Gaza brief, 10. september 2025
Af Poyâ Pâkzâd
God onsdag formiddag. Dagens Gaza Brief. Yderligere opdatering om Israels angreb i Doha, Qatar.
Tirsdag gennemførte det israelske luftvåben et luftangreb midt i Doha, Qatars hovedstad, rettet mod Hamas' politiske ledelse. Seks mennesker blev dræbt, heriblandt sønnen til den højtstående Hamas-figur Khalil al-Hayya samt en qatarsk sikkerhedsofficer. Ifølge Qatar blev også flere ansatte fra Hamas' kontor i byen dræbt. De tiltænkte mål, dele af Hamas' topledelse, herunder lederen af dets politbureau Khaled Mashal samt andre medlemmer af organisationens eksterne politbureau, overlevede efter alt at dømme.
Angrebet, som israelske medier beskriver som den første af sin art på qatarsk jord, blev døbt Operation Summit of Fire. Operationen var, ifølge CNN og flere israelske kilder, resultatet af måneders minutiøs planlægning i dybeste fortrolighed mellem IDF og Shin Bet. Den blev styret direkte fra Shin Bets kommandocenter i Israel, med premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Israel Katz til stede. Israelske jagerfly kastede ti bomber over Doha, understøttet af droner. Netanyahu hævder, at angrebet var en gengældelse for et Hamas-anslag i Jerusalem dagen forinden, hvor seks israelere blev dræbt. Men israelske embedsmænd indrømmer over for udenlandske medier, at beslutningen om at angribe var truffet længe før.
At Israel overhovedet angriber en stat, som er tæt allieret med USA og huser den største amerikanske militærbase i regionen, betegnes af FN's generalsekretær António Guterres som en “flagrant krænkelse af Qatars suverænitet”. Fra Riyadh til Teheran, fra Kairo til Ankara har regeringer fordømt angrebet. Selv Trump-regeringen, som i øvrigt systematisk har overladt Gaza-politikken til Israel, tog afstand, om end tøvende og selvmodsigende. En talskvinde udtalte, at Trump “føler sig meget ked af det”, men understregede samtidig, at “elimineringen af Hamas er et værdigt mål”. Trump selv hævdede på hans eget sociale medie Truth Social, at det var Netanyahus beslutning alene, men israelske embedsmænd har fortalt både Jerusalem Post og andre medier, at Washington blev orienteret og “gav grønt lys”.
Qatars premierminister Sheikh Mohammed bin Abdulrahman al-Thani kaldte angrebet for “statsterrorisme” og erklærede, at Israel havde “saboteret enhver chance for våbenhvile”. Han tilføjede: “Har verden brug for et klarere signal om, hvem der lukker døren til fred? Har det internationale samfund brug for mere bevis for, hvem der er bøllen i regionen?” Qatar har som konsekvens sat sin mæglerrolle i stå på ubestemt tid, men erklærer samtidig, at landet fortsat ser det som sin rolle og pligt at facilitere forhandlinger.
Mens bomberne faldt over Doha, fortsatte Israels ødelæggelse af Gaza i en eskalerende kombination af bombardementer, snigskytteangreb og tvungne evakueringer. En omfattende undersøgelse fra The Guardian, Der Spiegel, ZDF og ARIJ dokumenterer, hvordan en familie i Gaza City, Doghmosh-familien, blev udslettet på få timer i november 2023. Fire medlemmer blev dræbt, to såret, da israelske snigskytter, heriblandt en ung amerikaner fra Chicago og en tysker fra München, åbnede ild mod ubevæbnede mænd, der forsøgte at bjærge ligene af deres slægtninge. “Det var min første elimination,” bralrede snigskytten Daniel Raab i en video lagt ud på nettet. “De blev ved med at komme for at hente ligene, så vi skød også på dem”. Jurister kalder angrebet en åbenlys krigsforbrydelse, da international humanitærret eksplicit beskytter redningsaktioner og bjærgning af døde.
Disse drab er ikke enkeltstående hændelser. Israelske soldater har selv forklaret, hvordan usynlige “sikkerhedsgrænser” omkring bykvarterer defineres på forhånd, og enhver civil mand, der træder ind i zonen, betragtes som “fjende”. Den praksis, hvor selve trangen til at bjærge sine døde slægtninge bliver gjort til grundlag for en henrettelse, illustrerer den systematik, der har fået forskere og menneskerettighedsorganisationer til at konkludere, at Israel er i færd med at begå folkedrab i Gaza.
Tirsdag beordrede den israelske hær hele Gaza City evakueret – ikke blot kvarterer, men hele byen, der engang husede mere end en million mennesker. Ifølge IDF's arabiske talsmand er “evakueringen uundgåelig”, og hæren er “fast besluttet på at eliminere Hamas”. Netanyahu praler samtidig med, at 50 højhuse blev jævnet med jorden på to dage. Ifølge Euro-Med Human Rights Monitor bruges nu også fjernstyrede robotter med hundredvis af ton sprængstof til at sprænge boligblokke i luften.
