https://www.foljeton.dk/gazabrief

Nu hvor Føljeton tager det på sig, vil de fremover ikke længere blive republiceret her.

Formålet var at give dem et hjem uden for de sociale mediers walled gardens – og det har de nu fundet.

Poya skriver herom:

“Hver brief bliver til på baggrund af et større kildemateriale. Jeg læser og udvælger dagligt 20–40 artikler fra internationale medier, som jeg koder, sorterer og krydstjekker i et analyseprogram.

Briefet voksede ud af en uro over, hvor meget af det væsentlige der dagligt glider uden om de danske nyhedsstrømme. Selv den mest ihærdige nyhedsforbruger får kun en brøkdel af udviklingen med. Nej, jeg tror ikke, det er overlagte fortielser, men et spørgsmål om ressourcer.

Så derfor dette projekt. Et dagligt kondensat over det væsentligste, med kilderne lagt åbent frem, så enhver kan følge trådene tilbage. Dagens brief kredser ikke mindst om nyheden om, at Hamas og Israel har underskrevet en aftale om første fase af en våbenhvile. Der er dog meget mere, heriblandt undersøgelser og afsløringer, der ikke har fundet vej til dansk presse.

Hvis du vil støtte Gâzâ Brîef og være med til at give nyhedsbrevet luft under vingerne, kan du sende et bidrag nederst i mailen.

Og hey, del meget gerne linket videre i dit netværk (🙏), så endnu flere kan skrive sig op.”

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza fortsatte tirsdag i Sharm el-Sheikh, hvor repræsentanter for USA, Egypten, Qatar, Israel og Hamas arbejder på at omsætte Donald Trumps 20-punktsplan til en konkret aftale. Ifølge CBS News skal planen sikre løsladelsen af de sidste 48 israelske gidsler, en gradvis israelsk tilbagetrækning og en international administration af Gaza. Trump og den tidligere britiske premierminister Tony Blair er udpeget til at stå i spidsen for den planlagte forvaltningsfond. Qatars udenrigsministerium har krævet “stærke, skriftlige internationale garantier” for, at Israel ikke genoptager krigen, når gidslerne er frigivet. En talsmand, Majed al-Ansari, siger til saudiske Al-Arabiya, at forhandlingerne kun giver mening, hvis de fører til israelsk tilbagetrækning, øget nødhjælp og en permanent afslutning på krigen.

Trump erklærede mandag, at der er “en reel chance for en varig aftale”, mens FN's generalsekretær António Guterres kaldte situationen i Gaza for “en humanitær katastrofe i en skala, der trodser enhver forståelse”. Ifølge Hamas ønsker bevægelsen en fuldstændig og permanent våbenhvile, fuld israelsk tilbagetrækning, uhindret adgang for nødhjælp samt en genopbygning ledet af palæstinensere.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu afviser at standse militære operationer, før alle gidsler er tilbage i Israel. Således fortsætter bombardementerne i Gaza i skrivende stund. Mediet Axios rapporterede i sidste uge, at Trump under en telefonsamtale blev vred på Netanyahu, da denne udtrykte skepsis over for Hamas' villighed til at frigive fangerne.

Ifølge den amerikanske tænketank Cost of War Project ved Brown University har USA i løbet af de to år siden Hamas' angreb ydet Israel mere end 21 milliarder dollar i militær bistand og brugt yderligere 10 milliarder på krige, der skulle beskytte Israel, herunder bombeoperationer mod Iran og Yemen. Projektets forfatter, forskeren William Hartung understreger, at tallet kun dækker våben, der allerede er leveret, ikke fremtidige leverancer. Washington har desuden godkendt et nyt våbensalg til Israel på seks milliarder dollar.

Kampene i Gaza fortsætter parallelt med forhandlingerne. Ifølge Gazas sundhedsmyndigheder er mindst 67.173 palæstinensere blevet dræbt, mens titusinder stadig savnes under ruinerne. Et tal, som uafhængige studier anfægter som et alvorligt underestimat. De israelske luftangreb ramte tirsdag områder omkring Gaza City og Khan Younis, og ifølge Reuters blev tre palæstinensere dræbt i den såkaldte humanitære zone i Mawasi. UNICEF rapporterer, at spædbørn i det sydlige Gaza må dele iltmasker, fordi Israel nægter at lade kuvøser blive flyttet fra evakuerede hospitaler i nord. “I ét af børnerummene var der tre babyer og tre mødre på en enkelt seng, med én iltkilde, som mødrene roterede 20 minutter ad gangen”, sagde UNICEF's talsmand James Elder til nyhedsbureauet.

FN's humanitære kontor (OCHA) oplyser, at Israel har nægtet eller hindret 45 procent af organisationens planlagte hjælpeekspeditioner i Gaza siden oktober 2023. Kun 14 af 36 hospitaler er delvist funktionsdygtige.

Samtidig kæmper tusindvis af familier stadig for at finde savnede slægtninge. Associated Press beskriver, hvordan mindst 6.000 mennesker fortsat er begravet under murbrokker, mens over 3.600 andre er meldt savnet. Den Internationale Kommission for Savnede Personer har registreret mindst 7.000 uopklarede sager og kalder arbejdet med at identificere ofrene “et enormt foretagende”. Organisationen oplyser, at Israel har blokeret for import af DNA-udstyr, som skulle bruges til at identificere lig.

AP citerer flere familier, der leder efter forsvundne børn og voksne. Den 46-årige Mohammad al-Najjar har ikke set sin søn siden 2023. “Er han fange i Israel, er han død? Vi er fortabte”, siger han fra familiens telt i Mawasi. Ifølge menneskerettighedsgrupper tilbageholder Israel tusindvis af palæstinensere uden sigtelse eller rettergang, ofte i hemmelige fængsler.

Det amerikanske og israelske pres på Hamas for at acceptere Trumps plan mødes med udbredt mistro blandt palæstinensere. Christian Science Monitor skriver, at mange i Gaza og på Vestbredden anser initiativet som et forsøg på at forbedre Trumps internationale profil snarere end et ægte fredsforsøg. “Når jeg ser på Donald Trumps plan, kan jeg ikke se nogen fordel for os som palæstinensere,” siger den fordrevne lærer Safaa Abu Mady i Deir al-Balah. “Hvis vi afviser den, går det os dårligt. Hvis vi accepterer den, går det os også dårligt.”

Andre frygter, at planen vil fastholde Israels kontrol over Gazas grænser og ressourcer. “Selv hvis de ikke invaderer igen, vil de stadig kontrollere alt – maden, pengene, grænserne”, siger Tamer Misilih, en fordreven mand fra samme område.

Flere af Vestbreddens palæstinensere udtrykker ifølge avisen samme skepsis. “De jagter bare en Nobels fredspris”, siger Daoud Zaher i Ramallah. Andre, som Fatah-politikeren Sabri Saidam, advarer mod den udenlandske bestyrelse, der ifølge planen skal administrere Gaza: “Det frygtes som en genoplivning af kolonitiden. Palæstina skal styres af palæstinensere”.

Dagens brief bringer også i dag en lille bombshell, afsløret i Times of Israel: To år inde i krigen er der nemlig nu dukket referater op, der stiller spørgsmål ved Israels officielle begrundelser for de ødelæggende operationer i Gaza. Times of Israel offentliggjorde tirsdag udskrifter fra de første kabinetsmøder den 7. oktober 2023, få timer efter Hamas' angreb, hvor i omegnen af 1.200 israelere blev dræbt (både direkte og i konteksten af ildkampe med IDF) og 251 taget som gidsler af Hamas og selvbestaltede militante.

Ifølge de offentliggjorte mødereferater opfordrede flere af Israels mest magtfulde ledere til, at spørgsmålet om gidslerne ikke skulle være en del af krigens formelle mål. Den daværende forsvarschef Herzi Halevi sagde ifølge referatet, at man ikke måtte “knytte gidslerne og de savnede til krigens mål”. Det var en lektie, han mente, Israel burde have lært fra krigen mod Hizbollah i 2006, hvor gidslerne blev brugt som forhandlingsbrik.

Finansminister Bezalel Smotrich gik endnu længere og sagde under mødet: “Ignorér dem. Vi kan ikke operere med det mindset”. Senere, under et udvidet regeringsmøde samme dag, blev hans bemærkning fulgt op af en parafrase over Western-klassikeren 'The Good, the Bad and the Ugly.' som ifølge Times of Israel udløste latter i lokalet: “Hvis du skal skyde, så skyd. Tal ikke”. Tanken var, at at Israel skulle handle resolut og voldsomt, ikke diskutere proportioner, gidsler eller diplomatiske hensyn.

Først senere i krigen blev frigivelsen af gidslerne føjet til regeringens officielle målsætninger. Men de lækkede citater afslører, at det israelske militær og politiske lederskab i de første timer efter angrebet primært fokuserede på hævn og på at “lukke grænsen” og “udslette Hamas’ militære og regerende kapacitet”, og altså ikke på at redde de tilfangetagne.

Smotrich, der stadig er en central figur i Netanyahus regering, har siden gentaget sit synspunkt offentligt. Han har kaldt gidselhandler “den største fare for Israel” og truet med at vælte regeringen, hvis krigen standses for at indgå en aftale, oplyser Times of Israel.

De nye dokumenter skaber ifølge israelske medier og diplomatiske kilder intern uro, fordi de kaster lys over det, mange gidselfamiliers bevægelse længe har hævdet. Nemlig at regeringen aldrig prioriterede deres pårørendes liv.

For Netanyahu er lækket politisk sprængstof. Det underminerer det moralske narrativ, han har brugt over for både israelsk opinion og udenlandske regeringer. Det falder sammen med stigende pres fra USA og stigende utilfredshed i Israel, hvor meningsmålinger viser, at et flertal ønsker krigen afsluttet og gidslerne hjem.

Samtidig fungerer afsløringen som et spejl for den nuværende forhandlingssituation. Mens Trump og egyptiske mæglere forsøger at sikre løsladelsen af de 48 tilbageværende fanger, viser de gamle referater, at deres liv allerede fra begyndelsen blev placeret uden for krigens egentlige sigte.

Den to år lange krig har i mellemtiden omformet hele regionen. Washington Post skriver, at Israels militære overlegenhed er intakt, men at landet står mere isoleret end før. Netanyahu er efterlyst ved Den Internationale Straffedomstol for krigsforbrydelser og møder voksende modstand, også i USA. Ifølge en ny Washington Post-måling mener 61 procent af amerikanske jøder, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, mens 40 procent mener, landet har begået folkedrab.

I USA har krigen ifølge Cost of War Project kostet over 30 milliarder dollar i militær bistand og tilknyttede operationer. Kritikken vokser internt, men både Biden og Trump har fortsat våbenleverancerne.

Samtidig har krigen haft uoverskuelige konsekvenser for Gazas civile. I en personlig beretning i New York Times beskriver journalisten Ghada Abdulfattah livet i Deir al-Balah. Hun bor fortsat i sit hus i Deir al-Balah, men skriver, at det ikke længere er et hjem. Væggene er halvt styrtet sammen og genopbygget af sten fra andre menneskers ruiner. “Jeg joker med, at den blå sten kom fra naboen, og den orange fra en anden, hvis hus nu er væk”, skriver hun.

Gaderne udenfor er dækket af telte. Ikke kun i parker og på veje, men mellem de sidste dadelpalmer og på markerne omkring byen. “Jeg hader ordet 'telt'”, skriver hun. “Det har fulgt palæstinenserne i generationer som en skygge”. Hun beskriver, hvordan hundredtusinder bor i interimistiske konstruktioner af plastik, gamle jeans og tomme melsække. Selv de, der stadig har tag over hovedet, lever i konstant fare. Hendes eget hus er ramt af israelske granater flere gange, fire af dem mens familien var indenfor.

Abdulfattah skriver om krigens “hierarki af lidelse”. Et værelse med vægge er bedre end et telt, et telt bedre end ingenting. Selv overlevelse har grader, og mennesker sammenligner deres ulykke med andres for at finde mening. Da hun møder en ven, der har mistet 47 familiemedlemmer, holder hun tavs: “Hvordan taler man om sprængte vægge til en, der tæller døde?”

Hun beskriver også, hvordan dagliglivet er blevet en øvelse i improviseret overlevelse. Da brændstoffet slap op, begyndte folk at fyre med plastik og gamle træsko. Et stort syltetøjsglas bliver et komfur, en dåse bønner et varmeapparat. Alle har forbrændinger på hænderne. For at spare brændsel lægger de tekander ind under fladbrød, så varmen fra flammerne bruges to gange.

Børnene går i nødundervisning, men skriver så småt i hæfterne, at bogstaverne næsten flyder sammen. Der er ikke papir nok til mellemrum. “Min søster plejede at sige til dem, at de skulle skrive stort og springe linjer over, så det så pænt ud. Nu kan hun ikke. Hæfterne bliver brugt for hurtigt”.

Abdulfattah beskriver krigens detaljer som det, der gør virkeligheden forståelig. Stanken af smeltet plastik, dronernes summen om natten, navnet skrevet på en papkasse, der indeholder et amputeret ben. Hun kalder Gaza for “en by af amputerede”, både i bogstavelig og overført forstand.

Hendes beretning bryder med den statistik-tunge dækning af krigen. Den bringer læseren ind i krigens indre logik, hvor tiden går i kredsløb. Oprydning efter bombardement, kortvarig ro, så et nyt angreb. “Jeg vil først tro på en våbenhvile, når den går gennem vores dørkarm”, skriver hun. “Når dronerne tier, og luften igen kan åndes”.

Der er ingen store politiske konklusioner i hendes tekst – kun et krav om at bevidne. Detaljerne er selve pointen. At forstå Gaza gennem hverdagen, ikke kun gennem dødstal. Det gør hendes indlæg til en af de mest præcise samtidige beskrivelser af, hvordan en krig ikke bare ødelægger en by, men forvandler hele tilværelsen til et veritabelt helvede, der er svær at fatte udefra.

Israels tilfangetagelse af det danske folketingsmedlem Victoria Velásquez under en nødhjælpsflotille mod blokaden af Gaza har ansatser til at udvikle sig til en diplomatisk sag. Flotillen, bemandet af aktivister og politikere fra flere lande, sejlede mod Gaza med medicin og humanitær bistand, da israelsk militær den 8. oktober bordede skibene i internationalt farvand og førte dem til israelsk havn.

(Full disclosure: undertegnede har været politisk rådgiver for Velásquez i 3 år på Christiansborg.)

Ifølge flere europæiske regeringer udgjorde aktionen et brud på folkeretten. Den belgiske udenrigsminister indkaldte Israels ambassadør til samtale, mens både Irlands og Frankrigs udenrigsministre udtrykte bekymring for deres tilbageholdte statsborgere. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska kaldte aktionen en “frihedsberøvelse, absolut ulovlig, for de mennesker, der var ofre for sådanne handlinger”, og henviste til både Den Internationale Straffedomstol og spanske domstoles kompetence i sager, hvor nationens egne borgere er berørt.

De danske myndigheder har derimod forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke udtalt sig offentligt om sagen, og hverken ministeriet eller den danske ambassade i Tel Aviv har givet detaljerede oplysninger om de tilbageholdte. Ifølge talsmanden for den danske aktivist Nina Julia Jacqueline Rojas, som deltog i samme flotille, har ministeriet henvist familien til det juridiske team bag kampagnen, mens ambassaden i Israel ifølge familien “var alt andet end hjælpsom”.

Rojas søster har fortalt til Politiken, at ambassaden skrev, at søsteren “bare kunne henvende sig til Borgerservice, hvis hun havde brug for hjælp”. En besked, familien kaldte absurd, da de mente, hun på det tidspunkt sad fængslet i Negev-ørkenen uden mulighed for kontakt med omverdenen.

Ifølge den danske journalist Anna Askjær (hun hedder midlertidigt Lone Petersen på Facebook), der har fulgt sagen tæt og publiceret sin gennemgang i Dagbladet Arbejderen, blev aktivisterne fra Global Sumud Flotilla bragt til det berygtede Ketziot-fængsel i Negev. Her blev de i begyndelsen afhørt uden juridisk bistand og nægtet adgang til vand, medicin og lægetilsyn. Flere frigivne aktivister fortalte Askjær, at de blev udsat for trusler, ydmygelser og vold, mens omkring 170 personer fra forskellige lande i weekenden blev deporteret til Athen. Blandt dem var Rojas.

Askjær gengiver også vidneudsagn om, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg under tilbageholdelsen blev slået, trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag, mens soldater filmede episoden. Oplysningerne er ikke uafhængigt bekræftet, men blev gengivet af Politiken og flere af de frigivne aktivister.

Flere europæiske regeringer har krævet forklaringer fra Israel om behandlingen af de tilbageholdte. Det danske udenrigsministerium har derimod fastholdt, at “Danmark aldrig kommenterer konkrete sager om borgere i udenlandsk varetægt”. Familien til Nina Rojas fortæller dog, at de først fik bekræftet hendes løsladelse fra flotillens egne advokater, efter flyet med deporterede aktivister landede i Athen, ikke fra danske myndigheder.

I sin kommentar bemærker Askjær, at den markante forskel mellem Danmarks tavshed og de øvrige EU-landes åbenlyse protester får Danmark til at fremstå isoleret og passiv i forsvaret af egne borgere. Hun påpeger, at det er svært at forestille sig samme reaktion, hvis det havde været Rusland, der havde bordet et dansk skib og tilbageholdt en folkevalgt.

Sagen illustrerer spændingen mellem diplomatiske alliancer og konsulært ansvar. Hvor andre EU-lande offentligt har kaldt Israels handlinger for “et klart brud på internationale konventioner”, har Danmark valgt stilhed. Ifølge kritikere, herunder Askjær, efterlader det indtrykket af, at hensynet til forholdet til Israel vægtes højere end beskyttelsen af danske statsborgere.

To år efter krigens begyndelse står Gaza tilbage som et samfund i opløsning. De fleste hospitaler er ødelagte, hundredtusinder bor i telte, og antallet af savnede stiger dag for dag. Forhandlingerne i Egypten fortsætter, men udfaldet er uklart. Hamas' talsmand Fawzi Barhoum siger, at bevægelsen forsøger at “overvinde alle hindringer” for at nå frem til en aftale, mens Netanyahu fortsætter angrebene.

Det var alt for i dag. Vi samler op igen i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God tirsdag formiddag. Dagens Gaza Brief.

I dag er det to år siden, Hamas angreb i det sydlige Israel og udløste et israelsk hævntogt, der fra første dag havde et langt bredere sigte end blot at nedkæmpe bevægelsen. Allerede i de første uger efter angrebet udarbejdede det israelske efterretningsministerium et officielt forslag om at “evakuere” hele Gazas befolkning, og kort efter blev hele kvarterer systematisk jævnet med jorden for at forhindre de fordrevne i at vende tilbage. For den israelske højrefløj blev krigen et historisk øjeblik, som bosættelsesminister Orit Strook beskrev som “en tid for mirakler”. Dvs. en enestående mulighed for at gøre det, tidligere regeringer kun havde drømt om: at løse Gaza-spørgsmålet én gang for alle. Strooks ord lød ekstreme, men tankegangen var ikke ny. Allerede i 1930'erne skrev den zionistiske leder og senere premierminister David Ben-Gurion i sin dagbog, at “hvad der er utænkeligt i normale tider”, hvad angik transfer af den arabiske befolkning ud af den kommende jødiske stat, “kan blive muligt i revolutionære tider.”

Noget tyder på, at Trumps 20-punkts-plan stikker en midlertidig kæp i miraklernes hjul. Efter mere end to års blodig krig forsøger forhandlere i Egypten at finde vejen til en våbenhvile i Gaza. Men mens repræsentanter fra Israel og Hamas udveksler budskaber gennem arabiske mellemmænd, fortsætter de israelske bombardementer.

Ifølge Reuters og Al Jazeera blev mindst 19 palæstinensere dræbt i løbet af det seneste døgn, mens yderligere 96 blev såret. Angrebene fortsætter, selv efter at præsident Donald Trump søndag krævede et “øjeblikkeligt stop for bombardementerne”. I Gaza City ramte et israelsk luftangreb området omkring al-Rum-skolen, hvor flere børn blev såret, og i Khan Younis blev tre palæstinensere dræbt, mens de forsøgte at hente nødhjælp. Gazas sundhedsministerium anslår nu, at 67.160 mennesker er blevet dræbt siden oktober 2023, og næsten 170.000 såret. FN og internationale forskningsinstitutioner mener, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat.

Dagens brief byder desuden på en særlig feature. Fra tre forskellige steder – Ramallah, London og Haifa – beskriver tre palæstinensiske skribenter, hvordan denne krig ikke blot har lagt Gaza i ruiner, men strakt sin kontrol ud over hele det palæstinensiske rum. Juristen Raja Shehada på Vestbredden, journalisten Tareq S. Hajjaj i udlandet og analytikeren Thawra Abukhdeir i Israel skriver hver fra deres position og hvert deres sted, men de fortæller om det samme. Et liv under den samme magt, blot med forskellige grader af afstand til dens vold og pression. Dem vender vi tilbage til om et øjeblik.

Vi starter med forhandlingerne i Egypten. I Sharm el-Sheikh mødes repræsentanter fra Hamas, Egypten, Qatar, Tyrkiet, Israel og USA for at forsøge at omsætte Trumps 20-punkts “fredsplan” til en egentlig våbenhvile. Hamas' delegation, ledet af Khalil al-Hayya, forhandler indirekte med Israel gennem arabiske mellemmænd. På israelsk side leder strategiminister Ron Dermer samtalerne. Ifølge egyptiske kilder kræver Hamas garantier for, at Israel faktisk trækker sig ud af Gaza, når de har frigivet de resterende israelske fanger, omkring 48 personer, hvoraf under halvdelen antages at være i live.

Trumps plan beskriver en international stabiliseringsstyrke af arabiske og muslimske lande, som skal tage kontrol over Gaza, mens Israel trækker sig ud. Det London-baserede medie Middle East Eye skriver, at Egypten ønsker, at amerikanske tropper deltager direkte, efter model af den Multinational Force and Observers, der blev oprettet i Sinai i 1982 efter fredsaftalen mellem Egypten og Israel. USA har allerede flyttet dele af sit mandskab fra basen i Qatar til Jordan, hvilket ifølge diplomatiske kilder kan varsle et større militært engagement i regionen.

Både Egypten, Qatar og Tyrkiet presser på for en fuldstændig israelsk tilbagetrækning, mens Israel ønsker at bevare en “sikkerhedszone” dybt inde i Gaza. Ifølge analytikeren Mirette Mabrouk fra Middle East Institute ser egypterne en amerikansk tilstedeværelse som “en garanti, et reelt engagement, et incitament for Israel til at begrænse sine overgreb”. Andre er mere skeptiske: “Denne administration vil ikke have permanente styrker på jorden. Den bomber og trækker sig ud”, siger analytikeren Riccardo Fabiani fra International Crisis Group.

Ifølge Deutsche Welle har Israel endnu ikke opnået sine formelt erklærede mål med krigen: at ødelægge Hamas og få alle gidslerne hjem. Af de 251 fanger, der blev ført til Gaza i oktober 2023, er 148 vendt tilbage i live – otte gennem militære aktioner, resten via fangeudvekslinger. 48 er stadig tilbageholdt, og kun 20 formodes at være i live. Hamas er svækket, men langt fra udslettet. Krigens geografiske udstrækning er samtidig vokset. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb mandag et ægtepar i byen Zibqin. Israel hævdede, at den dræbte mand var en “nøglefigur i Hizbollahs luftforsvar”, men fremlagde ingen beviser. Angrebene på libanesisk territorium fortsætter næsten dagligt, og israelske styrker har opretholdt militære stillinger i syd, trods den såkaldte våbenhvile i november sidste år.

Også Iran, Syrien og Yemen har været inddraget. Israel har gennemført gentagne bombardementer mod iranske mål, herunder et angreb, der ifølge DW ødelagde dele af Irans atomfaciliteter og dræbte Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran. Syriens præsident Bashar al-Assads fald i 2024 har yderligere svækket Irans position.

To år inde i krigen har USA ydet mindst 21,7 milliarder dollars i militær støtte til Israel, viser en ny rapport fra Brown Universitys Costs of War-projekt, omtalt af AP News. Heraf faldt 17,9 milliarder under Joe Biden og 3,8 milliarder under Trump. Uden denne bistand, vurderer rapporten, ville Israel ikke have kunnet opretholde sin krigsførelse i Gaza. Samtidig har Washington brugt op mod 12 milliarder dollars på relaterede operationer i Mellemøsten, herunder angreb på Houthierne i Yemen og på iranske mål.

Mens bomberne falder, fører Israel også en propagandakrig. Ifølge Jewish Telegraphic Agency planlægger udenrigsministeriet i Jerusalem en kampagne på over 4 millioner dollars rettet mod amerikanske evangelikale kristne. Gennem reklamer, sociale medier og et mobilt “October 7 experience”-show skal kampagnen “styrke positive associationer til Israel og koble den palæstinensiske befolkning til ekstremisme”. Det sker samtidig med, at en YouGov-måling viser, at 72 pct. af demokratiske vælgere i USA nu mener, at Israel begår folkedrab i Gaza, og 65 pct. ønsker sanktioner mod Tel Aviv.

I Storbritannien er tendensen tilsvarende: Kun 12 pct. af briterne sympatiserer nu mest med Israel, mens 38 pct. støtter palæstinenserne, og rekordmange, 57 pct., mener, at Israels militære handlinger i Gaza ikke kan retfærdiggøres.

Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska hentyder på Spaniens nationale, statslige tv-station TVE, at landet overvejer at indgive en klage til Den Internationale Straffedomstol efter beretninger om mishandling af spanske borgere, der deltog i den humanitære Global Sumud Flotilla. De 400 aktivister fra 47 lande blev opbragt af den israelske flåde 80 sømil fra Gaza og interneret i Israel. Ifølge flere vidnesbyrd blev de udsat for diverse former for mishandling. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska udtalte mandag, at “tiden vil komme til at svare juridisk” og bekræftede, at anklagemyndigheden har indledt en efterforskning.

Flotillens mest prominente deltager var Greta Thunberg, som efter sin løsladelse i Grækenland kaldte situationen “et live-streamet folkedrab”. “Ingen kan længere sige, at vi ikke vidste det”, sagde hun efter sin løsladelse. “At sulte millioner af mennesker ihjel under en ulovlig belejring er en fortsættelse af årtiers apartheid.”

Ifølge Reuters og FN's humanitære koordineringskontor OCHA er over 67.000 palæstinensere blevet dræbt, næsten en tredjedel af dem børn. 193.000 bygninger er ødelagt eller beskadiget, 213 hospitaler og over tusind skoler ramt. Kun 18 pct. af Gaza er ikke underlagt evakueringsordrer eller militære zoner. 1,9 millioner mennesker, næsten hele befolkningen, er internt fordrevne. Hungersnød er officielt erklæret i Gaza City, og mindst 177 personer, heraf 36 børn, er døde af sult. 60 pct. af gravide og nybagte mødre lider af underernæring. Ifølge den svenske ngo Diakonia, der specialiserer i humanitærretten, har over 20.000 børn mistet livet og 42.000 er blevet såret. 21.000 lever med varige handicap. Næsten en million børn er fordrevet, og 40.000 har mistet en eller begge forældre. “Gaza er nu det sted i verden med flest børneamputerede pr. indbygger”, fastslår organisationen i en statement udgivet på deres hjemmeside i dag.

Midt i den statistiske ufattelighed og de daglige nyheder findes også de enkelte liv. Stemmer, der skriver fra forskellige punkter på kortet, men om det samme tab. Tre palæstinensiske skribenter fortæller, hvad krigen har gjort ved deres verden, set fra Ramallah, London og Haifa.

I Ramallah skriver Raja Shehada, jurist og grundlægger af menneskerettighedsorganisationen Al-Haq, i The Guardian om et liv på Vestbredden, hvor krigen mod Gaza blot har forstærket en virkelighed, der længe har været ved at gå i forrådnelse indefra. Han beskriver, hvordan den israelske hærs hævnkrig har udslettet Gaza og gjort 92 pct. af boligmassen ubeboelig, men også hvordan volden har flyttet sig ind i hans egen hverdag. Rundt om Ramallah vokser de bevæbnede bosætterudposter som et net af høje, mens soldater fælder tusinder af oliventræer under påskud af sikkerhedshensyn. Landsbyer stormes, marker beslaglægges, og checkpoints kvæler enhver forestilling om bevægelsesfrihed. For Shehada hænger alt dette sammen. Den samme logik, der har ødelagt Gaza, er ved at kvæle Vestbredden. Et system, der søger at reducere et helt folk til administrerbare lommer under israelsk kontrol. Han kalder det “en besættelse, der har mistet al skamfølelse”. Et regime, som ikke længere foregiver at være midlertidigt eller defensivt, men fungerer som et permanent kolonialt maskineri med sin egen selvretfærdige moral. “Vi har ingen tidligere erfaring med at leve side om side med en stat, der begår folkedrab mod vores folk”, skriver han. “Israel må vælge mellem evig krig eller at anerkende palæstinensisk selvbestemmelse”.

Shehada ser krigen som kulminationen på en udvikling, der strækker sig tilbage til 1948, fra Nakbaens etniske fordrivelse til nutidens kolonisering forklædt som sikkerhedspolitik. Men han tilføjer en pointe, der gør teksten ubehageligt aktuel. Israel kan ikke længere skjule sig bag fortællingen om selvforsvar. Den moralske ruin i Gaza, skriver han, er ikke et sammenbrud af etikken, men dens konsekvens, når et samfund i årtier har lært at se besættelse som selvopretholdelse.

Fra London skriver journalist Tareq S. Hajjaj i Mondoweiss om den skyld, der følger med overlevelsen. Han beskriver sin flugt fra Gaza, hvor hans mor døde, fordi medicin ikke længere kunne skaffes, og hvor de sidste dage før afrejsen blev brugt på at finde vand, brød og strøm til hendes respirator. Da han forlod byen, lå hans hjem i ruiner, og familiens nabolag var forvandlet til et krater. I dag bor han i en lille lejlighed i det nordlige London med sin hustru og deres toårige søn, som aldrig har haft en legekammerat, aldrig har været i en park uden at blive forskrækket af lyden af et fly, og aldrig har kendt det nabolag, han skulle vokse op i. “Hver bid mad i eksil smager af skyld, fordi min familie i Gaza sulter”, skriver Hajjaj. “Vi overlevede, men vi fortryder det hver dag”.

For Hajjaj er eksiltilværelsen ikke en redning, men en fortsættelse af belejringen i en anden form. I London vågner han til nyhederne fra Gaza, og hver notifikation på telefonen kan være beskeden om endnu et familiemedlem, der er blevet dræbt. Han skriver, at eksilet ikke føles som frihed, men som afstand. Selv her, i et land uden checkpoints, føler han sig fanget af sit tab.

Hans tekst er en stilfærdig anklage mod en verden, der har vænnet sig til at se palæstinensisk lidelse som baggrundsstøj. Han skriver, at han ikke længere kan holde ud at høre sætningen “ingen kunne have forudset det”, for alle, der har levet i Gaza, har forudset præcis dette. For ham er livet i London et fristed uden fred. Gaza slipper ham ikke, selv når han slipper Gaza. Kroppen er undsluppet, men bevidstheden bliver, hvor bomberne faldt.

