til konkurrenterne hos LMI. Den ansvarlige for vedligeholdelsen af MITs LISP-maskine hed på det tidspunkt Richard Stallman.

Det store frafald af programmører til LMI og Symbolics havde ramt hackerkulturen i AI-lab hårdt. Stallman var faktisk tæt på at være ene mand tilbage. Efter at have lidt nederlag til kravet om brugernavne og kodeord på systemerne og efter at have set hackernes hjemmelavede og sikkerhedsløse Incompatible Timeshare System sat på pension til fordel for et inferiørt kommercielt produkt, så Stallman nu sin arbejdsplads invaderet af et system, der var baseret på hans og hans kollegers arbejde på AI-lab, men alligevel ikke kunne ændres eller deles med andre. Stallman vedligeholdt i begyndelsen MITs egen LISP-maskine ved at udse sig de bedste opdateringer fra både Symbolics og LMI. Resultatet sendte han i bedste hackerånd tilbage til de to firmaer til fri afbenyttelse. For Symbolics' ledelse med Noftsker i spidsen betød det imidlertid, at deres udviklingsindsats gik til at finansiere konkurrenten LMI. Med deres nye, agressive holdning til licensbetingelser blev den vej derfor lukket: hvis MIT fortsat ønskede opdateringer fra Symbolics, måtte de ophøre med at sende ændringer af det samlede system videre til LMI. Hackernes paradis var invaderet af kommercielle interesser repræsenteret af en flok gamle kolleger, der var gået over til fjenden. Stallman tog det som en krigserklæring:

The way I saw it, the AI Lab was a neutral country, like Belgium in World War I. If Germany invades Belgium, Belgium declares war on Germany and sides with Britain and France.

Free as in Freedom, kapitel 7

Stallman svor, at så længe han havde kræfter til det, skulle LMIs system ikke komme til at stå tilbage for Symbolics'.

Rent juridisk kunne Stallman ikke bare sende Symbolics' opdateringer videre til konkurrenten. I stedet kunne han læse i dokumentationen og se, hvordan opdateringerne virkede, og han kunne afprøve det nye system på MITs LISP-maskine. Herefter gen-programmerede han systematisk samtlige Symbolics' opdateringer af styresystemet på LISP-maskinen, hvorefter han sendte sin egen udgave af ændringerne til LMI. Det måtte han gerne, eftersom de nu var implementeret af MIT. På en måde var det et af de største hacks nogensinde: Symbolics' stab omfattede 15-20 udviklere, hvoraf flere var blandt verdens allerdygtigste programmører. Stallman formåede ene mand at genskabe alt deres arbejde i det meste af 1982 og hele 1983.

Stallmans tidligere kollega Bill Gosper ankom til MIT i 1961 (samme år som Greenblatt) og er især kendt for sit arbejde med John Horton Conways berømte matematiske simulation Game of Life. Selv om han nu var ansat i Symbolics afdeling i Californien, havde han svært ved at skjule sin beundring for Stallmans indsats. Når kollegerne på Symbolics kritiserede den tekniske kvalitet af Stallmans arbejde, var Gosper mere forbeholden:

I really wonder if those people aren't kidding themselves. Or if they're being fair.

I can see something Stallman wrote, and I might decide it was bad (probably not, but somebody could convince me it was bad), and I would still say, “But wait a minute – Stallman doesn't have anybody to argue with all night over there. He's working alone! It's incredible anyone could do this alone!”

(Levy: Hackers, s. 426)

Steven Levy sammenligner Stallmans ensomme kamp mod en hel udviklingsafdeling med John Henry, den sagnomspundne amerikanske arbejderhelt, der arbejdede om kap med en damphammer og vandt. Stallman kæmpede ikke mod en maskine, men mod et stjernehold af nogle af sin generations skarpeste hjerner:

RMS had single-handedly attempted to match the work of over a dozen world-class hackers, and managed to do it during most of 1982 and all of 1983. “In a fairly real sense,” Greenblatt noted at the time, “he's been outhacking the whole bunch of them.”

(ibid)

Men det kunne ikke blive ved i længden. Den virkelige verdens indtog i MIT understregede, at der var mere på spil end blot hackerlivet på MIT. Proprietær software, hvor man som bruger ikke kan få lov til at se eller pille i den kildekode, der ligger bag programmerne, holdt efterhånden sit indtog overalt. I de tidlige firsere blev denne form for programmer markedsført til de nu allestedsnærværende mikrocomputere, som folk som noget helt nyt havde råd til at købe til sig selv. Disse forbrugere havde aldrig hørt om MIT eller for den sags skyld om programmeringssprog og kildekode og satte derfor ikke spørgsmålstegn ved de vilkår, de fik programmerne leveret på. Stallman var derimod vant til at arbejde med computere i et frit miljø, hvor alle brugere havde adgang til at rette i programmerne og bagefter delte deres arbejde med kollegerne, i princippet med resten af menneskeheden. Hvis det overhovedet skulle være muligt at arbejde med computere på den måde — sammen med brugerne i stedet for imod dem — måtte der gøres noget. Nogen måtte påtage sig at skrive et frit system, som alle kunne undersøge og bidrage til. Hvis nogen havde forudsætningerne for det, var det en systemprogrammør som Richard Stallman.

---

Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA

Follow me on Mastodon!.