FN's nødhjælpsorganisation UNRWA beskriver en humanitær katastrofe: “Familier står på gaden uden tag over hovedet, uden mad eller medicin.” Samtidig fortsætter hungersnøden, skabt af Israels blokade. Gaza's sundhedsministerium rapporterer, at næsten 400 mennesker, heraf 140 børn, er døde af underernæring, mens titusinder er blevet dræbt af bomber, artilleri og snigskytter. Ifølge ministeriets seneste opgørelse har over 64.600 palæstinensere mistet livet siden 7. oktober 2023. At dømme ud fra uafhængige, fagfællebedømte undersøgelser af dødstallet er sandsynligvis et alvorligt underestimat.
Hagai El-Ad, tidligere direktør for den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, skriver i Haaretz, at Israels ødelæggelse af Gaza blot er “den nyeste akt i den samme film, der begyndte i 1948”. “For os har palæstinenserne kun én funktion: at forsvinde”, skriver han i opinionsindlægget. “Når vi destruerer deres hjem, deres træer og deres historie, ødelægger vi i tilgift også vores egen kultur og menneskelighed”.
Internationalt vokser fordømmelsen. Frankrig, som i FN's Generalforsamling vil anerkende Palæstina som stat, overvejer nu at udvise israelske diplomater og begrænse Mossads aktiviteter på fransk jord, hvis Israel lukker det franske konsulat i Jerusalem. Ifølge Le Figaro ville det være første gang nogensinde, Paris overvejer at begrænse samarbejdet med Mossad, som ellers i årtier har delt efterretninger med franske myndigheder.
I Kroatien nægter præsident Zoran Milanovic overhovedet at mødes med Israels udenrigsminister og kalder situationen i Gaza for “folkedrab”. Han anklager sin egen regering for at stå på Israels side i stedet for at anerkende Palæstina. Også Holland har taget skridt: udenrigsminister Casper Veldkamp meddelte tirsdag, at de israelske ministre Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich fremover er uønskede i hele Schengenområdet.
Greta Thunberg befinder sig samtidig på en international nødhjælpsflotille, Global Sumud Flotilla, som to dage i træk er blevet ramt af droner i tunesiske farvande. Angreben er blevet optaget på video. Flotillen, der sejler under britisk flag med aktivister fra 44 lande, skal bringe nødhjælp til Gaza. Thunberg og andre deltagere beskylder Israel for at stå bag angrebene. Videoer viser, hvordan en genstand rammer et fartøj i havnen ved Tunis, hvorefter en brand bryder ud. Ingen kom til skade, men hændelsen har udløst demonstrationer i Tunis og yderligere fordømmelse af Israels blokadepolitik.
Israels luftangreb i Qatar står ikke alene. Dagen før ramte israelske droner mål syd for Beirut, hvor en bil foran en moské blev beskudt. Ifølge libanesiske kilder blev en mand alvorligt såret; Israel kommenterede ikke. Samtidig truer USA’s ambassadør i Israel, Mike Huckabee, med, at Washington ikke vil modsætte sig en israelsk annektering af Vestbredden. Huckabee, en kendt kristen-zionist, erklærede, at USA “aldrig har bedt Israel om ikke at udøve suverænitet” over området. Hvilket er falsk.
I det besatte Vestbredden indførte forsvarsminister Israel Katz på samme tid kollektive sanktioner mod to landsbyer, hvis indbyggere var involveret i et angreb i Jerusalem. 750 arbejdstilladelser blev inddraget, og husnedrivninger er beordret. Den israelske borgerretsorganisation ACRI kalder det “åbenlys kollektiv afstraffelse” og dermed en krigsforbrydelse.
Den canadisk-egyptiske forfatter Omar El Akkad har kaldt Vesten ude af stand til at frigøre sig fra “det lille smil”, smørret i ansigtet på tilskuere til uretfærdighed, som de ved er uhyrlig, men ikke tør tage afstand fra. Den palæstinensiske forfatter Sana Saaed skriver i Rolling Stone, at folkedrabet i Gaza er ikke en afvigelse, men en logisk konsekvens af den koloniale ideologi, der siden 1948 har gjort udslettelse til eksistensbetingelse.
Og mens Israel nu bogstaveligt talt sprænger nabolande, allierede og internationale konventioner i luften, forsøger Vesten fortsat at balancere på to ben: at støtte “Israels ret til at forsvare sig” (en ret, som juridisk set er ophørt for længst) og samtidig redde skinnet med hensigtserklæringer om fred. Det er et dobbeltspil, der ifølge kritikere ikke alene udgør en moralsk fallit, men også bringer hele regionen tættere på en storkrig.
Og som om man behøvede mere bevis for, hvor dette maskineri får sit brændstof, leverede Congressional Research Service (CRS) i maj 2025 endnu en tør, men ødelæggende opgørelse. CRS er den amerikanske Kongres' egen uafhængige analyseafdeling, der leverer baggrund og fakta til amerikanske lovgivere.
Ifølge rapporten fra maj 2025 er Israel den største modtager af amerikansk udenrigsbistand siden Anden Verdenskrig. USA har til dato ydet landet 174 milliarder dollars i bilateral støtte og til våbenudvikling, svarende til mere end 300 milliarder dollars i nutidskorrigerede beløb. Omkring 40 procent af hele den amerikanske militære udenrigsbistand går alene til Israel. De næststørste modtagere er Egypten og Jordan, Israels to arabiske naboer, som i dag formelt er fredspartnere.
DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR
Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk