Softwarepatenter - en dårlig idé

Softwarepatenter – en dårlig idé

March 25, 2025

I dette uddrag fra min kommende bog om fri software fortæller jeg om softwarepatenter — patenter på “opfindelser”, der kan implementeres som software — og hvorfor de er en dårlig idé.

Softwarepatenter er et emne, der har været diskuteret i større og mindre grad gennem årene. Truslen fra dem har forekommet mindre i de senere år, bl.a. fordi enkelte “patenttrolde” har inkasseret nederlag i retten.

Truslen består dog, og er af en særligt ubehagelig karakter, fordi disse patenter betyder, at en patentholder potentielt kan sagsøge ikke blot udviklere af et givet produkt, men også aftagere — med andre ord, almindelige brugere såvel som virksomheder, der vælger at bruge fri software som f.eks. LibreOffice eller Linux i det daglige arbejde.

Fri software og patenter

GPL og andre “copyleft”-licenser giver en god beskyttelse mod kommercielle virksomheders forsøg på at overtage frie programmer og udkonkurrere den oprindelige version. Der findes dog en anden trussel mod fri software som fænomen, der kan pålægge brugere og udviklere af frie programmer en række ganske uoverskuelige økonomiske forpligtelser.

Dette er patenter. I efteråret 2007 erklærede Microsofts administrerende direktør Steve Ballmer, at Red Hats GNU/Linux-systemer Fedora og Red Hat Enterprise Linux krænker mere end 200 af Microsofts softwarepatenter, og at man en dag vil trække de store firmaer, som bruger Red Hats produkter, i retten. Fri software-bevægelsens svar på denne udfordring var i alt væsentligt: Hvilke patenter drejer det sig om? Ballmers svar var, at det ville Microsoft ikke fortælle, for så ville Red Hat og de andre udviklere af GNU/Linux-systemer jo bare tage den del af funktionaliteten ud, og så ville Microsoft miste sit krav på deres produkt.

Dette svar viser, at Microsoft i virkeligheden ikke var interesseret i at håndhæve sine patenter, men snarere havde til hensigt at skræmme potentielle kunder fra at bruge Linux-baserede systemer og anden fri software ved at henvise til en ikke nærmere defineret juridisk trussel og hermed sprede frygt, usikkerhed og tvivl om anvendelsen af fri software i kommercielle miljøer. Denne strategi er så almindelig fra især Microsofts side, at den har fået sit eget navn, nemlig FUD – en forkortels for de engelske ord “Fear, Uncertainty and Doubt”.

I 2007 lancerede Microsoft også en slags “ikke-angreps-pagt” med den nu hedengangne softwaregigant Novell, der indebar, at Microsoft lovede aldrig at retsforfølge brugere af GNU/Linux-distribution “SUSE Linux”, som Novell dengang ejede.Dette rejser naturligvis det spørgsmål, om SUSE Linux og andre GNU/Linux-systemer overhovedet indeholdt eller indeholder nogen bevidste brud på Microsofts patenter? Microsoft har i hvert fald optrådt, som om de var så sikre i deres sag, at man kunne forledes til at tro det. Men svaret på det spørgsmål er formentlig nej. Sandheden er, at udviklere af fri software historisk set har gjort, hvad de kunne, for at undgå at krænke Microsofts eller andres softwarepatenter. Dette gælder ikke mindst udviklerne af de helt store systemer som Linux-kernen eller kontorpakken LibreOffice. Det er de simpelt hen nødt til for at undgå, at der bliver lagt sag an mod udviklere eller brugere.

Det er bare ikke så nemt at undgå at krænke eksisterende softwarepatenter, som man kunne tro. Det skyldes blandt andet, at praksis med at udstede patenter for “opfindelser” begået i software grundlæggende er yderst problematisk. De fleste landes lovgivning tillader ikke patentering af rene, matematiske sandheder eller algoritmer, og eftersom programmeringssprog først og fremmest er en matematisk notation, betyder det også, at det burde være umuligt at tage patent på software-baserede “opfindelser”. I 1994 medførte en ændring af den amerikanske retspraksis omkring patenter imidlertid, at der kan tages patent på softwarebaserede opfindelser. Denne praksis har lige siden udgjort en alvorlig trussel mod alle former for fri software.

For at forstå, hvordan det kan hænge sammen, må vi se på, hvad det overhovedet vil sige at tage patent på et computerprogram. Vi har allerede set, at et computerprogram må betragtes som et “værk” på linje med et kunstnerisk værk eller litterært værk og derfor automatisk er omfattet af lov om ophavsret. Patenter beskytter ikke værker, men ideer. Dette kan synes at være en akademisk forskel, men også i det kunstneriske liv er der tale om en væsentlig forskel. Hvis jeg skriver en roman om en mand, der bliver myrdet på en ganske bestemt måde, hvorefter en piberygende, analytisk detektiv opklarer sagen og finder morderen ved hjælp af sin overlegne intelligens, kunne folk beskylde mig for at plagiere Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes. Hvis ikke ophavsretten til disse bøger forlængst var udløbet, kunne boet efter forfatteren måske lægge sag an mod mig for krænkelse af Conan Doyles ophavsret. Men hvis jeg kan bevise, at jeg aldrig i hele mit liv har hørt om hverken Sherlock Holmes eller Conan Doyle men har fået ideen helt af mig selv, kan jeg ikke beskyldes for at krænke ophavsretten, eftersom mit værk ikke tager udgangspunkt i Conan Doyles.

Med patenter er det anderledes: Et patent er ikke en eneret på et værk, men på en idé. Når først patentet er givet, er det derfor ligegyldigt, om opfinderen af en maskine, der krænker patentet, har kendt til det. Hvis Conan Doyle havde taget patent på historier, hvor medlemmer af overklassen bliver myrdet eller på anden måde kommer i knibe, hvorefter sagen bliver opklaret af en kæderygende og kokainmisbrugende analytisk mesterdetektiv, ville ethvert værk med samme grundlæggende plot krænke patentet – også selv om dets forfatter aldrig havde hørt om Conan Doyles udførelse af ideen. Denne situation kan ikke opstå med en kriminalroman, eftersom det ikke er muligt at tage patent på litterære ideer. Jeg vil i det følgende argumentere for, at det af stort set samme grunde heller ikke burde være muligt at tage patent på computerprogrammer. Helt præcist bør en opfindelse eller idé aldrig kunne patenteres, hvis den kan realiseres alene ved hjælp af software.

Men hvorfor egentlig ikke? Er det ikke i orden, at de folk, der gør nye opfindelser, kan beskytte sig imod plagiat, og taler modstandere af softwarepatenter ikke blot for, at de selv uhindret kan nyde frugterne af opfindelser, som deres konkurrenter har investeret betydelige mængder af tid og penge på? Når vi taler om “fysiske” opfindelser (som f.eks. telefonen, flyvemaskinen og diverse andre gadgets, som den moderne teknologi har beriget verden med), kan der være noget om snakken. Udvikling og ikke mindst produktmodning af en helt ny maskine koster betydelige ressourcer, og hvis konkurrenterne uden videre har lov til at kopiere opfindelsen, kan de underbyde opfinderen ved at sende en langt billigere model på gaden. Konkurrenten har jo ingen udviklingsfase at finansiere. Det betyder, at uden patenter ville interessen for at investere i nye opfindelser være begrænset. Det ville også være ret nemt at sætte en dygtig opfinder eller innovativ virksomhed ud af spillet straks efter deres første succes. Patenter kan dog også have ulemper. Et firma kan besidde et uhyre nyttigt patent og ikke bruge det, hvilket i sidste ende kan være skadeligt for samfundet som helhed. Det kan også være, at opfinderen kræver så ublu afgifter af andre for brug af sit patent, at markedet bliver underforsynet med en livsvigtig kommoditet.

Som eksempel på den første type skadevirkning kan nævnes, at USA før 2. verdenskrig ikke var i stand til at bygge et moderne fly. Det krævede nemlig en forening af teknologier, som var patenteret af konkurrerende virksomheder, og disse ønskede ikke at samarbejde om noget som helst. Da krigen brød ud, skar regeringen igennem og ophævede patenterne mod en mindre erstatning til deres ejere. Et godt eksempel på den anden type skadevirkning er medicinalfirmaernes afvisning af at lade fattige lande kopiere deres AIDS-medicin. I Brasilien lykkedes det under Lulas første regeringsperiode i nullerne at gennemtvinge en aftale med medicinalfirmaerne ved at true med at bryde patenterne og lave medicinen selv, hvis ikke de kunne få den til en rimelig pris. Den brasilianske regering kunne derfor holde AIDS nede ved at sørge for medicin til alle, der havde brug for den. I Afrika syd for Sahara kostede disse patenter og deres strenge håndhævelse utallige menneskeliv, indtil medicinalfirmaerne gav sig og tillod, at “generiske” versioner af disse stoffer kunne fremstilles og indføres. Problemet består dog, og især i mellemindkomstlande er patenter på AIDS-medicin og alt for høje priser stadig et problem. Traditionelle patenter kan altså have deres fordele såvel som deres ulemper. Helt anderledes med softwarepatenter, som kun har ulemper.

Det har at gøre med den måde, software bliver til på. Et større softwareprojekt minder i mange henseender om et korthus, eller måske snarere om en masse byggeklodser. Overordnet set kan programmet forstås som en model af en motor, der driver den funktionalitet, der stilles til rådighed for brugeren. Denne overordnede struktur er programmets arkitektur. De mere tekniske detaljer implementeres af algoritmer, der som virtuelle tandhjul gemmer sig inde i maven af de byggeklodser, hvor de hører hjemme. Nogle arkitekturer og algoritmer er mere hensigtsmæssige end andre, og softwareudvikling præges derfor af, hvad programmører spøgefuldt kalder at “genopfinde den dybe tallerken”. De samme teknikker, algoritmer og strukturer genopfindes og genopdages igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden, simpelt hen fordi de virker og fordi mange af dem er ret oplagte.

Problemet med softwarepatenter er altså, at hvis jeg sætter mig ned og skriver et nyt program (f.eks. et spil, et tekstbehandlingsprogram eller en Internetbutik), kommer jeg nødvendigvis til at løse en lang række problemer, som andre har løst før mig. Hvis denne form for “opfindelser” anerkendes som patentberettigede, kan jeg let have overtrådt adskillige patenter uden at ane det. I et område, hvor alle løser de samme (eller nært beslægtede) problemer fra grunden om og om igen, repræsenterer patentet et monopol på løsninger, som alle, der beskæftiger sig med det pågældende problemområde, er dømt til at falde over før eller senere.

Et eksempel på dette er internetbutikken Amazons patenterede “one-click”-salg. Når du har oprettet dig som kunde på Amazon og indtastet dine kreditkortoplysninger, kan du købe en bog eller et andet produkt ved at klikke kun én gang. Dette brugerinterface er en patenteret opfindelse, og indtil patentet udløb (det gjorde det i 2017) måtte ingen andre amerikanske internetbutikker sælge varer ved tryk på kun én knap uden at få tilladelse til det af Amazon. Men enhver, der nogen sinde har prøvet at designe et brugerinterface, vil på dette tidspunkt udbryde, at det er selvindlysende. Den “opfindelse” ville også uden Amazons hjælp være gjort igen og igen af andre designere. Men Amazon havde altså eneret på den i tyve år og kunne kræve store erstatninger af enhver, der måtte have formastet sig til at bryde patentet.

Men er det egentlig et problem? Folk kunne jo bare lade være med lige at lave en en-kliksløsning på deres internetbutik. Men dette løser kun en del af problemet. Hvad nu, hvis nogen ikke havde hørt om Amazons patent og havde fundet på det helt af sig selv?

Et softwareprojekt består af tusinder og atter tusinder af designbeslutninger og tekniske valg. Hvis noget så banalt som Amazons en-kliks-løsning kan patenteres, er der i realiteten ikke nogen af de valg, som kan forventes at være sikre mod krav fra en eller anden patenthaver. Det er lidt, som hvis ét firma havde patent på at dyrke korn og et andet på at dyrke grøntsager, og den eneste måde at få adgang til en varieret kost være at handle hos et af disse patentholdende firmaer, som så kunne bytte indbyrdes og holde alle andre ude.

Og det er desværre ikke engang nogen overdrivelse. I USA er der udtaget hundredetusinder af softwarepatenter, og deres vigtigste værdi er, at de store spillere – IBM, Microsoft, Adobe, den størrelsesorden – til hver en tid kan slå de mindre softwarehuse i hovedet med patenter, som alle er nødt til at bryde for overhovedet at kunne skrive et sammenhængende program. De store kan sikre sig arbejdsro ved at bytte patenter, mens de små firmaer og individuelle programmører, som i praksis altid står for den reelle nyskabelse i IT-verdenen, kun kan fungere på de stores nåde og barmhjertighed. I praksis betyder det, at enhver, som beslutter sig for at skrive et nyt program fra grunden, i princippet er tvunget til at afsætte tid og juridisk ekspertise til at undersøge, om de eventuelt skulle have krænket et eller andet patent. Det vil sige, at ethvert softwareprojekt i princippet er behængt med en enorm juridisk møllesten om halsen, der let kan fordoble et mindre projekts totale pris. I praksis vælger man i stedet at ignorere patenter ud fra den betragtning, at “software alene” ikke kan patenteres efter gældende ret, men det er risikabelt, fordi mange patenter reelt er givet til “software alene” — både i USA og Europa. Såkaldte “patenttrolde” er berygtede for at true softwareleverandører, som de beskylder for at have krænket deres patenter, ofte i den forhåbing, at leverandøren ikke har råd til at gå i retten og evt. få patentet kendt ugyldigt. Softwarepatenter udgør derfor en betydelig risiko for mindre softwareproducenter, herunder ikke mindst projekter, der arbejder med fri software. De eneste, der er sikre, er stor koncerner som Microsoft, Amazon, Facebook, Apple eller IBM, der har patenter at “bytte med”. De små kan holdes tilbage, og de store har fri bane.

Patenter på software er dermed en potentiel trussel mod fri software og mod uafhængig software i det hele taget, indtil der kommer en klar retspraksis på området, der simpelt hen forbyder patenter på software. I skrivende stund (2025) er truslen hverken fremherskende eller dominerende, men dette kunne, så længe den aktuelle retspraksis består, hurtigt ændre sig.

Follow me on Mastodon!.