Og fra Haifa fortæller Thawra Abukhdeir i +972 Magazine om at leve som palæstinenser inden for Israels grænser, i den del af Palæstina der blev til staten Israel i 1948, hvor tavshed nu er blevet en forudsætning for at høre til. Hun beskriver en stat, hvor det palæstinensiske flag fjernes fra gaderne på ordre fra national sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, hvor et digt, et Facebook-opslag eller et vers fra Koranen kan føre til afhøring eller fængsel, og hvor blot et arabisk ord på en bus kan være nok til at vække mistanke.

“Vores tavshed er vores statsborgerskab,” skriver hun. “Men i Amsterdam, i London, i gaderne udenfor, dér taler vi frit.” For Abukhdeir handler det ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at eksistere som palæstinenser uden at blive betragtet som en potentiel trussel. Hun kalder det “en arkitektur af kontrol”, hvor hele det palæstinensiske nærvær inden for Israels grænser er underlagt overvågning, censur og mistanke.

Samtidig ser hun et spirende fællesskab uden for landets grænser. I eksilets stemmer, de tusinder, der demonstrerer uden frygt i Europas gader, aner hun en ny form for palæstinensisk offentlighed, som ikke lader sig undertrykke af Israels love. Hun peger på, hvordan de seneste diplomatiske anerkendelser af Palæstina, nu fra mere end 150 lande, heriblandt Frankrig, Storbritannien, Spanien, Australien og Canada, bærer et dobbelt budskab. De markerer et moralsk fremskridt, men også en grusom ironi: Først da folkedrabet i Gaza blev transmitteret direkte, begyndte verden for alvor at se Palæstina.

Tilsammen tegner de tre stemmer et sammensat billede af de palæstinensiske kvaler i 2025. Raja Shehada beskriver besættelsens logik indefra, Tareq S. Hajjaj ser dens konsekvenser udefra, og Thawra Abukhdeir lever midt i den, under en lov, der kræver tavshed som prisen for at høre til. Tre forskellige steder, men den samme virkelighed. Et fragmenteret folk, bundet sammen af den samme erfaring med kontrol, tab og vedholdenhed.

De internationale reaktioner har imidlertid ikke kun været symbolik. Flere lande har suspenderet våbeneksporten til Israel, mens Colombia, Sydafrika og Malaysia har indført deciderede sanktioner. EU drøfter at fryse associeringsaftalen og indføre visumrestriktioner for israelere. Samtidig er splittelsen i Israel voksende. Over 60 pct. af befolkningen støtter nu en våbenhvile, og familier til gidsler demonstrerer ugentligt mod Netanyahu-regeringen.

Men i Gaza er generationen af børn ved at forsvinde, advarer Diakonia: “Ved at udslette så mange unge liv truer Israel selve det palæstinensiske folks evne til at overleve som folk”.

To år efter den dag, der rystede regionen, står Gaza som et symbol på, hvad der sker, når krig og hævn fortrænger ret og menneskelighed. Forhandlingerne i Egypten kan måske bringe våbenstilstand, men som Raja Shehada skriver, vil freden først begynde, når Israel anerkender Palæstinas eksistens.

Magthaverne taler også i disse dage evindeligt om noget, de kalder “fred”. Men det lyder mere som et refræn uden indhold. Fredstid fra den kant er, når verdens ledere får fred for at høre om Palæstina. Fredstid er de stille mellemrum, hvor det igen kan markeres, at palæstinenserne ikke kan slippe ud af undertrykkelsen ad nogen fredelig vej. Og fredstid er, når opmærksomheden kun vender tilbage, fordi israelsk blod flyder. Og empatien stopper åbenlyst også dér.

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

To år efter Hamas' angreb den 7. oktober 2023 og begyndelsen på Israels verserende hævnangreb mod Gaza, nærmer konflikten sig sin 730. dag. I Kairo mødes i dag israelske og palæstinensiske forhandlere til endnu en runde drøftelser om den såkaldte Trump-plan, et tyvepunktsforslag, der af sine ophavsmænd beskrives som et skridt mod våbenhvile og genopbygning, men som i sin udformning minder mere om gentagelsen af et velkendt ritual, endnu et i rækken af amerikansk-israelske pseudo-fredsplaner siden Jimmy Carters autonomi-plan i slut-70erne, der under dække af fred fastholder besættelsen og udskyder en reel politisk løsning. Planen, fremlagt den 29. september og formelt bakket op af otte arabiske og muslimske lande, kræver, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle gidsler, levende og døde, mod løsladelse af et tilsvarende antal palæstinensiske fanger. Frigivelsen af israelske gidsler er det eneste forlangende i den korte tekst, der rummer en deadline. Derimod fastsættes ingen konkret tidsplan for Israels tilbagetrækning, ingen uafhængig kontrolmekanisme og ingen klar definition af, hvornår Gaza kan anses for “afvæbnet”. Israel bevarer dermed fuld vetoret over, hvornår, eller om, en tilbagetrækning nogensinde finder sted. Desuden er det også mere eller mindre op til Israel at bestemme omfanget af den faseinddelte tilbagetrækning, der starter ved 50 pct, 40 pct., og til sidst 15 pct. af Gazas mest frugtbare landbrugsjord for at levne plads til en udvidet israelsk buffer- og sikkerhedszone.

Ifølge flere observatører er der ikke tale om en egentlig fredsplan, snarere et ultimatum. Et dokument, der forlænger den eksisterende krigslogik under nye overskrifter. Planen indeholder løfter om en “international stabiliseringsstyrke” uden angivelse af hvem, der skal deltage, og om en “interreligiøs dialogproces” som symbolsk afslutning, mens de centrale spørgsmål om suverænitet, blokade og genopbygning forbliver ubesvaret.

Som den drevne amerikansk-jødiske Israel-kritiker Norman G. Finkelstein formulerer det i et interview i weekenden, er vejen til 7. oktober brolagt med sådanne “fredsplaner”.

Donald Trump, der i valgkampen har genoplivet sit image som mægler i Mellemøsten, udtrykte i weekenden stor tilfredshed med “meget succesfulde” drøftelser mellem Hamas og regionale regeringer og opfordrede alle parter til at “bevæge sig hurtigt”. På sit sociale medie Truth Social skriver han, at den første fase af planen “bør være afsluttet i denne uge”, mens tekniske hold mødes i Egypten for at afklare de sidste detaljer. Ellers, anfører Trump, “vil vi se omfattende blodsudgydelser, og dét, er der ingen, der vil se”.

Benjamin Netanyahu bedyrede søndag, at Israel har accepteret hovedlinjerne i planen, men understregede, at ingen andre punkter vil blive implementeret, før “den første klausul – frigivelsen af samtlige gidsler, levende såvel som døde – er opfyldt”. Han truede samtidig med at genoptage offensiven for fuld styrke, hvis Hamas ikke leverer inden for den tidsfrist, Trump har sat.

Den tidligere Shin Bet-chef og flådekommandør Ami Ayalon kalder i et interview med Foreign Affairs planen “et vigtigt første skridt”, men advarer mod dens indbyggede asymmetri. “Der er et enormt gab mellem israelske og palæstinensiske forventninger,” siger han. “For israelerne handler det om at få gidslerne hjem og afslutte krigen. For palæstinenserne handler det om at afslutte besættelsen – også på Vestbredden – og på det punkt er planen stadig tavs.” Ayalon peger på faren for, at aftalen i praksis bliver en fred, der kun imødekommer de israelske traumer efter 7. oktober, men ikke palæstinensernes ydmygelse og håbløshed.

Ayalon, der har arbejdet for forsoning mellem israelske og palæstinensiske civilsamfund, tvivler ikke på, at Hamas har lidt et militært nederlag, men mener, at bevægelsen politisk og symbolsk stadig står stærkt i den muslimske verden. “Hamas er militært knust, men hvis man måler støtte på gaden i Mellemøsten eller i Europa, vinder de stadig,” siger han. “Ved at nægte at engagere bredere palæstinensiske ledere gør Israel og Trump en alvorlig fejl. Vi forhandler kun med vores fjender og ødelægger vores venner.” Med “venner” skeler Ayalon til Mahmoud Abbas, præsiden i det Palæstinensiske Selvstyre. Ingen tør at nævne, at fred også handler om Vestbredden og “tilbagetrækning af israelske bosættere”.

Ayalon hæfter sig ved, at Trump-planen ikke stiller krav til de israelske bosættelser, som fortsat ekspanderer. “Trump siger, at han ikke vil tillade Netanyahu at annektere Vestbredden. Men det sker jo allerede hver dag.”

Trods en annonceret “pause” fortsatte israelske luftangreb søndag med at ramme dele af Gaza. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza blev 63 mennesker dræbt og 153 såret det seneste døgn. I alt er 67.139 mennesker ifølge de lokale myndigheder blevet dræbt og næsten 170.000 såret siden krigens begyndelse. Det er tal, der ikke kan verificeres uafhængigt, men som understøttes af de fleste internationale organisationer, og som flere på hinanden fagfællebedømte undersøgelser flager som et alvorligt underestimat af det faktiske dødstal.

Lokale kilder fortæller Haaretz, at bombardementerne søndag især koncentrerede sig i de østlige kvarterer af Gaza City, hvor israelske styrker stadig er til stede, samt i Khan Younis og Deir al-Balah. I de centrale dele af byen blev bygninger tilknyttet al-Azhar-universitetet ødelagt, og UNICEF rapporterer, at hospitaler i det sydlige Gaza nu er så overfyldte, at tre for tidligt fødte børn må dele en enkelt kuvøse. “Jeg har aldrig set noget lignende,” udtaler FN-talsmand James Elder.

Sulten og sygdommen vokser. 460 mennesker, heraf 154 børn, er ifølge sundhedsministeriet døde af underernæring. I alt 182 palæstinensere, inklusive 39 børn, er ifølge FN døde af sult siden sommer.

Søndag bekræftede Doctors Without Borders (MSF), at endnu en af organisationens medarbejdere, fysioterapeuten Abed el-Hameed Qaradaya, er død af granatsplinter efter et israelsk angreb, hvor også kollegaen Omar Hayek blev dræbt. Qaradaya er den 15. MSF-ansatte, der mister livet i Gaza-krigen og den tredje på under tre uger. “Hans død er en tragisk påmindelse om det mønster af total tilsidesættelse af civile liv og menneskelig værdighed, vi ser igen og igen”, skriver organisationen.

Israel hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-militant, men indrømmer, at “en lokal palæstinensisk medarbejder i en international organisation” blev dræbt.

Samtidig er de internationale protester mod blokaden af Gaza igen vokset efter den israelske tilbageholdelse af den såkaldte Global Sumud Flotilla, en koalition på over 40 skibe med nødhjælp og omkring 470 aktivister, politikere og jurister fra flere kontinenter. Flotillen blev opbragt i internationalt farvand i sidste uge, og alle ombord blev ført til Israel og fængslet i Ktzi'ot-fængslet i Negev-ørkenen.

Blandt de tilbageholdte var Greta Thunberg, som ifølge svenske diplomater fortalte, at hun blev holdt i en celle med væggelus og fik for lidt mad og vand. Ifølge The Guardian og Haaretz har flere aktivister fra New Zealand, Italien og Grækenland beskrevet lignende forhold. Mangel på rent vand, juridisk bistand og adgang til lægehjælp. Nogle kvinder hævder, at de blev tvunget til at tage deres hijab af, andre at de blev udsat for slag og fornærmelser.

En undersøgelse, som Haaretz har gennemført på baggrund af 288 retsprotokoller, dokumenterer, at mange af de fængslede nægtede at tale i retten, fordi de ikke havde fået advokat. “Jeg bad om en advokat, og de sagde, jeg kunne finde en i Gaza,” sagde en græsk aktivist til dommeren. Dommerne noterede gentagne gange i deres afgørelser, at de tilbageholdte manglede vand og madrasser.

Den israelske sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir har åbent hånet kritikken. “Jeg er stolt af, at vi behandler flotilleaktivisterne som terrorstøtter,” sagde han efter et besøg i fængslet. “Den, der støtter terrorisme, fortjener terroristernes forhold.”

De første 70 fanger, herunder Thunberg, bliver i dag, mandag, deporteret til Athen. Flere hundrede andre sidder fortsat fængslet.

Flere frigivne fortæller dog om langt værre episoder. Den tyrkiske aktivist Ersin Çelik hævder, at Thunberg blev trukket i håret, slået og tvunget til at kysse det israelske flag, noget Israel kalder “åbenlyse løgne”.

Ifølge CBS News beordrede Netanyahu personligt de droneangreb, der i begyndelsen af september ramte to af flotillens skibe, Family og Alma, mens de lå i havn i Tunesien. Angrebene, udført fra en israelsk ubåd med brandbomber, forårsagede brande, men ingen dødsfald. Amerikanske efterretningsofficerer bekræftede over for tv-stationen, at Israel stod bag.

Til trods for angrebene fortsatte flotillen mod Gaza og blev siden pågrebet i Middelhavet. Over 400 deltagere sidder stadig tilbageholdt i Israel.

Mens aktivister og nødhjælpsarbejdere fængsles, ligger selve Gaza i ruiner. Ifølge en ny rapport fra Gaza-myndighedernes mediekontor er 90 procent af enklaven ødelagt efter to års bombardementer. Dette tal harmonerer med FN's kommissionsrapporter. 76.000 mennesker er dræbt eller savnet, heraf over 20.000 børn og 12.500 kvinder ifølge rapporten. 2,7 millioner indbyggere har været udsat for sult, sygdom og fordrivelse, og næsten to millioner er fortsat uden fast tag over hovedet.

Israel har ifølge rapporten smidt over 200.000 tons sprængstoffer over området og kontrollerer nu 80 procent af Gazas areal. Siden januar har hæren desuden ramt det område, den selv havde udpeget som “humanitær sikkerhedszone” ved al-Mawasi, med mindst 136 luftangreb. 38 hospitaler og 96 sundhedscentre er ødelagt, 197 ambulancer og 61 redningskøretøjer er ubrugelige, og 1.670 læger, sygeplejersker og paramedicinere er blevet dræbt.

De samlede økonomiske tab anslås til 70 milliarder dollar, svarende til næsten hele Gazas BNP før krigen. 268.000 boliger er jævnet med jorden, 148.000 alvorligt beskadiget, og 95 procent af skolerne er ramt. 13.500 elever, 830 lærere og 193 universitetsfolk er døde. 835 moskeer, tre kirker og 40 kirkegårde er ødelagt, og syv massegrave er etableret på hospitalsområder, hvorfra mindst 500 lig siden er blevet gravet op.

Rapporten taler om en “fortløbende folkemorderisk udslettelse af både mennesker og sten” og opfordrer det internationale samfund til at “tage sine juridiske og moralske forpligtelser alvorligt”.

I den humanitære sektor har flere FN-organisationer de seneste uger beskrevet Gaza som “funktionelt ubeboelig”. FN's særlige rapportør Francesca Albanese skrev søndag, at området “ikke længere blot lider under en blokade, men under en systematisk nedbrydning af livsbetingelserne, det sidste trin i en bosætterkolonial udslettelsesproces.”

Også blandt journalisterne i Gaza vokser dødstallet. Ifølge Associated Press og Committee to Protect Journalists er mindst 195 mediearbejdere blevet dræbt af israelske angreb siden oktober 2023, flere end det samlede antal dræbte journalister i alle store krige siden 1800-tallet tilsammen. I august blev fem reportere fra Al-Ghad TV og AP dræbt i et dobbeltangreb ved Nasser-hospitalet i Khan Younis, da en anden bombe ramte netop som de filmede følgerne af den første.

Den palæstinensiske kameramand Ibrahim Qannan, der overlevede, fortalte AP, hvordan han stod og sendte live, da kollegerne foran ham blev ramt. “Vi lever side om side med døden”, sagde han.

Israel kalder drabet et “tragisk uheld” og hævder, at angrebet var rettet mod en Hamas-overvågningsenhed (dvs. et “Hamas-kamera”, der viste sig at være en af de dræbte journalisters kamera). Men hverken AP eller Reuters har fået svar på deres gentagne krav om en uafhængig undersøgelse.

Flere af de dræbte journalister var kendte skikkelser, herunder Al Jazeeras Pultizerprisbelønnede Anas al-Sharif, som blev dræbt i august efter at have rapporteret om sulten i Gaza. Den israelske hær hævdede senere, at han havde været medlem af Hamas, men fremlagde ingen beviser.

I sidste uge blev også fotografen Yahya Barzaq dræbt i et luftangreb i Deir al-Balah, dagen efter at han havde fortalt Middle East Eye om sin kollega, kameramanden Sami Dawoud, der selv var blevet dræbt ugen før i et bombardement af den teltlejr, hvor han søgte tilflugt med sin familie.

De to mænds skæbne er blevet symboler på den palæstinensiske presse i krigens ruiner. Dawoud var oprindelig nyhedsfotograf og senere børnefotograf, der under pandemien hjalp med at lave undervisningsvideoer til elever, da skolerne lukkede. Barzaq fotograferede i årevis nyfødte børn i Gaza, og blev senere ansporet af krigen til at dokumentere deres død.

“Han plejede at sige, at han tog billeder af livets begyndelse, og nu dokumenterede han dets afslutning”, fortæller vennen Mahmoud Abuhamda.

Mens Gaza ligger i grus, udspiller der sig på Vestbredden en accelereret kolonisering. Ifølge en ny rapport fra den palæstinensiske NGO Colonization and Resistance Commission har den israelske hær og bosættere siden oktober 2023 gennemført over 38.000 angreb på palæstinensiske borgere og ejendomme. 55.000 dunam jord, svarende til 55 kvadratkilometer, er blevet konfiskeret, 25 “sikkerhedszoner” oprettet omkring bosættelser, og 355 nye bebyggelsesplaner fremlagt.

Minister Mu'ayad Shaa'ban, som leder kommissionen, siger, at Israel bruger krigen i Gaza som dække for at “fastlåse en ny kolonial virkelighed” på Vestbredden. “Under påskud af militære nødvendigheder bliver midlertidig besættelse til permanent overtagelse”, siger han.

Siden oktober sidste år er 1.014 palæstinensiske bygninger blevet revet ned, og 1.667 nye nedrivningsordrer udstedt. 33 beduinsamfund, næsten 3.000 mennesker, er fordrevet. Bosættere har ifølge rapporten brændt 767 marker og ødelagt næsten 50.000 træer, heraf 37.000 oliventræer.

Konflikten har for længst bredt sig hinsides Palæstinas grænser. I det sydlige Libanon kastede et israelsk dronefly fredag to granater tæt på en irsk FN-styrke ved byen Maroun el-Ras. FN's UNIFIL-mission bekræfter, at granaterne faldt få meter fra patruljen, der eskorterede civile arbejdere. Ingen kom til skade, men missionen har krævet, at Israel straks indstiller sine “provokationer mod fredsbevarende styrker”, idet der er tale om et gentagende mønster.

Israelske soldater gennemførte desuden lørdag nat et raid i den syriske landsby Jamlah, hvor tre unge mænd blev bortført. Ingen forklaring er givet, og deres skæbne er ukendt. Ifølge lokale medier blev de ført til israelsk-kontrolleret område.

En undersøgelse fra Sky News har samtidig dokumenteret, at Israel støtter en væbnet anti-Hamas-milits i Gaza kaldet Popular Forces, ledet af Yasser Abu Shabab, en tidligere smuglerboss. Militsen har ifølge kanalen modtaget våben, penge og logistisk hjælp fra den israelske hær og den amerikansk-finansierede Gaza Humanitarian Foundation. Vi har dækket dette før med henvisning til en fyldig rapport fra tænketanken European Council of Foreign Relations, men nu har Sky News chippet ind.

En israelsk soldat bekræftede over for Sky, at hæren leverer “granater, køretøjer, mad og penge” til gruppen, som nu kontrollerer dele af det sydlige Gaza og driver handel med plyndrede nødhjælpsforsyninger. Analytikeren Amjad Iraqi fra International Crisis Group kalder støtten “en klassisk splittelsesstrategi” designet til at underminere enhver samlet palæstinensisk modstand. “Israel forsøger at gøre Gaza til et kludetæppe af krigsherrer”, siger han.

I Europa besluttede den hollandske regering fredag at fastholde sit forbud mod eksport af reservedele til de israelske F-35-fly, som har deltaget i bombardementerne, trods en højesteretskendelse, der gav mulighed for at genoptage leverancerne. “Givet den nuværende situation er det urimeligt at genoptage eksporten”, lød det i en udtalelse fra regeringen, som understregede, at en øjeblikkelig våbenhvile er nødvendig “for at standse volden og befolkningens lidelser”.

I USA viser en ny meningsmåling fra Washington Post et historisk brud mellem Israels politik og den amerikansk-jødiske befolkning. 61 procent af amerikanske jøder mener, at Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza, og 39 procent betegner handlingerne som folkedrab. 68 procent vurderer Netanyahu som en “dårlig” leder.

Mens næsten tre fjerdedele fortsat ser Israels eksistens som “vital for det jødiske folks fremtid”, siger 59 procent, at Israel ikke gør nok for at tillade mad og nødhjælp ind i Gaza. Halvdelen af de unge under 35 år mener, at Israel begår folkedrab, og to tredjedele ønsker en selvstændig palæstinensisk stat.

En af de adspurgte, softwareingeniøren Max Parke fra Brooklyn, udtaler: “Som jøde føler jeg forbindelsen til vores historie og folk, men staten Israel taler ikke for mig.”

To år efter krigens begyndelse er billedet af et Israel, der har mistet både moralsk og politisk kontrol, mere tydeligt end nogensinde. Gaza er reduceret til støv og sult, Vestbredden til en Schweizerost gennemhullet af israelske bosættelser, veje og checkpoints, og de få, der forsøger at bringe hjælp udefra, mødes med fængsel og hån.

Donald Trump taler om “fred i vores tid”, men på jorden fortsætter bombningerne, og børnene dør af sult. Den israelske regering forhandler om våbenhvile, men udvider samtidig krigen til Libanon og Syrien. Og i de nedbrændte teltbyer i al-Mawasi sidder de overlevende og venter stadig på vand.

Det var alt for i dag. Vi samler trådene igen i morgen.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God fredag formiddag. Ugens sidste Gaza brief.

Israels militær intensiverede torsdag angrebene på Gaza samtidig med, at Det Hvide Hus lægger et hårdt tidspres på Hamas for at acceptere en ny, amerikansk formuleret plan for Gazas fremtid. Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder blev 77 mennesker dræbt og 222 såret det seneste døgn, mens hospitalerne i syd modtog dusinvis af lig efter bombardementer i områder, som Israel selv tidligere har udpeget som evakueringszoner. I samme døgn ramte en israelsk drone sydlibanesiske veje og dræbte to civile ingeniører, og på Vestbredden baner bosættere sig vej gennem private olivenlunde for at forbinde israelske bosættelser. Krigen sætter også sine spor langt uden for regionen: Colombia udviser de sidste israelske diplomater og opsiger sin frihandelsaftale med landet, mens Hollands højesteret i dag afgør, om F-35-dele til Israel skal standses, og over 250 kulturinstitutioner i Belgien og Holland indfører boykot af israelske statsforbundne institutioner og selskaber. Boykotten angår ikke individer og indeholder en undtagelse for israelske grupper, som selv tager afstand fra “folkemord, apartheid og besættelsespolitikker”. I Gaza beskriver læger og journalister en offensiv, der igen rammer den sydlige del, hvor hundredtusinder er blevet drevet hen af tidligere evakueringsordrer. Den palæstinensiske nyhedstjeneste WAFA oplyser, at mindst 29 omkomne blev bragt til Nasser Hospital i Khan Younis, mens Associated Press rapporterer, at 14 dræbte var ramt i et område, hvor israelske styrker ofte åbner ild mod mennesker på jagt efter fødevarer. I det centrale Gaza blev 13 lig indleveret på Al-Aqsa-martyrernes Hospital i Deir al-Balah, herunder fire brødre, som ifølge WAFA blev dræbt, mens de samlede brænde. Forsvarsminister Israel Katz havde dagen forinden meddelt, at civile i Gaza City havde deres “sidste chance” for at flygte, hvorefter alle tilbageblevne ville blive betragtet som “terrorister” og “terrorsympatisører”. Siden begyndelsen af august har hæren udstedt delvise evakueringsordrer i byens kvarterer, uden at bombardementerne i midten og syd er ophørt. Sundhedsministeriet i Gaza anfører, at 66.225 palæstinensere er blevet dræbt og 168.938 såret siden 7. oktober 2023, og uafhængige studier peger på, at tallene formentlig er alvorligt underestimerede.

Midt i de daglige angreb blev endnu en medarbejder fra Læger uden Grænser dræbt. Organisationen oplyser, at deres erhvervsterapeut Omar Hayek blev slået ihjel, da israelske styrker ramte en gade, hvor MSF-teams stod i deres tydeligt markerede veste og ventede på en bus til felthospitalet i Deir al-Balah. Fire andre blev alvorligt såret, heriblandt en fysioterapeut og en ortopædkirurg, og en ansat ligger i kritisk tilstand med granatsplinter. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har registreret over 700 angreb på sundhedssystemet i Gaza og mindst 1.580 dræbte sundhedsarbejdere det seneste par år. MSF kalder udviklingen en del af et årtier langt mønster og betegner den israelske krigsførelse som et folkemord, der bør standses med en øjeblikkelig våbenhvile. Flere læger tilbageholdes fortsat uden sigtelse, blandt dem Husam Abu Safiya, tidligere direktør for Kamal Adwan-hospitalet, og kirurgen Mohamed Obeid.

I flygtningelejrene ved Al-Mawasi syd for Khan Younis vækker forslaget om Tony Blair som guvernør i Gaza vrede og mistillid. I en reportage fortæller den palæstinensiske journalist Rifka Al Amya, at forslaget om at indsætte Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair som midlertidig “guvernør” i Gaza opleves som en fornærmelse. Hun kalder det en genoplivning af kolonialt formynderskab. Abdel Fattah Al Amssi spørger, hvad Blair “gjorde i Irak ud over at bringe ødelæggelse”, mens den unge Imad Saif fra Jabalya siger, at idéen blot erstatter én besættelse med en mere elegant version. Naima Al Astal, der forsøger at tænde et lille blus med tørt brænde, konstaterer træt, at “vi er færdige med eksperimenter” og ønsker, at krigen stopper.

Den palæstinensiske journalist Ahmed Ahmed (pseudonym) skrev i denne uge i +972 Magazine, at han efter to år måtte forlade Gaza City, fordi bombardementerne nu rammer hvert hjørne, og fordi genbesættelsen af Netzarim-korridoren har skåret byen af fra resten af striben. Han beskriver tusindvis af mennesker på den smalle kystvej Al-Rashid, en knudepunkt for evakuering, og fortæller om sin fætter, der forgæves forsøgte at finde et sted i Deir al-Balah. Overfyldte grunde, skyhøje priser og væbnede bander blokerede enhver mulighed, og han vendte tilbage til sin familie i byen. Hans ven og kollega, fotografen Yahia Barzaq, blev siden dræbt af granatsplinter, da et nærliggende café- og værkstedsområde blev bombet, selv om han netop havde søgt mod syd i håb om sikkerhed.

Det humanitære billede forværres markant. Ifølge Global Nutrition Clusters status for januar til september har Gazas befolkning igennem 24 måneder oplevet en vedvarende forringelse af ernæringstilstanden, med børn samt gravide og ammende kvinder som de hårdest ramte. En våbenhvile i januar bragte kortvarig lettelse, men en fuld blokade i marts standsede fødevarer, brændstof og medicin i over to måneder. I juli lå madpriserne 9.900 procent over niveauet under januar-våbenhvilen. Alle husholdninger er rykket ind i IPC's krisekategorier, og antallet i fase 5, katastrofe-fasen, er nær femdoblet til 641.000 mennesker.

Sultforskeren Alex de Waal påpeger i tidsskriftet Foreign Affairs, at to af verdens mest autoritative overvågningssystemer, IPC og FEWS NET, i august konstaterede “hungersnød med rimelig evidens” i Gaza. Han understreger, at dette ikke er en naturkatastrofe, men et menneskeskabt sammenbrud, som derfor kan standses og vendes. De Waal placerer Gaza i en bredere udvikling, hvor stater og militser igen har taget hungersnød i brug som krigsmiddel, fra Sudan og Etiopien til Myanmar, Ukraine og nu Gaza. Dermed smuldrer den internationale norm, som ellers blev fastlagt igen med FN's Sikkerhedsråds resolution 2417 i 2018, der forbød brugen af sult som våben og klassificerede det som en krigsforbrydelse. Han fremhæver, at Israel i marts gennemførte en total blokade og samtidig erstattede FN's og NGO'ernes distributionssystem med en ny 'Gaza Humanitarian Foundation' under militær kontrol, præcis i det øjeblik, hvor befolkningen styrtdykkede ind i hungersnød. Det gjorde hjælpen kaotisk, uværdig og ineffektiv, og kostede tusinder livet. De Waal påpeger, at USA i flere omgange har kunnet tvinge Israel til at åbne for mere hjælp, når presset blev tilstrækkeligt, men konkluderer, at nødhjælp ikke må gøres betinget af våbenhviler eller politiske indrømmelser. At standse sultkatastrofer er, i modsætning til mange andre geopolitiske konflikter, en opgave som faktisk kan løses hurtigt, hvis blot den politiske vilje er til stede.

På det diplomatiske plan stiger presset på Hamas for at svare på den såkaldte 20-punktsplan fra Donald Trump og Benjamin Netanyahu. Trump gav bevægelsen “tre eller fire dage” til at sige ja, og Det Hvide Hus varslede torsdag, at fristen vil blive gjort “fast”. Hamas-lederen Mohammad Nazzal udtalte, at planen aldrig har været genstand for reelle forhandlinger. Ifølge ham er der enkelte elementer, der kunne nærme sig tidligere accepterede principper, men helheden er et israelsk katalog af påbud, ikke en gensidig aftale. Hamas vil fremsætte ændringsforslag og kræver især garantier for, at en udveksling af gidsler ikke misbruges til at løbe fra resten af aftalen. Planen forudsætter, at Hamas inden for 72 timer frigiver alle israelske tilfangetagne. Først derefter skal Israel løslade 250 livstidsdømte og 1.700 fra Gaza, der blev taget til fange efter 7. oktober 2023, herunder kvinder og børn. For hver afdød israeler i Gaza skal Israel ifølge udkastet returnere 15 palæstinensiske lig.

Et særligt stridspunkt er kravet om “afmilitarisering af Gaza”. I planens formulering kobles leverancer af nødhjælp til vagt definerede certificeringer af afvæbning. Hamas afviser at underskrive et dokument, der fratager palæstinenserne retten til væbnet modstand, før en uafhængig stat er etableret. Nazzal bemærker, at Hamas' våben er små i sammenligning med Israels arsenaler og påpeger, at ingen taler om at afvæbne “den zionistiske entitet”, der råder over atomkapaciteter. Han henviser også til, at Hamas den 18. august accepterede en tidligere våbenhvileramme, men at Israel i stedet svarede med en stor landeoperation. Ifølge Nazzal forsøgte Israel endda at likvidere Hamas' forhandlere i Doha den 9. september, hvilket dræbte en qatarsk sikkerhedsofficer.

Ifølge AFP findes der to fløje i Hamas. Et mindretal, der vil acceptere ubetinget for at få en våbenhvile med amerikanske garantier, og et flertal, der kræver bindende ændringer. Islamisk Jihad understreger, at spørgsmål om Gazas og Vestbreddens fremtid ikke kan afgøres af enkeltfraktioner. Arabiske og muslimske stater udtrykker ligeledes forbehold. Pakistans udenrigsminister sagde, at “det her er ikke vores dokument”. Ifølge medier blev ordlyden ændret i sidste øjeblik, og flere lande følte sig “vildledt”. Samtidig debatteres planens legitimitet i Europa, hvor nogle stater bifalder en ramme for våbenhvile, mens NGO'er kalder den kolonial.

Den internationale reaktion strækker sig også til gaderne. Colombias præsident Gustavo Petro meddelte, at landet udviser de sidste israelske diplomater og ophæver frihandelsaftalen med landet, efter at to colombianske borgere blev anholdt under Israels opbringning af Global Sumud-flotillen. Ifølge arrangører blev 39 af 47 skibe standset, og hundredvis af aktivister tilbageholdt, heriblandt Greta Thunberg og EU-parlamentarikeren Rima Hassan. I Europa afventer Hollands højesteret sin endelige afgørelse om eksporten af F-35-dele til Israel, efter at en appelret allerede i februar standsede leverancerne. Spanien har helt indstillet våbensalget, Storbritannien har suspenderet dele af eksporten, og Slovenien har indført et totalforbud.

Konfliktens omfang rækker udover Palæstinas grænser. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb to civile ingeniører fra et privat firma, selv om en våbenhvile formelt gælder. FN har registreret 105 dræbte civile siden aftalen i november og kalder den “en våbenhvile af navn”. På Vestbredden bygger bosættere en ny vej, der kan isolere otte landsbyer med 40.000 indbyggere. Den højreradikale bosætterorganisation Nachala, der siden Israels tilbagetrækning af bosættelser fra Gaza i 2005 har arbejdet for at genetablere jødiske bosættelser i enklaven, har nu rejst telte ved grænsen til Gaza for at kræve genbosættelse. Bevægelsen har under krigen intensiveret sin agitation for en total erobring af Gaza, og ifølge dens ledere er “alle gazanere fjenden”.

Ellie Geranmayeh, Iran-ekspert, vurderer i en analyse i European Union Institute for Security Studies (EUISS), at “12-dages-krigen” i juni 2025 markerede et brud i regionens magtbalance. Israel gennemførte dybtgående luftangreb i Iran med amerikansk støtte, mens Teheran svarede med missiler, der ramte Haifa. Krigen viste både Israels rækkevidde og Irans sårbarhed, men også at USA var villig til at lade sig trække ind i en konfrontation, som tidligere regeringer havde undgået.

Ifølge Geranmayeh svækkede angrebene Irans afskrækkelseskapacitet markant. Atomprogrammet blev sat tilbage, og nøglefolk dræbt. Hun advarer om, at Israels strategi ikke længere handler om at forhindre et atomvåben, men om at destabilisere selve den iranske stat, en kurs, der kan udløse regionalt kaos. For Europa betyder det risiko for nye flygtningestrømme, energikriser og sikkerhedstrusler. EU bør derfor genoplive diplomatiske spor, der kan bremse både en ny israelsk offensiv og iransk optrapning, i stedet for at lade balancen afgøres af Netanyahu, Trump og Teheran alene.

Israels kampagne mod Iran har ikke kun militære, men også politiske og digitale dimensioner. Ifølge Haaretz har israelske myndigheder og tilknyttede organisationer de seneste år intensiveret en skjult indsats for at styrke shahens søn, Reza Pahlavi, som en mulig post-islamisk lederfigur i Iran. Kampagnen spænder fra lobbyarbejde i eksilmiljøer, medieoptrædener og diplomatiske kontakter til koordinerede online-operationer, hvor netværk af falske profiler på sociale medier spreder pro-Pahlavi-budskaber og angriber andre iranske oppositionsgrupper, som afviser monarkiet. Strategien har været at fremstille Pahlavi som den eneste legitime arvtagerskikkelse til et fremtidigt Iran uden præstestyre. Ifølge Haaretz deltager også israelske PR-firmaer og teknologikonsulenter, og kampagnen er særligt rettet mod iranske eksilmiljøer i Europa og Nordamerika, hvor meningerne er stærkt delte. Analytikere peger på, at støtten til Pahlavi er kontroversiel, dels fordi han ikke har en stærk base i Iran selv, dels fordi strategien kan tolkes som et forsøg på at genindføre et monarkisk styre med udenlandsk støtte. Den digitale påvirkningskampagne ses samtidig som en forlængelse af Israels psykologiske krigsførelse. Militært søger man at svække regimet gennem bombardementer og sanktioner, politisk og digitalt forsøger man at undergrave det indefra ved at løfte Pahlavi frem som et alternativ.

Med det runder vi ugens sidste brief af. Jeg samler trådene op igen på mandag, hvor udviklingen uden tvivl har taget nye drejninger. Indtil da, god weekend.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

God torsdag formiddag. Dagens Gaza brief.

Israels forsvarsminister Israel Katz erklærede onsdag, at Gaza City nu er tæt på at være fuldstændig omringet. Han kaldte situationen befolkningens “sidste chance” for at forlade byen og advarede, at de, der bliver, vil blive betragtet som “terrorister og terrorsympatisører”.

Samtidig udvidede Israel ifølge flere medier sine operationer i byområdet, og størstedelen af dagens dræbte er blevet registreret netop dér. Ifølge IDF er over 780.000 mennesker allerede flygtet sydpå, mens andre estimater ligger lavere, på omkring 400-500.000. Hundred­tusinder befinder sig fortsat i byen, blandt dem mange syge og svækkede samt menigheder, der har valgt at blive i de to kirker i Gaza City for at huse fordrevne.

Også i syd, hvor de fordrevne drives hen, er situationen usikker. Tirsdag blev en teltlejr i al-Mawasi ramt af et israelsk angreb, hvor syv mennesker blev dræbt, heraf fire kvinder og et barn, som tidligere var flygtet fra Gaza City.

Onsdag bekræftede hospitalskilder, at mindst 73 palæstinensere blev dræbt i israelske angreb. De fleste omkom i Gaza City, hvor WAFA rapporterer, at 29 lig blev bragt til Al-Ahli Arab Baptist Hospital og 13 til Al-Shifa. Associated Press skriver, at to israelske luftangreb ramte en skole, der husede fordrevne, hvor mindst syv blev dræbt, herunder førstehjælpere. Fem andre døde, mens de stod ved en vandtank. I det centrale og sydlige Gaza fortsatte bombardementerne trods evakueringsordrer. Et telt på Al-Aqsa Martyrs Hospitals område blev ramt, én blev dræbt.

Samtidig fortsætter hungersnøden. Gazas sundhedsministerium registrerede yderligere to døde af underernæring det seneste døgn, heraf et barn. Dermed er mindst 455 døde af sult siden krigens begyndelse, heraf 151 børn. Ministeriet opgiver et samlet dødstal på 66.148 og 168.716 sårede siden 7. oktober 2023. Det er tal, som forskere vurderer, er betydeligt lavere end de reelle.

Uden for Gaza har konflikten også sat sine spor. FN's menneskerettighedskontor bekræfter, at mindst 103 af de dræbte i israelske angreb i Libanon siden våbenhvilen i november er civile. Volker Türk peger på drone- og luftangreb i boligområder, tæt ved FN-tropper, samt hospitaler og skoler, der stadig er utilgængelige efter sidste års invasion. IDF hævdede i juli, at samtlige dræbte var Hezbollah-krigere, men det samlede dødstal nærmer sig nu 300. Onsdag ramte et israelsk droneangreb byen Kafra, hvor mindst én blev dræbt og flere såret.

På det politiske plan fortsætter arbejdet med Donald Trumps nye fredsplan, en 20-punktsplan, der skulle afslutte krigen, bringe gidsler hjem, afvæbne Hamas og etablere en komité til at styre Gaza. Planen beskrives af amerikanske fredsprocesveteraner som Aaron David Miller og Daniel Kurtzer som “politisk guld” for Netanyahu, uanset udfaldet. Den rummer ingen kort, ingen tidsplaner og ingen detaljer om en international stabiliseringsstyrke. Det giver Netanyahu mulighed for at trække processen i langdrag eller sabotere aftalen, alt efter politisk behov. Kurtzer påpeger, at ingen af parterne i virkeligheden har stærke incitamenter til at afslutte krigen på planens præmisser, hvilket gør langstrakte og usikre forhandlinger sandsynlige.

Ifølge The American Conservative har Netanyahu allerede indskrevet “giftpiller” i teksten: tilbagetrækningen af israelske tropper gøres afhængig af Hamas' afvæbning, hvilket betyder, at Israel reelt får vetoret over, hvornår kriteriet er opfyldt. I en videooptagelse fra Washington sagde Netanyahu om planen, at IDF bliver i Gaza “mens vi får gidslerne tilbage”, og forsikrede, at en palæstinensisk stat ikke nævnes i aftalen, skønt Trump taler om en “vej til selvbestemmelse”.

Indenrigspolitisk er Netanyahu klemt. Israel står foran et valgår, og kravet om at få gidslerne hjem har bred folkelig opbakning, også blandt Likud-vælgere. Samtidig afhænger hans regering af højreekstreme ministre som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich, der truer med at vælte koalitionen, hvis der indgås en reel aftale. Netanyahu er dermed fanget mellem vælgernes pres og sine egne ekstremistiske allierede.

Trump selv sælger planen som et “historisk gennembrud” og har endda tildelt sig selv rollen som formand for et internationalt “fredsråd”. Han har tidligere lanceret idéen om Gaza som “Mellemøstens riviera” og udnyttet AI-skabte reklamevideoer med luksusresorts ved Middelhavet. The New Yorker bemærker, at Det Hvide Hus har offentliggjort en liste over lande, der støtter planen, og at timingen falder sammen med uddelingen af Nobels fredspris 10. oktober, en pris Trump åbent har søgt, senest på talerstolen i FN's generalforsamling.

Ifølge Robin Wright i The New Yorker falder opbakningen til Israel i USA dramatisk. En Quinnipiac-måling viser, at kun 47 procent i dag ser støtte til Israel som i USA's nationale interesse, mod 69 procent efter 7. oktober 2023. En Times/Siena-måling finder for første gang flere amerikanere, der hælder mod palæstinenserne end mod Israel, og et flertal ønsker at begrænse militær bistand.

En særlig strid står om Netanyahu-regeringens krav til Den Palæstinensiske Myndighed. Ifølge Middle East Eye presser Israel på for, at PA skal trække sager ved ICC og ICJ. Juridisk er det umuligt. Sydafrikas folkedrabssag ved ICJ er ikke rejst af PA og kan ikke trækkes tilbage af PA, og domstolen har allerede i maj erklæret besættelsen ulovlig i et andet ICJ-spor, der blev igangsat i 2019. Ved ICC har dommere udstedt arrestordrer på Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant for krigsforbrydelser, herunder brug af sult som våben. Flere stater, herunder Sydafrika, Chile og Mexico, har indsendt egne henvisninger. PA kan ikke annullere disse processer.

ICC har desuden fastslået, at sagerne er uafhængige af politiske forhandlinger. Domstolen afviste i juli og september Israels forsøg på at få arrestordrerne suspenderet under henvisning til de igangværende politiske processer.

USA's linje forbliver dobbelt: Washington bakker op om Israels operationer, men præsenterer det som led i et forsøg på at sikre en våbenhvile. Samtidig har Trump underskrevet et dekret, der giver Qatar en sikkerhedsgaranti svarende til NATO's artikel 5. Beslutningen fulgte efter et israelsk bombetogt mod Doha, hvor seks blev dræbt, heraf fem Hamas-medlemmer og en qatarsk sikkerhedsofficer. Ifølge Det Hvide Hus blev Netanyahu pålagt at undskylde direkte til Qatars premierminister, mens israelske kilder hævder, at angrebet var koordineret med USA. Udover at reagere på bombningen kan sikkerhedsgarantien til Qatar tolkes som en markering i forhold til Iran, der under 12-dages-krigen tidligere på året ramte den amerikanske Al Udeid-base i Qatar som gengældelse for angreb på iranske atomanlæg. USA's garanti er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi Saudi-Arabien i årtier har søgt en tilsvarende uden at få den.

På det internationale plan vokser presset. 152 amerikanske sundhedsarbejdere, der tilsammen har arbejdet 460 uger på hospitaler i Gaza, har sendt et åbent brev til Trump. De beskriver en “voldsskala mod civile uden fortilfælde”, systematiske ødelæggelser af sundhedsvæsenet og målrettede angreb på personale. De afviser IDF's begrundelser for at gøre hospitaler til militære mål og skriver, at de “aldrig” har set militant aktivitet i sygehusene. Brevet fordømmer også den USA- og Israel-støttede Gaza Humanitarian Foundation, som de kalder en “humanitær vederstyggelighed”, fordi dens distributionssteder ofte udløser kaos og død, når sultne mennesker strømmer til og bliver beskudt. Lægerne beder Trump om øjeblikkeligt at standse al militær og diplomatisk støtte til Israel og “stoppe vanviddet nu”.

Flere europæiske finansinstitutioner reagerer også. Hollands største pensionskasse ABP har frasolgt sine Caterpillar-aktier med henvisning til brugen af firmaets maskiner ved nedrivninger i Gaza. Den norske oliefond har ekskluderet Caterpillar og fem israelske banker for medvirken til ulovlige bosættelser og “omfattende og systematiske” brud på humanitærretten. Fondens chef kaldte beslutningen ekstraordinær og forklarede, at den skyldtes investeringer i virksomheder, der leverer udstyr til Israels luftvåben.

Til søs har mere end 50 fartøjer i Global Sumud-flotillen forsøgt at bryde blokaden med nødhjælp. Israels flåde har bordet skibene i internationalt farvand og anholdt mindst 223 aktivister. Greta Thunberg blev filmet omgivet af soldater på dækket, mens en tyrkisk deltager, Erdem Özveren, fortalte, at hans fartøj var mindre end 30 sømil (~55 kilometer) fra Gaza, da israelske enheder nærmede sig. Aktivisterne beretter om vandkanoner, jamming af kommunikation, droneovervågning og angreb med lysgranater og irriterende stoffer. Den danske parlamentariker Victoria Velásquez rapporterer i en video på Instagram ombord på en af bådene om et hvidt pulver, der giver hudirritation. Ingen meldes alvorligt såret. FN's menneskerettighedskontor og EU har advaret Israel mod magtanvendelse og understreget retten til fri sejlads, mens Tyrkiet kalder angrebet for “terror”. Protester er brudt ud i flere lande, og Storbritannien og Australien har taget kontakt til Israel for at sikre deres borgeres rettigheder.

På Vestbredden arbejder bulldozere på nye omfartsveje, der forbinder bosættelser og afskærer palæstinensiske landsbyer fra jord og bevægelsesfrihed. Ifølge israelske Peace Now er der tale om en bevidst strategi for at skabe “fakta på jorden”, understøttet af syv milliarder shekel i vejbyggeri siden oktober 2023. Samtidig har Storbritannien og Frankrig i september sluttet sig til de lande, der anerkender en palæstinensisk stat, mens Netanyahu afviser, at der “nogensinde” bliver en sådan. Finansminister Bezalel Smotrich siger, at projekterne “begraver” hele idéen om palæstinensisk statsdannelse.

Blandt de mest markante internationale stemmer er Navi Pillay, afgående formand for FN's undersøgelseskommission om de besatte områder. I et interview med Politico fastholder hun, at Israel begår folkedrab i Gaza, og at alle stater har pligt til at handle, ikke blot straffe, men forhindre. Hun minder om, at kommissionen allerede i oktober 2023 kaldte Hamas' angreb for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men afviser, at dette kan retfærdiggøre kollektiv afstraffelse og sult som våben. Gaza beskriver hun som “et fængsel”, hvor befolkningen er spærret inde uden mulighed for at flygte.

Pillay, tidligere højkommissær for menneskerettigheder og dommer ved både FN's Rwanda-tribunal og Den Internationale Straffedomstol, fremhæver, at Israel systematisk tilsidesætter internationale domstoles påbud. Hun afviser anklager om antisemitisme som en strategi til at undgå kritik: “Vis os, hvor vi tager fejl, i stedet for at klistre etiketter på os”. Selv om hun træder tilbage af personlige grunde – hun er 84 år og helbredet skrøbeligt – fortsætter hun sit arbejde som international jurist. Hun minder om sin erfaring fra kampen mod apartheid, hvor selv de mest lukkede og genstridige systemer blev omstyrtet, når civilsamfund og regeringer handlede sammen.

Også i Arms Control Today peger Daryl G. Kimball på, at Israels krig med over 66.000 dræbte, bombardementer af skoler, hospitaler og vandforsyning og brug af sult som våben udgør grove brud på folkeretten. Han anklager USA for medansvar, fordi landet fortsætter våbenleverancer og endda har intensiveret dem under Trump. Dermed er USA's påberåbte rolle som forsvarer af en regelbaseret verdensorden hult. Kimball anbefaler, at FN's Generalforsamling vedtager en Uniting for Peace-resolution, som kan pålægge øjeblikkelig våbenhvile, våbenembargo mod både Israel og Hamas samt uhindret humanitær adgang.

En sådan resolution blev skabt i 1950 som en nødmekanisme, hvis Sikkerhedsrådet er lammet af stormagtsveto. Den kan indkalde nødsessioner og anbefale kollektive tiltag som sanktioner, embargoer eller fredsstyrker og har stor politisk vægt, selv om den ikke er juridisk bindende.

Det var alt for i dag. Jeg samler op igen i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God onsdag formiddag. Dagens Gaza Brief.

Over 66.000 palæstinensere er ifølge Gazas sundhedsmyndigheder blevet dræbt siden oktober 2023, og mens Donald Trump i denne uge lancerede sin såkaldte fredsplan med Benjamin Netanyahus fulde opbakning, står både den humanitære situation og de politiske udsigter i dyb krise.

Sundhedsministeriet i Gaza meddelte tirsdag, at 453 mennesker nu er døde af sult siden krigens begyndelse, heraf 150 børn. Alene siden FN's fødevarepanel IPC i august erklærede hungersnød i Gaza, er 175, inklusive 35 børn, er omkommet af sult. Israel holder grænseovergangene lukkede, kun små mængder nødhjælp slippes igennem, og selv disse forsendelser bliver ofte plyndret af væbnede bander, som de lokale myndigheder beskylder Israel for at beskytte. Ifølge FN's menneskerettighedskontor og organisationer som Human Rights Watch er civile gentagne gange blevet dræbt eller såret, mens de forsøgte at hente nødhjælp i Gaza, herunder ved distributionssteder hvor israelske styrker har åbnet ild.

Tirsdag blev mindst 64 yderligere palæstinensere dræbt på tværs af Gazastriben, heriblandt 17 mennesker skudt nær den israelsk-kontrollerede Netzarim-korridor, hvor de forsøgte at opsøge nødhjælp. Ifølge sundhedsministeriet er 2.576 mennesker dræbt og næsten 19.000 såret under forsøg på at skaffe mad siden maj. Israels luftvåben bombede samtidig telte i al-Mawasi, hvor tusinder fra Gaza City var blevet tvunget ned. Fire kvinder og et barn døde i ét angreb, mens en mand, hans gravide hustru og deres barn blev dræbt i et andet.

FN's børneorganisation UNICEF og andre hjælpearbejdere advarer om, at de humanitære zoner i det sydlige Gaza er fuldstændigt overfyldte og uden basal infrastruktur. Hospitalerne er overfyldte, vandproduktionen er på det laveste niveau nogensinde, og sygdomme breder sig. En talsperson fra FN's nødhjælpskontor beskriver, hvordan “hundreder sidder på vejene uden noget som helst, chokerede og fortabte”.

Parallelt med den voksende nød intensiverer Israel sin offensiv i Gaza City, hvor natlige bombardementer har dræbt hele familier. Adgangen til nordlige dele af striben er nu permanent lukket for civile, hvilket forhindrer hundredtusinder af fordrevne i at vende tilbage til deres hjem og forværrer fødevaremanglen.

I denne kontekst præsenterede Trump mandag sin 20-punktsplan for en våbenhvile. Planen er, ifølge kritikere, ikke en fredsplan men et ultimatum. Den indebærer, at Hamas inden for 72 timer skal frigive alle resterende israelske gidsler, både levende og døde, mod at Israel løslader 250 palæstinensiske fanger – et markant lavere antal end i tidligere forslag. Planen kræver også, at Hamas og andre væbnede grupper afvæbnes fuldstændigt, at tunneler og våbenproduktion ødelægges, og at der etableres en 'terrorfri zone' i Gaza, forstået som fri for palæstinensisk terror, idet den israelske ikke nævnes.

Planen udelukker både Hamas og Den Palæstinensiske Myndighed fra at administrere området i en overgangsfase. I stedet skal et internationalt organ, “Board of Peace”, ledes af Trump selv, tidligere premierminister Tony Blair og andre statsledere. En midlertidig international styrke skal stå for sikkerheden, træne palæstinensisk politi og koordinere med Israel og Egypten.

Trump fremhævede selv, at Hamas kun har “tre eller fire dage” til at svare, mens Netanyahu fastholder, at israelske styrker under alle omstændigheder vil forblive i Gaza. Den israelske premierminister kunne søndag, efter et møde med Trumps udsending Steve Witkoff og rådgiver Jared Kushner, sikre afgørende ændringer i planen. Israels tilbagetrækning gøres afhængig af en “demilitarisering” af Gaza, og selv da skal hæren blive hængedde i et såkaldt “sikkerhedsbælte”. Arabiske forhandlere, der tidligere havde godkendt en mere neutral tekst, reagerede ifølge mediet Axios rasende på ændringerne.

Mens Netanyahu fremhævede planen som et resultat af fælles pres fra hele verden på Hamas, kalder palæstinensiske kilder det en “Netanyahu-plan, dikteret af Trump”. En palæstinensisk embedsmand siger til Reuters: “Accepterer vi planen, er det en katastrofe. Afviser vi den, er det en anden. Der er kun bitre valg”.

Andre palæstinensiske grupper, herunder Islamisk Jihad, har allerede afvist forslaget, som de mener vil udslette den palæstinensiske sag og legitimere Israels kontrol. Hamas har endnu ikke givet sit svar, men understreger, at krigens afslutning forudsætter en fuld israelsk tilbagetrækning og ophævelse af blokaden.

Trump-planen har ellers fået massiv international støtte. USA's allierede i Europa samt en række arabiske klientstater, herunder Saudi-Arabien, Qatar og Egypten, har officielt bakket op, mens FN's generalsekretær Antonio Guterres ser “nye muligheder for at levere nødhjælp i det nødvendige omfang”. Pave Leo XIV har opfordret Hamas til at acceptere, mens Indien, Kina og Rusland alle har udtrykt håb om, at planen kan standse krigen.

Trump-planens mest kontroversielle element er Tony Blairs genkomst som central figur. Som tidligere repræsentant for Mellemøst-kvartetten blev han bredt kritiseret for ineffektivitet, og blandt palæstinensere forbindes hans navn først og fremmest med Irak-krigen. Det Palæstinensiske Nationale Initiativs leder Mustafa Barghouti sagde til Washington Post: “Vi har allerede været under britisk kolonialisme. Når man nævner Tony Blair, er det Irak-krigen, folk husker”.

Ifølge analytikeren Muhammad Shehada er planen i realiteten et kolonialt diktat, hvor “Board of Peace” får kontrol over Gazas sikkerhed, diplomati og økonomi, herunder de uudnyttede gasfelter ud for kysten. Han advarer mod, at den palæstinensiske myndighed i praksis reduceres til et tomt marionetregime uden ret til at gå til internationale domstole.

Når Washington kalder Trumps udspil en fredsplan, er det et politisk teaternummer. Det, der præsenteres som begyndelsen på en ny æra, er i virkeligheden et ultimatum, der stiller palæstinenserne over for et umuligt valg om underkastelse eller udslettelse.

Planen er ikke ny, men en kosmetisk rebranding af Trumps oprindelige idé om at forvandle Gaza til en legeplads for internationale investorer og fordrive befolkningen. Da ingen adspurgt stat i verden ønskede at være medskyldig i en åbenlyst etnisk udrensning, blev projektet rekapituleret som en generøs fredsplan. Palæstinenserne kan allernådigst få lov at blive i Gaza, men kun som undersåtter under en international komité med koloniale beføjelser.

Planens nævner en suspension af visse bombardementer fra luften, men stiller ingen garanti mod den type natlige razziaer arrestationer og tilfældige henrettelser, som allerede er dagligdag på Vestbredden.

Det mest dystre er dog planens underliggende dynamik. Gaza og Vestbredden skal skilles definitivt ad, og enhver form for palæstinensisk selvstyre gøres betinget af fuldstændig kapitulation. Den palæstinensiske myndighed kan kun vende tilbage, hvis den opgiver ICC-sagerne mod Israel, afstår fra international repræsentation og accepterer israelsk veto over alle beslutninger. Det efterlader intet andet end et tomt apparat, en facade af et “selvstyre”, der er i sat verden for at understøtte besættelsesmagten.

Set i det lys fremstår “fredsplanen” ikke som en vej til afslutning af krigen, men som en manual for dens videreførelse.

Samtidig dukker dystre rapporter op om udnyttelse af kvinder i Gaza. Ifølge Associated Press fortæller seks kvinder, hvordan de er blevet presset til seksuelle ydelser af lokale mænd, i nogle tilfælde personer knyttet til nødhjælpsorganisationer, mod mad, medicin eller løfter om arbejde. Psykologer i Gaza beretter om dusinvis af sådanne sager, og kvinderettighedsgrupper advarer om, at sult og desperation gør kvinder særligt sårbare. FN's hjælpeorganisation UNRWA lover nul tolerance, men mange kvinder frygter repressalier og vælger tavshed.

Krigen har også fået internationale akademiske konsekvenser. Næsten 1.000 forskere har opfordret den europæiske organisation for kerneforskning (CERN) til at afbryde samarbejdet med Israel, med henvisning til ICJ's vurdering. Over 30 universiteter i Europa har allerede afbrudt partnerskaber, og israelske universiteter advarer nu om en truende “brain drain”.

På hjemmefronten i Israel forsøger regeringen samtidig at kontrollere fortællingen udadtil. Afsløringer i amerikanske medier viser, at staten betaler op til 7.000 dollar per opslag til udvalgte “influencers” i USA. Ifølge dokumenter er projektet, døbt “Esther Project”, budgetteret til knap en million dollar over få måneder, med op til 30 opslag pr. influencer hver måned. Et andet kontraktspor ledes af Trumps tidligere kampagnestrateg Brad Parscale, hvis firma Clock Tower X er hyret til at skabe indhold til unge amerikanere og endda påvirke, hvordan kunstig intelligens, herunder diverse GPT-modeller, fremstiller Israel. Netanyahu har selv sagt: “De vigtigste våben i dag er sociale medier.”

I USA er modstanden dog voksende. En føderal domstol i Boston har slået fast, at Trump-administrationens forsøg på at deportere pro-palæstinensiske studerende og akademikere var forfatningsstridigt. Dommeren understregede, at ytringsfriheden også gælder ikke-statsborgere, og at administrationens praksis havde til formål at “sprede frygt og forhindre lovlig kritik af Israel”.

På havet nærmer den internationale nødhjælpsflotille sig Gaza. Over 50 både, herunder skibe med Greta Thunberg og europæiske parlamentarikere, sejler mod blokaden. Italiens regering har forsøgt at få dem til at lægge til i Cypern, men deltagerne insisterer på at bryde Israels maritime blokade. Tirsdag rapporterede aktivister, at israelske krigsskibe havde omringet to af fartøjerne og jammet deres kommunikation. Amnesty International har krævet sikker passage, men Israels regering har beordret flåden til under ingen omstændigheder at lade skibene nå Gaza.

Imens har Knessets sikkerhedsudvalg fremsat et lovforslag om dødsstraf for palæstinensiske fanger dømt for “terror-mord”. Kritikere kalder forslaget “uhørt barbari” og advarer om, at det vil bringe de israelske gidsler i Gaza i yderligere fare. Selv familiemedlemmer til tilfangetagne israelere har offentligt fordømt initiativet.

Kulturelt udspiller ødelæggelserne sig også. Gaza City, en af verdens ældste byer, bliver systematisk jævnet med jorden. Ifølge +972 Magazine er moskeer, kirker og arkæologiske sites og samlinger, nogle tusinder af år gamle, allerede udslettet. UNESCO anslår, at over 100 kultursteder er beskadiget. Historikere kalder det en forbrydelse mod selve historien.

Det var alt for i dag. Jeg vender tilbage med næste brief i morgen.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

Donald Trump og Benjamin Netanyahu præsenterede mandag i Washington en ny amerikansk-israelsk våbenhvileplan for Gaza. På et fælles pressemøde erklærede Trump, at “hvis Hamas afviser aftalen, vil Bibi have vores fulde opbakning til at gøre arbejdet færdigt”. Netanyahu gentog, at Israel under alle omstændigheder vil fastholde sin militære tilstedeværelse i Gaza, og Smotrich fremsætter som betingelse, at en palæstinensisk stat helt udelukkes.

Det Hvide Hus offentliggjorde en tyve-punktsplan, som i første omgang indebærer våbenhvile, løsladelse af samtlige israelske gidsler samt frigivelse af 250 indsatte med livstidsdomme og yderligere 1.700 palæstinensere, arresteret efter 7. oktober 2023. Til gengæld kan Israel fastholde et “sikkerhedsbælte” i Gaza, indtil enklaven vurderes fri for væbnede grupper. Gaza skal “demilitariseres”, og styret overlades til en teknokratisk palæstinensisk overgangsadministration, overvåget af et internationalt “fredsråd” med Donald Trump som formand. Tidligere premierminister Tony Blair er udset til en central rolle.

Flere medier bemærker, at lignende aftaler tidligere er røget i vasken. Ifølge Al Jazeera er planen overleveret til Hamas gennem Qatar og Egypten. Hamas har endnu ikke givet svar, men organisationen har tidligere afvist at afvæbne sig, før en palæstinensisk stat er etableret, men Haaretz og andre medier rapporterer, at Hamas vurderer planen “med friske øjne”. Associated Press peger på, at Israel brød den seneste våbenhvileaftale fra januar 2025, og Reuters rapporterer, at familier til de resterende israelske gidsler har demonstreret imod Netanyahus kurs, som de mener bringer deres slægtninge i yderligere fare.

De lækkede dokumenter om Blair-planen giver et sjældent indblik i de forestillinger, der præger den internationale arkitektur bag de forskellige iterationer af planerne. Ifølge Haaretz og Middle East Eye skal en Gaza International Transitional Authority (GITA) bestå af en bestyrelse domineret af internationale forretningsfolk og milliardærer, blandt andre Marc Rowan og den egyptiske Naguib Sawiris. Aryeh Lightstone, kendt for sit engagement i bosætterbevægelsen, nævnes også. Blair selv optræder ikke i dokumentet, men alle kilder peger på ham som udset formand.

Bestyrelsen skal ifølge udkastet have “suveræn politisk og juridisk autoritet”, mens palæstinensernes rolle reduceres til et driftsorgan nederst i hierarkiet med ansvar for basale tjenester som sundhed, vandforsyning og uddannelse. Washington Post skriver, at Blair aldrig har forladt Mellemøsten, men hans ry fra Irak-krigen gør legitimitet vanskelig. Guardian beskriver reaktionerne som overvejende negative, mens Independent understreger, at Blairs mulige tilbagevenden mødes med skepsis selv i Storbritannien. New York Times fremhæver, at planen afspejler en forretningslogik snarere end statslig forvaltning.

Netanyahus egne ord efterlader heller ingen tvivl om kursen. I en videoudtalelse nægter han, at aftalen indebærer etableringen af en palæstinensisk stat: “Absolut ikke,” udmelder han. I sin tale til FN hævdede han, at forholdet mellem dræbte civile og militante i Gaza er “mindre end to til én” – et tal, der ifølge Haaretz er uden belæg. Uafhængige analyser viser snarere mindst fem til ti civile for hver militant, hvilket stemmer overens med Israels 'rules of engagement'. Netanyahu afviste ligeledes anklagen om, at Israel har brugt sult som våben, selv om han tidligere selv har pralet af at have stoppet nødhjælp i 78 dage, hvilket førte til hundredvis af dødsfald.

Samtidig fortsætter katastrofen i Gaza. Gazas sundhedsministerium rapporterede mandag, at 50 mennesker blev dræbt det seneste døgn, mens 184 blev såret. UNICEF advarer om, at 25 spædbørn i kuvøser er i livsfare. Reuters beskrev, hvordan hospitalet Al-Helo i Gaza City blev beskudt, mens for tidligt fødte spædbørn måtte dele kuvøser. Læger uden Grænser har midlertidigt suspenderet aktiviteter i Gaza City, fordi situationen er for farlig. FN's humanitære kontor (OCHA) anslår, at næsten en halv million mennesker er fordrevet på få dage, og FN's menneskerettighedskontor rapporterer, at 89 mennesker er blevet dræbt i det centrale Gaza på fem dage (hvilket lader til at være et klassisk set forsigtigt estimat).

Tyrkiske Anadolu Agency beretter, at sundhedssystemet står på randen af kollaps, og at de fleste hospitaler enten er ødelagt eller mangler brændstof og medicin. En talsperson fra FN's børnefond fortæller, at han havde set en pige, født ved kejsersnit efter at moderen blev dræbt af et skud i hovedet, ligge i en kuvøse “uden et sikkert sted at komme hen bagefter”.

Bag kulisserne præger også de vestlige regeringers beslutning om at anerkende Palæstina som stat den politiske scene. Storbritannien, Frankrig, Australien og Canada har i de seneste dage fremlagt officielle erklæringer. Palæstina-kender og Israelkritiker Jonathan Cook vurderer i Middle East Eye, at anerkendelserne er “tom symbolpolitik”, som minder om Oslo-processens “fredssvindel”. Han fremhæver, at Rabin allerede i 1990’erne talte om en “entitet mindre end en stat” – i israelsk politik ofte omtalt som “state minus”, en formulering med rødder tilbage til Begin-regeringens linje ved Camp David – og at Netanyahu siden har arbejdet systematisk på at undergrave enhver reel proces.

Politico fremhæver samtidig, at et generationsskifte i USA udfordrer det særlige amerikanske forhold til Israel. En stigende andel af unge vælgere, både på venstre- og højrefløjen, stiller spørgsmålstegn ved den ubetingede støtte. Flere meningsmålinger bekræfter denne udvikling. Ifølge New York Times/Siena College mener nu 40 procent af amerikanerne, at Israel bevidst dræber civile. I december 2023 var tallet blot 22 procent. Over halvdelen af de adspurgte går imod fortsat våbenhjælp. Pew Research har påvist, at mere end halvdelen af amerikanere nu har et negativt syn på Israel.

Trumps egne udtalelser vidner om denne ændrede stemning. Han sagde for nylig, at Israel engang “havde fuld kontrol over Kongressen, men ikke længere”, og tilføjede, at krigen “må bringes til ende, fordi Israel taber PR-kampen”. Hans ord har sat sindene i kog i Tel Aviv, men illustrerer, hvordan selv blandt støtter i USA anerkendes, at Israels internationale image er i frit fald.

Dermed peger flere samtidige spor i samme retning: mens Israel og USA forsøger at udforme en “fredsplan”, der i praksis fastholder besættelsen og holder retten til selvbestemmelse for døren, vokser presset fra internationale organisationer, fra vestlige regeringer under folkeligt pres, og fra en amerikansk befolkning, der i stigende grad ser Israels krig som en uretfærdig og destruktiv politik. Mens Gaza dagligt tælles i nye lig, spreder konflikten sig fortsat til regionen. I begyndelsen af september bombede Israel Qatars hovedstad Doha i et forsøg på at dræbe Hamas-ledere midt under forhandlinger. Angrebet kostede lavere rangerende Hamas-folk samt en qatarsk officer livet. Ifølge Det Hvide Hus måtte Netanyahu under mødet med Trump ringe til Qatars premierminister Mohammed bin Abdulrahman al-Thani og udtrykke “dyb beklagelse”. Officielt hedder det, at drabet på den qatarske officer var utilsigtet, og at Israel lover at undgå gentagelser. Ifølge israelske kilder blev Trump orienteret om angrebet på forhånd og modsatte sig det ikke, selv om Qatar er en nær amerikansk allieret og huser 10.000 amerikanske soldater.

Israels luftvåben har også intensiveret sine angreb i Libanon. Ifølge Reuters ramte missiler i slutningen af september både en gravemaskine og en vandtank i det sydlige og østlige Libanon, hvilket kostede to civile livet. En tredje blev såret. Libanons sundhedsministerium bemærker, at det ikke er første gang, Israel retter angreb mod helt almindeligt udstyr som brønde og entreprenørmaskiner. IDF hævdede, at et angreb i Aitaroun gik efter “Hizbollah-våbendepoter”, men fremlagde som vanligt ingen beviser.

Paul R. Pillar, tidligere CIA-analytiker, argumenterer i en analyse i Responsible Statecraft for, at Israel er blevet selve kilden til ustabilitet i Mellemøsten. Han peger på, at samtidige israelske angreb på Gaza, Libanon, Syrien, Yemen, Iran og Qatar har skabt chok blandt arabiske regeringer. Egyptens præsident al-Sisi gik så langt som at kalde Israel “fjenden” ved et hastemøde i Den Arabiske Liga. Flere arabiske stater, herunder De Forenede Arabiske Emirater, advarer om, at en annektering af Vestbredden vil være en rød linje, som kan få normaliseringsaftaler til at bryde sammen.

Midt i denne eskalation kæmper en international nødhjælpsflåde sig frem mod Gaza. Den såkaldte Global Sumud Flotilla, bestående af 42 fartøjer, var for få timer siden mindre end 250 sømil fra kysten. Organisationen bag understreger, at “at have øjenvidner giver beskyttelse”, og opfordrer det internationale samfund til at følge flotillen tæt. Tyrkiet har allerede måtte iværksætte en redningsaktion, da et af fartøjerne tog vand ind. Tyrkiske droner kredser over konvojen, mens Spanien og Italien har sendt veritable krigsskibe for at overvåge. Ifølge BBC frygter man israelske angreb, da tidligere konvojer i år er blevet opbragt, og i 2010 kostede et lignende israelske aggressioner ni tyrkiske aktivister livet.

Konflikten er ikke begrænset til Gaza. På den sydlige Vestbred har september budt på en bølge af voldelige overgreb fra israelske bosættere. Basel Adra dokumenterer i +972 Magazine , hvordan fire landsbyer i Masafer Yatta blev angrebet i løbet af måneden. Bevæbnede bosættere satte ild til huse og biler, slog løs på beboere og tvang hele familier til at flygte. Øjenvidner beretter, at soldater ofte stod side om side med bosætterne. “De havde til hensigt at dræbe os,” sagde en indbygger. FN og flere menneskerettighedsorganisationer betegner angrebene som led i en systematisk fordrivelse, et mønster der længe har været rapporteret i området.

Det var dagens overblik. Vi samler trådene igen i morgen.

DEL – KOMMENTÉR – DISKUTÉR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

God mandag formiddag. Dagens Gaza brief.

Ifølge Gazas sundhedsmyndigheder er mindst 198 mennesker blevet dræbt og 786 såret alene over en periode på 72 timer. Dermed har det samlede dødstal siden 7. oktober 2023 passeret 66.000, mens antallet af sårede er steget til over 168.000. Tallet er sandsynligvis et markant underestimat ifølge flere uafhængige studier, da mange fortsat ligger under murbrokkerne eller ikke når frem til hospitalerne, hvor de identificeres og registreres. Samtidig er nødhjælpsarbejdet brudt sammen i store dele af Gaza City, hvor FN og humanitære organisationer advarer om en sultkatastrofe, mens hospitaler lukker ét efter ét.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Reuters var Israels officielle forklaring på et dødeligt angreb mod Nasser-hospitalet i Khan Younis i august direkte falsk. Israel hævdede, at en Hamas-kameraenhed var målet, men Reuters' gennemgang viser, at kameraet tilhørte deres egen journalist Hussam al-Masri, som selv blev dræbt i angrebet. 22 mennesker omkom, heraf fem journalister. Angrebet var udført som et såkaldt “double tap”, hvor en anden bombe ramte, da redningsfolk forsøgte at hjælpe de sårede. Ifølge Committee to Protect Journalists (CPJ) er mere end 200 journalister blevet dræbt i Gaza siden krigens begyndelse, uden at Israel nogensinde har fremlagt undersøgelser eller stillet nogen til ansvar.

Mens Gaza er i ruiner, præsenterede USA i sidste uge et 21-punkts forslag til en politisk løsning. Planen, udarbejdet af Trumps særlige udsending Steve Witkoff med input fra Jared Kushner og Tony Blair, lover palæstinenserne, at de “må blive i Gaza”, i modsætning til tidligere udmeldinger om “frivillig migration”. Den lægger op til gradvis israelsk tilbagetrækning, en international stabiliseringsstyrke og en midlertidig teknokratregering under et nyt organ kaldet Gaza International Transitional Authority (GITA). Blair er ifølge Financial Times tiltænkt en ledende rolle, hvilket allerede møder udbredt kritik i regionen, hvor hans navn forbindes med Irak-krigen og mislykkede fredsinitiativer. Hamas skal til gengæld afvæbnes, og befolkningen underlægges et program for “afradikalisering”. Planen præsenteres som en vej til en fremtidig palæstinensisk stat, men Netanyahu har allerede erklæret, at det vil være “ren galskab” at give palæstinenserne en stat.

Netop Netanyahu vakte opsigt, da han i FN's Generalforsamling talte til en næsten tom sal efter en koordineret walkout fra diplomater. Han lovede, at Israel ville “gøre arbejdet færdigt” i Gaza og hævdede, at Hamas' sidste rester var fanget i Gaza City. Samtidig roste han Israels militære sejre i Yemen, Syrien og Libanon, og truede med nye angreb på Irak og Iran. Familien til de tilbageværende israelske gidsler reagerede skarpt og anklagede premierministeren for at sætte deres liv på spil.

Uden for FN-salen fortsatte Netanyahu sin kampagne i et mere utraditionelt forum: et møde med amerikanske “pro-israelske influencere”. Her beskrev han sociale medier som en “kampplads” og TikTok som et “våben”, der nu skal kontrolleres af USA. Baggrunden er det opsigtsvækkende salg af TikToks amerikanske forretning for 14 milliarder dollar til en kreds af investorer domineret af pro-israelske milliardærer som Oracle-stifter Larry Ellison, Murdoch-familien, Michael Dell og den Emirat-kontrollerede fond MGX. TikTok havde under krigen været en platform, hvor palæstinensiske stemmer og billeder fra Gaza nåede millioner af unge amerikanere. En synlighed, som politikere i Washington siden 2023 har forsøgt at bremse. Med salget advarer menneskerettighedsorganisationer om en ny æra med censur og algoritmisk filtrering af indhold til fordel for Israel.

På jorden i Gaza er billedet entydigt. Satellitefotos dokumenteret af New York Times viser, hvordan Israel nu systematisk fladmaser hele kvarterer i Gaza City. Skoler, hospitaler og højhuse bruges først som militærposter og sprænges derefter i luften. Mecca Tower i bydelen Rimal, hvor hundredvis af fordrevne havde søgt ly, blev søndag bombet efter en kort evakueringsordre. Læger Uden Grænser måtte indstille deres arbejde i byen, da personalet ikke længere kunne operere sikkert. Fire hospitaler er lukket i september, mens al-Quds-hospitalet blev omringet og beskudt. Den amerikanske sygeplejerske Andee Vaughan dokumenterede på video, hvordan patienter med forbrændinger og spædbørn i kuvøser blev efterladt i ruinerne, mens israelske droner kredsede over bygningen.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har belejringen skabt en humanitær katastrofe, hvor sult og sygdom breder sig. En ny undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal viser, at civile i Gaza nu pådrager sig skader af samme karakter som soldater i regulære krigszoner, herunder massive forbrændinger, amputationer og skud i hovedet. Mønstret afspejler ifølge forskerne “konsekvensen af vilkårlig brug af sprængvåben i civile områder”.

Israel retter sigte ikke kun mod bygninger, men også mod sociale strukturer. Ifølge den arabiske avis Asharq al-Awsat har Shin Bet forsøgt at tvinge ledende familier som Bakr- og Dughmush-klanen til at påtage sig styringen af lokale områder i stedet for Hamas. Da de nægtede, blev deres huse bombet, og mindst 30 medlemmer af Dughmush-familien blev dræbt i ét angreb. Euro-Med Human Rights Monitor kalder det en systematisk strategi for at nedbryde den palæstinensiske samfundsstruktur gennem vold og afpresning.

Parallelt fortsætter Israels angreb i Libanon, hvor Hizbollahs tidligere bastioner i Bekaa-dalen og sydlige landsbyer stadig rammes trods en formel våbenhvile fra november 2024. I weekenden markerede ét-årsdagen for drabet på Hizbollah-leder Hassan Nasrallah, men Israels luftangreb fortsatte, uden at USA har grebet ind.

Midt i ødelæggelserne vokser det folkelige modsvar internationalt. Over 50 skibe med repræsentanter fra 44 lande, læger, jurister, parlamentarikere og aktivister, er på vej mod Gaza i den største nødhjælpsflotille nogensinde. Missionen, kaldet “Global Sumud Flotilla”, søger at åbne en maritim humanitær korridor, hvor grænseovergangene er lukket. Israel har allerede stemplet konvojen som “Hamas-flotillen” og truet med at stoppe den med magt, mens deltagerne beretter om droneangreb mod skibe i Tunesien og konstant overvågning på ruten. 16 lande, heriblandt Spanien, Brasilien og Mexico, har advaret Israel mod at angribe flåden, men USA og Frankrig undlod at tilslutte sig erklæringen.

Mens Israel taler om “at afslutte arbejdet”, vokser presset på Washington. Trump har præsenteret sit 21-punktsprogram som en “vej til fred” og hævder, at en aftale er tæt på. Men samtidig insisterer han på at bevare det kontroversielle Gaza Humanitarian Foundation, et parallelt nødhjælpssystem, der ifølge menneskerettighedsorganisationer snarere har spredt vold og død end reel hjælp.

Endelig har mere end 170 internationale ngo’er udsendt en advarsel om, at Israel systematisk bruger nødhjælpsdistribution som et våben. Ifølge rapporten opstilles såkaldte “aid traps”, hvor sultende civile lokkes til opsamlingssteder, der efterfølgende bliver beskudt. Dokumentationen peger på et mønster, hvor nødhjælp militariseres for at splitte lokalsamfund og tvinge befolkningen til samarbejde. Kritikere betegner det som en grov overtrædelse af humanitær folkeret, som internationale domstole kan komme til at forholde sig til.

Samtidig har en række rapporter afdækket, hvordan bosætterbevægelsen i Israel bruger krigen til at udvide sin magt på Vestbredden. Særligt Efrat-rådet, en af de mest indflydelsesrige bosætterkommuner syd for Jerusalem, presser på for de facto-annektering og suverænitet over store dele af området. Ifølge Jerusalem Post samarbejder bosætterne tæt med ministre som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich, der åbent kræver både Gaza og Vestbredden annekteret.

Selv den israelske venstrefløj har i dag lagt afstand til en tostatsløsning. I en analyse i det hebræiske Haaretz beskrives, hvordan Yair Golan, tidligere general, tidligere medlem af Meretz og nu leder af partiet Demokraterne, åbent har afvist idéen om en palæstinensisk stat.

Ifølge artiklen betyder det, at hele spektret i israelsk politik, fra Netanyahus højrenationalistiske blok, over Benny Gantz' midte, til Golans egen venstrefløj, nu står sammen i modstanden mod en tostatsløsning. Golan kalder en sådan løsning “ødelæggende” og hævder, at den vil “påføre Israel alvorlig skade”.

Kommentatorerne Dedi Zucker, tidligere Knesset-medlem for Meretz og en af grundlæggerne af fredsbevægelsen Shalom Achshav (Fred Nu), og Haim “Jumas” Oron, tidligere Meretz-formand, udtrykker i Haaretz skuffelse over, at Golans parti Demokraterne har opgivet en linje, der i årtier har været venstrefløjens politiske identitet.

Artiklen fremstiller Golans position som endnu et vidnesbyrd om, at der i dag stort set ikke findes parlamentarisk opbakning i Israel til en palæstinensisk stat. I stedet samler det politiske system sig omkring idéen om evig kontrol over både Vestbredden og Gaza – enten gennem de facto-annektering eller direkte militær dominans.

For palæstinenserne i Gaza forbliver realiteten uændret: massive ødelæggelser, en civilbefolkning jaget på flugt igen og igen, et sundhedssystem i opløsning og en international orden, der ikke har formået at gribe ind. Som en overlevende i Shati-lejren sagde til en lokal journalist, efter at hans hjem var blevet jævnet med jorden: “Det føles, som om krigen ikke har noget andet mål end at udslette Gaza.”

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÉR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk

Af Poyâ Pâkzâd

God fredag formiddag. Ugens sidste Gaza brief.

Israels folkedrab i Gaza og de regionale og internationale eftersmæld udspiller sig i disse dage på flere fronter. Fra Sanaa til New York, fra Khan Younis til Bruxelles udspiller sig en række dramatiske hændelser, der tilsammen tegner billedet af en konflikt, som i stigende grad splitter det internationale samfund, belaster stormagternes diplomati og efterlader civile fanget i en stadig mere desperat kamp for overlevelse.

I Yemen blev landets hovedstad Sanaa torsdag ramt af de hidtil største israelske luftangreb på landet. Ifølge sundhedsministeriets talsmand Anis al-Asbahi ramte 20 israelske krigsfly en række civile, service- og boligområder. Mindst ni mennesker blev dræbt og 174 såret, heriblandt fire børn og to kvinder. Det foreløbige dødstal ventes at stige. Billeder fra Al Masirah TV viste omfattende ødelæggelser, lig og sårede børn på hospitaler. Israels forsvarsminister Israel Katz forklarede angrebet som en direkte reaktion på et houthi-dronenedsalg i Eilat dagen før, der havde såret over 20 israelere. Katz pralede af, at angrebet havde “elimineret snesevis af terroroperatører” og ødelagt våbenlagre. Men Houthi-bevægelsen, officielt kaldet Ansarullah, erklærede, at de vil fortsætte angrebene på Israel, indtil krigen i Gaza stopper. Ifølge Yemens statslige nyhedsbureau SABA vil landet “fortsætte med at svare igen på den åbenlyse zionistiske aggression”. Israels angreb kom blot uger efter, at den israelske hær havde dræbt 31 mennesker på avisredaktioner i Sanaa. Det var ifølge Committee to Protect Journalists (CPJ) den værste massakre på journalister siden 2009.

Samtidig blev Gaza torsdag igen ramt af massive israelske bombardementer. Ifølge Gazas sundhedsministerium blev mindst 83 palæstinensere dræbt og 216 såret inden for et enkelt døgn. Angrebene ramte især centrale og sydlige dele af Gaza, netop de områder, hvor Israels militær havde opfordret civile fra Gaza City til at søge tilflugt. Associated Press rapporterede, at et israelsk angreb i Zawaida dræbte 12 medlemmer af samme familie, heriblandt fem børn. I Deir el-Balah dræbte en bombe en lille pige i et telt, mens et angreb i Khan Younis dræbte en mand, hans gravide hustru, deres 10-årige barn og en kvindelig slægtning. Ifølge Reuters har Israel intensiveret offensiven i Gaza City, hvor militæret åbent erklærer, at målet er at tømme byen for palæstinensere og jævne den med jorden. Over 900.000 mennesker opholder sig stadig i byen. Siden oktober 2023 er mindst 65.502 blevet dræbt og 167.376 såret, et tal sundhedsmyndighederne selv vurderer er et betydeligt underestimat.

Midt i denne katastrofe sejler den internationale Global Sumud-flotille nu mod Gaza med nødhjælp. Flotillen består af snesevis af skibe og har allerede været udsat for 12 droneangreb, der har beskadiget ni fartøjer. Aktivisterne insisterer på at levere nødhjælpen direkte til Gaza og afviser forslag fra Italien og Israel om at losse hjælpen i Ashkelon eller på Cypern. Den italienske premierminister Giorgia Meloni har kaldt flotillen “farlig og uansvarlig” og tilbudt, at det katolske patriarkat i Jerusalem i stedet kan stå for distributionen. Men arrangørerne ser dette som en forlængelse af den ulovlige blokade. De peger på, at Israel, trods løfter om lettelser, i gennemsnit kun har lukket 70 lastbiler ind i Gaza om dagen siden maj, selvom FN vurderer, at der behøves 500-600 for at dække basale behov. Israel gik fra at betegner flotillen som en “selfie-yacht” til nu at omtale den som en “Hamas-flotille” og varsler, at den vil blive forhindret i at nå Gaza. Ifølge eksperter er den sproglige optrapning et varsel om, at skibene kan blive mødt med langt hårdere midler.

I Washington erklærede Donald Trump torsdag, at han “ikke vil tillade” Israel at annektere Vestbredden. Udmeldingen kom efter møder med arabiske og muslimske ledere på FN's generalforsamling. Der er foreløbig ingen grund til at fæste større lid til Trumps udmelding, og der er heller ikke udsigt til en fuldstændig anneksion. Israel ønsker ganske vist at beholde de store bosættelsesblokke, men vil undgå at indlemme den palæstinensiske befolkning. Israelske embedsmænd har den seneste tid drøftet annektering som svar på flere europæiske landes anerkendelse af Palæstina. Premierminister Benjamin Netanyahu ventes at tage spørgsmålet op med Trump under sit kommende besøg i Det Hvide Hus. Samtidig sagde udenrigsminister Gideon Sa’ar, at Israel ikke vil annektere områder under den palæstinensiske myndighed, men kan “implementere israelsk lov” i bosættelserne. Den praksis har længe været en de facto-annektering, der fordriv­er palæstinensere, og som nu møder voksende international modstand.

Også i den digitale sfære blev der rykket ved Israels krigsførelse. Microsoft har nemlig opsagt en aftale med den israelske hærs cyberenhed 8200 efter afsløringer i +972 Magazine og Guardian om, at enheden har brugt Microsofts Azure-cloud til at lagre millioner af palæstinenseres telefonsamtaler. Ifølge afsløringen blev dataene brugt til at planlægge luftangreb og arrestationer. Microsoft bekræftede, at hæren havde misbrugt platformen i strid med firmaets retningslinjer, og stoppede derfor en række lagrings- og AI-tjenester. Det er første gang, et stort amerikansk techfirma afbryder samarbejdet med Israels militær siden krigens begyndelse. Aktivister har i månedsvis protesteret mod Microsofts rolle, og beslutningen kommer midt i voksende pres på teknologigiganter, der understøtter den israelske krigsførelse.

På Vestbredden meddelte den palæstinensiske myndighed, at Allenby/Kong Hussein-broen til Jordan, som er den eneste internationale udgang, vil genåbne efter mere end en uges israelsk lukning. Overgangen blev lukket 18. september, efter at to israelske soldater blev dræbt ved et skyderi. Nedlukningen har haft voldsomme humanitære og økonomiske konsekvenser. Ifølge det palæstinensiske ministerium for nationaløkonomi blev både handel, eksport, import og nødhjælp til Gaza alvorligt ramt. Samtidig fortsætter volden: siden oktober 2023 er mindst 1.044 palæstinensere blevet dræbt og over 10.000 såret på Vestbredden.

I Khan Younis i det sydlige Gaza er mange fordrevne så desperate, at de har slået telte op mellem gravstenene på en lokal kirkegård. “Vi havde intet andet valg”, fortæller Randa Musleh, mor til 11, til AFP. Hun og hendes børn flygtede fra Beit Hanun i nord. Huslejen på blot et lille stykke jord koster nu op mod 1.000 shekel om måneden, langt mere end de fleste har råd til. FN's nødhjælpskontor OCHA rapporterer, at familier kan blive opkrævet op mod 3.000 dollar for transport, telt og plads. Andre må gå til fods og finde tilfældige steder at slå sig ned. Vand er en daglig kamp, og børn må gå flere kilometer for at hente det. “Vi lever med de døde, og vores tilstand er blevet som de dødes”, fortæller Umm Muhammad Abu Shahla, der også måtte flygte.

Inde i Gaza City står al-Shifa-hospitalet endnu engang på randen af kollaps. Mondoweiss rapporterer, at hospitalet kun har fire operationsstuer, 32 intensivpladser og modtager over 800 patienter om dagen. “Disse er blodige dage”, siger hospitalsdirektør Hassan al-Shaer. Over 60 døde og 175 sårede ankommer dagligt, langt flere end hospitalet kan håndtere. Der er mangel på medicin, senge og selv basisudstyr som forbindinger. Patienter ligger på gulvet eller i telte udenfor. Mange sår forværres uden behandling. Personalet frygter et nyt israelsk stormløb på hospitalet, som flere gange tidligere er blevet invaderet og ødelagt. “Hvis vi bliver evakueret, dør patienterne i intensiv og neonatalafdelingen uundgåeligt”, siger al-Shaer.

På FN's generalforsamling i New York blev palæstinensiske børns skæbne et hovedtema. Den belgiske udenrigsminister Maxime Prévot slog fast, at lidelserne er resultat af “valg, handlinger og passivitet”, ikke en uundgåelig naturkatastrofe. Den jordanske udenrigsminister Ayman Safadi sagde direkte: “Lad os ikke fordreje ordene: Israel begår folkedrab i Gaza. Det sulter 2,3 millioner palæstinensere.” Ifølge FN's humanitære chef Tom Fletcher er et barn i Gaza blevet dræbt hver time i næsten to år. Han kaldte sulten “frembragt af grusomhed, retfærdiggjort af hævn, muliggjort af ligegyldighed og opretholdt af medskyldighed”.

Samtidig fortsatte de israelske luftangreb på familier i Gaza. Middle East Eye rapporterer, at mindst 11 blev dræbt i al-Zawaida, mens andre familier blev ramt i al-Shati-lejren og al-Tuffah-kvarteret i Gaza City. Infrastruktur og banker blev også bombet, selv i såkaldte “humanitære zoner”. Hamas' væbnede gren hævder at have dræbt israelske soldater i modangreb, og Israels hær bekræftede, at en sergent blev dræbt. “Gazas børn er fanget i en kirkegård”, sagde Tom Fletcher i FN og advarede, at over 20.000 børn er blevet dræbt, svarende til 2 procent af Gazas børnebefolkning.

Menneskerettighedsorganisationer advarer samtidig om forholdene for fængslede palæstinensiske læger. Physicians for Human Rights Israel har rapporteret, at Hussam Abu Safiyeh, tidligere direktør for Kamal Adwan-hospitalet, som har været bortført og fængslet uden sigtelse siden december 2024, er blevet mishandlet og underernæret. Han har tabt 25 kilo og er blevet nægtet behandling for skab (infektion med fnatmider). WHO og Amnesty kræver hans øjeblikkelige løsladelse.

Pressefriheden er også under pres. AP og Reuters krævede torsdag svar fra Israel efter et luftangreb sidste måned på Nasser-hospitalet i Khan Younis, hvor fem journalister, heriblandt Reuters-kameramanden Hussam al-Masri og AP-fotografen Mariam Dagga, blev dræbt. Yderligere 17 mennesker mistede livet i angrebet. Israel har foreløbig kaldt det et “uheld” og hævder, at målet var et Hamas-kamera. Ifølge Committee to Protect Journalists (CPJ) er næsten 200 journalister blevet dræbt siden oktober 2023, sammenlignet med f.eks. 18 under hele krigen i Ukraine. Fire store internationale medier, heriblandt BBC og AFP, har nu udsendt en kortfilm, der kræver adgang for udenlandske journalister til Gaza. “Historien skrives af dem, der er til stede”, lyder det i filmen. Ifølge FN er 248 palæstinensiske journalister blevet dræbt under krigen.

Også sportens verden bevæger sig. Ifølge Times hælder et flertal i UEFA's ledelsesorgang til at suspendere Israel fra europæisk fodbold. Presset er stigende efter at FN-eksperter har opfordret til udelukkelse på grund af folkedrabet i Gaza. Kritikere peger på, at Rusland blev udelukket efter invasionen af Ukraine, mens Israel hidtil har spillet videre. USA's udenrigsministerium har dog allerede meldt ud, at man “absolut vil arbejde for at forhindre”, at Israel udelukkes fra VM i 2026, der afholdes i USA, Mexico og Canada.

Alt dette sker i en tid, hvor Israel i stigende grad behandles som en international paria. AP rapporterer, at premierminister Netanyahu landede i New York på en rute lagt om for at undgå europæisk luftrum, hvor han kunne risikere anholdelse for krigsforbrydelser. Flere vestlige lande har anerkendt Palæstina, EU overvejer sanktioner, og meningsmålinger viser voksende vrede blandt amerikanske vælgere. Alligevel står Trump fast som Israels beskyttende skjold, for nu. “Vi er endnu ikke en paria-stat, men vi kunne blive det”, siger den tidligere israelske ambassadør i Washington, Michael Oren.

Selv i USA, Israels mest loyale allierede, er billedet ved at skifte markant. En ny meningsmåling fra Quinnipiac University viser, at kun 47 procent af de adspurgte amerikanere i dag mener, at støtte til Israel ligger i USA's nationale interesse. Det er et dramatisk fald fra december 2023, hvor hele 69 procent tilkendegav samme holdning. Halvdelen af vælgerne mener nu, at Israel begår folkedrab i Gaza, mens blot 31 procent godkender præsident Trumps håndtering af krigen. Israels premierminister Benjamin Netanyahu, der i disse dage både møder FN's generalforsamling og Det Hvide Hus, vurderes negativt af 49 procent af de amerikanske vælgere og positivt af kun 21 procent.

Målingen understreger, at den brede tværpolitiske konsensus om ubetinget støtte til Israel er brudt sammen. Kun otte procent af Demokraterne og en fjerdedel af de uafhængige vælgere bakker op om Israels Gaza-kampagne, mod 71 procent blandt Republikanerne. En majoritet på 60 procent afviser yderligere amerikansk militærhjælp til Israel. Samtidig svarer 58 procent, at de støtter en FN-anerkendelse af en palæstinensisk stat, og 59 procent mener, at Israels militære reaktion har været ude af proportioner.

Tallene markerer et historisk stemningsskifte. Hvor støtten til Israel tidligere var en selvfølge i amerikansk politik, er den i dag dybt polariseret langs både partipolitiske og generationsmæssige skel. Hvis denne tendens fortsætter, står Israels regering ikke blot over for international isolation, men også et gradvist tab af den hjemlige amerikanske opbakning, som i årtier har været statens vigtigste sikkerhedspolitiske livline.

DEL – KOMMENTÈR – DISKUTÈR

Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk