Gaza

af Poya Pakzad

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Nye læk fra israelske efterretningskredse viser, at langt størstedelen af de tusinder af palæstinensere, der siden oktober 2023 er blevet interneret uden rettergang, slet ikke er militante.

Kernen i den seneste afsløring er en hemmelig database i Israels militære efterretningstjeneste, som hævdes at være det mest pålidelige interne katalog over identificerede kombattanter i Gaza. Ifølge data fra maj havde hæren da frihedsberøvet 6.000 personer under loven om “ulovlige kombattanter”, som tillader internering på ubestemt tid uden sigtelse, uden adgang til advokat eller behov for bevisførelse. Bare 1.450 af fangerne var markeret som medlemmer af de militære grene af Hamas eller Islamisk Jihad. Officielle tal viser desuden, at over 2.500 siden er blevet løsladt uden tiltale, og at yderligere 1.050 blev frigivet i fangehandler. Den skarpe diskrepans mellem politi­tikernes og fængselsvæsnets retorik om at internerede er terrorister, og efterretningstjenestens egen kategorisering, bekræftes af soldater og rettighedsgrupper, der taler om systematiske masseanholdelser af civile, inklusive læger, lærere, embedsmænd og mindreårige.

Vidner fra det berygtede Sde Teiman-lejrkompleks beskriver en særskilt aflukket område for syge og ældre, som soldater har omdøbt til 'ældreområdet'. Enkelte cases, som en 82-årig kvinde med Alzheimers interneret i seks uger, eller en enlig mor, der efter 53 dage i fængsel fandt sine børn tiggende på gaden, illustrerer gabet mellem begrundelserne om sikkerhed og den faktiske praksis.

Den juridiske motor bag masseinterneringerne er en undtagelseslov, som underkender grundlæggende garantier i den fjerde Genèvekonvention. Domstolsprøvelsen er i bedste fald sporadisk og bygger i vid udstrækning på hemmelige bilag. Israelske menneskerettighedsjurister advarer om tvungne forsvindinger, mens internationale eksperter kalder lovens konstruktion uforenelig med folkeretten. Den israelske hær afviser påstanden om vilkårlighed og fastholder, at der foretages løbende kontrol, men egne udsagn dokumenterer samtidig, at de fleste internerede i maj kun var midlertidigt klassificeret, mens efterforskning stod på. Embedsmænd har i interne notater advaret regeringen om, at de overfyldte fængsler og den brutale behandling af fanger kan udløse strafforfølgelse mod Israel i udlandet.

Parallelt med det juridiske undtagelsesspor tegner israelske reportager et billede af et gedulgt destruktionshold i Gaza, der i perioder arbejder uden klar kommando. En fremtrædende gruppe, kendt som Uriah-styrken, er blevet beskrevet i Haaretz som et hold af entreprenørmaskinførere og reservister, der i praksis har til opgave at bulldoze og nedrive hele kvarterer og sendt soldater ind i udryddede tunneller og bygninger før militære ingeniørenheder havde frigivet områderne. Kilder i felten taler om elendig koordinering, livsfarlige rutiner og brug af civile som levende skjolde under dækbetegnelsen 'platformproceduren'. Hæren afviser, at der er tale om en løsrevet milits og definerer styrken som en officiel enhed under divisionsledelse, men samme hær har internt måtte præcisere, at adgangen til kampzoner kræver divisional godkendelse, efter gentagne episoder hvor civile hold bevægede sig rundt uden tydelig registrering.

Udenfor Gaza breder konflikten sig. I Sydlibanon bekræftede FN's fredsbevarere, at israelske droner udløste chokgranater tæt ved en UNIFIL-patrulje, trods forudgående varsling om rydning af vejspærringer. Israel kalder det en “fejl”. I det sydvestlige Syrien foretager israelske styrker jævnlige natlige raids i Quneitra, hvor unge mænd pågribes, og midlertidige checkpoints skyder op. Regionen, der længe har været skueplads for israelsk luftkrigsførelse, er i 2025 også blevet berørt af sporadiske landoperationer, som de facto udvider konfliktens geografi til nabolandet.

