Om Internettets oprindelse som paradigme for fordelene ved fri software

February 5, 2025

Den nedenstående redegørelse for Internettets tidlige historie er et uddrag af en bog om fri software, som jeg begyndte på for mange år siden og for nylig er begyndt at redigere for at se, om jeg kan få den færdig og udgivet.

Det er den lidt utrolige historie om, hvordan de kommunikationsnetværk, der endte med at blive til Internettet, blev udviklet – af det amerikanske militær, no less – i fuld åbenhed og om hvilke helt konkrete og reelle fordele, det gav.

Fordele ved fri og åben software

I slutningen af 1960erne sætter en gruppe forskere ved Defense Advanced Research Projects Agency (en forskningsenhed under det amerikanske forsvarsministerium, som er bedre kendt under forkortelsen DARPA) sig for at skabe et netværk af computere, der kan holde til selv de mest ekstreme betingelser. Dette netværk skal ikke kommunikere gennem en fælles central ligesom et telefonsystem gør det. I stedet skal det opbygges helt decentralt ved, at dets computere taler direkte til hinanden og sender beskeder ved at lade dem hoppe fra den ene computer til den anden, indtil de finder den rigtige.

Fidusen ved denne strategi er, at hvis en del af netværket pludselig bliver afskåret på grund af et fjendtligt angreb, kan de overlevende dele af netværket stadig tale sammen. Eftersom kommunikationen mellem computerne selv kan finde vej gennem nettet uden at gå gennem en central, vil konsekvensen af et udfald i halvdelen af netværket blot være, at trafikken mellem de resterende computere i nettet må vælge en anden vej. Hvis en vigtig forbindelse mellem to grene af netværket overskæres, betyder det ikke, at netværket holder op med at virke på nogen af de berørte computere. Nettet deles bare i to separate undernet, som stadig er fuldt funktionsdygtige, selv om de ikke længere kan tale sammen. Meningen med dette projekt er, at det amerikanske samfund – militær, regering og vigtige samfundsinstitutioner som universiteter og hospitaler – skal kunne blive ved med at kommunikere indbyrdes, selv om et fjendtligt angreb sætter dele af netværket ud af spillet. Et militært angreb på USA forekommer dengang, hvor den kolde krig stadig er på sit højeste, ikke urealistisk.

Dette netværksprojekt er finansieret af DARPA, men udvikles i samarbejde med universiteter og virksomheder. Udviklingsprocessen foregår derfor i fuld offentlighed. Netværkets opbygning og grundlæggende principper lægges frem i en række dokumenter, der kaldes Request for Comments. Hver af disse “RFC'er” specificerer et aspekt af det nye netværk.

Vi forbinder ofte militære forskningsprojekter, der skal sikre infrastrukturen mod et fjendtligt angreb, med noget tys-tys og tophemmeligt. DARPA går i 1960erne en anden vej med designet af det nye netværk. De ønsker, at deres decentrale og robuste netværk skal have så stor udbredelse som overhovedet muligt. De nøjes derfor ikke med at udvikle nettets specifikationer i fuld offentlighed – de opfordrer alle, der har mulighed for det, til at bruge det. Det gamle ARPANET breder sig til flere og flere virksomheder og universiteter i USA. Med udbredelsen vokser mængden af anvendelser for det nye netværk. Email har eksisteret i hvert fald siden 1965, men er i starten begrænset til kommunikation mellem forskellige brugere på samme maskine. Den første email mellem to computere i et netværk sendes af programmøren Ray Tomlinson (1941-2016) i slutningen af 1971, og i begyndelsen af 1972 har teknikken bredt sig til en række andre ARPANET-computere. Omkring samme tid udvikles protokollerne FTP og TFTP til udveksling af filer.

Netværkets decentrale natur og den frie adgang til at bygge programmer, der kan kommunikere over det, sætter det i stand til at udvikle sig til noget langt større, end nogen havde forudset. I løbet af 1980erne bliver Internettet, som det nu hedder, standard for kommunikationen på universiteternes naturvidenskabelige fakulteter. Efterhånden kommer også kommercielle udbydere til, som sælger adgang til det nye netværk til menigmand. Resultatet er det netværk, som vi i dag alle kender som Internettet (der er mere kritiske ting at sige om den måde, nettet blev privatiseret på – grundlæggende blev det foræret væk til en række monopolister, der stadig tjener mange penge på at yde amerikanerne en rigtig dårlig service – men det vender vi tilbage til senere).

Internettets succes må i første omgang tilskrives de åbne standarder, det byggede på. Netværkets hjerte er en række af protokoller for udveksling af data mellem computere – en slags meget grundige opskrifter for, hvordan kommunikationen skal foregå. Disse protokoller lægger DARPA og den tilhørende arbejdsgruppe IETF (Internet Engineering Task Force) frit frem for alle, der har lyst til at implementere dem. Det geniale ved denne løsning er, at Internettet ikke defineres ved nogle bestemte programmer, som er installeret på netværkets computere, men ved en specifikation af, hvordan programmer kan kommunikere med hinanden. Alle firmaer og privatpersoner kan, hvis de ønsker det, lave deres egne programmer, der kommunikerer efter denne specifikation. På Berkeley-universitet i San Francisco i Californien udgiver man i 1983 en af de første fungerende implementationer af disse protokoller, som man i 1989 stiller til rådighed for alle interesserede. Berkeley-universitetets implementation af TCP/IP-protokollen breder sig hurtigt og danner grundlag for understøttelsen af Internet i styresystemer som Windows, GNU/Linux og FreeBSD.

I 1990 udvikler en ung fysiker ved CERN et internet-baseret system, der har til formål at lette udvekslingen af data mellem forskellige videnskabelige faciliteter. Fysikeren hedder Tim Berners-Lee, og opfindelsen kalder han World Wide Web. Berners-Lee beslutter i åbenhedens ånd at hjælpe sit system på vej ved at lægge både programmer og kildekode til download og fri afbenyttelse på CERNs Internet-servere.

Berners-Lees nye system består af en central server, der kan servere dokumenter for systemets brugere. Brugerne læser dokumenterne ved hjælp af en særligt indrettet klient eller browser, der kan formattere den kode, dokumenterne er skrevet i, så de ser pæne ud. Denne kode er den første udgave af det i dag meget udbredte formatteringssprog HTML, som Berners-Lee opfinder til lejligheden. For at snakke sammen bruger klient og server en ny netværksprotokol, som Berners-Lee kalder HTTP – en forkortelse for “Hyper Text Transfer Protocol”.

Berners-Lees opfindelse breder sig hurtigt til universiteter verden over. National Center for Supercomputing Applications (NCSA) i Illinois i USA skaber i 1993 verdens første virkelig udbredte web-browser, som de kalder Mosaic, med udgangspunkt i Berners-Lees oprindelige software. James H. Clark grundlægger i 1994 firmaet Netscape og skaber sammen med en stor del af de oprindelig programmører fra NCSA verdens første kommercielle browser. Netscape har med sin indbydende grafiske brugerflade og overskuelige formattering af nettets HTML-sider en stor del af æren for at bringe Internettet ind i almindelige menneskers hjem. En anden gruppe af tidligere ansatte hos NCSA ender hos Microsoft, hvor de bruger koden fra Mosaic som grundlag for de første versioner af Microsofts Internet Explorer-browser. Da folk først begynder at blive opmærksomme på muligheden for at lave sider på World Wide Web, breder ideen sig hurtigt. Mange virksomheder, institutioner, organisationer og enkeltpersoner laver hjemmesider, hvor de reklamerer for deres produkter eller fortæller om noget, der er vigtigt for dem. Sidernes grafiske præsentation styrkes af HTML-sprogets rige formatteringsmuligheder, og det er let for alle at lære. Alle browsere indeholder nemlig en funktion, der hedder “Se HTML” eller “Se sidens kildekode”. Det gør det let for folk hurtigt komme i gang med at lave nye sider ved at tage udgangspunkt eksisterende siders HTML-kode. Alle kan altid se, hvordan en given sides layout er skabt, og grafiske nyskabelser breder sig med omtrent samme hastighed som selve teknologien.

En gruppe af frivillige og repræsentanter for forskellige firmaer arbejder videre med Berners-Lees oprindelig server-program og udvikler i 1995 web-serveren Apache, der i årtier fastholder en position som den mest udbredte webserver på internettet. Denne gruppe betragter serverens design som et fælles, åbent projekt, som alle kan bidrage til og nyde godt af. Mens virksomheder som Microsoft, Netscape og IBM sælger webservere til meget høje priser, fortsætter folkene bag Apache med helt i Berners-Lees ånd at dele deres server ud til hvem, der end vil have den. Apaches popularitet tiltrækker så vægtige bidragydere, at denne gratis web-server i årtier fastholder en position som den bedste af dem alle sammen.

Når Internettet og World Wide Web kan få så stor udbredelse er det altså først og fremmest, fordi de bliver beskrevet og dokumenteret i fuld offentlighed, og fordi de første udgaver af de underliggende programmer er frit til rådighed for enhver, der har lyst til at bruge og ændre dem. Internettet får med andre ord kun den succes og udbredelse, som det har i dag, fordi det bygger på åbne standarder og fri software.

Follow me on Mastodon!.