Fri software vs “open source” – polemik og muligheder
I dette uddrag fra min kommende bog om fri software fortæller jeg om, hvordan begrebet “open source” blev til som et forsøg på at popularisere og ikke mindst sælge begrebet “fri software” i bredere og mere kommercielle sammenhænge.
Dette gav anledning til en splittelse i bevægelsen, som i hvert fald én af initiativtagerne til open source-begrebet, nemlig Debian-udvikleren Bruce Perens, kort tid efter kom til at fortryde.
Fri software og Open Source
Da IT-forlæggeren Tim O'Reilly, der står bag en række af de mest solgte og anvendte bøger om teknisk IT og beslægtede emner, i april 1998 indkaldte til sit såkaldte “Freeware Summit” — et “topmøde” om fri software — havde Eric Raymond allerede holdt sit foredrag om “katedralen og basaren” adskillige gange. Foredraget blev bl.a. modtaget med stående ovationer på Linux Kongress i Tyskland. Da browserproducenten Netscape i februar 1998 bekendtgjorde, at de ville frigive kildekoden til næste version af deres internet-browser under navnet “Mozilla”, angav de Raymonds essay som en vigtig inspiration. O'Reillys Freeware-konference var tænkt som et mødested for folk i Linux- og fri software-miljøet på den amerikanske vestkyst, og bevægelsens repræsentanter på østkysten var derfor ikke inviteret. Den mest bemærkelsesværdige konsekvens af dette var, at Richard Stallman heller ikke var inviteret – han havde jo base i Cambridge, Massachusets.
Under mødet kunne de af bevægelsens ledere, som faktisk var inviteret – bland andet Tim O'Reilly selv, Michael Tiemann fra Cygnus, Guido van Rossum, opfinder af programmeringssproget Python, og ikke mindst Eric S. Raymond – få luft for deres frustration over problemerne med at få fri software ud i den virkelige verden, det vil sige i virksomheder. Der fandtes på det tidspunkt mange programmer af overlegen teknisk kvalitet, som var stort set gratis at bruge og som gav alle de fordele for brugeren, som fulgte af, at det var fri software. Alligevel var det stort set umuligt at trænge igennem med ideen i erhvervslivet. Mange deltagere mente, at det var Free Software Foundations og GNU-projektets ofte meget politiske retorik, der var den største anstødssten. Forvirringen mellem de to betydninger af ordet “free” på engelsk, nemlig “fri” og “gratis”, gjorde ikke sagen bedre. De fleste forstod på det tidspunkt ordene “free software” som “gratis software”, og det prægede reaktionen på direktionsgangene. Er “gratis software” overhovedet noget, man kan tage seriøst? En ideologisk forklaring om, hvorfor fri software ikke altid er “gratis”, men giver brugeren “frihed”, gjorde ikke altid sagen bedre.
Og bortset fra Stallmans of Free Software Foundations insisteren på at tale om frihed og understrege de politiske og filosofiske fordele ved fri software, kunne deres kommunikation og argumentationsform også være besværlig i sig selv. Richard Stallman kunne især være endog meget rigid og kategorisk i sine synspunkter, hvilket som tidligere nævnt gav (og stadig giver) ham et ry for at være vanskelig at være sammen med.
Perens udtrykte det f.eks. sådan her:
“I really like and admire Richard. I do think Richard would do his job better if Richard had more balance. That includes going away from free software for a couple of months.”
Et tilbagevendende emne på O'Reillys “Freeware Summit” var derfor, om man ikke kunne finde en bedre måde at præsentere det på. Linux-projektet havde vist, at åbenhed omkring kildekoden kan give et teknisk set bedre resultat, og det var naturligvis det, som først og fremmest kunne interessere folk i erhverslivet. Michael Tiemann fra Cygnus foreslog derfor, at man kunne kalde det “sourceware”.
Kort tid forinden havde Eric Raymond dog i anledning af Netscapes “åbning” af kildekoden til deres browser (det, som senere blev til Mozilla-projektet og Firefox) holdt en række møder med Netscape og Linux-firmaet VA Linux, hvor Christine Peterson fra tænketanken Foresight Institute også deltog. Til et af disse møder foreslog Peterson, at man kunne kalde det “open source software”, og den idé gjorde så stort et indtryk på Raymond og andre, at de allerede i februar 1998 stiftede organisationen “Open Source Initiative”, der havde til formål at udbrede kendskabet til “open source”-metoden og dens fordele. Debian-udvikleren Bruce Perens omskrev Debians egen definition på fri software (Debian Free Software Guidelines, som han selv havde formuleret i sin tid som Debian-projektets leder) til en officiel “Open Source Definition”, der er kompatibel men ikke identisk med Stallmans og Free Software Foundations.
Til topmødet i april foreslog Raymond derfor, at software, der frit kan ændres og deles, skulle kaldes “Open Source Software” — og som bekendt blev det det forslag, der vandt. Efter mødet var alle femten deltagere enige om fremover at henføre til fri software som “Open Source”.
Formålet med den nye betegnelse var meget klar: Stifterne af Open Source Initiative og deltagerne i O'Reillys Freeware Summit satte alle stor pris på de praktiske fordele ved fri software og den frihed, den gav. Til gengæld var de trætte af den moraliserende og politiserende holdning, der gennemsyrede Free Software Foundations kommunikation om det. Open Source-bevægelsen ville i stedet lægge vægt på de tekniske fordele ved “open source”-metoden som eksemplificeret ved Linux-kernen, programmeringssprogene Python og Perl, editoren Emacs, oversætteren GCC — og nu også den kommende version af Netscape. Pludselig var “Open Source” og “Linux” på alles læber, og da VA Linux kort efter gik på børsen, blev Eric Raymond — fra den ene dag til den anden — millionær på Open Source-revolutionen.
“Open Source”-begrebet var en vigtig del af dotcom-boomet i slutningen af 1990'erne. Bevægelsen overlevede dog fint, da boblen sprang, og det store boom gik hen og blev et bust.
Bemærkelsesværdigt nok begyndte Perens, der jo havde skrevet de officielle retningslinjer for, hvad der er “Open Source”, allerede i 1999 at fortryde den splittelse, han havde været med til at skabe i miljøet. I en email til Debians udviklere forklarede han under overskriften “It's Time to Talk About Free Software Again”, hvorfor han havde besluttet at forlade “Open Source”-bevægelsen:
Most hackers know that Free Software and Open Source are just two words for the same thing. Unfortunately, though, Open Source has de-emphasized the importance of the freedoms involved in Free Software. It's time for us to fix that. We must make it clear to the world that those freedoms are still important, and that software such as Linux would not be around without them.
One of the unfortunate things about Open Source is that it overshadowed the Free Software Foundation's efforts. This was never fair – although some disapprove of Richard Stallman's rhetoric and disagree with his belief that all software should be free, the Open Source Definition is entirely compatible with the Free Software Foundation's goals, and a schism between the two groups should never have been allowed to develop. I objected to that schism, but was not able to get the two parties together. [...]
Sadly, as I've tended toward promotion of Free Software rather than Open Source, Eric Raymond seems to be losing his free software focus. The Open Source certification mark has already been abused in ways I find unconscionable and that I will not abide. I fear that the Open Source Initiative is drifting away from the Free Sofware values with which we originally created it.
(http://lists.debian.org/debian-devel/1999/02/msg01641.html)
Perens' bekymring er et ekko af Stallmans mere ideologisk formulerede kritik: “Open Source”-begrebet havde stor succes med at få folk til at tale om fri software og bruge det, men fik dem til at glemme eller overse, hvad det egentlig betyder og hvorfor det er så stor en fordel for brugerne.
For “open source”-folket var det vigtigst at tale om de rent tekniske og økonomiske fordele ved de programmer, man kunne få som Open Source: At fejl nemmere kan finde og rettes, når alle frit kan inspicere kildekoden; at både uændrede og forbedrede versioner frit kan videregives til andre, hvilket gør programmerne meget billigere at anskaffe og vedligeholde; at der er tusinder eller millioner af dollars at spare ved at satse på “open source” frem for dyre og ikke altid lige gode løsninger fra store proprietære leverandører som f.eks. Microsoft eller IBM. Men for Stallman og de folk, der tænkte som ham, var den ensidige fokus på de tekniske og økonomiske fordele et vildspor.
Det skal bemærkes, at samtlige stiftere af “open source”-bevægelsen og Open Source Initiative også forstod og var helt enige i filosofien bag fri software i Stallmans forstand. Open source var med Eric Raymonds ord først og fremmest tænkt som en reklamekampagne for fri software. “Open Source” var et begreb, der gjorde det muligt at få fri software ind ved at tale til direktører, bestyrelser og politiske beslutningstagere i et sprog, de kunne forstå. For Raymond helligede målet midlet — også selv om midlet havde den pris, at man gemte bevægelsens politiske og filosofiske grundlag af vejen.
Stallman påpegede, ikke helt med urette, at der er en fare i denne tilgang: Hvis man skjuler den grundlæggende tanke om brugerens frihed, risikerer man at tabe netop de egenskaber ved fri software af syne, som faktisk giver fordelene. På den måde kunne “open source”-bevægelsen ligesom i sin tid Linux-entusiasterne ses som en slags nassere, der nød godt af de fordele og den frihed, som Free Software Foundation og GNU-systemet har banet vejen for, men ikke selv vil kendes ved eller kæmpe for ideerne bag.
Med Stallmans egne ord:
The main argument for the term “open source software” is that “free software” makes some people uneasy. That's true: talking about freedom, about ethical issues, about responsibilities as well as convenience, is asking people to think about things they might rather ignore. This can trigger discomfort, and some people may reject the idea for that. It does not follow that society would be better off if we stop talking about these things.
(https://www.gnu.org/philosophy/free-software-for-freedom.en.html)
Some of the supporters of open source considered the term a “marketing campaign for free software,” which would appeal to business executives by highlighting the software's practical benefits, while not raising issues of right and wrong that they might not like to hear. Other supporters flatly rejected the free software movement's ethical and social values. Whichever their views, when campaigning for open source, they neither cited nor advocated those values. The term “open source” quickly became associated with ideas and arguments based only on practical values, such as making or having powerful, reliable software. Most of the supporters of open source have come to it since then, and they make the same association. Most discussion of “open source” pays no attention to right and wrong, only to popularity and success.
(https://www.gnu.org/philosophy/open-source-misses-the-point.en.html)
Og der var ganske rigtigt en stor risiko for udvanding. Hvis det var muligt at levere en komplet IT-infrastruktur baseret på “open source” til en brøkdel af, hvad store proprietære leverandører som Microsoft eller IBM forlangte, kunne fristelsen være stor til at levere pakken med en særligt attraktiv sløjfe omkring, for eksempel i form af en suite af proprietære programmer, der kun blev leveret sammen med netop denne leverandørs GNU/Linux-system. Dette blev en del af forretningsmodellen for firmaer som Red Hat og det tyske SuSE GmbH.
Det populære skrivebordsmiljø KDE, der i mange år var standarden inden for brugergrænseflader på GNU/Linux-systemer, var baseret på Qt, en grafikpakke, der var udviklet af det norske firma Trolltech og var 100% proprietær. Det betød, at mange programmer skrevet til GNU/Linux reelt var låst fast, fordi de ikke uden videre kunne flyttes til andre systemer (fx Microsoft Windows) uden tilladelse fra Trolltech. “Open source”-bevægelsens fokus på de rent tekniske fordele ved fri software beskytter ikke mod denne form for undergravende virksomhed. Hvis argumentet for at bruge fri software er, at det er “smart”, har man nemlig tabt kampen, når et “halvfrit” system med få eller mange proprietære udvidelser viser sig at være endnu smartere. Men kundernes afhængighed af sådanne proprietære udvidelser betyder netop også, at de igen bliver afhængige af leverandørens gode vilje, og dermed risikerer fordelene også ved den “smarte” open source-software stille og roligt at forsvinde.
Omkring slutningen af 1990erne, da KDE var den eneste virkelig værdifulde brugergrænseflade til GNU/Linux, lancerede GNU-projektet med Stallman i spidsen det såkaldte GNOME-projekt. Det havde til opgave at skabe et konkurrerende grafisk arbejdsmiljø, der var 100% fri software. Mange programmører foretrak nu at skrive programmer til GNOME, fordi de så ikke behøvede at bygge på proprietær software og derfor ikke behøvede at spørge hverken Trolltech eller nogen anden om lov, før de udsendte deres programmer til Windows eller hvilket system, de nu havde lyst til. Som modtræk frigav Trolltech i år 2000 Qt under GPL, så begge udgaver af GNU/Linux-systemet – med GNOME eller KDE som brugergrænseflade – nu atter var 100% fri software. Dette resultat blev ikke opnået på grund af “open source”-folkets vilje til kompromis, men af de “fanatiske purister” i Free Software Foundation, der altid stod fast på principperne, hvorved de langsomt men sikkert har fået de andre aktører på “open source”-området til at give sig.
I 2025, næsten tredive år efter denne initielle polemik mellem begreberne “fri software” og “open source”, er der dog grund til at advare mod at gentage eller fastholde den splittelse, der ligger i at insistere på den ene eller den anden term. Jeg taler selv altid om fri software, fordi de politiske og filosofiske ideer bag denne term er vigtige, men mange mennesker, der måske ikke altid kender bevægelsens historie så godt, kender de selvsamme idealer under navnet “open source”.
På hjemmesiden for Free Software Foundation Europe (FSFE) skriver Björn Schießle, der udover sin aktivitet for FSFE til daglig arbejder for NextCloud, om denne problematik:
The Free Software movement is a large and diverse community. People have different interests in Free Software and different reasons to participate. But these differences don't necessarily connect with the terms they use. A lot of people use the term Open Source even while highlighting the social and political dimension of Free Software while on the other hand there are people in our community who prefer the term Free Software but concentrate more on the practical benefits. Whether someone says Open Source or Free Software isn't necessarily an indication of their motivation. (...) Free Software provides many advantages in many different areas of our life. But we should not divide our community just by the term someone prefers. No matter what term someone uses and what their initial motivation is, in the end they works on the same set of software and on the enhancement of software freedom and any other aspect of Free Software.
Selv om Stallman bestemt havde og har en pointe i sin kritik af “open source”-begrebet, og netop har opnået mange vigtige ting netop ved at stå fast, hvor andre gav efter — som eksemplet med Gnome og KDE viser — er det med andre ord og ikke mindst i vore dage bedre at kigge efter åbninger og samarbejdsmuligheder i den frie softwares ånd end det er at grave grøfter.
Copyright 2025 Carsten Agger — CC-BY-SA
Follow me on Mastodon!.