Mens frontlinjerne forskydes, dokumenterer hospitaler, FN-organer og lokale journalister konsekvenserne i Gaza City. Al-Rantisi-børnehospitalet fungerer som sidste pædiatriske bastion i nord og kører med 300 procents belægning. Forældre kobler selv forstøvere på iltflasker, fordi udstyr mangler. Hudlidelser, lungebetændelser og akut underernæring vælter ind, mens medicinsk personale er slidt ned og essentielle præparater og behandlingsredskaber er væk fra hylderne. Den seneste optælling fra Gazas sundhedsmyndigheder angiver mere end 63.000 dræbte og over 160.000 sårede siden oktober 2023, hvilket ifølge uafhængige undersøgelser er et alvorligt underestimat. FN's handicapkomité vurderer, at over 40.000 børn er blevet såret, og at 21.000 lever med varige funktionsnedsættelser. Skolesystemet er reelt kollapset. FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge oplyser, at næsten alle skolebørn i Gaza nu er uden undervisning, mens 95 procent af uddannelsesinfrastrukturen er ødelagt eller ude af drift.

Alt dette udspiller sig under en sultstrategi, som internationale aktører betegner som ulovlig. IPC erklærede 22. august hungersnød i Gaza-guvernementet og forudser, at over 640.000 mennesker i hele enklaven vil befinde sig i katastrofalt fødevareunderskud i slutningen af september, mens yderligere 1,14 millioner er i nødsituation. Lokale data angiver, at mindst 367 mennesker, heraf 131 børn, er døde af sult siden krigens begyndelse, med 185 sultdødsfald alene i august. Midt i dette har den israelske regering igangsat store, betalte influencer-kampagner på sociale platforme for at benægte sulten og miskreditere FN-organer. Kontrakter viser et millionstort kontraktbeløb hos Google, YouTube og X, hvor videoer med budskaber om, at der er mad nok i Gaza, bliver skubbet ud som annoncer. I Danmark er der mange intetanende, nogle vil sige 'nyttige idioter', der samler det op. Samtidig findes der åbne ministerudtalelser i Israel, der forsvarer at skære mad og vand som pressionsmiddel, eller direkte opfordrer til at sulte Gaza for at fremtvinge masseflugt.

Den militære virkelighed i Gaza City er eskaleret med nogle med dødelige døgn til følge og fortsatte tvangsevakueringer mod syd. Teltlejre og skoler er blevet ramt af detonerende droner og itusprængte pansrede køretøjer, ifølge lokalt kildemateriale. Civilbefolkningen beordres mod Al-Mawasi, mens området samtidig rammes af angreb. Israels hærs øverste ledelse varsler flere luftangreb og en fuld overtagelse af byen, på trods af interne advarsler om udmattelse i styrkerne og den voksende pris i soldaters og gidslers liv. Israelske medier rapporterer, at regeringen forbereder total kontrol, mens regeringsledere offentligt afviser permanente våbenhviler uden en lang liste af betingelser, herunder varig israelsk sikkerhedskontrol i Gaza.

Israels finansminister, som selv selv er squatter på Vestbredden, har lanceret en plan om at annektere 82 procent af Vestbredden og efterlade seks palæstinensiske byområder som isolerede og indbyrdes afkoblede øer. Planen, der eksplicit søger maksimal jord og minimal arabisk befolkning, omtales som “en historisk mulighed”. Ifølge israelske og amerikanske kilder har USA's udenrigsminister Marco Rubio signaleret, at Washington ikke vil stille sig i vejen for en formalisering af annekteringer som svar på europæiske overvejelser om at anerkende en palæstinensisk stat. Emiraterne advarer om, at et sådant skridt kan underminere normaliseringsaftalerne (den såkaldte 'Abraham-overenskomst').

Den 18. september 2024 anvendte Generalforsamlingen 'Uniting for Peace'-mekanismen for at omgå et lammet Sikkerhedsråd og krævede besættelsens ophør inden 12 måneder. Dommen fra Den Internationale Domstol slog samme sommer fast, at besættelsen er ulovlig og skal bringes til ophør så hurtigt som muligt, og opfordrede stater til at afstå fra handel med bosættelser og fra enhver våbenhandel med risiko for brug i de besatte områder. Ét år senere har Israel ikke efterkommet kravene. Tværtimod er sulten skærpet, bombardementerne intensiveret, og tvangsforflyttelser varslet i milliontal. Flere lande har indført egne tiltag, men den brede koalition lader vente på sig. I den kommende generalforsamlingssamling presser palæstinensiske repræsentanter og civilsamfundet på for en ny nødsession med mandat til en international beskyttelsesstyrke og en FN-ledet, bindende våbenembargo og handelsboykot. Fortalerne peger på, at Israel er afhængig af komplekse forsyningskæder, og at koordineret international håndhævelse kan gøre krigen uholdbar. Skeptikerne frygter, at endnu en højtidelig erklæring uden håndtag blot vil give tid til yderligere irreversible realiteter på jorden.

I Europa bevæger enkelte regeringer sig. Skotland meddeler et stop for nye offentlige tilskud og investeringer til virksomheder, der leverer til stater med plausible beviser for folkedrab, og inkluderer Israel på listen. Den skotske førsteminister opfordrer samtidig London til at trække sig fra den planlagte frihandelsaftale med Israel. Det er nationale skridt med symbolsk og praktisk tyngde, men uden for Westminster og Bruxelles' kernekompetencer er rækkevidden begrænset.

Midt i det politiske spil gentager Hamas, at alle resterende israelske fanger kan frigives som led i en permanent våbenhvile, fuld israelsk tilbagetrækning, åbning af grænseovergange for forsyninger og igangsættelse af genopbygning. Bevægelsen erklærer sig villig til at overlade forvaltningen i Gaza til en teknokratisk overgangsadministration. Regeringschefen i Israel afviser det som spin og opremser betingelser, der de facto fastholder krigsøkonomien: Langvarig israelsk sikkerhedskontrol og afvæbning af Hamas uden politisk horisont. Forhandlingerne står i stampe, mens dødstallene stiger, og hungersnøden breder sig.

På den nordlige front er våbenhvilen med Hizbollah formelt intakt, men israelske raids, droneangreb og jordoperationer fortsætter i grænselandet, og hæren indrømmer fejl mod FN-personel. I Syrien normaliseres israelske husrazziaer om natten i landsbyer få kilometer fra Golanhøjderne. I Gaza forberedes fuld besættelse af byen, selv om hæren ved, at store dele af befolkningen ikke kan eller vil flygte til markerede zoner, som ofte rammes af artilleri og bomber.

Tilbage står tre ubekvemme sandheder i dagens brief. For det første viser Israels egne registreringer, at grundlaget for at frihedsberøve tusinder som ulovlige kombattanter er papirtyndt, og at systemet tilmed har tilbageholdt læger og patienter i et omfang, der er uforeneligt med krigens love. For det andet har brugen af sult som våben ikke alene udløst fuld hungersnød i nord, men cementeret en humanitær katastrofe, der om få måneder vil ende i ragnarok. For det tredje accelererer den politiske kurs mod en egentlig annektering af Vestbredden, som i kombination med permanent militær kontrol i Gaza vil gøre skåltaler om en “tostatsløsning” til en ren retorisk øvelse uden territorial eller demografisk realitet.

I dette lys får parolen “from the river to the sea, Palestine will be free” en isnende tvetydighed: for de undertrykte er det en drøm om frigørelse. For undertrykkerne et lovende perspektiv om et Stor-Israel uden arabere.

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk