Gaza

Af Poyâ Pâkzâd

Donald Trump og Benjamin Netanyahu præsenterede mandag i Washington en ny amerikansk-israelsk våbenhvileplan for Gaza. På et fælles pressemøde erklærede Trump, at “hvis Hamas afviser aftalen, vil Bibi have vores fulde opbakning til at gøre arbejdet færdigt”. Netanyahu gentog, at Israel under alle omstændigheder vil fastholde sin militære tilstedeværelse i Gaza, og Smotrich fremsætter som betingelse, at en palæstinensisk stat helt udelukkes.

Det Hvide Hus offentliggjorde en tyve-punktsplan, som i første omgang indebærer våbenhvile, løsladelse af samtlige israelske gidsler samt frigivelse af 250 indsatte med livstidsdomme og yderligere 1.700 palæstinensere, arresteret efter 7. oktober 2023. Til gengæld kan Israel fastholde et “sikkerhedsbælte” i Gaza, indtil enklaven vurderes fri for væbnede grupper. Gaza skal “demilitariseres”, og styret overlades til en teknokratisk palæstinensisk overgangsadministration, overvåget af et internationalt “fredsråd” med Donald Trump som formand. Tidligere premierminister Tony Blair er udset til en central rolle.

Flere medier bemærker, at lignende aftaler tidligere er røget i vasken. Ifølge Al Jazeera er planen overleveret til Hamas gennem Qatar og Egypten. Hamas har endnu ikke givet svar, men organisationen har tidligere afvist at afvæbne sig, før en palæstinensisk stat er etableret, men Haaretz og andre medier rapporterer, at Hamas vurderer planen “med friske øjne”. Associated Press peger på, at Israel brød den seneste våbenhvileaftale fra januar 2025, og Reuters rapporterer, at familier til de resterende israelske gidsler har demonstreret imod Netanyahus kurs, som de mener bringer deres slægtninge i yderligere fare.

De lækkede dokumenter om Blair-planen giver et sjældent indblik i de forestillinger, der præger den internationale arkitektur bag de forskellige iterationer af planerne. Ifølge Haaretz og Middle East Eye skal en Gaza International Transitional Authority (GITA) bestå af en bestyrelse domineret af internationale forretningsfolk og milliardærer, blandt andre Marc Rowan og den egyptiske Naguib Sawiris. Aryeh Lightstone, kendt for sit engagement i bosætterbevægelsen, nævnes også. Blair selv optræder ikke i dokumentet, men alle kilder peger på ham som udset formand.

Bestyrelsen skal ifølge udkastet have “suveræn politisk og juridisk autoritet”, mens palæstinensernes rolle reduceres til et driftsorgan nederst i hierarkiet med ansvar for basale tjenester som sundhed, vandforsyning og uddannelse. Washington Post skriver, at Blair aldrig har forladt Mellemøsten, men hans ry fra Irak-krigen gør legitimitet vanskelig. Guardian beskriver reaktionerne som overvejende negative, mens Independent understreger, at Blairs mulige tilbagevenden mødes med skepsis selv i Storbritannien. New York Times fremhæver, at planen afspejler en forretningslogik snarere end statslig forvaltning.

Netanyahus egne ord efterlader heller ingen tvivl om kursen. I en videoudtalelse nægter han, at aftalen indebærer etableringen af en palæstinensisk stat: “Absolut ikke,” udmelder han. I sin tale til FN hævdede han, at forholdet mellem dræbte civile og militante i Gaza er “mindre end to til én” – et tal, der ifølge Haaretz er uden belæg. Uafhængige analyser viser snarere mindst fem til ti civile for hver militant, hvilket stemmer overens med Israels 'rules of engagement'. Netanyahu afviste ligeledes anklagen om, at Israel har brugt sult som våben, selv om han tidligere selv har pralet af at have stoppet nødhjælp i 78 dage, hvilket førte til hundredvis af dødsfald.

Samtidig fortsætter katastrofen i Gaza. Gazas sundhedsministerium rapporterede mandag, at 50 mennesker blev dræbt det seneste døgn, mens 184 blev såret. UNICEF advarer om, at 25 spædbørn i kuvøser er i livsfare. Reuters beskrev, hvordan hospitalet Al-Helo i Gaza City blev beskudt, mens for tidligt fødte spædbørn måtte dele kuvøser. Læger uden Grænser har midlertidigt suspenderet aktiviteter i Gaza City, fordi situationen er for farlig. FN's humanitære kontor (OCHA) anslår, at næsten en halv million mennesker er fordrevet på få dage, og FN's menneskerettighedskontor rapporterer, at 89 mennesker er blevet dræbt i det centrale Gaza på fem dage (hvilket lader til at være et klassisk set forsigtigt estimat).

Tyrkiske Anadolu Agency beretter, at sundhedssystemet står på randen af kollaps, og at de fleste hospitaler enten er ødelagt eller mangler brændstof og medicin. En talsperson fra FN's børnefond fortæller, at han havde set en pige, født ved kejsersnit efter at moderen blev dræbt af et skud i hovedet, ligge i en kuvøse “uden et sikkert sted at komme hen bagefter”.

Bag kulisserne præger også de vestlige regeringers beslutning om at anerkende Palæstina som stat den politiske scene. Storbritannien, Frankrig, Australien og Canada har i de seneste dage fremlagt officielle erklæringer. Palæstina-kender og Israelkritiker Jonathan Cook vurderer i Middle East Eye, at anerkendelserne er “tom symbolpolitik”, som minder om Oslo-processens “fredssvindel”. Han fremhæver, at Rabin allerede i 1990’erne talte om en “entitet mindre end en stat” – i israelsk politik ofte omtalt som “state minus”, en formulering med rødder tilbage til Begin-regeringens linje ved Camp David – og at Netanyahu siden har arbejdet systematisk på at undergrave enhver reel proces.

Politico fremhæver samtidig, at et generationsskifte i USA udfordrer det særlige amerikanske forhold til Israel. En stigende andel af unge vælgere, både på venstre- og højrefløjen, stiller spørgsmålstegn ved den ubetingede støtte. Flere meningsmålinger bekræfter denne udvikling. Ifølge New York Times/Siena College mener nu 40 procent af amerikanerne, at Israel bevidst dræber civile. I december 2023 var tallet blot 22 procent. Over halvdelen af de adspurgte går imod fortsat våbenhjælp. Pew Research har påvist, at mere end halvdelen af amerikanere nu har et negativt syn på Israel.

Trumps egne udtalelser vidner om denne ændrede stemning. Han sagde for nylig, at Israel engang “havde fuld kontrol over Kongressen, men ikke længere”, og tilføjede, at krigen “må bringes til ende, fordi Israel taber PR-kampen”. Hans ord har sat sindene i kog i Tel Aviv, men illustrerer, hvordan selv blandt støtter i USA anerkendes, at Israels internationale image er i frit fald.

Dermed peger flere samtidige spor i samme retning: mens Israel og USA forsøger at udforme en “fredsplan”, der i praksis fastholder besættelsen og holder retten til selvbestemmelse for døren, vokser presset fra internationale organisationer, fra vestlige regeringer under folkeligt pres, og fra en amerikansk befolkning, der i stigende grad ser Israels krig som en uretfærdig og destruktiv politik. Mens Gaza dagligt tælles i nye lig, spreder konflikten sig fortsat til regionen. I begyndelsen af september bombede Israel Qatars hovedstad Doha i et forsøg på at dræbe Hamas-ledere midt under forhandlinger. Angrebet kostede lavere rangerende Hamas-folk samt en qatarsk officer livet. Ifølge Det Hvide Hus måtte Netanyahu under mødet med Trump ringe til Qatars premierminister Mohammed bin Abdulrahman al-Thani og udtrykke “dyb beklagelse”. Officielt hedder det, at drabet på den qatarske officer var utilsigtet, og at Israel lover at undgå gentagelser. Ifølge israelske kilder blev Trump orienteret om angrebet på forhånd og modsatte sig det ikke, selv om Qatar er en nær amerikansk allieret og huser 10.000 amerikanske soldater.

Israels luftvåben har også intensiveret sine angreb i Libanon. Ifølge Reuters ramte missiler i slutningen af september både en gravemaskine og en vandtank i det sydlige og østlige Libanon, hvilket kostede to civile livet. En tredje blev såret. Libanons sundhedsministerium bemærker, at det ikke er første gang, Israel retter angreb mod helt almindeligt udstyr som brønde og entreprenørmaskiner. IDF hævdede, at et angreb i Aitaroun gik efter “Hizbollah-våbendepoter”, men fremlagde som vanligt ingen beviser.

Paul R. Pillar, tidligere CIA-analytiker, argumenterer i en analyse i Responsible Statecraft for, at Israel er blevet selve kilden til ustabilitet i Mellemøsten. Han peger på, at samtidige israelske angreb på Gaza, Libanon, Syrien, Yemen, Iran og Qatar har skabt chok blandt arabiske regeringer. Egyptens præsident al-Sisi gik så langt som at kalde Israel “fjenden” ved et hastemøde i Den Arabiske Liga. Flere arabiske stater, herunder De Forenede Arabiske Emirater, advarer om, at en annektering af Vestbredden vil være en rød linje, som kan få normaliseringsaftaler til at bryde sammen.

Midt i denne eskalation kæmper en international nødhjælpsflåde sig frem mod Gaza. Den såkaldte Global Sumud Flotilla, bestående af 42 fartøjer, var for få timer siden mindre end 250 sømil fra kysten. Organisationen bag understreger, at “at have øjenvidner giver beskyttelse”, og opfordrer det internationale samfund til at følge flotillen tæt. Tyrkiet har allerede måtte iværksætte en redningsaktion, da et af fartøjerne tog vand ind. Tyrkiske droner kredser over konvojen, mens Spanien og Italien har sendt veritable krigsskibe for at overvåge. Ifølge BBC frygter man israelske angreb, da tidligere konvojer i år er blevet opbragt, og i 2010 kostede et lignende israelske aggressioner ni tyrkiske aktivister livet.

Konflikten er ikke begrænset til Gaza. På den sydlige Vestbred har september budt på en bølge af voldelige overgreb fra israelske bosættere. Basel Adra dokumenterer i +972 Magazine , hvordan fire landsbyer i Masafer Yatta blev angrebet i løbet af måneden. Bevæbnede bosættere satte ild til huse og biler, slog løs på beboere og tvang hele familier til at flygte. Øjenvidner beretter, at soldater ofte stod side om side med bosætterne. “De havde til hensigt at dræbe os,” sagde en indbygger. FN og flere menneskerettighedsorganisationer betegner angrebene som led i en systematisk fordrivelse, et mønster der længe har været rapporteret i området.

Det var dagens overblik. Vi samler trådene igen i morgen.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÉR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk